fredag den 27. marts 2015

Savn og Arrigskab

I december sprang jeg glad og naiv ind i et langdistance forhold. Jeg havde mødt en irsk musiker med lækkert skæg i starten af september, og jeg havde ikke tænkt mig at give slip på ham med min gode vilje. Jeg smed fornuften ud af vinduet, sked højt og helligt på alt der hed økonomi, og besluttede mig for at jeg ville blive mere ked af det, hvis jeg ikke lige prøvede det.

Det er lige gået op for mig at ovenstående kan lyde som om det ikke gik mellem mig og min irer.
Det er ikke tilfældet (jeg gider bare ikke omformulere ovenstående). Vi er stadig kvalmende nyforelskede og sender op til 50 kyssesmileyer dagligt. 


Men det er nu engang et langdistance forhold, så siden den 22. december er det blevet til to besøg i Irland, at de så sammenlagt har været af 3½ uges varighed gør lidt op for det hele. 

Det går egentlig fint nok, det her med at være fra hinanden et par uger af gangen. Vi har jo skype og diverse messenger-apps. Flybilletterne er heldigvis heller ikke så frygteligt dyre, og er man i god tid kan Ryanair sørge for det nærmest er billigere end et smut til København til normalpris. Ja undskyld mig, men du kommer ikke til at høre mig brokke mig over Ryanair og deres indtog i Kastrup, de har gjort små korte besøg mulige, og jeg har danset en glædesdans af samme grund. 


Men nu skal det hele jo ikke være så lyserødt. Langdistance er ikke sjovt. Det er det altså ikke. Hvis ens wifi driller eller hvis man ikke har 3G netværk, så er ens kæreste pludselig meget langt væk. Han er der ikke til halvdelen af de åndssvagt sjove, mærkelig, dumme ting der sker i min hverdag. Det giver os selvfølgelig bare en masse at snakke om senere hen, men nogle gange kunne det nu være rart at han var der live. 

Vi har selvfølgelig prøvet at tage den værste savn i opløbet. Jeg har en af hans sweatre (ja, så sukkersødt er det altså), som jeg bruger konstant. Der er fire forskellige billeder af mig i hans pung og nogle af mine allerede læste bøger er blevet efterladt i Irland (han kan jo ikke ligefrem passe mine sweatre, og det der med at efterlade et par trusser virkede bare lidt klamt). Jeg har endnu til gode at smide hans sweater på en bodypillow, selvom det har været kritisk et par gange. 


Vi prøver så vidt muligt at ses hver fjerde uge. Det er vi gode til at overholde. Men grænsen skulle måske have været sat lidt lavere. Ser I, jeg bliver direkte ubehagelig at være sammen med når vi rammer 3 ugers mærket. Når vi først 3½ uge, så begynder folk at holde sig væk. Min telefon ringer ikke, sms'erne kommer kun med meget lange mellemrum. Ja selv min mor dropper at ringe. 

Det er jo ikke nogens skyld. Men pludselig bliver jeg bare rasende. For hvad fanden bilder folk sig egentlig lige ind? Sådan at have en kæreste i samme by og holde hans hånd foran mig? Kan folk ikke se at min kæreste er 1½ time i tog, 2 timer i fly og 3 timer i bus væk? 

Men så er der en der bestiller en flybillet, og så er det som om hele vennekredsen og familien tager et kollektivt suk af bar lettelse. Og pludselig begynder sms'erne og opkaldene at strømme ind. Man er udholdelig igen, indtil venner og familie ser den lyserøde sky man flyder rundt på. 





4 kommentarer:

  1. Haha, hvor er det et skønt indlæg! Savn og langdistance er fucking hårdt, men det er også altid det værd, når man så mødes igen. Jeg har aldrig selv oplevet et langdistanceforhold uden for Danmark, men jeg kan sige, at Svendborg-Aalborg sgu heller ikke var specielt rart. Det tager selvfølgelig 'kun' fire timer i tog, og vi prøvede at se hinanden ca. hveranden uge - men det var vildt hårdt alligevel, og min familie og venner var heller ikke altid lige begejstret for mig og min opførsel, når savnet blev får hårdt ;) Men hvordan kan folk også tillade sig at være kærester, der kan holde hinanden i hånden, kysse, og mødes flere dage om ugen!? Den tanke havde jeg ofte.. Nu er jeg selv en af dem, jeg hadede (vi bor sammen), og jeg elsker det! Men tiden som langdistancekærester bliver aldrig glemt - dog er jeg sikker på, det har været med til at gøre vores forhold stærkere :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Langdistance er langdistance, også selvom man bor i samme land. Jeg er altid glad når jeg hører om succeshistorierne, og jeg tror skam også på at mig og min irer nok skal klare det.
      Jeg glæder mig til at blive en af dem, der kan "flaunte" sin kærlighed hver dag, hvis det er det vi vil :)

      Slet
  2. Åh ja suk, hvor må det være meget lettere nu end for 20 år siden da jeg havde min, den gang elskede siddende 1.500 km væk og vi sås hvert halve år og ringede sammen ca. hver 2. uge og så ellers skrev breve. Rigtige håndskrevne med posten breve. Til gengæld tilbragte vi så 2 måneder sammen om sommeren. - 2 måneder fordi så længe var en returbillet med toget gyldig.

    Gad vide om vi havde været gift i dag, hvis mulighederne havde været de samme den gang?

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg tror helt sikkert, at det er meget nemmere i dag; priskonkurrencer, apps og skype gør det hele lidt nemmere. En af fordelene ved langdistance (i dag) er jo netop at man kan overraske ved at tage de traditionelle metoder i brug: sende et håndskrevet brev osv.

      Slet