tirsdag den 30. september 2014

Mandags-Hottie #33: With a Twist

Hele dagen igår blev brugt på at rejse. Jeg sad i tog, fly og bus hele dagen for at komme tilbage til Irland efter et lynvisit i Danmark. Da jeg endelig nåede Cork, var der en sød mand der hentede mig og sørgede for, at jeg fik noget at spise (Jeg er meget glad for Irland).. Såeh Mandags manden er igen blevet til Tirsdags manden.


Igår var det den sidste mandag i september, og det ved vi jo godt hvad betyder. Én af jer har, måske helt uden at vide det, bestemt hvem der er denne uges mand. 

Denne mandag er det Julie der har fortalt, hvem hun har et lille crush på. Husk at denne mand ikke behøver at være den konventionelle Hollywood skønhed, i må gerne nævne en mand som af uforklarlige årsager er the shit i jeres øjne. Jeg er f.eks. frygtelig glad for Søren Fauli udelukkende fordi hans navn rimer (lidt) på det (sønder)jyske "Tovli'"; "Er du da helt tovli'!"

Julie kom i tanke om sit crush på denne mand, da jeg valgte Callum Blue i rollen som Mason til Mandags-Hottie. Mason er ubehøvlet, ucharmerende og til tider ulækker, og det samme er denne uges hottie. Det er nemlig ingen andre end den mand der brugte sig selv som madding, for at hans venner kunne filme en haj helt tæt på.  

De damer, Steve-O. 









God mandag tirsdag! 

Ps. Dette er den første hottie, hvor det har vist sig sværere at finde billeder af ham med tøj end uden. Yay Steve-O. 





onsdag den 24. september 2014

How Are You?

Det bliver jeg spurgt om cirka 8000 gange dagligt her i Irland. Det er ikke fordi jeg ser specielt ulykkelig ud, det er heller ikke fordi det er folk jeg ikke har set i lang der hilser på mig. Næh det er skam helt almindelige mennesker, nogen af dem har jeg aldrig set før, andre har jeg undervisning med, nogen bor i samme bygning som mig; kort sagt, det er alle mennesker.

I kan måske godt forestille jer, at jeg rigtig tit får sagt "I'm fine, how are you?" 

Men fordi det spørgsmål blev stillet så tit, begyndte jeg virkelig at undre mig. Ser jeg ensom ud? Ser jeg ulykkelig ud? Ligner jeg en der har det skidt? 


De første par ugers tid har jeg trofast svaret: "Just fine, thanks," og i smug forsøgt at lure, hvad det var meningen jeg skulle svare. Kald det kulturchok/sammenstød, kald det Heidi-er-en-idiot, kald det hvad du vil. Det har forvirret mig ret meget. 

Da jeg endelig havde luret den - jeg begyndte såmænd bare at være hurtigere end min modpart, og simpelthen være den første til at sige: "How are you?", tænkte jeg, at alt nok skulle gå. Jeg behøvede ikke løse mysteriet. 

Men hvad tror i så der skete? 

Irerne begyndte at svare mig med: "How's the craic?". Der stod jeg så (igen) med verdens mest forvirrede ansigtsudtryk og tænkte What the actual fuck? (Craic udtales CRACK - så et kort øjeblik troede jeg at folk spurgte om stofferne var gode) (Mor: Jeg ved ikke, og kommer ikke til at vide, om stofferne er gode). 

Jeg vidste i forvejen at craic betød sjov/god/fantastisk/og hvad du ellers kan finde på af positive ting, da det oftest bliver brugt i forbindelse med at beskrive en god aften: "Great party last night, good craic" (stadig forvirrende, i og med at det udtales CRACK - men fuck it). 


Jeg besluttede mig dog for at lade det være. Det her var en ting jeg ikke kunne lure, og det måtte jeg jo så acceptere. 

Men så en dag gik det op for mig: Irerne siger næsten aldrig "Hello", "Hey" eller "Hi". En af de tre hilsner kan sagtens blive brugt, men næsten aldrig alene. De siger "Hello, How are you?" eller lignende, men næsten aldrig bare "Hello". Jeg har siden luret, at det er helt okay at svare med et "Hey" og et stort smil. De forventer ikke at blive spurgt, det er bare sådan de gør. Og hvorfor? tænker du måske. 

Tjo, jeg gætter på at det er fordi irerne er nogle fucking venlige mennesker, og at jeg er et kynisk dansk røvhul, der tror at der er en dyster agenda bag alt hvad nogen foretager sig. Der kan jo ikke reelt være nogen derude, der hilser på den måde, og så hilser de endda på alle (næsten), der er ingen der bare kigger ned i jorden på vej hjem fra arbejde. Næh alle hilser på alle, man smiler og man er opmærksom. 

Men okay, det er måske kun overraskende for mig, fordi jeg kommer fra en del af Danmark, hvor man hilser på hinanden med to ord der, nu hvor jeg tænker over det, lyder ret vrede: "Mojn" og "Dav". 


Ps. Hvis du beder nogen i Cork om noget, at de går ud med skraldet for eksempel, og de siger "I will, yeah", så betyder det faktisk "Nej", og det nytter ikke noget at vente på de gør det. 
Det skal i nok høre mere om, når jeg engang får luret hvad fanden det går ud på. 

tirsdag den 23. september 2014

Lykken er


En thermokop. 

På billedet ser i mig sammen med min bedste ven. Jeg fik ham til jul for et par år siden, og han har sjældent forladt min side. Da jeg pendlede til København i først et år og senere et halvt år, var det ham der hjalp mig igennem de svære morgener, han lyttede til alt hvad jeg havde at sige, han fandt sig i at blive forsømt fra tid til anden, og han lader mig fylde ham med hvad som helst. 


Jeg kan oprigtigt sige, at jeg er meget glad for ham. 

Han er selvfølgelig også kommet med til Irland, for jeg kan ærligt talt ikke se, hvordan jeg skulle komme igennem hverdagen uden ham. 

Men for et par dage siden var jeg meget tæt på, at finde ud af hvordan det ville være uden ham i mit liv. Jeg havde, som jeg plejer, taget ham med til undervisningen. Mine dage herovre er meget forskellige, i hvert fald når det kommer til undervisningen. Nogle dage har jeg kun to timer, men de kan være fordelt over hele dagen, og andre gange har jeg fem fag på en dag fra 9-18. 

Denne dag havde jeg en lang dag proppet med mellemtimer hist og her. Jeg satte mig på en bænk og nød en stille stund med en bog og ham ved min side. Da klokken nærmede sig 11 tog jeg til min næste forelæsning. 


En time senere var forelæsningen slut og jeg kunne se frem til endnu to mellemtimer, og jeg glædede mig lidt til at fylde ny energi i min makker, og sidde på biblioteket og lege god studerende

Min bedste ven er ikke så glad for små og lukkede rum, så han ender aldrig i tasken - desuden har han et lille problem, han finde på at savle lidt derinde, og mine bøger er ikke så glade for det. Jeg har ham altså altid lige ved hånden, men jeg kunne ikke finde ham i lokalet. 

Jeg ledte febrilsk efter ham, også i den helt anden ende af lokalet. Hvem ved? Måske havde han besluttet sig for at trille en lille tur. Jeg var meget ulykkelig, og tænkte at min makker nok havde fundet et nyt sted at være. Måske hos nogen der ikke fyldte ham med en masse billigt sprøjt. 


Hurtigt gik det op for mig at jeg havde efterladt ham på en bænk helt alene. 

Helt a-fucking-lene. 

Jeg gik ud fra, at min ven var væk for altid. Han ville sikkert finde et godt hjem et andet sted, han ville blive lykkelig og det var trods alt det vigtigste. 

Jeg kunne dog ikke lade være med liiiige at tjekke området omkring bænken alligevel. Jeg gik i et rask tempo - okay jeg løb, faktisk spurtede jeg - hen mod bænken. På lang afstand spottede jeg et orange glimt, men jeg turde ikke håbe på noget. 

Da jeg kom hen til bænken, kunne jeg næsten ikke tro mine egne øjne. Der stod min bedste ven, han ventede trofast på mig, det sted jeg havde efterladt ham. Jeg nærmede mig med varsomme skridt, for jeg vidste jo ikke om han var vred på mig. Men han stod bare tålmodigt og ventede på at jeg samlede ham op. 


Jeg tog ham forsigtigt op og gav ham et stort kram. Han virkede meget glad for at jeg var kommet tilbage. Jeg kiggede rundt på de mennesker der sad rundt omkring, og opdagede at en gruppe irere iagttog mig og min makker. Jeg sagde forsigtigt: "I thought I'd lost him (okay jeg sagde it). I can't believe nobody took him." Til hvilket de svarer: "Well, in Ireland you don't take stuff that isn't yours. You hand it in to lost and found." 


Fik jeg sagt jeg elsker Irland? 

I Danmark var den kop forsvundet hurtigere end en velfungerende nyre på det sorte marked. 

Ps. Koppen har det godt, og det har jeg også. Vi er begge kommet os over chokket. 






mandag den 22. september 2014

Mandags-Hottie #32

Jeg kunne sige, at jeg mangler inspiration for tiden. Jeg kunne sige, at jeg ikke har nogle gode idéer til bloggen for tiden. Jeg kunne sige en masse ting om min noget sporadiske aktivitet på bloggen for tiden. Jeg kunne bilde jer en masse ting ind, men i stedet vil jeg være ærlig. Der sker en masse ting i Irland for tiden, og bloggen bliver nedprioriteret i en sådan grad, at jeg er overrasket over at der stadig kommer nye læsere til på bloglovin.

I er sgu nogle skønne mennesker, når i sådan bliver hængende, mens jeg gør absolut intet for at holde på jer. Jeg vender stærkt tilbage i løbet af den her uge - min notesbog er spækket med idéer til indlæg der kun venter på at blive skrevet, og sat i kø.


Den manglende tid betyder også, at jeg ikke rigtig overvejer noget for tiden - kun ting som "hvad skal jeg have til aftensmad?" og andet gøgl. 

Derfor har jeg ikke gjort mig nogle specielle tanker om dagens Mandags-Hottie. Faktisk har jeg ikke engang selv valgt ham. I skrivende stund skyper jeg med S, og jeg har spurgt hende hvem der skal være dagens hottie. 

Hun har før foreslået mænd som jeg blankt har afvist, de opfyldte ikke mine krav eller også kunne jeg ikke finde på en god associationsleg med dem - men nu gør 'alt er meget spændende og nyt, jeg vil kun bruge tid på det/ham/den/det'-presset, at Stinna får lov at vælge (jeg har afvist tre andre forslag her til aften) og jeg blot giver jer et navn. 

Damer, jeg (okay Stinna) giver jer, Mr. Bradley Cooper. 






God mandag!





mandag den 15. september 2014

Mandags-Hottie #31

Tiden går så sindssygt stærkt for tiden. Jeg har allerede været i Irland i to og en halv uge, og der sker så meget hele tiden. Det føles som om jeg kun har været et par dage, men før jeg ser mig om, skal jeg jo hjem igen. Det er sgu en lidt skør fornemmelse, men jeg vidste det jo godt - i det sekund jeg har vænnet mig til tingene herovre, så skal jeg hjem.

Det blev en hel del mere sentimentalt end det var meningen det skulle være, så se bort fra det og så springer jeg hurtigt videre til det i virkelig er kommet for.


Jeg tillader mig at bevæge mig en smule væk fra det irske tema i denne uge, dog befinder vi os stadig på den anden side af søen - så det må også tælle. 

Dagens hottie er ikke en hottie per sé, og nu hvor jeg tænker over det, er det ikke så meget manden jeg har forelsket mig i, som det er den rolle han spiller. 
Men at jeg har forelsket mig i hans rolle, er faktisk en smule foruroligende, for denne karakter er ret så ubehøvlet, han er pisse provokerende, ucharmerende og til tider er han faktisk bare virkelig ulækker. En gang imellem overvejer jeg, om jeg burde søge hjælp, når man tænker på min smag i mænd. 

Jeg er tilbage i Netflix himmerige. Jeg er gået væk fra Supernatural, bare for en kort periode i ved - jeg mener at Supernatural er en serie der fortjener at man bruger lidt ekstra tid på den, og da jeg ikke lige mener, at jeg har den tid lige nu, har jeg sat den på pause (og med Supernatural mener jeg selvfølgelig at Jensen Ackles fortjener at man bruger mere tid på ham). 

Derfor bruger jeg lige nu mine sene aftener i selskab med døden. Jep, døden. Jeg er blevet ufatteligt glad for serien Dead Like Me (Tak for anbefalingen Miriam), og i den forbindelse har jeg kastet min kærlighed på den mest ucharmerende i flokken: Mason. 

De damer, Mr. Callum Blue (eller bare Mason). 








God mandag! 




søndag den 14. september 2014

Irske mænd

Jeg har på fornemmelsen, at i er glade for at tale om mænd, og fordi man jo gerne vil please sine læsere, så tager jeg gladeligt bolden op, og taler om mændene på den anden side af søen. 

Irske mænd er skønne - de er ikke skønne på den klassiske facon. I ved den der.. Høj, muskuløs, skuespiller-lækker og i sidste ende totalt intetsigende facon. Nej de irske mænd er anderledes. De er nede på jorden, de er ligetil, der er ikke så meget pis og de svarer stadig på dine sms'er, efter du har kørt en meget lang enetale omkring hvorfor det er sejt at strikke (har jeg hørt). 


Med en irer er der aldrig akavet stilhed, for de vil altid finde på et eller andet at tale om - lige dét træk er jeg kæmpe fan af, for det betyder, at jeg ikke ender med at sige alt for mange dumme ting. 

En irsk mand har ordet i sin magt, og det er her din overfladiske side ender med at give op. I husker måske at jeg en gang imellem kan være særdeles overfladisk, især når det kommer til en mand og hans sko. Men i Irland ender man med at være så fordybet i en samtale, at du ærlig talt ikke ser, om han er iført overalls og træsko, for irerne har rent faktisk en historie at fortælle. 


En irsk mand vil også sørge for at du får noget at spise. Således vil der blive serveret en god, traditionel irsk morgenmad, kaffen vil være friskbrygget og der vil ikke mangle noget. Irske mænd vil sørge for at du får set Irland. De ved nemlig godt at man ikke bare lige kommer rundt, hvis ikke man har en bil. Irerne er glade for traditioner - ikke på den gammeldags måde, men mere på en "nogle ting skal bare ikke ændres"-måde, såsom at en pige altså skal hentes hjemme, når man slæber hende med rundt i det irske land. 

Derudover har næsten alle de irske mænd det klassiske "irske look": Det hele er meget casual, den klassiske irske mand er måske endda rødhåret - eller også er der lidt rødt i hans skæg - den klassiske irske mand er sjov, veltalende, sarkastisk og har en god portion selvironi. 

Og hvis de ting ikke har overbevist jer, om de irske mænds værd, så vil jeg blot minde jer om den irske accent. Magen til skønt sprog skal man lede længe efter (ikke et ord om franskmænd, tak!). 


Det kan selvfølgelig også godt være, at ovenstående kun er gældende for det eksemplar jeg har fundet mig, men det tror jeg nu ikke. 

Mor: Igen, fiktion og alt det der. 

 

mandag den 8. september 2014

Mandags-Hottie #30

Endnu en mandag er over os. Denne mandag har ikke været dårlig, faktisk har den været en af de bedre. Det er som om der sker noget med en, når man får serveret en traditionel irsk morgenmad og en kop kaffe som noget af det første.

Mandags-Hottien er lidt sent på den i dag, men det er fordi jeg bliver ved med at glemme tidsforskellen, samtidig med der sker et hav af ting de første par uger under mit ophold. Så til mit forsvar kan jeg vel kun sige, at klokken kun er 21.30 her, modsat jeres 22.30.


Jeg har tænkt mig at prøve at holde fast i det irske tema lidt endnu. For hvis der er noget Irland er fyldt med, så er det charmerende og skønne mænd. Ikke skønne mænd i den traditionelle Mandags-Hottie forstand, men mænd der ved lige hvad de skal sige og hvornår de skal sige det - men mere om det i et andet indlæg. 

Denne mandag er valget faldet på en mand der er søn af en af de helt store irske skuespillere. Han er skøn fordi han skinner igennem, selvom han blot har en lille rolle. Men han har også vist at han sagtens kan have en bærende rolle. 

Men alt det er faktisk ligemeget, for hans absolutte force er noget helt andet, og det var det der gjorde, at jeg valgte ham i dag. Ser I.. han er rødhåret. 

Mr. Domnhall Gleeson 






God Mandag!




fredag den 5. september 2014

Information Overload

Der er skønt i Irland. Det er der sgu. Skøn natur, skønne mennesker, skønt universitet, skønt bibliotek - generelt bare skønt.

Men, jeg er nu engang bedst til at lukke galde ud, og når man har brugt ordet 'skønt' så mange gange på så kort tid, så ved man at der er noget der ligger og ulmer. 

Når man ankommer til et helt nyt sted, hvor man ikke kender nogen, så er der faktisk kun én ting du skal sørge for i starten: Let røven og kom ud af døren! 
Seriøst, let røven! Du får intet netværk ved at sidde på din flade røv og se den ene serie efter den anden på netflix. Du får ingen venner ved at sidde i et hjørne og surmule over, at der ikke er nogen der snakker til dig. 

Da jeg ankom til Cork, blev det meget hurtigt slået fast af diverse 'tutorer', lokale og undervisere, at man var nødt til at deltage i en masse af de sociale arrangementer. 

"Tag til så mange fester som muligt, bliv medlem af en klub, gå med i et af de mange 'societies', få et netværk. Find folk der interesserer sig for det samme som dig. Men husk nu at du også skal slappe af en gang i mellem. Men du er nødt til at deltage i så meget socialt som overhovedet muligt. Snak med så mange mennesker du overhovedet kan. Men husk nu at slappe af også. Vigtigst er det dog at du ikke bare sidder i din lejlighed. Selvom du selvfølgelig skal huske at slappe af." 

Med et udvekslingsophold følger en helvedes masse erfaringer, venskaber og fede oplevelser. Men der følger også en fandens masse indtryk, som alle kommer i løbet af de første ti dage. Du har ikke en jordisk chance for at fordøje alle de indtryk, for der sker noget nyt hver evig eneste dag, noget nyt som du hellere må deltage i, for det kunne jo være, at det var den her aften du mødte din nye bedste ven. 

Men for helvede da. Jeg er så fandens træt. Jeg er så træt, at jeg har lyst til at tude. Jeg har lyst til at ringe til min mor. Jeg har nærmest lyst til at trække stikket på hele den her irske operation. 

Jeg er ikke ulykkelig, jeg er bare så fandens træt. 

Så i aften trækker jeg stikket, kun for i aften. Jeg har en date med min netflix konto - også selvom det potentielt betyder døden for mit sociale liv i Irland. 


I morgen skal jeg desuden bruge hele dagen på at danse irsk folkedans og rende fra informationsbod til informationsbod, for at slutte aftenen af til en kæmpe fest. Undskyld mig, mens mit gamle korpus får en aften til at restituere inden det helvede bryder løs.  


onsdag den 3. september 2014

En mandag i Irland

Forestil dig en pige der rejser til Irland. Her kender hun ingen, men det er der sådan set heller ingen andre der gør, så alle er meget opsat på at finde venner. Sætninger som: "Ja, lad os følges til den der ting i aften" og "Lad os mødes til kaffe i morgen formiddag" og lignende, flyver rundt mellem folk der lige har mødt hinanden. Man er helt alene, mens der er spækket med mennesker omkring en. 

Man hygger sig dog alligevel gevaldigt, og alle er i godt humør. Så begynder folk at snakke om, at det kunne være hyggeligt at tage på en pub. Bare en lille hyggelig en af slagsen, du ved. Alle bliver enige om, at en enkelt øl jo ikke kan skade. 

Men det er jo aldrig bare en enkelt øl, og så bryder helvede ellers løs. For irerne har jo godt lagt mærke til 'det nye kød', og mange af dem er ret offensive på det punkt. De stakkels udenlandske piger bliver overdænget med kærlighedserklæringer mens de bliver kastet rundt på dansegulvet. Alt imens de stakkels udenlandske drenge jo godt ved, de ikke rigtig kan hamle op med en mand der lyder som om han synger, hver eneste gang han åbner munden. 

En enkelt øl bliver selvfølgelig til mange, og pludselig virker det som verdens bedste idé at tage et vodkashot. 


Klip til tirsdag morgen og et lettere desperat opkald fra en stakkels amerikansk pige, der ikke helt ved hvor hun er og skal hjælpes hjem nu - mens man måske døjer med en hovedpine af dimensioner, og bruger virkelig meget energi på ikke at kaste op på gulvet. 

Samme aften taler man måske med et par irske fyre på det kollegie hvor man bor, man fortæller om ens aften, og om at det måske ikke var en videre smart måde at bruge sin mandag aften på, hvor til de svarer: "Sounds like a pretty standard irish monday to us."  

Onde tømmermænd til trods, så er ens (irske) telefon pludselig spækket med telefonnumre på mennesker der er ligeså desperate efter nye venner som man selv er, og måske et enkelt nummer på en irsk mand, der frygtelig gerne vil vise en stakkels udenlandsk pige rundt i Cork. 

Mor: Det er selvfølgelig bare fiktion. 

mandag den 1. september 2014

Mandags-Hottie #29

Det er min første mandag i Irland, og indtil videre har det været ganske fint. I husker måske, at Tinder på svensk var lidt af en oplevelse for mig. Well.. Tinder på irsk er heller ikke værst. Jeg tror det hjælper på det, at der er også er spækket med internationale studerende, så udvalget er stort og lækkert.

I kommer til at høre meget mere om Irland (og de irske mænd) i et andet (mange andre) indlæg, så jeg vil ikke fortælle mere om det nu - jeg ved jo godt hvad i venter på.


Fordi jeg jo er i Irland, havde jeg den her fantastiske idé, hvor jeg ville give den eftertragtede Mandags-Hottie plads til en irsk mand. Men i skrivende stund er det mandag morgen - mine googleskills fejler mig og jeg har absolut ingen tålmodighed. 

Jeg fandt dog ud af en ting (som jo egentlig er ret åbenlys). I USA findes der et hav af mennesker med irsk blod i årene, om end et par af dem kun er 1/16 del irsk. Men i Mandags-Hottiens navn tager jeg, hvad jeg kan få.

Derfor har jeg æren af et give jer, denne uges Mandags-Hottie, den første af sin slags fra Irland. En mand der på wikipedias "List of American Actors of Irish Descent" (ja, sådan en findes åbenbart), står listet som havende "small amount of irish".

 Mr. Channing Tatum. 









God mandag!