onsdag den 25. juni 2014

Tre bøger til én af jer



Jeg tager til Irland næste semester, og i den forbindelse skal mine ejendele opmagasineres. Det er lidt en skør fornemmelse jeg sidder med, for helt ærligt; alle mine skønne ejendele (jeg ejer intet af værdi), skal bare pakkes ned og der er ingen der kan tage sig af dem - Åh stakkels materielle objekter, hvad skal der dog blive af dem?

Det der gør mest ondt, er selvfølgelig at pakke mine bøger ned - en enkelt eller to ryger nok med til Irland (Host-Harry Potter-Host), resten pakkes ned.

Men ikke dem alle. Tre af dem går til en af jer, hvis vedkommende altså lover at passe godt på dem. Bavian og Sten, Saks, Papir af Naja Marie Aidt og Texas' Rose af Dy Plambeck.

Begge forfattere er blevet rost til skyerne, og begge forfattere er romanaktuelle nu eller snart. Naja Marie Aidt med Frit Flet i samarbejde med Line Knutzon og Mette Moestrup. Dy Plambeck med romanen Mikael - en bog om krigen i Afghanistan fra to perspektiver, soldatens og journalistens.


Jeg bliver altid så ufatteligt stolt, når det lykkes mig at kreere noget i Paint, som ikke nødvendigvis ligner opkast. 

I skal ikke gøre noget vildt og voldsomt for at deltage. Smid en kommentar inden søndag d. 6. juli klokken 14.00 og skriv jeres mail (hvis i trykker follow et eller andet sted giver det ikke ekstra 'lodder', bare god karma og et smækkys når jeg ser jer). 

Jeg skal nok finde på en eller anden tosset idé til, hvordan jeg trækker en vinder. 

.. Og øh.. inden I tror, jeg er totalt hellig og bare sådan forærer noget væk, som jeg helt selv har betalt for, så vil jeg lige minde jer om, at jeg er røvfattig og blot betaler portoen; bøgerne er fryns fra min praktikplads (af samme grund vil i finde ordene 'bladreeksemplar' trykt på første (tomme) side) - Bare sådan FYI, I ved. Når jeg en dag bliver rig og berømt, skal jeg nok købe gaver til jer alle sammen.

mandag den 23. juni 2014

Mandags-Hottie #19

Det er mandag og jeg er træt. Jeg har en eksamensopgave der skal skrives, en lejlighed der skal pakkes ned, og en ny afhængighed som skal plejes. For det er jo gået galt, det vidste jeg jo godt det ville. Jeg har skræmt livet af en togvogn fuld af mennesker, fordi Supernatural skræmte livet af mig (det er åbenbart ikke velset at skrige lidt i toget). Jeg har selvfølgelig også nydt godt af mange af de andre glæder, Netflix har at byde på.

Netop derfor er denne mandag ikke så slem, for jeg ved, jeg kommer til at slutte den i selskab med tre af mine yndlingsmænd - ja, tre styks; det lyder som starten på en tysk pornofilm, men bare rolig.. så vidt er det ikke kommet.. endnu.


Jeg har forelsket mig hovedkulds i tre mænd, eller to af dem er jeg nok nærmere besat af, den tredje har jeg kastet min ubetingede kærlighed over. Disse mænd har fået mig til at håbe på, at jeg ender med tre mandlige bofæller i Irland til september. Jeg taler selvfølgelig om Schmidt, Winston og Nick fra New Girl

Denne uges Mandags-Hottie er den hellige treenighed for mig i øjeblikket. Jeg er besat, og jeg kommer aldrig videre med mit liv. Jeg ved godt at de her mænd nok ikke er typisk Mandags-Hottie materiale, men de får æren alligevel. 

For nok er Schmidt en douchebag af dimensioner, en player og en smule paranoid/psykotisk/irriterende/indsæt-selv-flere, men han er også skøn.. og så siger han (en gang i mellem) hvad vi alle jeg tænker. 



Og inderst inde er han bare en vred gammel mand. 



Søde Winston.. Søde, søde Winston. Han er meget forvirret og frygteligt akavet når det kommer til kvinder, og livet generelt. Men altså, en mand med hans smil fortjener at være Mandags-Hottie, omend han deler pladsen med to andre; desuden har han forstået præcis hvad lørdage skal bruges til - og det fortjener credit.  



Desuden er Winston inderst inde en kattedame, og det giver automatisk point i min bog.


Men min førsteplads går altså til Nick. En lidt slidt mand, der ikke ved hvad han vil med sit liv. En mand der træder forkert ret ofte. En mand der overhovedet ikke kan danse. En mand der skærer de grimmeste ansigter. En mand der bærer på ret meget irrationel vrede. En lidt slidt type faktisk; men åbenbart lige hvad jeg vil have.. For helvede da. 



Desuden: 




God Søndag, de damer. 

Ps. Næste mandag er Hottien en af jeres. Jeg har fået et par forslag, men jeg har ikke sat mig fast på noget endnu. Husk nu det skal være et hemmeligt/pinligt crush - ikke bare en fyr I synes er flot; gerne noget lidt pinligt. Find inspiration hos Miriam eller måske endda i ovenstående.  

tirsdag den 17. juni 2014

Fagre nye verden

Jeg er ofte, okay altid, bagud når det kommer til ny teknologi og lignende. Der gik rigtig lang tid før jeg fik erhvervet mig en iPhone - og den har jeg ikke engang selv købt, jeg har bare overtaget min brors kærestes telefon. Jeg hoppede ikke med på twitterbølgen i første omgang, jeg har kun et fladskærms-tv, fordi jeg kunne arve et, jeg er endnu ikke den lykkelige ejer af en e-bogslæser og/eller tablet og jeg har en gammel oldsag af en computer, der ind imellem bliver så varm, at jeg brænder mig på den - no shit.

Grunden til jeg altid er så langsom? Hvem ved - jeg oprettede en profil på Facebook ret hurtigt, og det tog meget hurtigt overhånd - måske har jeg bare ikke ville friste skæbnen. Måske er jeg gammeldags (nej jeg er ej), måske skræmmer ny teknologi mig (nej det gør ej).

Jeg er langsom, fordi jeg kender mig selv. Når jeg bliver begejstret for noget, så kan jeg ikke slippe det igen.


Jeg bruger, om muligt, hvert vågent øjeblik på min nye besættelse - og hvis det ikke er muligt, så gør jeg det muligt. 

Det er blandt andet en af grundene til, at jeg ikke har oprettet mig på Netflix - før i søndags forstås. Jeg vil stædigt holde fast i, at det ikke er min skyld. Det er T's skyld. T kender mig rigtig godt. Hun ved at min selvdisciplin kan være på et meget lille sted. Hun ved hvordan jeg er... 

Og alligevel lod hun det være min opgave, at logge på hendes netflix i lørdags; jeg kunne jo lige tjekke hvilken serie vi lige skulle se et afsnit af. Jeg var ikke tidligere blevet introduceret for udvalget, så jeg har aldrig rigtig vidst, hvad jeg gik glip af. For nok er jeg uansvarlig, men jeg er ikke dum; jeg er opdraget til, at jeg ikke køber pakken, hvis ikke jeg kan se hvad der er i den. Mine googleskills rækker til meget - blandt andet at finde afklædte mænd - indholdet på netflix? Åbenbart ikke. 

Men nu ved jeg hvad der er derinde. Jeg er blevet introduceret til serienarkomanens hellige gral. Jeg har set lyset og der er ingen vej tilbage. Jeg er fortabt, og hvis det her var en dårlig film, ville jeg råbe: "No! Go on without me, it's too late for me. Save yourselves!" 


Netflix er mine teenageår samlet på et site. Netflix er mine guilty pleasures sorteret i alfabetisk rækkefølge. Netflix er Guds gave til fangirls i hele verden. Netflix er grunden til, at 02 er en helt acceptabel karakter. Netflix er fløden til mine jordbær. Netflix er smukkere end smuk, og Netflix ved det godt. Netflix venter altid på mig. Netflix forlader mig aldrig. Netflix er heroin maskeret som html koder. 

Netflix er mit livs kærlighed. 


mandag den 16. juni 2014

Mandags-Hottie #18

Denne mandag er ekstra hård for mig. Jeg har sovet helt af helvedes til; faktisk siger min sleepcycle app, at min søvnkvalitet for natten er på 36% - så er det lige pludselig ikke så mærkeligt, at jeg i bedste fornærmet-teenager stil mumlede "kælling" efter en fremmed kvinde, der kom til at strejfe mig, da hun ville forbi mig på rulletrappen.

Jeg har brug for et boost. Kaffe har vist sig utilstrækkeligt i dag (the horror). Jeg sidder faktisk bare og sumper på praktikpladsen, og det dur jo ikke.

Det er også i dag, jeg får udleveret en eksamensopgave. En opgave jeg ikke formåede at skrive i januar, på trods af gode intentioner. Jeg ved ikke hvordan fanden det skal lykkes at skrive den opgave på 14 dage, når jeg i 8 af de dage sidder på min pind i København, samtidig med jeg prøver at skrive en praktikrapport - faktisk burde jeg også få min lejlighed pakket ned.

Ovenstående kan faktisk godt lykkes, hvis altså jeg lægger mig lidt i selen. Men jeg kom til at gøre noget igår. Jeg tilmeldte mig netflix. I behøver ikke råbe op om, hvor top åndssvagt det er, sådan lige op til en eksamensopgave - det er jeg da så udmærket godt klar over, og der gik faktisk heller ikke meget mere end et par timer, før jeg ramte dilemmaet: Et afsnit mere eller (tiltrængt) søvn? Jeg er altså godt og grundigt på røven, og som altid har jeg kun mig selv at bebrejde.


Denne uges Mandags-Hottie skal altså kunne noget helt specielt for at få mig ovenpå igen. Det naturlige valg er at vælge ham, der er skyld i at jeg har sovet meget lidt - det er slet ikke så beskidt som det lyder (I wish). Jeg taler selvfølgelig om manden der fik mig til at trykke "se næste afsnit" hele aftenen igår. Manden som skræmmer livet af mig, får mig til at grine, er pissehamrende flabet (fuck han er flabet og jeg elsker det) og går lige i trussen. 

Det kan ikke være andre end Mr. Jensen Ackles.











Undskyld mig, jeg må hellere gå ud og finde et håndklæde, jeg kan sidde på resten af dagen. 

God mandag!

lørdag den 14. juni 2014

This is a new low

I tidens løb har jeg ramt det ene lavpunkt efter det andet. Det kan være store og små ting, det kan være fuldstændigt åndsvage ting, og det kan være knuste hjerter. Under alle omstændigheder har det været lavpunkter af den ene eller den anden art, og nogen har taget længere tid at komme over end de andre (blandt andet det der knuste hjerte).

Lavpunkter kommer som sagt i alle størrelser. Jeg var ikke voldsomt bekymret for mit velbefindende den dag, jeg rykkede alle køkkenting hen i nærheden af sengen, så jeg kunne riste brød, koge vand og så videre, uden at rejse mig op. Det var taber-agtigt, den vil jeg gerne give jer - men det var altså også pisse smart.

Jeg bør måske heller ikke fortælle min kommende mand, at jeg ynder at glo på frierivideoer på youtube, og at jeg endda har oprettet en playliste med mine favoritter. Det er i hvert fald noget der bør gemmes til tredje date, eller måske skal det først frem på mit dødsleje.

Det var måske ikke videre godt for mit taljemål dengang jeg spiste en hel pakke digestive kiks med smør og ost, siddende i sengen og skyllede lortet ned med en cola. Det tog lige omkring 50 minutter, okay 45. Ej fuck it 20 minutter (jeg spiser hurtigt).


Der er mange ting jeg har gjort og/eller sagt, som ikke ligefrem harmonerer med min "velpolerede" maske. Men hver gang er man jo kommet videre. Jeg hiver ikke længere køkkenudstyr hen ved siden af sengen - i hvert fald ikke så mange, nu er det kun elkedlen. Jeg spiser ikke længere en pakke digestive kiks med ost på 20 minutter - jeg spiser en halv pakke (med dobbelt så meget ost). Jeg har stadig en frierivideo-playliste, men jeg planlægger ikke hele lørdage efter, at jeg skal sidde og glo på andre menneskers lykke en hel aften. Nej, nu gør jeg det i hverdagene, for jeg skal tidligt i seng - så jeg har ikke tid til at se på frierivideoer 5 timer i træk.

Som sagt; man kommer ovenpå igen. Men jeg er bange for at jeg nu har ramt det ultimative lavpunkt. Jeg er bange for der ikke er nogen vej op igen. Jeg er bange for at det her er point of no return, det er nu resten af mit liv formes, og så skal det formes ud fra et lavpunkt.

Jeg har, ganske seriøst og rigtig meget med vilje, tilmeldt mig nyhedsbrevet 'This week in cats'. Jeg har ikke kat og jeg er ikke tæt på at få kat (eller, jeg er altid tæt på at få kat - jeg elsker de kræ), men alligevel har jeg tilmeldt mig det nyhedsbrev. Og det har gjort mig helt ubeskriveligt lykkelig.

Jeg finder selv ud. 

onsdag den 11. juni 2014

"Nej, jeg har ikke lige røget fed"

.. Det vil jeg rigtig gerne have printet på en t-shirt. På mange t-shirts faktisk, måske et par sweatshirts og en kjole eller to. Så er jeg ligesom dækket ind. Folk kigger på mig som om jeg er spedalsk. Ingen vil i nærheden af mig, og fordi jeg en gang imellem er lidt (meget) klodset og derfor svajer lidt, går ind i noget eller lignende, så konkluderer rigtig mange mennesker, at jeg må være skæv.


Men det er ikke tilfældet. Jeg er ikke skæv. Jeg har ikke lige røget en joint. Det har hende den anden rød-øjede pige længere henne ad gaden heller ikke. Manden du lige gik forbi, har heller ikke røget noget. 

Vi har såmænd bare høfeber. Sådan virkelig meget. Sådan 'skyd-mig-nu-og-gør-en-ende-på-mine-lidelser' høfeber. 


Når det er helt galt, og du står og venter på toget, og snottet flyver ud af dine næsebor med lydens hastighed, mens du febrilsk leder efter flere kleenex, og samtidig forsøger at dope dig selv med lidt næsespray, og faktisk er det måske en god idé at du også lige får fat i øjendråberne nu du er igang, og fuck nu af om det ikke kunne være lækkert, hvis du lige poppede en pille i samme ombæring - og hey, var det ikke noget med, at du havde en saltvandsampul i tasken, så du lige kunne skylle dine øjne? Så er der jo ikke nogen der kigger på dig, og ligner en blanding af Ryan Gosling og Joseph Gordon-Levitt med L.O.C's stemme og Barney Stinsons tøjstil, og siger: "Hey Girl, here take a tissue, come sit on my lap, I'll make it all better." 

Nej, i stedet går der en eller anden latterlig Hellerup type forbi med sit endnu mere latterlige barn, giver dig elevatorblikket og siger: "Det er sørme klamt, hva' skat?" i retningen af datterens øre. (Rent hypotetisk selvfølgelig). 


Når du endelig, efter at have kimet lægehuset ned i flere uger, får stærkere medicin på recept, så begynder du at se lysere på det hele. Du følger glad lægens retningslinjer. En - maks to (og kun i særligt slemme tilfælde) - piller om dagen. Et sprøjt i hvert næsebor tre gange dagligt. Et dryp i hvert øje morgen og aften. Hverken mere eller mindre. Men der går ikke lang tid, før du indser, at virkningen aftager efter et par timer. 


Det bliver pludselig lidt af et puslespil, hvornår på dagen du skal tage hvad. Man starter med en omgang næsespray og øjendråberne, når virkningen aftager snupper du en pille - på et tidspunkt vil dine øjne begynde at klø igen, her bruger du næsesprayen, for nogen gange (ikke altid) (faktisk næsten aldrig) vil du sprøjte således, at du får sendt sprøjtet op forbi dit øje (det kan lade sig gøre), og det kan afhjælpe det lidt. På nuværende tidspunkt har du et sprøjt tilbage og en omgang øjendråber; i sidste instans også én pille - på en god dag er klokken 12.00 nu. Nu gælder det om at være kreativ. Men ligemeget hjælper det. Omkring klokken 16.00 har du opbrugt dagens dosis. Hvad gør man så? 


Rebel. 

Jeg har ikke røget fed, men du har ret i, at jeg er dopet.
Det er sgu heldigt at jeg ikke har egen bil. 

Næste, og eneste logiske, skridt: 


mandag den 9. juni 2014

Mandags-Hottie #17

Det er helligdag (en helligdag som der ikke er særlig mange, der egentlig ved hvad går ud på - jeg har googlet amok og er ikke blevet klogere), så mange af os har fri. Så denne mandag burde vel egentlig ikke være nedern. Men altså, mandag er per definition lidt mere træls. Desuden er jeg af den opfattelse, at en helligdags mandag er endnu mere nedern, for den udskyder bare 'start-på-ugen-smerten', og det er der jo ingen der er tjent med.

Derfor venter der jer noget ekstra godt lidt længere nede, hvis jeg altså selv skal sige det. 


I går blev dette års Tony Awards uddelt. Og i den forbindelse er der en masse flotte mænd der dukker op i deres bedste jakkesæt og ser fuldstændigt fantastiske ud. Denne uges Mandags-Hottie vandt ikke noget, og han var heller ikke vært, men han uddelte en af priserne. Han er skøn, og var i lang tid manges (og min) favorit til rollen som Christian Grey - hvis den bog da absolut skal filmatiseres.  

Manden er skøn, han er flot, han er fantastisk i White Collar, og når man udtaler følgende om skuespillerfaget, og manien med at sætte folk i bås (og om hvorfor han aldrig 'officielt' var sprunget ud som homoseksuel, så kan man ikke andet end at elske ham: What we really have to do is stop the adjective before the job title — whether it’s ‘black actor,’ a ‘gay actor’ or anything actor. Everybody thinks that equality comes from identifying people, and that’s not where equality comes from. Equality comes from treating everybody the same regardless of who they are. I hope the media and the press catches on to that, because it’s time to move out of 1992.”

Damer, jeg giver jer.. Matt Bomer. 







Det gode ved skuespillerne fra Magic Mike? - Nedenstående gifs eksisterer. 



Hvis vi nu laver en omgang 'Bad Lip Reading' på ovenstående gif, så kan det godt ligne at han skriger: "Ja daaaa" - det gør jeg i hvert fald. 

God mandag! 

Ps. Har i et hemmeligt crush, som måske er sådan lidt pinligt, utraditionelt eller direkte dumt, så fortæl det til mig, så bliver han Mandags-Hottie om et par uger. 

lørdag den 7. juni 2014

I sommerferien synes jeg du skal læse John Green

Der er utroligt meget fokus på John Green i de her dage. Personligt har jeg elsket ham meget højt i et stykke tid. Faktisk helt præcist siden d. 28. marts 2013, da jeg vendte sidste side i 'Looking for Alaska'. 


Siden har forholdet været sådan lidt on/off. Jeg har ikke genlæst en eneste af hans bøger i sin helhed. Men alligevel husker jeg alle detaljer i hver og en, forholdet bliver holdt ved lige ved hjælp af instagram, twitter og hans exceptionelle youtube-kanal. Det er YA når det er allerbedst; og så vil jeg egentlig skide på, at der sidder mange derude og tænker "læs dog noget ordentligt litteratur" og "du er slet ikke målgruppen". For tillad mig lige at citere C.S. Lewis “A children's story that can only be enjoyed by children is not a good children's story in the slightest.” 

Men det var et sidespor. John Green skriver om teenagere og mestendels til teenagere, men John Green skriver så alle kan nyde det. Hans sprog er legende let, hans beskrivelser lader intet tilbage at ønske, og dialogerne efterlader en med ondt i maven af grin. 

John Greens bøger tager dig med tilbage til dine teenageår, på godt og ondt. Fordelen ved at læse dem på et senere tidspunkt i livet, er jo netop at du nu kan se de fejl hovedpersonerne begår, men du har også forståelse for de valg der bliver taget. 

Men vær forberedt. John Green vil sende dig ud på en rutsjebanetur. Du vil skiftevis skrige af grin og græde salte tårer. Du vil fatte din highlighter og overstrege alle de sjove og bedste passager (med mindre det kun er mig der skribler løs i mine bøger?). 

John Green byder op til dans ved at skrive om ellers (næsten) uberørte emner i YA litteratur. Vi har vist alle hørt om, og sikkert også læst, 'The Fault in Our Stars' som handler om unge mennesker, kræft og død. Så vidt jeg har forstået, gør det bogen svær at sælge i Danmark, for forældrene mener ikke at deres uskyldige børn skal læse om sådan noget. 

Nej, sørg da for Guds skyld for, at dit stakkels lille barn aldrig oplever modgang, og hvis de endelig gør, så må de ikke være bare en smule forberedt. Sørg da endelig for, at dit barn ikke har noget sted at 'gå hen' og være alene, men alligevel sammen med en masse andre. 

Sidespor igen. Det er det der med den røde tråd. Anyways. Jeg synes, du skal læse John Green. Jeg synes, du skal tage med på en rutsjebanetur af dimensioner; en rutsjebanetur, som jeg har hørt, kun går op. Selvom det ikke nødvendigvis bliver kønt. 


Jeg synes, du skal opleve hvilken lyd din krop siger, når du prøver at skraldgrine og hulke på samme tid, for det vil ske når du læser 'The Fault in Our Stars'. Jeg synes, du skal prøve at forstå matematikken i 'An Abundance of Katherines'. Jeg synes, du skal på roadtrip med Quentin i 'Paper Towns'. Jeg håber, du vil hjælpe Miles med at finde hans great perhaps i 'Looking for Alaska'. Og jeg tror, at du vil nyde det ligeså meget som jeg gjorde. 

Okay? 
Okay.

Men sig ikke, at jeg ikke advarede dig. Det bliver noget af en tur.