torsdag den 26. marts 2015

Når man gerne vil leve af at skrive...

... og man snart er færdig på universitetet (hvis alt da går som det skal) og snart skal have et voksenjob (forhåbentlig), så bliver man pludselig meget opmærksom på, at ens digitale visitkort består af en masse bandeord, flotte og letpåklædte mænd og en masse indlæg der måske fortæller lidt for meget om ens styrker og svagheder.

Man bliver ramt af lidt af en identitetskrise. For hvad skal man så skrive om, for at efterlade et mærke der rent faktisk giver mening, får dig til at virke fandens interessant, måske endda gør en forskel og forhåbentlig fører til et job på et tidspunkt.

Og hvad gør man så? Jeg har ikke noget svar, men det er forklaringen på mit månedlange fravær. Jeg har simpelthen siddet i tænkeboks og overvejet hvad der skal ske med bloggen, med mig... med hele skidtet faktisk. Og så har jeg tilbragt 2½ uge i Irland, og der har jeg altså brugt meget tid på at kysse på en skægget irer. 

Det lyder meget eksistentielt det hele, men det er det altså ikke. For jeg er nået frem til, at jeg ikke behøver tænke så meget over det. Jeg skal jo bare gøre som jeg plejer. Det er jo egentlig pisse ligemeget, for bare fordi jeg skriver om mig selv og, i nogens øjne, latterlige ting. Så viser det jo stadig hvad jeg kan, og hvad jeg kan gøre med et givent emne - og hvis alt andet fejler, kan jeg vel altid vise dem artiklen fra Forfatterforeningen (den om bogbloggere). Desuden ville det være en lodret løgn, hvis jeg begyndte at ændre stilen nu.

Desuden savner jeg at skrive om flotte okay nøgne mænd, kønsbehåring og idioter, så jeg fortsætter bare i samme stil, ellers tror jeg det hele ville blive lidt kedeligt.

Såeh, jeg er "tilbage" - og den her gang mener jeg det. Min eftermiddag skal bruges på at sætte indlæg i kø og skrive alle mine kladder færdig. ¨

Og skulle det have interesse, kan jeg fortælle at Mandags-Hottien også får et comeback. 




3 kommentarer: