mandag den 30. marts 2015

Mandags-Hottie #42

Jeg lovede jo at Mandagsmanden ville komme tilbage, og jeg må hellere holde hvad jeg lover. 

Min mandag er blevet brugt i Sønderjylland. Jeg er på påskeferie hos Mutter Skrap, og i dag kørte vi 50 kilometer for at kigge fem minutter på noget, vi egentlig begge synes er lidt åndssvagt. Ser I.. i Højer er der et ældre ægtepar der har dekoreret deres have med mere end 5000 påskeæg i forskellige størrelser og farver. Men det er ikke det vi skal tale om. 


I den forgangne uge er der et par mænd der har gjort sig bemærket, nogle for noget godt, nogle for noget skidt. Men én mand fik adskillige teenagepiger til at græde snot, oprette altre og meget andet. 

Jeg taler selvfølgelig om (min personlige (selvom jeg aldrig ville indrømme at have en sådan)) favorit fra One Direction, som nu ikke længere er en del af den verden. 

Damer.. Mr. Zayn Malik. 










fredag den 27. marts 2015

Savn og Arrigskab

I december sprang jeg glad og naiv ind i et langdistance forhold. Jeg havde mødt en irsk musiker med lækkert skæg i starten af september, og jeg havde ikke tænkt mig at give slip på ham med min gode vilje. Jeg smed fornuften ud af vinduet, sked højt og helligt på alt der hed økonomi, og besluttede mig for at jeg ville blive mere ked af det, hvis jeg ikke lige prøvede det.

Det er lige gået op for mig at ovenstående kan lyde som om det ikke gik mellem mig og min irer.
Det er ikke tilfældet (jeg gider bare ikke omformulere ovenstående). Vi er stadig kvalmende nyforelskede og sender op til 50 kyssesmileyer dagligt. 


Men det er nu engang et langdistance forhold, så siden den 22. december er det blevet til to besøg i Irland, at de så sammenlagt har været af 3½ uges varighed gør lidt op for det hele. 

Det går egentlig fint nok, det her med at være fra hinanden et par uger af gangen. Vi har jo skype og diverse messenger-apps. Flybilletterne er heldigvis heller ikke så frygteligt dyre, og er man i god tid kan Ryanair sørge for det nærmest er billigere end et smut til København til normalpris. Ja undskyld mig, men du kommer ikke til at høre mig brokke mig over Ryanair og deres indtog i Kastrup, de har gjort små korte besøg mulige, og jeg har danset en glædesdans af samme grund. 


Men nu skal det hele jo ikke være så lyserødt. Langdistance er ikke sjovt. Det er det altså ikke. Hvis ens wifi driller eller hvis man ikke har 3G netværk, så er ens kæreste pludselig meget langt væk. Han er der ikke til halvdelen af de åndssvagt sjove, mærkelig, dumme ting der sker i min hverdag. Det giver os selvfølgelig bare en masse at snakke om senere hen, men nogle gange kunne det nu være rart at han var der live. 

Vi har selvfølgelig prøvet at tage den værste savn i opløbet. Jeg har en af hans sweatre (ja, så sukkersødt er det altså), som jeg bruger konstant. Der er fire forskellige billeder af mig i hans pung og nogle af mine allerede læste bøger er blevet efterladt i Irland (han kan jo ikke ligefrem passe mine sweatre, og det der med at efterlade et par trusser virkede bare lidt klamt). Jeg har endnu til gode at smide hans sweater på en bodypillow, selvom det har været kritisk et par gange. 


Vi prøver så vidt muligt at ses hver fjerde uge. Det er vi gode til at overholde. Men grænsen skulle måske have været sat lidt lavere. Ser I, jeg bliver direkte ubehagelig at være sammen med når vi rammer 3 ugers mærket. Når vi først 3½ uge, så begynder folk at holde sig væk. Min telefon ringer ikke, sms'erne kommer kun med meget lange mellemrum. Ja selv min mor dropper at ringe. 

Det er jo ikke nogens skyld. Men pludselig bliver jeg bare rasende. For hvad fanden bilder folk sig egentlig lige ind? Sådan at have en kæreste i samme by og holde hans hånd foran mig? Kan folk ikke se at min kæreste er 1½ time i tog, 2 timer i fly og 3 timer i bus væk? 

Men så er der en der bestiller en flybillet, og så er det som om hele vennekredsen og familien tager et kollektivt suk af bar lettelse. Og pludselig begynder sms'erne og opkaldene at strømme ind. Man er udholdelig igen, indtil venner og familie ser den lyserøde sky man flyder rundt på. 





torsdag den 26. marts 2015

Når man gerne vil leve af at skrive...

... og man snart er færdig på universitetet (hvis alt da går som det skal) og snart skal have et voksenjob (forhåbentlig), så bliver man pludselig meget opmærksom på, at ens digitale visitkort består af en masse bandeord, flotte og letpåklædte mænd og en masse indlæg der måske fortæller lidt for meget om ens styrker og svagheder.

Man bliver ramt af lidt af en identitetskrise. For hvad skal man så skrive om, for at efterlade et mærke der rent faktisk giver mening, får dig til at virke fandens interessant, måske endda gør en forskel og forhåbentlig fører til et job på et tidspunkt.

Og hvad gør man så? Jeg har ikke noget svar, men det er forklaringen på mit månedlange fravær. Jeg har simpelthen siddet i tænkeboks og overvejet hvad der skal ske med bloggen, med mig... med hele skidtet faktisk. Og så har jeg tilbragt 2½ uge i Irland, og der har jeg altså brugt meget tid på at kysse på en skægget irer. 

Det lyder meget eksistentielt det hele, men det er det altså ikke. For jeg er nået frem til, at jeg ikke behøver tænke så meget over det. Jeg skal jo bare gøre som jeg plejer. Det er jo egentlig pisse ligemeget, for bare fordi jeg skriver om mig selv og, i nogens øjne, latterlige ting. Så viser det jo stadig hvad jeg kan, og hvad jeg kan gøre med et givent emne - og hvis alt andet fejler, kan jeg vel altid vise dem artiklen fra Forfatterforeningen (den om bogbloggere). Desuden ville det være en lodret løgn, hvis jeg begyndte at ændre stilen nu.

Desuden savner jeg at skrive om flotte okay nøgne mænd, kønsbehåring og idioter, så jeg fortsætter bare i samme stil, ellers tror jeg det hele ville blive lidt kedeligt.

Såeh, jeg er "tilbage" - og den her gang mener jeg det. Min eftermiddag skal bruges på at sætte indlæg i kø og skrive alle mine kladder færdig. ¨

Og skulle det have interesse, kan jeg fortælle at Mandags-Hottien også får et comeback.