tirsdag den 28. oktober 2014

Mandags-Hottie #37

Åh nej. Endnu en omgang mandags-hottie der er en dag forsinket. Denne gang har jeg dog en god undskyldning. Jeg har ganske enkelt været fanget i "her er der ikke noget wifi" land siden torsdag eftermiddag. Og så er det ikke engang løgn. Hvis man altså ser bort fra det faktum, at jeg ganske frivilligt tog dertil, velvidende at der ikke ville være noget wifi. Men ville vi ikke alle have gjort det, hvis det samtidig betød, at man kunne tilbringe 4 dage i armene på en meget sød irsk mand?

Sorry, not sorry. 


Som i alle ved, befinder jeg mig stadig i Irland, og jeg vil derfor igen hylde de irske mandfolk. Denne gang er valget faldet på en sikker vinder - i mine øjne i hvert fald. Den ultimative irske bad boy, ham du nok aldrig vil kunne introducere for dine forældre, men for dælen hvor ville en weekend i hans arme være en oplevelse for livet. 

De damer, Mr. Colin Farrell. 












tirsdag den 21. oktober 2014

Mandags-Hottie #36

Det er ikke mandag, det ved jeg godt. Men bær over med mig, min mandag blev brugt i roomie-helvede. Der vil selvfølgelig altid være lidt konflikter, når man bor fem piger sammen, det ved jeg godt. Men når en roomie nægter at gøre rent efter sig selv, nægter at erstatte ting hun ødelægger og generelt bare er træls, så gider man ikke rigtig andet end at se Family Guy og skype med sin mor hele aftenen.

Men det skal ikke handle om 25-årige der opfører sig som børn. Det skal handle om flotte mænd, skønne mænd, mandags mænd.


Denne mandags mand behøver ingen forklaring. Han behøver ikke overholde nogle af mine latterlige krav. Han skal blot være skøn, som han altid har været. Mandens ansigt prydede hver eneste overflade i mit gamle værelse. I en alder af 11 udviklede jeg er had til Kate Winslet, for jeg ville have gjort plads på den dør. Jeg ville give ham oscar efter oscar, hvis jeg havde magten til det, men i stedet gør jeg ham til Mandags-Hottie. 

Damer, Leonardo Dicaprio.










tirsdag den 14. oktober 2014

At skide eller ikke at skide..

Vi ved godt alle sammen, at det ikke er vores mest charmerende sider der er de fremtrædende, hvis vi bliver ladt alene i et par timer. Vi prutter og bøvser, og vi (okay jeg) kan blive underligt stolte af en særdeles god udledning af kropslige gasser.


Men i det sekund vi er i det offentlige rum ændres dette - og heldigvis for det. Jeg ved jo godt at sådan nogle ting ikke er særligt charmerende, men det er dog også en funktion der har et formål - du skal jo af med disse gasser og en gang imellem mere end blot gasser.

For når man sådan er nødt til at holde på luften, eller generelt bare holde sig, fordi man er i det offentlige rum, eller fordi man måske er en smule pinligt berørt.. Såeh.. Så kan det godt ende med en alvorlig mavepine, nogle mærkelige lyde fra maveregionen og en enkelt sniger i ny og næ (og de dufter bare aldrig af roser).


Det jeg vil frem til, er, at jeg jo er rykket til Irland for en stund, og jeg er kommet i en ikke uvant situation; nyt land, nye mennesker og ny uddannelsesinstitution. Med dette følger også nye toiletter. Jeg vil vove at påstå, at det nok ikke kun er mig, der har det lidt svært med længerevarende toiletbesøg på fremmede/offentlige toiletter. 


Jeg taler selvfølgelig ikke om de toiletter, hvor du lukker en dør og der er en form for lydisolering. Den slags toiletter hvor væggene går hele vejen ned og op, og døren lukker til. Jeg taler om de toiletter hvor man sidder på en pæn række, og naboen kan se dine ben - den slags toiletter hvor man kan høre naboen trække vejret. 

På de toiletter er det altid en smule ubehageligt, for man kan jo høre alt hvad der sker omkring en, og det betyder at andre også kan. Egentlig ville det være bedre hvis vi alle larmede ad helvede til, når vi sad på tønden, således at man ikke nødvendigvis hørte prutterne og de plask der kom fra nabobåsen. 


Hvis i er med så langt, så har i forhåbentlig forstået nu, at jeg har lidt svært ved at komme til pointen. Det er fordi jeg prøver at tale pænt og holde et vist niveau, når nu jeg har valgt et lidt klamt emne. Det jeg prøver at sige er vel egentlig bare, at det er pisse hamrende svært at lave nummer to på et offentligt , eller nærmere delt (og nyt), toilet, især når det er i en bygning hvor du har din daglige gang. 

Men som så meget andet så handler det bare om, at al begyndelse er svær. Når først du har pustet grise op (hvis i vil tillade mig at citere The Julekalender) første gang i en ny bygning, eller rettere på et nyt toilet - så har man ikke pludselig ikke de store bekymringer ved at ordne sådanne sager længere. Men så starter du pludselig på en ny skole, et nyt arbejde eller lignende, og der er den så igen - dit (mit) private Mount Everest - den nye toiletbås. 

Med tiden har jeg lært, at det er bedst at få sådanne forhindringer/udfordringer overstået med det samme, eller i hvert fald så hurtigt som muligt. Hvis du ender med at slå en ordentlig brandskid midt i dit forehavende, vil jeg dog råde dig til at blive siddende lidt længere - det er bare ikke sjovt når det er  åbenlyst (eller også kan du håbe på at nabobåsen prutter lige så meget, som det var tilfældet på universitetet her i Irland). 




mandag den 13. oktober 2014

Mandags-Hottie #35

Jeg begynder at blive en smule udfordret, når det kommer til mandags-manden. Jeg mener ikke, at jeg har svært ved at finde gode mænd at fremhæve - dem er der masser af. Jeg mener blot, at jeg har lidt svært ved at starte indlæggende på nye måder. Det virker lidt omsonst at skrive "endnu en mandag er over os" eller lignende, for det ved i jo godt. Men fuck it, jeg kom da uden om den i dag, ved blot at starte med at brokke mig lidt.


Denne mandag er dog en smule trist for mig. Ser I, denne mandag markerer starten på den uge hvor Harry Potter festivalen finder sted i Odense. Jeg er naturligvis ikke hjemme til denne begivenhed, da jeg har sager der skal passes her i Irland. Men det vil ikke afholde mig fra at hylde årets begivenhed på den eneste måde jeg kender; ved at poste billeder af en særdeles flot mand associeret med Harry Potter universet. 

De damer, jeg giver jer, manden der kom bedre igennem








God Mandag! 




mandag den 6. oktober 2014

Mandags-Hottie #34

Endnu en mandag er over os. Jeg ved ikke hvordan den er i Danmark, og for at være helt ærlig, ved jeg heller ikke hvordan den er i Irland. Jeg er for en gangs skyld på forkant med tingene, og dette indlæg er sat i kø - jeg ved nemlig at jeg har nok at se til denne mandag, så for at undgå at mandags manden bliver til tirsdags manden (igen), skriver jeg altså lidt i blinde.


Det er ikke nogen hemmelighed at jeg er meget glad for tv-serier. Jeg har fulgt med i rigtig mange serier, og jeg har mange 'backups' i ærmet, skulle det ske at der ikke er noget godt i fjernsynet. Efter jeg røg med på netflixbølgen er det blevet en del nemmere at se eller gense en masse gode serier. 

Det tager utrolig meget af min tid, og jeg ved godt at der er mange andre ting, man kan give sig til. Der er ting man burde gøre, der er ting man skal gøre og der er et liv der skal leves. Men en gang imellem er der ikke noget bedre end at smide sig på sofaen, og se andre mennesker leve et fiktionelt liv, komplet med twists, opture, nedture og soundtrack. 

Der er dog en ting der har manglet det sidste lange stykke tid. Min gamle udlejer tog den store tv-pakke fra mig, jeg var endnu ikke på netflix, og da jeg endelig fik en netflixkonto var der én ting der manglede. En kær veninde lånte mig (modvilligt) et helt bokssæt, således at jeg kunne få stillet mit behov en gang imellem, men det fik jeg aldrig tid til. 

Jeg taler selvfølgelig om Gilmore Girls. 

Men for nylig blev mine, og mange andres, bønner hørt. Netflix har gjort Gilmore Girls til en del af sortimentet, og jeg er lykkelig. Serien røg på netflix i sidste uge, og jeg kan derfor overholde mit aktualitets krav (lidt i hvert fald).

Mit første rigtige 'bad boy' crush kan endelig tage plads på sin retmæssige trone, han kan endelig kalde sig Mandags-Hottie, og jeg kan endelig google ham nøgen (det har jeg selvfølgelig gjort før, bare uden at have en decideret grund til det).

Damer, jeg giver jer, ham der spillede manden Rory Gilmore forhåbentlig ville blive gift med, hvis de lavede en Gilmore Girls film, Milo Ventigmilia.








God Mandag!


fredag den 3. oktober 2014

Irske Kvinder

Jeg kan ikke skrive et indlæg om irske mænd (okay, irsk mand) uden også at sige lidt om kvinderne. Jeg havde ikke været her lang tid, før jeg lagde mærke til én væsentlig forskel.

Til at starte med troede jeg, at det hele handlede om at irske kvinder var en del mere selvsikre. Ser I, de (unge) irske kvinder har ofte ikke særlig meget tøj på; uanset vejr, kropstype/størrelse, anledning og så videre. Nogle gange er det et forfærdeligt syn, for der er altså ikke særlig mange der kan bære en mavebluse og højtaljede jeans - og da slet ikke hvis den kombi er købt i størrelse "alt-for-lille".

Nuvel jeg skal ikke gøre mig til dommer over, hvad folk kan bære og hvad de ikke kan bære, men jeg kan vel godt tillade mig at sige, at det ikke just er et æstetisk vidunder, når en størrelse 42 presser sig ned i en størrelse 36, og tilmed krydrer herligheden med en mavebluse - nøjagtig ligesom det ikke ville klæde mig at rende rundt i en størrelse 34 eller en small for den sags skyld (bare inden i begynder at råbe af mig i kommentarfeltet forstås).

Men jeg tror netop det handler om, at de irske kvinder ikke er mere selvsikre end normen. De klæder sig sådan fordi de tror det tiltrækker en mand - ligesom jeg da nok er mere tilbøjelig til at tilbringe en aften i en nederdel, jeg måske helst ville have var 5 centimeter længere, hvis jeg regnede med, at det ville føre til en at putte med den aften (min mor læser med, jeg kunne have skrevet: "en at knalde med", men det gør man jo ikke, hvis ens mor kan læse det).

Faktum.
Men det var et sidespor. De irske kvinder er glade for at 'dresse up'. Det er jeg da i og for sig også, men hvor 'dresse up' for mig sagtens kan være at tage en ren skjorte på, betyder det på irsk at man forbereder sig flere dage i forvejen. Jeg har ladet mig fortælle, at det er noget med selvbruner, falske øjenvipper og hvad har vi ikke alt - det er selvfølgelig helt fair, men det fører altså til følgende scenarie.

Jeg sidder i baren og har ikke sagt et ord.
En irsk mand kommer op til mig, og siger:
"So where are you from?"
Jeg bliver frygtelig forvirret, og spørger selvfølgelig, hvordan i alverden han kunne regne ud, at jeg ikke var fra landet, når nu jeg intet havde sagt endnu. (Så stor forskel er der trods alt ikke på os)
Til hvilket han svarer, iskoldt, "Well for starters, I can see your face." 

Dette ledte selvfølgelig til en snak om irske kvinders brug af make-up. En snak der også endte med at flere mænd gav deres besyv med. Der var selvfølgelig ting mændene ikke var enige om (og helt ærligt ikke anede noget om), men der var dog én ting, hvor de var helt på linje. 

De kaldte alle sammen de irske kvinder for "Oompaloompas". Av. 


Jeg prøvede selvfølgelig at forsvare mine medsøstre, og forklarede mændene at det nok handlede om, at kvinderne prøvede at imponere dem. Men mændene forklarede nedslåede, at de aldrig var blevet spurgt om de ville have en kvinde med falske øjenvipper, lilla læbestift, blå øjenskygge, foundation-kant og meget lyserød rouge (dette er et virkeligt eksempel fra forrige weekend). Nedenfor findes en dramatisk gengivelse.  


For nylig har jeg været på jagt efter en kjole. Jeg skulle til bryllup og kjolen skulle helst ikke være for kort, men heller ikke for lang (tænk papkasse, det er mig i en maxikjole). Jeg ville helst ikke have for meget print, højst nogle blomster eller lignende. 

Denne mission viste sig at være nærmest umulig! I Irland sælger de kun paillettunge kjoler, helst krydret med et mønster af dimensioner og så skal du, om du vil det eller ej, være forberedt på at vise dine trusser til hele selskabet. De irske butikker sælger nemlig kun kjoler i længden: "Mine trusser er den her farve, og se der er mine røvballer." 


De irske kvinder har dog taget tendensen til sig (uanset størrelse, bygning og så videre). De vimser glade rundt i de her kjoler og fordi det er varmt (15 grader, jeg må le), gør de ikke brug af nylonstrømper eller des lige, så der er (om muligt) endnu mere frit udsyn. 

Mine observationer blev bekræftet da følgende samtale fandt sted, igen i en bar - man er vel i Irland. 

Jeg sidder i baren og har ikke sagt et ord.
En irsk mand kommer op til mig, og siger:
"So where are you from?"
Jeg bliver frygtelig forvirret, og spørger selvfølgelig, hvordan i alverden han kunne regne ud, at jeg ikke var fra landet, når nu jeg intet havde sagt endnu. (Ja det er kopieret direkte fra tidligere scenarie, der skete nøjagtig det samme). 
"Well, you are wearing pants, aren't you?" 

Det virker måske ikke som noget særligt, men det er altså skørt at en hel generation af kvinder tager så frygteligt fejl i deres vurderering af, hvad deres mænd vil have.

Men fuck it - det er vel ikke noget jeg skal gøre mig til dommer over. Måske skal jeg bare sidde i mit hjørne og glæde mig over, at man herovre tiltrækker sig opmærksomhed ved blot at tage hverdagstøj på. Jeg bør måske nyde at jeg får mere opmærksomhed ved ikke at tage make-up på, end hvis jeg brugte tid på at lege med en flydende eyeliner. 

Jeg vil dog tillade mig at dømme én ting, bare en enkelt, og jeg ved i er med mig på den her (eller det håber jeg). 

Herovre betragtes leggins som bukser. I shit you not.