tirsdag den 11. august 2015

En god nats søvn

De kloge siger, at søvn er vigtigt. Meget vigtigt. Det har jeg taget til mig, så jeg har downloadet diverse søvn-apps og sørger for at soveværelset er køligt og bla bla bla inden jeg går i seng. De kloge siger også, at man bør undlade at se tv/Netflix en time eller to inden man går i seng, men nu skal vi heller ikke overdrive. Family Guy/Simpsons/Anything Animated er bare bedst når man ligger i sengen.

Igår aftes lå jeg igen i min seng, med min computer placeret på min stol ved siden af sengen. Stewie og Brian Griffin havde gang i en upassende samtale og jeg var i gang med at indstille en af de der famøse søvn-apps, så den ville vække mig mellem 7.30 og 8.00 (det er pissesmart, det er noget med at den på dine bevægelser kan mærke hvornår det er bedst at vække dig). Og det var der jeg hørte det, den lyd ingen af os er tossede med, den der summen.

Bzzzzz. Bzzzzz. Det lyder fandeme altid som om det lorte dyr er lige ved siden af ens øre, så man ligner en idiot, mens du fagter løs efter noget du ikke kan se. Så tænder du selvfølgelig lyset, og så er den væk. Du tænker den nok er fløjet ud igen eller måske bare er i stuen, så du slukker lyset. Og så starter det igen. Bzzzzz. Bzzzzz.

Febrilsk tænder du lyset igen, lukker vinduet, muter Family Guy og stopper med at trække vejret så der ikke er nogen forstyrrende lyde. Og så er der stille. Virkelig stille. Dyret leger med dig, indser du. Well fucker, two can play at that game.

Du forlader værelset, i et forsøg på at lokke dyret ud. Måske lader du endda som om du er faldet i søvn på sofaen og så venter du tålmodigt. Der går cirka fem minutter, og så er den der. Lyden. Bzzzz. Bzzzz.

Og så går det stærkt. Du spurter ind i soveværelset, får måske et blåt mærke da du løber ind i kommoden (måske), og så smækker du døren og som en anden ninja får du lukket vinduet og gemt dig under dynen på samme tid. Du ligger og venter. Venter på at finde ud af om det var en succes. Er du alene i soveværelset? Efter fem minutter beslutter du dig for at kigge frem fra dit skjul, og her ser du at lortedyret sidder på din dyne, lige foran fjæset på dig. Man smider dynen og løber hen mod døren, hvor du får endnu en overraskelse. Du er omringet. Der er to. Og de griner af dig, gør de. Bzbzbzbzbz. Panisk begynder du at slå ud i luften, som ved et lykketræf rammer du den ene med et virkelig godt slag. Dødt lortedyr. Der er kun en tilbage nu. Aftenens vigtigste slag skal udkæmpes. Mano A Mano. Den sidder stadig på dynen og den griner af dig. Men den er ikke forberedt på dine ninjamoves.

Du kaster dig over dynen (eller også nærmer du dig virkeligt langsomt). Du ruller dynen sammen, med lortedyret indeni, og så kaster du den ud på gangen og smækker døren en sidste gang. I forvirringen er du måske kommet til at smide begge dyner ud på gangen. Du ligger længe og prøver at samle modet til at hente den ene dyne, men du opgiver. Et tæppe må være nok i dag.


Eller noget. 

Jeg er ikke så tosset med bier. 



fredag den 7. august 2015

Siden Sidst


Jeg havde så mange gode intentioner da jeg skrev mit sidste indlæg i april. Bloggen skulle køre med samme regelmæssighed som den gjorde engang. Jeg skulle skrive sjove, gode og gennemtænkte indlæg (haha). Jeg skulle en hel masse. Og så gjorde jeg ingen af delene. 


Men det er altså ikke fordi, jeg kun har ligget på den lade side. Jeg har lavet ting, sådan en gang imellem. 

Siden sidst har jeg... 

... Set rigtig meget Big Bang Theory. 
... Og Buffy. Åh Buffy. 
... Faktisk er jeg bare blevet endnu bedre venner med min netflix konto. 
... Kysset på den der irske musiker. 
... Så har jeg kysset lidt mere på ham. 
... Bandet langdistance forhold langt væk. 
... Skrevet to eksamensopgaver. 
... Droppet min sidste eksamen på uni. 
... Tilmeldt mig til reeksamen i selv samme fag. 
... Overvejet om jeg egentlig behøver at skrive det der speciale.


... Fundet specialeting frem. 
... Kigget på specialeting. 
... Pakket specialeting væk igen. 
... Været til Volbeat koncert. 
... Mistet stemmen til Volbeat koncert. 
... Modtaget ret mange mails fra folk der vil samarbejde med min blog. 
... Glemt at svare på halvdelen af dem.
... Takket nej til de fleste. 
... Undret mig over at jeg stadig får nye følgere på bloglovin', når nu jeg ikke har skrevet noget siden april. 
... Undret mig endnu mere over at folk vil samarbejde med en stillestående blog. 
... Takket ja til to anmeldereksemplarer, fordi bøger. 

Jeg kunne blive ved, for jeg har jo været væk længe. Men listen bliver efterhånden lidt pinlig, for jeg har jo egentlig ikke rigtig lavet noget. Forstå mig ret, jeg har ikke bare ligget på sofaen (selvom jeg har brugt meget af min tid der), jeg har lavet ting. Jeg har bare ikke lavet noget synderlig vigtigt. Men det er også okay. Til marts skal jeg forestille at være voksen og færdig med en uddannelse, jeg skal have et arbejde, jeg skal højst sandsynligt flytte (til et andet land sgu), jeg skal en masse. Så tilgiv mig, hvis jeg ikke gider lave noget lige nu. 


Jeg tør næsten ikke skrive det, men altså.. Jeg er tilbage, ja jeg er. 

mandag den 27. april 2015

Mandags-Hottie #44

Jeg ved godt der også var en mandag i sidste uge og ugen før det. Men samtidig var der en skægget irer, der var på visit i det danske, og ham valgte jeg i stedet at tage mig kærligt af (hvilket nu hvor jeg tænker over det, lyder en smule beskidt).

Det ændrer dog ikke på, at jeg lovede mandagsmanden ville gøre et come back, om end i en noget amputeret og lettere ustabil form. Jeg overvejer lidt at lade ham blive til en måneds ting, men i stedet prøver jeg lige at gøre ham nogenlunde stabil, før jeg gør ham til en sjældenhed.

Det virker måske ikke som om det kunne være et problem, men det er faktisk svært at finde en ny mand hver eneste mandag, fordi 1) jeg har åbenbart latterligt høje krav, 2) det er de samme mænd der bliver nævnt igen og igen i medierne, og 3) man prøver vel at ramme så bredt som overhovedet muligt. Jeg har derfor også overvejet om jeg skal inkludere den "symbolsk" lækre mand. En mand som måske ikke er lækker i en ordinær forstand (træd varsomt Heidi), men en mand som gør noget, siger noget eller symboliserer noget, der gør ham til en lækker person. Tænketanken kører på højtryk kan i nok høre, men fuck it. I dag får I i stedet bare en toplækker mand at kigge på.

Han er en af de mænd der bliver bedre med alderen. Han virker samtidig som en af de mænd, der bare er sådan helt generelt rare.  Han er flot, han er skøn, han er (for nogen) drømmemanden

Jeg giver jer, Mr. Patrick Dempsey. 

Her fra



Her fra



Her fra
God mandag damer! 

P.S. Tillad mig at være lidt kryptisk; Jeg bør måske tilføje et undskyld/I feel you.

tirsdag den 7. april 2015

Når byture bliver til altankasser

Jeg var på besøg hos Momma T i går. For fem år siden ville det besøg ende med at blive en lang samtale om weekendens byture, mænd, tømmermænd - krydret med en film her og der og en lille lur midt i det hele.

I går var vi i haven. Vi plantede blomster og rabarber i Momma T's krukker, vi så på, da Mini-V vaskede hans legetøjslastbil, og jeg fik fire kartofler med spirer med hjem, som jeg så kan plante i en krukke på altanen.


Halvdelen af de byture jeg er på nu, skal jeg overtales til, eller de skal ske helt spontant, ellers gider jeg simpelthen ikke (hyggestunder hos venner er en anden sag). Når jeg så endelig tager med i byen, vil jeg helst hjem senest klokken 3 (med pizza), for jeg gider ikke ligge i sengen hele dagen efter (det har vi sgu da hverdagene til).

Når man så har en kæreste oveni, så er man pludselig Gammel og Sat. Det må man egentlig gerne kalde mig, men jeg synes det er mærkeligt. Jeg vil hellere tage i byen klokken 22, finde en hyggelig bar og tage hjem klokken 2, og vågne omkring klokken 10 dagen efter og have det okay (okay det føles oftest som om der er flyttet et bryderhold ind på øverste etage). Jeg kan da også godt tage ud og danse, men så skal det være til halvfemser hits og med en filur (så holder vi stilen) i hånden - for så kan man sgu ligeså godt gøre det ordentligt. 


Jeg siger ikke, jeg er blevet gammel. Jeg siger heller ikke at jeg er blevet ældre (eller jo, det er jeg jo) eller mere moden (fuck no!). Jeg vil bare hellere bruge mine søndage på noget andet end at råbe porcelænsguderne op, mens jeg prøver at få styr på det lag af frotté der har indfundet sig på min tunge. 

Nu har jeg så besluttet, at det ligeså godt kan være altankasser, jeg går og pusler med på sådan en søndag. Man kan jo for helvede gro gulerødder og radiser i sådan noget skidt. Og der er ikke nogen der skal komme og sige, at det ikke er sejt at være semi-selvforsynende (jeg sagde semi!).


Ps. 
Jeg tager stadig en lur, når jeg besøger Momma T. Nu er det bare fordi jeg har tumlet med Mini-V. 

Pps.
Er der andre altankasse-entusiaster derude? Hvilke blomster er bedst (og nemmest) at holde i en altankasse?
Det er jo åbenbart sådan noget der interesserer mig nu.


mandag den 6. april 2015

Mandags-Hottie #43

Lige for tiden kører Buzzfeed en lille afstemning om lækre mænd. Det er jo ikke noget jeg går særlig meget op i, men altså lad dem nu have lidt sjovt. Jeg har i hvert fald ikke stemt i hver runde eller siddet klar når næste runde blev klar. 

De startede åbenbart med 64 flotte(ish) mænd, som så blev til 32, til 16, til 8, til 4 og nu 2. Jeg har jo ikke fuldt særlig meget med, så jeg vil da ikke kommentere på, at Tom Hiddleston slet ikke kom i betragtning på noget tidspunkt. Jeg vil ikke kommentere på den skandale det er, at Alexander Skarsgård ikke engang gik videre fra første runde, da han tabte til Josh Hutcherson. Nuvel han er da også meget pæn, men han er ikke en guddommelig, svensk vampyr. 

Jeg gider heller ikke kommentere på, at jeg endte med at blive bedt om, at vælge mellem Ryan Gosling og Matt Bomer - for når jeg nu ikke rigtig går op i sådan noget, så betyder det jo ikke særlig meget. (Jeg vil fandeme hellere bide min arm af end vælge mellem de to. Jeg tager dem begge.)


Men listen har da givet mig lidt at tale om, når nu jeg vælger ikke at kommentere på den skandaløse udvælgelsesproces. Det har ikke været nogen hemmelighed at mange af de velbevandrede og ældre amerikanske skuespillere, selv har fået et par børn. Men nogle af dem bliver nu engang holdt "hemmelige" længe nok til at når det er deres tid til at sole sig i rampelyset, så bider offentligheden sig i underlæben samtidig og udstøder et lille sultent suk, fordi de her børn aldrig skulle have været gemt væk. 

Det er også tilfældet med denne uges Mandagsmand. Dirty Harry har produceret et fandens flot afkom. Hans "Lucky (S)Punk" (Undskyld) har gjort hvad det skulle. 

Jeg giver jer, Mr. Scott Eastwood. 











God mandag!




lørdag den 4. april 2015

Hvor mange gange om dagen ringer du da til din mor?

Jeg snakker meget, det gør min mor også. Vi har altid enormt mange historier at fortælle, og vi vil gerne fortælle dem alle på en gang. Jeg ringer til min mor, når jeg har lyst. Det har ført til, at jeg nogle gange ringer 2-12 gange i løbet af en dag, andre gange ringer kun én gang i løbet af ugen. Det er jeg egentlig ikke flov over, det er bare sådan det er. Jeg ringer på alle tidspunkter af dagen, og starter altid med at spørge hvad hun laver. Det virker som om jeg er vildt høflig, og lige vil sikre mig, at jeg ikke har ringet på et dårligt tidspunkt, men altså... ligemeget hvad hun svarer, fortsætter jeg med at snakke. Ni ud af ti gange svarer hun, at hun er på arbejde, og mit svar er altid det samme: "Nå okay. Men det er bare fordi..." og hvis hun er heldig, er samtalen færdig på fem minutter, andre gange tager det 30.


Det er måske ret uhøfligt, men det bliver altså ikke lavet om. Jeg har prøvet (nej jeg har ej). Det kan bare ikke være anderledes. 

Men alle de her historier kan godt gå hen og blive lidt forvirrende. For som i måske nok selv har oplevet, så er der enkelte stikord i en historie, der minder modtageren af historien om ens egen historie, og pludselig bliver der fortalt to historier på en gang, og det er ofte den der råber højest, der vinder fortælleretten. 


For udefrakommende kan det derfor godt være lidt forvirrende at høre på os. For det er en masse halve historier, der på en eller anden måde, efter en masse "hey, jeg snakker nu." og "hvor kom jeg fra?" og "okay, så fortæl det hurtigt, så afslutter jeg bagefter.", bliver samlet og giver meget god mening for os begge. Tilsæt så lige en heftig sønderjysk dialekt, og så kan vi snakke om hvad som helst nord for Kolding og Øst for Lillebælt, uden der er nogen der fatter hvad der sker. 


Vores samtaler kan fortsætte uanset hvad der sker omkring os (og med os for den skyld). Det er derfor ikke unormalt at opleve mig der pludselig rejser mig, og løber væk, mens jeg råber: "Jeg skal skide, men jeg kan sagtens høre dig, bare fortsæt" (Ja undskyld). Og min mor? Ja hun fortsætter jo. 

Det er sikkert en sjovt, forvirrende, dumt og åndssvagt syn for folk udefra, men det har været sådan så længe jeg kan huske, og jeg ville egentlig ikke være foruden det. 

Og mine veninder har også lært og leve med, at jeg engang i mellem, midt i en telefonsamtale, skyller ud i toilettet og siger: "Ja, jeg havde dig altså lige med på toilettet." Det bilder jeg i hvert fald mig selv ind. 

mandag den 30. marts 2015

Mandags-Hottie #42

Jeg lovede jo at Mandagsmanden ville komme tilbage, og jeg må hellere holde hvad jeg lover. 

Min mandag er blevet brugt i Sønderjylland. Jeg er på påskeferie hos Mutter Skrap, og i dag kørte vi 50 kilometer for at kigge fem minutter på noget, vi egentlig begge synes er lidt åndssvagt. Ser I.. i Højer er der et ældre ægtepar der har dekoreret deres have med mere end 5000 påskeæg i forskellige størrelser og farver. Men det er ikke det vi skal tale om. 


I den forgangne uge er der et par mænd der har gjort sig bemærket, nogle for noget godt, nogle for noget skidt. Men én mand fik adskillige teenagepiger til at græde snot, oprette altre og meget andet. 

Jeg taler selvfølgelig om (min personlige (selvom jeg aldrig ville indrømme at have en sådan)) favorit fra One Direction, som nu ikke længere er en del af den verden. 

Damer.. Mr. Zayn Malik. 










fredag den 27. marts 2015

Savn og Arrigskab

I december sprang jeg glad og naiv ind i et langdistance forhold. Jeg havde mødt en irsk musiker med lækkert skæg i starten af september, og jeg havde ikke tænkt mig at give slip på ham med min gode vilje. Jeg smed fornuften ud af vinduet, sked højt og helligt på alt der hed økonomi, og besluttede mig for at jeg ville blive mere ked af det, hvis jeg ikke lige prøvede det.

Det er lige gået op for mig at ovenstående kan lyde som om det ikke gik mellem mig og min irer.
Det er ikke tilfældet (jeg gider bare ikke omformulere ovenstående). Vi er stadig kvalmende nyforelskede og sender op til 50 kyssesmileyer dagligt. 


Men det er nu engang et langdistance forhold, så siden den 22. december er det blevet til to besøg i Irland, at de så sammenlagt har været af 3½ uges varighed gør lidt op for det hele. 

Det går egentlig fint nok, det her med at være fra hinanden et par uger af gangen. Vi har jo skype og diverse messenger-apps. Flybilletterne er heldigvis heller ikke så frygteligt dyre, og er man i god tid kan Ryanair sørge for det nærmest er billigere end et smut til København til normalpris. Ja undskyld mig, men du kommer ikke til at høre mig brokke mig over Ryanair og deres indtog i Kastrup, de har gjort små korte besøg mulige, og jeg har danset en glædesdans af samme grund. 


Men nu skal det hele jo ikke være så lyserødt. Langdistance er ikke sjovt. Det er det altså ikke. Hvis ens wifi driller eller hvis man ikke har 3G netværk, så er ens kæreste pludselig meget langt væk. Han er der ikke til halvdelen af de åndssvagt sjove, mærkelig, dumme ting der sker i min hverdag. Det giver os selvfølgelig bare en masse at snakke om senere hen, men nogle gange kunne det nu være rart at han var der live. 

Vi har selvfølgelig prøvet at tage den værste savn i opløbet. Jeg har en af hans sweatre (ja, så sukkersødt er det altså), som jeg bruger konstant. Der er fire forskellige billeder af mig i hans pung og nogle af mine allerede læste bøger er blevet efterladt i Irland (han kan jo ikke ligefrem passe mine sweatre, og det der med at efterlade et par trusser virkede bare lidt klamt). Jeg har endnu til gode at smide hans sweater på en bodypillow, selvom det har været kritisk et par gange. 


Vi prøver så vidt muligt at ses hver fjerde uge. Det er vi gode til at overholde. Men grænsen skulle måske have været sat lidt lavere. Ser I, jeg bliver direkte ubehagelig at være sammen med når vi rammer 3 ugers mærket. Når vi først 3½ uge, så begynder folk at holde sig væk. Min telefon ringer ikke, sms'erne kommer kun med meget lange mellemrum. Ja selv min mor dropper at ringe. 

Det er jo ikke nogens skyld. Men pludselig bliver jeg bare rasende. For hvad fanden bilder folk sig egentlig lige ind? Sådan at have en kæreste i samme by og holde hans hånd foran mig? Kan folk ikke se at min kæreste er 1½ time i tog, 2 timer i fly og 3 timer i bus væk? 

Men så er der en der bestiller en flybillet, og så er det som om hele vennekredsen og familien tager et kollektivt suk af bar lettelse. Og pludselig begynder sms'erne og opkaldene at strømme ind. Man er udholdelig igen, indtil venner og familie ser den lyserøde sky man flyder rundt på. 





torsdag den 26. marts 2015

Når man gerne vil leve af at skrive...

... og man snart er færdig på universitetet (hvis alt da går som det skal) og snart skal have et voksenjob (forhåbentlig), så bliver man pludselig meget opmærksom på, at ens digitale visitkort består af en masse bandeord, flotte og letpåklædte mænd og en masse indlæg der måske fortæller lidt for meget om ens styrker og svagheder.

Man bliver ramt af lidt af en identitetskrise. For hvad skal man så skrive om, for at efterlade et mærke der rent faktisk giver mening, får dig til at virke fandens interessant, måske endda gør en forskel og forhåbentlig fører til et job på et tidspunkt.

Og hvad gør man så? Jeg har ikke noget svar, men det er forklaringen på mit månedlange fravær. Jeg har simpelthen siddet i tænkeboks og overvejet hvad der skal ske med bloggen, med mig... med hele skidtet faktisk. Og så har jeg tilbragt 2½ uge i Irland, og der har jeg altså brugt meget tid på at kysse på en skægget irer. 

Det lyder meget eksistentielt det hele, men det er det altså ikke. For jeg er nået frem til, at jeg ikke behøver tænke så meget over det. Jeg skal jo bare gøre som jeg plejer. Det er jo egentlig pisse ligemeget, for bare fordi jeg skriver om mig selv og, i nogens øjne, latterlige ting. Så viser det jo stadig hvad jeg kan, og hvad jeg kan gøre med et givent emne - og hvis alt andet fejler, kan jeg vel altid vise dem artiklen fra Forfatterforeningen (den om bogbloggere). Desuden ville det være en lodret løgn, hvis jeg begyndte at ændre stilen nu.

Desuden savner jeg at skrive om flotte okay nøgne mænd, kønsbehåring og idioter, så jeg fortsætter bare i samme stil, ellers tror jeg det hele ville blive lidt kedeligt.

Såeh, jeg er "tilbage" - og den her gang mener jeg det. Min eftermiddag skal bruges på at sætte indlæg i kø og skrive alle mine kladder færdig. ¨

Og skulle det have interesse, kan jeg fortælle at Mandags-Hottien også får et comeback. 




onsdag den 25. februar 2015

Med voksenpoint følger paranoia

Når man får voksenpoint på kontoen, så følger paranoiaen naturligt lige bagefter. Folk med de ultimative voksenpoint (babyer) bliver bange for at der skal ske deres guldklumper noget. For at sikre at sådan noget ikke sker, tager man mere eller mindre rationelle valg i løbet af barnets opvækst. Folk med voksenpoint i form af huslån, får paranoia over lånemuligheder, omlægning af lån og ens egen evne til at betale af på sådan et lån - hvad nu hvis man mister sit arbejde, bliver single og bla bla bla.
Andre mennesker har voksenpoint i form af en færdig uddannelse, et godt job og generelt overskud - her springer paranoiaen også frem; for har man overhovedet lært noget? faker man bare? hvad nu hvis man bliver fyret, og så videre.

Det er alt sammen retfærdig paranoia ville jeg mene. De kloge siger jo også at man skal nyde sine "ubekymrede" tyvere (undskyld mig, men findes der nogen der er kommet igennem deres tyvere uden bekymringer? Hvis i findes der ude, så skriv lige til mig og fortæl mig hvilket stof i er på, hvor det kan købes og hvad det koster).


Det er sjovt at man, da man var yngre, drømte lyserøde drømme om voksenlivet. I mit tilfælde var det noget med en fed karriere, en dejlig mand, måske et barn eller to, et hus, to biler og et sommerhus i Frankrig - alt sammen inden jeg fyldte 25. Fantasien har tydeligvis aldrig fejlet noget, min virkelighedssans er en helt anden sag derimod. 

Jeg er 27, og jeg er vel halvvejs i mit "voksen"projekt. Jeg har i hvert fald købt den der famøse cykel, som giver mig voksenpoint på lige fod med min veninde som lige har fået en søn (JO!). 
Jeg købte cyklen for at slippe for at stresse over min gamle cykel. Ser I, min gamle cykel var et levn fra Sovjetunionens storhedstid, den skulle jævnligt (som i en gang om ugen) smøres, spændes og måske have nye bremser. Den var (og er, for jeg har selvfølgelig ikke skaffet den af vejen endnu) livsfarlig og en rigtig lorte cykel. Så da jeg købte min nye cykel tænkte jeg, at jeg nu ville slippe for at stresse over om min cykel nu var flad, om kæden faldt af, om hjulet faldt af (det var en seriøs frygt i et stykke tid), om flere skruer var røget i svinget og alt det der. 

Den nye cykel ville helt sikkert rette op på den slags stress. Og det er da også sket. Cyklen er af en helt anden verden. Den er flot, den fungerer, den har cykelkurv, den har godkendt lås, kæden falder ikke af, den siger ikke en faretruende knirkelyd når der er fart på ned ad bakke. Den er fucking fantastisk. 


Og nu sætter paranoiaen så ind. For det er jo ikke kun tydeligt for mig hvor fantastisk den her cykel er. Og.. okay.. let's face it, det her er min baby. Hvis der sker den noget, ved jeg ikke hvad jeg skal gøre. Med ny cykel følger cykeltyvsparanoia. Tidligere var jeg nødt til at tage afsted tyve minutter før, for at indregne eventuelle styrt, kædeknæk og så videre. Nu tager jeg afsted tidligere for at finde det helt rigtige sted at parkere min cykel; optimalt er bag andre cykler som også ser nye(re) ud, således at min er svær at komme til, og så vil de måske hellere stjæle den yderste cykel. Alternativt skal det være på en svært trafikeret vej der er godt belyst; men det er også lidt træls, for her kommer også mange mennesker, og nok også af cykeltyvstypen. 

Jeg er ikke glad når min cykel er parkeret, og slet ikke når den bliver parkeret på uni, og er laaaangt væk fra alting, for så er den ikke så nem at tjekke til. Ikke at jeg siger, at jeg er løbet fra tredje sal og ned bag bygningen for at tjekke til min cykel, da paranoiaen pludselig satte ind en sen torsdag aften. Nej da. 

Det er hårdt at være "voksen". 

Ja, jeg har i princippet lige sammenlignet mit cykelkøb med en baby og et huslån. So shoot me. 


lørdag den 14. februar 2015

Hvad skal jeg så nu?

Det var ikke med vilje, at jeg pludselig tog en lang pause fra bloggen. Det var ikke noget, jeg vidste, jeg havde brug for. Men det havde jeg vist.


Jeg har ikke haft det skidt. Jeg har ikke haft en af de der trælse perioder. Tværtimod. Jeg har haft det fucking fantastisk. Jeg er kommet hjem, jeg har fået gejsten tilbage i forhold til studiet, jeg har fundet et sted at bo og er rent faktisk flyttet ind. Jeg har nydt livet. 

Men det er også gået op for mig, at jeg netop er kommet hjem med et mål. Jeg skal gøre min uddannelse færdig. Men hvad skal jeg så? 


Jeg får en titel og en uddannelse som der ikke er særlig mange mennesker der forstår. Jeg vil frygtelig gerne leve af at skrive. Jeg vil leve af noget der gør mig glad. Jeg vil være glad. 

Det er egentlig meget simpelt, og så alligevel ikke. For hvordan fanden gør man lige det? Hvem ringer man til? Hvem tager man kontakt til? 

Og.. Øh.. Hvordan får man det til at harmonere med at man er faldet pladask for en irsk musiker med lækkert skæg, som ikke bare kan rykke livet op med rode? Så flytter man selv. Og det er jeg da også indstillet på. Men først skal jeg blive cand.mag.lit. Så skal jeg have et af de der nedern voksenjobs. Jeg skal sørge for ikke at glemme mig selv i det hele, samtidig med jeg skal bruge tid på at forsvare min uddannelse, fordi jeg lever i et land hvor humanister er blevet stemplet som unødvendige og uduelige. Men mest af alt skal jeg huske, at jeg også skal være glad og lykkelig. 

Jeg ved ikke hvad jeg skal. Jeg skal være voksen. Men jeg bliver altså en af de der voksne med mors nummer på speeddial, som ringer om stort og småt. Jeg bliver en af de voksne der vil have lov til at flippe skråt over en ny disney film, såvel som den nye Kähler vase (det kommer aldrig til at ske, but you get the picture). Jeg bliver en af de voksne, der aldrig rigtig bliver det. 

Og så vil jeg ikke høre ét ord om den der Harry Potter tatovering jeg fik et sted hvor den overhovedet ikke kan skjules (for Harry Potter skal aldrig gemmes væk!). Det er pisse voksent at stå ved sine besættelser. Nå. 




fredag den 9. januar 2015

Voksen point

I dag skal jeg på besøg hos en af mine ældste og bedste veninder. Hun er en af de veninder, hvor der sagtens kan gå flere måneder mellem at vi ses og taler sammen, men, som klichéen foreskriver, så er det aldrig til at mærke, når vi så endelig ses.

Vi har fulgt hinanden i tykt og tyndt, og set nærmest alle dele af hinandens liv siden vi lærte hinanden at kende.

Hun har holdt mit hår tilbage på toilettet, jeg har holdt hendes hår tilbage på toilettet. Hun har set mig få mit hjerte knust, jeg har set hende få sit hjerte knust. Vi har danset sammen, vi har grint sammen, vi har grædt sammen, vi har været stille sammen.

Vi har set hinanden blive ældre og vokse op. Jeg har set hende score vilde point på voksenkontoen, og jeg har set hende miste et par af dem igen - ligeledes har hun set mig score (ikke så, faktisk næsten ingen) vilde point på selv samme konto, og hun har set mig miste en hel del af dem igen.

Vi er vidt forskellige og på samme tid er vi skræmmende ens. Vi er vidt forskellige steder, men ender altid i latterkramper på hendes sofa.

I tirsdags fødte hun en søn, som jeg skal møde i dag, og hun har nu den foreløbige highscore (i min verden) på voksenkontoen. Hendes liv er forandret for altid på et splitsekund og jeg synes det er så fucking stort.

Mig? Altså, igår købte jeg en cykel. For første gang nogensinde, i en alder af 27, købte jeg min helt egen cykel, og så endda en helt ny cykel. Det må da give lidt på kontoen. 10 point? 5?


onsdag den 7. januar 2015

Boligjagt

Jeg opsagde min lejlighed, da jeg rykkede til Irland i efterårssemestret. Jeg havde længe ville flytte, og har nok også haft flere muligheder for det i de fire år, jeg har boet der. Men det er altså voldsomt svært at tage sig sammen til at lede efter noget andet, når man allerede har tag over hovedet, og egentlig er fint tilfreds med lejlighedens stand og beliggenhed, men sådan bare er træt af naboer der bliver yngre og yngre og folk der ryger fed i dårligt isolerede lejligheder, og dermed sørger for en konstant duft af (stærk) gran i hele komplekset.


Så da jeg fik optagelsesbrevet fra University College Cork, var jeg ikke sen til at sende en opsigelse til boligselskabet. 

Det var en lettelse. Det var rart. Det var hårdt. Jeg sagde pludselig farvel til min base, mit lille helle midt i centrum af Odense (seriøst den lå så pisse godt, hvis man ser bort fra, at den lå parallelt med Gågaden og dermed også parallelt med den parkeringsplads der var det foretrukne mødested for slåskampe, narkosalg, skænderier af den mere private art - men ikke helt så private alligevel og selvfølgelig det one night stand der alligevel ikke var værdig til en plads i dobbeltsengen; the amount of white butt cheeks, christ!). 


Mit farvel til mit lille hjem på 37 kvm har betydet at boligjagten er sat i gang. Jeg havde lykkelig glemt hvilken jungle sådan noget kan være. Jeg er på SU, jeg har anskaffet mig en irsk kæreste og dermed nok også et lidt højere rejsebudget end gennemsnittet, da det at savne jo er en god ting, men nogle gange vil man bare gerne ligge i hans arme (undskyld for sukkersødt kærestepladder, det har taget overhånd for mig - mængden af kyssesmileys jeg har afsendt for nylig, er kvalmende; selv for mig). Anyways, det betyder jo bare at mit budget er begrænset ligesom alle andres.  

Jeg har selvfølgelig prøvet med det helt traditionelle facebookopslag, det gav da lidt, men ikke noget synderligt. Jeg har købt adgang til boligportalen og ikke blot nasset på fremmedes abonnement (seriøst, hvad sker der for folk i de der 'ledige lejligheder' grupper, der spammer blot for at få fremmede til at finde et telefonnummer på udlejer?). 


Med et begrænset budget og urealistiske drømme er sådan en boligjagt lidt svær. Hvordan det kan være for meget at forlange, når man beder om en stor rummelig lejlighed i centrum med indflytning i morgen, et depositum af den symbolske slags i stedet for den ruinerende slags, altan, gratis vask og tørretumbler i kælderen, cykelkælder og indkøbsmuligheder lige rundt om hjørnet? Nuvel, mit budget er småt, men man har vel standarder, og det er jo ikke fordi jeg beder om et slot med egen butler og rengøringskone. Selvom det egentlig kunne være ret fedt. Fuck hvor kunne det være fedt; Butler, rengøringskone, eget bibliotek, måske en privat kok, en privat chauffør, tårnværelse og en prinsesseseng af dimensioner - alt sammen til 3000 kroner om måneden, inklusiv forbrug, naturligvis, Man har vel lov til at drømme. 


På trods af mine drømme har jeg dog fundet et sted at bo. Det er ikke et slot, men det kan vi jo arbejde på. Jeg får et værelse der er helt mit eget, og der er i det mindste gratis vask og tørretumbler - og så er det ikke engang i kælderen, det er sgu lige ude på badeværelset. 

Nu starter næste proces dog; jeg skal pakke mit lort om. Jeg har ikke plads til alle mine ting. Jeg har med vilje søgt mindre end før, så jeg ikke behøvede at slæbe alle mine ting med, det sker af helt praktiske årsager; jeg er snart færdig med uni, og hvem ved hvor jeg så ender? Sorteringsprocessen bliver hård, for hvordan vælger jeg lige hvad der er vigtigt nok til at komme med, og hvordan skal jeg lige vælge hvilke bøger der skal blive i kasser og hvilke der skal med? 

Nok er det praktisk det her med ikke at skulle have alt med, og nok er det mit eget valg, og noget jeg har gjort 100% med vilje. Men det betyder ikke at jeg ikke brokker mig over det. 

Jeg ser dog mere frem til en ting end noget andet, min skønne, bløde, slidte, gamle, flotte, fantastiske seng skal med mig.