onsdag den 30. juli 2014

Vigtig viden?

Jeg er i Stockholm, her følger jeg et kursus i svensk sprog, litteratur og kultur. Jeg troede aldrig, jeg ville blive en af dem, der brugte sin sommerferie på at jagte 10 ECTS point. Men jeg er åbenbart en af dem.

De første par dage har handlet en del om introduktion til kurset, og selvfølgelig en præsentation af os selv. Vi er studerende fra Danmark, Norge, Færøerne, Island og Finland; der er ikke særlig mange af os der kender hinanden i forvejen (facebookstalking har vist en del fælles venner, men det er det), så det har været nødvendigt med en lille præsentation.

Den ene underviser mente det kunne være sjovt, hvis vi i forbindelse med vores præsentation, spurgte resten af klassen om to ting: Ét spørgsmål om Stockholm/Sverige vi selv kunne svaret på - så vi kunne 'teste' de andre, og ét spørgsmål om Stockholm/Sverige vi ikke kunne svaret på, så vi kunne få stillet eventuel nysgerrighed.

Det er egentlig også en god idé, jeg kan godt se det smarte i det. Det var en god mulighed for nogen, at udstille deres enorme viden om svensk kultur/historie - og selvfølgelig var det en god mulighed for, at få svar på nogle af de ting man måske altid har undret sig over.

Jeg havde dog lidt problemer med opgaven. 


Det blev hurtigt klart for mig, at min viden om Sverige begrænser sig til kongefamilien og flotte svenske mænd + en del om Ingmar Bergman og Max von Sydow, men det er jo kun godt i et spil Trivial Pursuit. 

Jeg debatterede længe med mig selv og min sidemand. Kunne man virkelig tillade sig at stille et spørgsmål om flotte svenske mænd i dette forum? Ville det stemple mig fra starten af? Hvis jeg valgte at gøre det, hvem af de lækre mænd skulle det så handle om? 


Mens jeg forestillede mig en masse svenske mænd nøgne, begyndte de andre studerende at stille deres spørgsmål. Det var spørgsmål om hvor gammelt universitetet er, hvor gammel Stockholm er, hvor byen fik sit navn fra, og alle mulige andre gode spørgsmål. De ting de gerne ville vide om byen/landet lå i samme boldgade. 

Og så blev det min og min sidemands tur. Jeg var ikke meget for det, mest fordi jeg ikke ville vælge mellem alle de flotte mænd, jeg allerede er blevet gift med mere end én gang, når jeg har stået rigtig længe under bruseren og fantaseret, men egentlig også fordi jeg ikke ville være til grin. Men jeg kastede mig dog ud i det, og spurgte: Hvilken (meget flot) svensk skuespiller, mest kendt for sin rolle som vampyr, er født i Stockholm? 

Underviseren tog det meget pænt, selvom hun ikke havde nogen idé om hvem det kunne være (the horror!). Heldigvis viste det sig, at lokalet var fyldt med Skarsgård-entusiaster, de råber bare ikke ligeså højt som mig (men det er der vist heller ikke så mange der gør). 


Vores andet spørgsmål var af reel interesse, vi var ligeglade med byens alder, byens navn, gamle konger og alt muligt andet. Nej, vi gik direkte til de vigtige ting. 

Er der en zoologisk have i Stockholm?
Fordi.. Pingviner. 


mandag den 28. juli 2014

Mandags-Hottie #24: With a Twist

Mandag skønne mandag. I dag bruger jeg det meste af min dag i et tog - et lækkert tog faktisk. Sådan et af de tog med en hel bistrovogn og med gratis (og fungerende) internet hele vejen. Jeg er på vej til Stockholm, her skal jeg bruge de næste tre uger på at lære lidt om sproget, kulturen og litteraturen - det bliver sikkert rigtig hyggeligt. Men det er ikke det i vil høre om, det ved jeg godt.

Bloggens besøgstal er altid lidt højere om mandagen, og jeg ved jo godt hvorfor. I tjekker ind allerede fra morgenstunden, og det fortsætter hele dagen.

I dag er det som bekendt "with a twist", en mandag hvor alle jeres hemmelige crushes ikke bliver mødt med fordomsfulde blikke og kommentarer, ikke fra mig i hvert fald (okay lidt). Det er dagen hvor vores hottie ikke nødvendigvis taler til det brede publikum, men ikke desto mindre vil være i centrum - i hvert fald i en kort periode.


Dagens Mandags-Hottie har portrætteret en af mine yndlingskarakterer fra en af mine yndlingsbøger, her blev han beskrevet som en fyr med "large, protruding ears and quite a few pimples." Ikke nødvendigvis oplagt Mandags-Hottie materiale, men jeg dømmer ikke. 

Han er mørkhåret, og det vil jeg altid være fan af. Han har spillet med i en Harry Potter film og han er britisk, hvilket altid, altid, A L T I D vil være et kæmpe plus i min bog. 

Det at han er britisk og har spillet med i en Harry Potter film, er (næsten) nok til at få mig til at se bort fra det faktum, at hans øjne sidder lidt for tæt på hinanden, hans hår lidt ligner en hjelm uanset hvad han gør ved det, han overhovedet ikke kan bære et skæg (hvilket jeg ellers elsker) og at det ikke ser ud til at der findes nogle billeder af manden hvor han er afklædt, bortset fra nogle virkelig ucharmerende eksempler på frontal nøgenhed fra filmen Nature Boy

(Det er forresten rigtig akavet at google [Lee Ingleby shirtless/naked/hot] ved siden af en fremmed mand i et svensk lyntog). 

Men jeg skal jo ikke dømme, det har jeg sagt og det gør jeg heller ikke (specielt fordi jeg faktisk godt kan se fascinationen når han er klædt på til rollen som Stan Shunpike, og jeg skammer mig ikke engang (sådan rigtigt)). I stedet lader jeg Mettes crush få sin plads på mandelisten over dem alle (sgu!). 

Ugens Mandags-Hottie er Lee Ingleby a.k.a Stan Shunpike.  






I min bog bliver man automatisk lidt flottere, når man har være med i en Harry Potter film. Så Lee Ingleby er okay i min bog - hvis altså han kører rundt i en lilla bus, iført meget slidt tøj, en gammel taske og en endnu grimmere konduktørhat. 


Mette, den var til dig. 

God mandag damer! 




søndag den 27. juli 2014

Mit mellemnavn er "Akavet"

Min blog er ikke særlig stor, det er jeg godt klar over - men vi har da rundet det trecifrede læsertal (tak for det i øvrigt). Bloggens forholdsvist lille størrelse gør også, at jeg ikke regner med at rende ind i jer læsere, når jeg begiver mig rundt i det danske land.

Jeg tror fuldt og fast på, at mine læsere kun er venner, bekendte og familie, så jeg altså ikke behøver at bekymre mig om at møde eventuelle læsere rundt omkring - eller rettere: det troede jeg.

Indenfor de sidste par uger, er det alligevel sket et par gange, at jeg sådan er rendt ind i én af jer, der sidder der bag skærmen. Og det er da virkelig fedt, når der sådan er nogen der fortæller en, at man er "pisse sjov", "god underholdning", "dejligt sarkastisk" og "nede på jorden" (Ja dette er en blanding af citering og pral - so shoot me).

Men mit problem er, at jeg altså ikke er særlig god til de her møder. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Jeg ved ikke rigtig hvor jeg skal gøre af mig selv, og jeg ved da slet ikke, hvor længe det er meningen at jeg skal blive hængende hos mine nye venner - for sådan ser jeg det altså; hvis du stopper mig på gaden, siger du læser med og synes jeg er sjov, så er vi venner-ish.

For som jeg skrev for noget tid siden, så er jeg sådan helt generelt ikke hvad man vil kalde "likeable". Oveni det kommer så, at jeg egentlig heller ikke er særlig flink, og med "ikke særlig flink" mener jeg, at jeg jo ikke ligefrem har noget filter, heller ikke overfor fremmede mennesker. Og hvis de her fremmede mennesker samtidig siger "det er næsten som at jeg kender dig efter at have læst din blog", så går jeg automatisk i fullblown havnearbejder-mode, fordi jeg tænker at vi nok har overstået den inkuberingsperiode på et par måneder, mig og min personlighed normalt kræver.

Hvis du så også tilsætter en lille promille (okay, som oftest en ti hestes brandert), så bliver alle de her ting meget overdrevede, og jeg ved det godt - men jeg kan ikke stoppe det. Og så er det at jeg ser mig selv skynde mig væk, som jo egentlig er ret uhøfligt, når der lige er nogen der har sagt at de læser med, og synes det er god underholdning. Men sagen er den, at jeg var pisse bange for at skræmme den læser væk, fordi jeg på det tidspunkt var nødt til at bruge utrolig meget energi på ikke at vælte, samtidig med jeg prøvede at finde de venner jeg egentlig var blevet væk fra, men jeg ville jo også gerne høre hvad hun havde at sige. Så jeg har på fornemmelsen at jeg skelede en hel del, lavede nogle mærkelige ansigtsudtryk og lignede en der hellere ville være alle mulige andre steder.

Den bliver aldrig gammel.
Så kære læsere, stop mig endelig hvis i ser mig på gaden, i toget, på en bar, i et lyskryds eller hvor i nu kan tænkes at rende ind i mig. Men overvej det lige en ekstra gang, for jeg har på fornemmelsen at jeg er 100 gange bedre på skrift end i virkeligheden.

For fanden altså. Undskyld (hvis i da stadig læser med).


mandag den 21. juli 2014

Mandags-Hottie #23

Denne mandag markerer min syvende dag som "nomade" - indtil videre er det fint nok, fordi jeg ikke har været nomade per sé, men egentlig bare har lånt en lejlighed (pt. er jeg i anden lånelejlighed). Det er lidt trist at leve ud af en rygsæk, men det er sgu egentlig rigtig rart at vide, at næste måned bliver der trukket lige præcis 0 kroner i husleje.

Dog gør den her mangel på 'base' også, at jeg glæder mig endnu mere til at tage tre uger til Stockholm i næste uge. Jeg har tænkt mig at bruge tiden på, at lade som om at der ikke er Åh-gud-jeg-flytter-snart-til-et-andet-land-godt-nok-er-det-midlertidigt-men-stadigvæk kaos i mit hoved.


Jeg havde alle mulige intentioner om, at smække endnu en af de urimeligt flotte mænd fra Supernatural på min lille liste af flotte mandags mænd; den besættelse stopper aldrig, og I slipper aldrig for at høre på det. 

Men i lørdags mistede verden et af sine tidligste Hollywood-hunks. En mand der har været i gamet så længe, at man ikke rigtig kan forestille sig tingene uden ham; Maverick, James Rockford, Duke. 

Han var ikke bare en dygtig skuespiller, men også en fantastisk flot mand. For nogen vil han altid være Maverick, for andre (nok nærmere det yngre publikum) er han en ældre Ryan Gosling i The Notebook. 

I dag er han Mandags-Hottie. 

De damer, 
James Garner. 











tirsdag den 15. juli 2014

Mandags-Hottie #22

Jeg er (som altid) godt klar over, at det ikke er mandag i dag. Jeg ved godt at det er tirsdag, og jeg gider ikke engang komme med en undskyldning.

Bortset fra at jeg altså brugte hele dagen igår på at gøre rent i min gamle lejlighed, og bagefter indlogerede mig i verdens bedste lånelejlighed og altså var så fræk, at gå fuldstændig offline, og slænge mig i en sofa i stedet for at skænke bloggen og andet en tanke - og med 'offline' mener jeg selvfølgelig, at jeg loggede på Netflix og skræmte livet af mig selv med dæmoner, historier fra helvede og to, okay tre, faktisk fire + det løse meget flotte mænd - men jeg var ikke logget på andet, så det tæller stadig. 

Men altså.. ingen undskyldninger, eller noget. 


Faktisk kunne jeg sagtens have skrevet dette indlæg igår, på trods af træthed og ugidelighed, men så kom jeg i tanke om hvor meget jeg bare ikke gad noget som helst igår. 
Jeg gad ikke skrive, jeg gad ikke lave mad (frysepizza), jeg gad ikke gå i bad (truckerbad), jeg gad ikke flytte mig (jeg faldt i søvn på sofaen), jeg gad absolut ingenting, og da slet ikke tænke. 

I dag gider jeg heller ingenting, på nær lige at skrive dette indlæg, men jeg gider stadig ikke tænke. Så jeg har taget den nemme løsning i dag. Jeg har valgt at gøre den del af mig, der er glad for det mere grå guld tilfreds. 

Jeg har valgt at lade min besættelse tale for mig lidt endnu, bær over med mig - på et tidspunkt går det vel over. 

Jeg holder det selvfølgelig inden for familien. Farmand Winchester skal på banen, det kan jo ikke være anderledes. 

Næste uge får i sikkert serveret lidt lækker englenumse, hvis jeg ikke bliver stoppet i tide. 

Jeffrey Dean Morgan, de damer.






Ej men se ham lige altså. 


torsdag den 10. juli 2014

Oh Shit

Jeg vågnede i morges og havde en mærkelig mavefornemmelse. Jeg følte, jeg havde glemt noget vigtigt, overset en vigtig detalje eller måske brugt alle mine penge i søvne.

Følelsen blev ved her op af formiddagen. Jeg kunne ganske enkelt ikke slippe tanken om, at der var en eller anden vigtig detalje jeg havde glemt, ikke taget stilling til, eller bare overset.


Jeg begyndte naturligvis at kigge alle mine to-do lister igennem (dem har jeg mange af), men alt var tjekket af - og de ting der ikke var, er ting der først kan ordnes i næste uge eller senere. 

Det var på det tidspunkt, jeg besluttede at lade den ligge. Det kunne jo ikke være vildt vigtigt, hvis det var så umuligt at huske. Jeg slog det hen med den sætning jeg altid siger til mig selv i de situationer: "Slap af Heidi, du er lidt en idiot nogen gange." 

Og så ramte det mig. Jeg vidste præcis hvad problemet var. 

Jeg skal flytte. Sådan rigtig flytte. Til et andet land, hvor jeg ikke kender nogen - eller min fætters ekskæreste, som jeg har mødt én gang og ikke kan huske hvordan ser ud, bor der vist nok også - og jeg skal gøre det helt alene. 

Jeg er 26, i teorien er jeg vel voksen, jeg er i hvert fald ikke et lille barn længere. Men det er nu alligevel lidt skørt det hele. Man skal bare lige rykke det hele op med rode, og så håbe på det hele står når man kommer hjem igen. 

Altså misforstå mig ikke; jeg glæder mig. Men jeg er faktisk også lidt skræmt ved tanken. Hvilket egentlig er skørt, for jeg har gjort det før, da jeg rykkede til en lille forstad lidt udenfor London, og så endda kun med en uges varsel. 

Men det er jo nok det der er problemet. Denne gang har jeg tid til at forberede mig ordentligt. Jeg har tid til at overveje alle scenarier og alt det der kan gå galt. 

Ser I, nok er jeg ret urealistisk fra tid til anden, men jeg har selvindsigt nok til at vide, at jeg ikke er decideret 'likeable'. Jeg giver aldrig det bedste førstehåndsindtryk, fordi jeg er sgu lidt.. lad os sige.. Voldsom. 

Jeg kan ikke, uanset hvor meget jeg gerne vil, bare holde min kæft. Jeg er ikke hende der bare sidder i hjørnet og observerer masserne, og først slår til når jeg har fundet ud af hvor min plads er. Jeg er måske lidt højrøstet (men det har altså ligeså meget at gøre med, at jeg ikke hører så skide godt på venstre øre, og hvis jeg ikke taler i mit normale toneleje (som har vist sig at være ret højt) så kan jeg ikke høre mig selv), jeg har ikke rigtig noget filter, og jeg har en meget sort form for humor. 

Det er ikke altid at det falder i god smag. Jeg har lært, at jeg bare skal blive ved, for på et tidspunkt varmer folk over for mig, og så er alt godt. Men jeg ved også, at den første måned eller to med nye bekendtskaber, bliver lidt af en prøvelse. Og det er sådan set fint nok, for jeg har jo ligesom lært, at sådan er det bare når det kommer til mig. 


Men altså jeg gider jo ikke sidde i et fremmed land, og skulle vente på at folk varmer op over for mig. Så det er dét der er mit problem her til morgen. Den der fandens usikkerhed. 

Bliver jeg ensom?
Er der overhovedet nogen der vil kunne lide mig?
Vil mine kommende roomies hade mig?
Faktisk bunder det hele nok bare i den gode gamle:
Er jeg god nok?


Og hey, det er jeg sgu! Jeg har store planer for Irland. Jeg tager landet med storm, og der vil være landesorg når jeg rejser hjem igen. Jeg finder en flot rødhåret irer der hedder Declan, som ejer en pub og kommer til at forgude den jord, jeg betræder. Jeg bliver bedste venner med hele universitetet, får 12-taller hele vejen igennem, og underviserne vil begræde tabet af verdens bedste studerende når jeg tager hjem. 

Fordi jeg kan godt være ret fantastisk.. På min egen ucharmerende, forskruede, højtråbende, filterløse, havnearbejder måde. 


Jeg bøvser også ret meget faktisk. 






tirsdag den 8. juli 2014

Film: Forelsket i New York

Jeg så Forelsket i New York igår. Jeg var, som så mange andre, hoppet med på #kinotur vognen - og tog således plads i biografen uden de store forventninger, for det var jo en ganske gratis fornøjelse.


Filmen handler om Dan (Mark Ruffalo), en falleret musikproducer og ejer af et succesfuldt pladeselskab, som dog er godt i gang med at afvikle hans position. Han er separeret fra sin kone, og hans datter, Violet, har absolut ingen respekt for ham, ligesom han ikke rigtig ved hvordan man skal være far for en teenager, der er i en tid i sit liv, hvor hun har allermest brug for vejledning og en skulder at støtte sig op af. 
Dan møder Greta (Keira Knightley), en ung kvinde som er endt i New York, fordi hendes æreste har fået stor succes og en pladekontrakt. Greta må dog se sit hjerte knust, og aftenen inden hun planlægger at rejse hjem, spiller hun en enkelt sang på en bar i New York. Dan ser (og hører) hende spille, og bliver straks imponeret. 
Efter en del overtalelse, overbeviser Dan hende om, at de to bør indspille et album sammen, men ikke et album som alle andre. Men derimod et album der er indspillet udendørs på forskellige locations i New York. 

Sammen prøver de langsomt at få styr på hver sit, og hinandens, liv og samle stumperne op på vejen. 


Filmen er ikke en typisk romantisk komedie. Den handler mere om kærligheden til en by, et sted og musikken, end den handler om kærligheden til et andet menneske; selvom den del selvfølgelig også fylder en del. 


Keira Knightley (som jeg plejer at kalde "frøken jeg-har-kun-et-ansigtsudtryk") er faktisk rigtig god i rollen som den unge, lettere forvirrede og overvældede, Greta. Men det er Mark Ruffalo der er filmens virkelige stjerne. 

Hans rolle som afdanket, lettere alkoholisk, forvirret, ikke rigtig voksen far og musikproducer spiller han næsten til perfektion, samtidig med at det tydeligvis er hans rolle der skal stå for lidt 'comic-relief', hvilket han også gør rigtig godt. 

Filmen er sød, men ikke for sød. Den fortæller om en kærlighed til musikken, familien, hinanden og byen - og den gør det uden at blive kvalmende. 

Filmen er selvfølgelig spækket med klichéer, men uden at blive forudsigelig (ja, det kan faktisk lade sig gøre - jeg var også overrasket). Den indeholder alle elementerne fra en romantisk komedie, men den bruger dem på en anden måde end det man typisk ser. 
Forelsket i New York er endnu et skud på stammen af film, der gør op med den klassiske Hollywood-slutning og i stedet er en smule mere realistisk. Ligesom den ikke er bange for, at gøre den kvindelige hovedrolle mere selvstændig og uafhængig af en mand, som ellers har været den klassiske opskrift på en romantisk komedie. 

Faktisk har jeg kun en enkelt anke: Forelsket i New York er simpelthen ikke den rigtige titel til filmen. Originaltitlen er Begin Again, og den er altså bare meget bedre. Det er ikke altid nøvendigt (faktisk næsten aldrig) at oversætte filmtitler; jeg syntes det er fuldstændig unødvendigt, især fordi vi ofte ender ud i noget helt andet, og ret misvisende, end det var meningen. 


Udover Keira Knightley og Mark Ruffalo, ses Hailee Steinfeld (True Grit) i rollen som Dans datter Violet, Catherine Keener (Capote) spiller Dans kone Miriam, Adam Levine spiller Gretas kæreste og rockstjerne Dave, James Corden (One Chance) spiller Gretas ven Steve, som står for lidt mere 'comic-relief'. Sidst men ikke mindst viser Cee-Lo Green sig i rollen som rapperen Troublegum. 


Se den hvis du kan lide Mark Ruffalo. Se den hvis du værdsætter et godt soundtrack. Se den hvis kan lide Keira Knightley. Se den hvis du vil opleve et atypisk karaktermatch, der rent faktisk fungerer. Se den fordi du vil forstå, hvorfor Forelsket i New York, er den dårligst oversatte filmtitel længe. Se den fordi Mark Ruffalo er skøn. 

Trailer: 


En vinder

Min lille giveaway sluttede jo i søndags - jeg har dog først trukket en vinder her til morgen (Jeg ved godt, jeg er langsom).

Anyways.. Tak til jer der deltog; I var ikke så mange, men det er nu også meget mere overskueligt. Jeg trak en vinder via random.org - jeg havde sgu ikke så meget energi til at finde på et eller andet kreativt/sjovt.


Vinderen blev Hende C
Jeg har sendt dig en mail. 

Og nu vi er ved Hende C, så synes jeg I burde kigge forbi hos hende en gang imellem - jeg har haft hendes blog bogmærket i et stykke tid, og kigger forbi når jeg husker det. Hendes indlæg er (næsten) altid dejligt lange - jeg kan godt lide meget tekst, det kan vel ikke overraske nogen, hun skriver skønt, og hun skriver, ligesom mig, om lidt af hvert. 


mandag den 7. juli 2014

Mandags Hottie #21

Denne mandag er faktisk helt okay. Jeg har afleveret min praktikrapport til tiden og opfyldt de tekniske krav (yay me). Jeg skal i biografen i aften med en af de bedste piger jeg kender, og jeg kan se frem til en aften/nat i Netflix' varme skød. Det er en helt okay dag faktisk. Hvis man ser bort fra et par moralske tømmermænd af dimensioner, at der er sporarbejde i Sønderjylland og jeg derfor er nødt til at skifte fra tog til togbus, og derfor må se min hjemrejse blive næsten en time længere end normalt.

Men lad os nu ikke hæfte os ved de ting vi ikke kan gøre noget ved. Jeg kan i hvert fald gøre mit til at jeres mandag, og min egen, bliver lidt bedre.


Denne uges Mandags-Hottie er en mand jeg stiftede bekendtskab med for lang tid siden. Dengang var han den søde fyr, the good guy, ham der var fantastisk på papiret, men bare var lidt for sød. 

Han er stadig sød, men det er ikke længere på den kvalmende måde, nu er han faktisk lidt af en bad-ass, han er dog stadig en af dem, hvor man bare ved at blomster ville blive hverdagskost til sidst, men det er også okay, når han er lidt af en bad-ass i sit job. 

Jeg taler selvfølgelig om Jensen Ackles modpart, den altid skønne Jared Padalecki. 

Ja, jeg er stadig fuldstændig besat af Supernatural - jeg troede det var en fase, men det er det tydeligvis ikke. I kan takke Miriam for, at jeg overhovedet ved den eksisterer. Faktisk vil jeg gerne takke Miriam, hun har gjort mit liv meget bedre. 









God mandag damer! 

Ps. Jeg ved godt at min lille giveaway sluttede igår - jeg trækker en vinder i aften, når jeg er tilbage i Odense. 

lørdag den 5. juli 2014

Sønderjyde by Heart

Jeg vil anbefale, at i afspiller følgende sang mens i læser det her. 


Jeg er Sønderjylland i weekenden. Ser I.. Der er ringridning, og det er ganske enkelt årets begivenhed. I andre har Roskilde og alt det der - i Sønderjylland har vi ringridning. 

Selv en eksil sønderjyde som mig, er nødt til at komme hjem til ringridning - de sidste par år er det kun blevet til korte besøg i dagtimerne. Men i år tager jeg revanche. Jeg har allieret mig med brormand og hans kæreste, og vi skal i Lansen

Lansen er et multikulturelt mikrosamfund. Her er folk fra alle sociale lag, men giv os et par timer, så er vi sgu alle så fulde og mudrede til, at det ikke længere er tallene på bundlinjen der betyder noget, men derimod hvem af os der kan tømme en fadøl hurtigst, og ikke mindst holde dem indenbords længst tid. 

Ringridning er noget af det absolut bedste jeg ved, og jeg ved lige præcis hvordan min aften vil forløbe. 


Jeg vil hurtigt vælge hælene fra til fordel for de noget mere praktiske og behagelige adidas sneakers, det er ganske enkelt sund fornuft - Ligeledes vil jeg bruge den første time i Lansen på at grine lidt af de piger, der tog chancen og har det nyeste skrig fra Bianco (ja, vi er jo i Sønderjylland) på fødderne, men de må også hurtigt kapitulere og inden længe er vi alle nogle fladskoede prinsesser - sådan har vi det også bedst. 

De første to timer i Lansen vil jeg overveje, om det her måske ikke var en kæmpe fejl. Her er jo ikke særlig mange mennesker jeg kender, eller der er i hvert fald ikke særlig mange mennesker hvor jeg rent faktisk har noget, at tale med dem om. Men så igen, hvor tit er det lige at du får lov til at lytte til de musikalske talenter fra Randi og Bjarne/Shubiduo/Yoyo? Det her er en chance du ikke må lade slippe; de spiller jo kun 6 dage i træk hvert evig eneste år. Du bliver, hvor du er Heidi, drik en øl mere. 

Fem fadøl senere kender jeg selvfølgelig alle i hele teltet, jeg er især gode venner med ham der sidder til venstre for min fætter, og ham med smækbukser og træsko oppe i baren. Jeg er også vildt gode venner med ham der har en lighter ude foran, og hende pigen der samlede mig op fra mudderpølen er min nye bedste veninde. Ham der hele tiden vil danse, lad os kalde ham Karl - han bliver aldrig min ven. Jeg kan selvfølgelig ikke navnene på mine nye venner, men det går også nok, for der en god chance for, at de alle reagerer på "Henning!", hvis bare du råber det højt nok. 


På et tidspunkt i løbet af aftenen (og det er faktisk ikke så sent som man skulle tro), vil det virke som den bedste idé i verden, at gå en runde og prøve et par af karrusellerne. Det siger sig selv, at det er en helt ufatteligt dårlig idé med en promille, men der vil ikke desto mindre blive gjort et forsøg.

Heldigvis vil der være en stakkels teenager der har gjort forsøget lige inden dig, og der er bare ikke noget mere afskrækkende end en teenager med pandaøjne, røvkort nederdel, knækkede stilletter og græspletter på knæene, der råber: "Jeg skulle aldrig have taget en tur i Tekopperne/Det Flyvende Tæppe/Den Der Psyko Karrusel Der både Går Op Og Ned og Rundt Og Rundt" mens hun kaster op med fuld kraft og du holder hendes hår, fordi hendes veninder har mere travlt med at filme hende end at hjælpe hende. Så du køber en hotdog i stedet og går tilbage i Lansen. 


Du vil møde mange eksil sønderjyder der benytter denne begivenhed til at komme hjem og sige hej. Alle eksil sønderjyderne vil bruge uanede mængder energi på, at huske hvem der laver hvad, hvornår de er færdige med den del af deres liv og også bare holde styr på hvem du egentlig er. Hvorimod dem der blev tilbage vil sige: "Du går på uni? Fedt mand. Mere øl?", så vil vedkommende give dig et kæmpe kram og så er den ligesom lukket. 

For det er det ringridning handler om: Kram, glædelige gensyn, korte opdateringer, Lansen, fadøl og at redde de stakkels små fra karrusellens og mudderpølens (pinlige) forbandelse. 

Og nåh ja.. Enhver pige ved, at det er på tide at tage hjem, når du oprigtigt mener det er en god idé at tage en lille svingom med Karl.