onsdag den 25. februar 2015

Med voksenpoint følger paranoia

Når man får voksenpoint på kontoen, så følger paranoiaen naturligt lige bagefter. Folk med de ultimative voksenpoint (babyer) bliver bange for at der skal ske deres guldklumper noget. For at sikre at sådan noget ikke sker, tager man mere eller mindre rationelle valg i løbet af barnets opvækst. Folk med voksenpoint i form af huslån, får paranoia over lånemuligheder, omlægning af lån og ens egen evne til at betale af på sådan et lån - hvad nu hvis man mister sit arbejde, bliver single og bla bla bla.
Andre mennesker har voksenpoint i form af en færdig uddannelse, et godt job og generelt overskud - her springer paranoiaen også frem; for har man overhovedet lært noget? faker man bare? hvad nu hvis man bliver fyret, og så videre.

Det er alt sammen retfærdig paranoia ville jeg mene. De kloge siger jo også at man skal nyde sine "ubekymrede" tyvere (undskyld mig, men findes der nogen der er kommet igennem deres tyvere uden bekymringer? Hvis i findes der ude, så skriv lige til mig og fortæl mig hvilket stof i er på, hvor det kan købes og hvad det koster).


Det er sjovt at man, da man var yngre, drømte lyserøde drømme om voksenlivet. I mit tilfælde var det noget med en fed karriere, en dejlig mand, måske et barn eller to, et hus, to biler og et sommerhus i Frankrig - alt sammen inden jeg fyldte 25. Fantasien har tydeligvis aldrig fejlet noget, min virkelighedssans er en helt anden sag derimod. 

Jeg er 27, og jeg er vel halvvejs i mit "voksen"projekt. Jeg har i hvert fald købt den der famøse cykel, som giver mig voksenpoint på lige fod med min veninde som lige har fået en søn (JO!). 
Jeg købte cyklen for at slippe for at stresse over min gamle cykel. Ser I, min gamle cykel var et levn fra Sovjetunionens storhedstid, den skulle jævnligt (som i en gang om ugen) smøres, spændes og måske have nye bremser. Den var (og er, for jeg har selvfølgelig ikke skaffet den af vejen endnu) livsfarlig og en rigtig lorte cykel. Så da jeg købte min nye cykel tænkte jeg, at jeg nu ville slippe for at stresse over om min cykel nu var flad, om kæden faldt af, om hjulet faldt af (det var en seriøs frygt i et stykke tid), om flere skruer var røget i svinget og alt det der. 

Den nye cykel ville helt sikkert rette op på den slags stress. Og det er da også sket. Cyklen er af en helt anden verden. Den er flot, den fungerer, den har cykelkurv, den har godkendt lås, kæden falder ikke af, den siger ikke en faretruende knirkelyd når der er fart på ned ad bakke. Den er fucking fantastisk. 


Og nu sætter paranoiaen så ind. For det er jo ikke kun tydeligt for mig hvor fantastisk den her cykel er. Og.. okay.. let's face it, det her er min baby. Hvis der sker den noget, ved jeg ikke hvad jeg skal gøre. Med ny cykel følger cykeltyvsparanoia. Tidligere var jeg nødt til at tage afsted tyve minutter før, for at indregne eventuelle styrt, kædeknæk og så videre. Nu tager jeg afsted tidligere for at finde det helt rigtige sted at parkere min cykel; optimalt er bag andre cykler som også ser nye(re) ud, således at min er svær at komme til, og så vil de måske hellere stjæle den yderste cykel. Alternativt skal det være på en svært trafikeret vej der er godt belyst; men det er også lidt træls, for her kommer også mange mennesker, og nok også af cykeltyvstypen. 

Jeg er ikke glad når min cykel er parkeret, og slet ikke når den bliver parkeret på uni, og er laaaangt væk fra alting, for så er den ikke så nem at tjekke til. Ikke at jeg siger, at jeg er løbet fra tredje sal og ned bag bygningen for at tjekke til min cykel, da paranoiaen pludselig satte ind en sen torsdag aften. Nej da. 

Det er hårdt at være "voksen". 

Ja, jeg har i princippet lige sammenlignet mit cykelkøb med en baby og et huslån. So shoot me. 


lørdag den 14. februar 2015

Hvad skal jeg så nu?

Det var ikke med vilje, at jeg pludselig tog en lang pause fra bloggen. Det var ikke noget, jeg vidste, jeg havde brug for. Men det havde jeg vist.


Jeg har ikke haft det skidt. Jeg har ikke haft en af de der trælse perioder. Tværtimod. Jeg har haft det fucking fantastisk. Jeg er kommet hjem, jeg har fået gejsten tilbage i forhold til studiet, jeg har fundet et sted at bo og er rent faktisk flyttet ind. Jeg har nydt livet. 

Men det er også gået op for mig, at jeg netop er kommet hjem med et mål. Jeg skal gøre min uddannelse færdig. Men hvad skal jeg så? 


Jeg får en titel og en uddannelse som der ikke er særlig mange mennesker der forstår. Jeg vil frygtelig gerne leve af at skrive. Jeg vil leve af noget der gør mig glad. Jeg vil være glad. 

Det er egentlig meget simpelt, og så alligevel ikke. For hvordan fanden gør man lige det? Hvem ringer man til? Hvem tager man kontakt til? 

Og.. Øh.. Hvordan får man det til at harmonere med at man er faldet pladask for en irsk musiker med lækkert skæg, som ikke bare kan rykke livet op med rode? Så flytter man selv. Og det er jeg da også indstillet på. Men først skal jeg blive cand.mag.lit. Så skal jeg have et af de der nedern voksenjobs. Jeg skal sørge for ikke at glemme mig selv i det hele, samtidig med jeg skal bruge tid på at forsvare min uddannelse, fordi jeg lever i et land hvor humanister er blevet stemplet som unødvendige og uduelige. Men mest af alt skal jeg huske, at jeg også skal være glad og lykkelig. 

Jeg ved ikke hvad jeg skal. Jeg skal være voksen. Men jeg bliver altså en af de der voksne med mors nummer på speeddial, som ringer om stort og småt. Jeg bliver en af de voksne der vil have lov til at flippe skråt over en ny disney film, såvel som den nye Kähler vase (det kommer aldrig til at ske, but you get the picture). Jeg bliver en af de voksne, der aldrig rigtig bliver det. 

Og så vil jeg ikke høre ét ord om den der Harry Potter tatovering jeg fik et sted hvor den overhovedet ikke kan skjules (for Harry Potter skal aldrig gemmes væk!). Det er pisse voksent at stå ved sine besættelser. Nå.