fredag den 9. januar 2015

Voksen point

I dag skal jeg på besøg hos en af mine ældste og bedste veninder. Hun er en af de veninder, hvor der sagtens kan gå flere måneder mellem at vi ses og taler sammen, men, som klichéen foreskriver, så er det aldrig til at mærke, når vi så endelig ses.

Vi har fulgt hinanden i tykt og tyndt, og set nærmest alle dele af hinandens liv siden vi lærte hinanden at kende.

Hun har holdt mit hår tilbage på toilettet, jeg har holdt hendes hår tilbage på toilettet. Hun har set mig få mit hjerte knust, jeg har set hende få sit hjerte knust. Vi har danset sammen, vi har grint sammen, vi har grædt sammen, vi har været stille sammen.

Vi har set hinanden blive ældre og vokse op. Jeg har set hende score vilde point på voksenkontoen, og jeg har set hende miste et par af dem igen - ligeledes har hun set mig score (ikke så, faktisk næsten ingen) vilde point på selv samme konto, og hun har set mig miste en hel del af dem igen.

Vi er vidt forskellige og på samme tid er vi skræmmende ens. Vi er vidt forskellige steder, men ender altid i latterkramper på hendes sofa.

I tirsdags fødte hun en søn, som jeg skal møde i dag, og hun har nu den foreløbige highscore (i min verden) på voksenkontoen. Hendes liv er forandret for altid på et splitsekund og jeg synes det er så fucking stort.

Mig? Altså, igår købte jeg en cykel. For første gang nogensinde, i en alder af 27, købte jeg min helt egen cykel, og så endda en helt ny cykel. Det må da give lidt på kontoen. 10 point? 5?


onsdag den 7. januar 2015

Boligjagt

Jeg opsagde min lejlighed, da jeg rykkede til Irland i efterårssemestret. Jeg havde længe ville flytte, og har nok også haft flere muligheder for det i de fire år, jeg har boet der. Men det er altså voldsomt svært at tage sig sammen til at lede efter noget andet, når man allerede har tag over hovedet, og egentlig er fint tilfreds med lejlighedens stand og beliggenhed, men sådan bare er træt af naboer der bliver yngre og yngre og folk der ryger fed i dårligt isolerede lejligheder, og dermed sørger for en konstant duft af (stærk) gran i hele komplekset.


Så da jeg fik optagelsesbrevet fra University College Cork, var jeg ikke sen til at sende en opsigelse til boligselskabet. 

Det var en lettelse. Det var rart. Det var hårdt. Jeg sagde pludselig farvel til min base, mit lille helle midt i centrum af Odense (seriøst den lå så pisse godt, hvis man ser bort fra, at den lå parallelt med Gågaden og dermed også parallelt med den parkeringsplads der var det foretrukne mødested for slåskampe, narkosalg, skænderier af den mere private art - men ikke helt så private alligevel og selvfølgelig det one night stand der alligevel ikke var værdig til en plads i dobbeltsengen; the amount of white butt cheeks, christ!). 


Mit farvel til mit lille hjem på 37 kvm har betydet at boligjagten er sat i gang. Jeg havde lykkelig glemt hvilken jungle sådan noget kan være. Jeg er på SU, jeg har anskaffet mig en irsk kæreste og dermed nok også et lidt højere rejsebudget end gennemsnittet, da det at savne jo er en god ting, men nogle gange vil man bare gerne ligge i hans arme (undskyld for sukkersødt kærestepladder, det har taget overhånd for mig - mængden af kyssesmileys jeg har afsendt for nylig, er kvalmende; selv for mig). Anyways, det betyder jo bare at mit budget er begrænset ligesom alle andres.  

Jeg har selvfølgelig prøvet med det helt traditionelle facebookopslag, det gav da lidt, men ikke noget synderligt. Jeg har købt adgang til boligportalen og ikke blot nasset på fremmedes abonnement (seriøst, hvad sker der for folk i de der 'ledige lejligheder' grupper, der spammer blot for at få fremmede til at finde et telefonnummer på udlejer?). 


Med et begrænset budget og urealistiske drømme er sådan en boligjagt lidt svær. Hvordan det kan være for meget at forlange, når man beder om en stor rummelig lejlighed i centrum med indflytning i morgen, et depositum af den symbolske slags i stedet for den ruinerende slags, altan, gratis vask og tørretumbler i kælderen, cykelkælder og indkøbsmuligheder lige rundt om hjørnet? Nuvel, mit budget er småt, men man har vel standarder, og det er jo ikke fordi jeg beder om et slot med egen butler og rengøringskone. Selvom det egentlig kunne være ret fedt. Fuck hvor kunne det være fedt; Butler, rengøringskone, eget bibliotek, måske en privat kok, en privat chauffør, tårnværelse og en prinsesseseng af dimensioner - alt sammen til 3000 kroner om måneden, inklusiv forbrug, naturligvis, Man har vel lov til at drømme. 


På trods af mine drømme har jeg dog fundet et sted at bo. Det er ikke et slot, men det kan vi jo arbejde på. Jeg får et værelse der er helt mit eget, og der er i det mindste gratis vask og tørretumbler - og så er det ikke engang i kælderen, det er sgu lige ude på badeværelset. 

Nu starter næste proces dog; jeg skal pakke mit lort om. Jeg har ikke plads til alle mine ting. Jeg har med vilje søgt mindre end før, så jeg ikke behøvede at slæbe alle mine ting med, det sker af helt praktiske årsager; jeg er snart færdig med uni, og hvem ved hvor jeg så ender? Sorteringsprocessen bliver hård, for hvordan vælger jeg lige hvad der er vigtigt nok til at komme med, og hvordan skal jeg lige vælge hvilke bøger der skal blive i kasser og hvilke der skal med? 

Nok er det praktisk det her med ikke at skulle have alt med, og nok er det mit eget valg, og noget jeg har gjort 100% med vilje. Men det betyder ikke at jeg ikke brokker mig over det. 

Jeg ser dog mere frem til en ting end noget andet, min skønne, bløde, slidte, gamle, flotte, fantastiske seng skal med mig.