tirsdag den 29. april 2014

Bibliotekernes nummer ét!

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg elsker biblioteker. Der er proppet med bøger og der er gemte skatte over det hele. Jeg elsker at jeg kan gå derfra med 7 bøger, uden at have brugt en krone; jeg er dog ikke helt med på den der leg, hvor man afleverer bøgerne tilbage igen.

Forstå mig ret, jeg ved godt at det ikke er mine bøger. Og jeg ved også godt, at der ofte er mennesker der står i kø for at få fat i den bog, jeg lige har ventet på i fire måneder. Jeg er også udmærket godt klar over, at der hvert år forsvinder bøger i massevis fra bibliotekerne, og at det kan være et kæmpe problem.

Men mit problem består i, at der nærmest ikke er noget der hænger dårligere sammen, end en smådistræt, bogelskende Heidi og en afleveringsfrist.

1. Jeg glemmer hvornår jeg skal aflevere.
2. Jeg glemmer tit at tage bøgerne med på biblioteket, også selvom jeg kun tog på biblioteket for at aflevere bøgerne (Det er sket) (Op til flere gange).
3. Jeg bliver ikke altid færdig med bogen til fristen, og hvis den er reserveret til anden side, skal jeg jo vente på den, og det er jeg ikke interesseret i. Så vil jeg hellere beholde bogen lidt længere og lade andre mennesker vente på mig, fordi jeg er lidt nedern på det punkt.

Jeg skylder altid penge til biblioteket. A L T I D. Faktisk var det breaking news materiale, da jeg for noget tid siden, stolt kunne fortælle min veninde, at jeg ikke længere skyldte penge på bibliotekerne i Odense. Jeg holdt mig i skinnet i lang tid (læs: jeg lånte ikke bøger), og jeg var så stolt - og jeg havde rent faktisk penge at bruge af.

Inden min lange låne-løse periode, skyldte jeg ret høje beløb til både Odense Centralbibliotek og biblioteket på SDU, faktisk skyldte jeg SDUs bibliotek nok til, at det ikke var noget problem at få en afdragsordning (fuck mig).

Men nu skylder jeg på centralbiblioteket igen (igen). Og siden sidst har biblioteket indført noget nyt; jeg må ikke låne flere bøger, før jeg har betalt eller nedbragt beløbet (og det er altså ikke fordi jeg skylder  meget). Det er sgu da også bare at sparke på en ung studerende der allerede ligger ned.

Jeg ved godt, hvad i tænker. 

Jamen Heidi, du kan jo bare aflevere til tiden, eller lave alarmer og påmindelser på alt det der smarte teknologi, sådan så du rent faktisk får afleveret til tiden, så du ikke skylder penge til bibliotekerne.

Nej det kan jeg ikke. For jeg gider ikke. Det er 100 procent min egen skyld at jeg ikke får afleveret til tiden, og det er min egen skyld, at jeg skylder bibliotekerne penge. Men jeg har valgt at se på det på en anden måde: Jeg har abonnement til biblioteket, jeg betaler bare abonnementet i rater på ikke-bestemte tidspunkter og af varierende beløb.

For hvis man ser sådan på det, så er det jer andre der er nedern. For i betaler ikke jeres abonnement, og det er jo endnu værre, for det gør de stakkels biblioteker til en underskuds forretning, alt sammen fordi I ikke vil betale jeres abonnement. Og det er eddermame ikke særlig pænt gjort af jer.


mandag den 28. april 2014

Mandags-Hottie #11


Det er mandag. Dagen hvor snooze funktionen er din bedste ven. Dagen hvor DSB er kommet afsted med et togsæt for lidt. Dagen hvor din fod vil blive kørt over af fem forskellige (og fucking tunge) rullekufferter. Dagen hvor du klipper dig selv i fingeren. Dagen hvor du hælder vand udover dine (lyse) bukser, lige inden du render ind i semi-crush på hovedbanegården. Dagen hvor du bare ikke kan løbe hurtigt nok. Dagen hvor du fik besked om, at der er risiko for sne i weekenden
Det er også dagen hvor der er Mandags-Hottie, og ovenstående beskriver nøjagtig hvorfor Mandags-Hottien er så fandens nødvendig (for mig og for jer).

Der findes få mænd der kan opveje en sådan mandag, meget få mænd. Ingen af dem behøver nærmere forklaring, så jeg behøver ikke engang give mig ud i associations-legen, eller komme med en eller anden søgt forklaring på mandens 'aktualitet'. Og faktisk behøver der ikke være en 'grund' til at vælge denne mand. Manden (læs kroppen og det gude skønne ansigt) er grund nok i sig selv. 

Jeg giver jer, miraklet der er, Ryan Gosling. 








God mandag!

onsdag den 23. april 2014

Den Sønderjyske Farm, Erling Jepsen

Jeg er muligvis en smule forudindtaget, når jeg sådan giver mig i kast med en Erling Jepsen roman. Jeg er jo selv sønderjyde, og jeg har måske hentydet en lille bitte smule til, at jeg er meget imponeret over Erling Jepsens person og forfatterskab (bare lidt, ik).


Den Sønderjyske Farm står som en selvstændig fortsættelse til Kunsten at Græde i Kor og Med Venlig Deltagelse, det er altså ikke en nødvendighed at have læst de to bøger, som jeg netop sagde til Gitte instagram, gør det måske endda bogen mere 'spændende', fordi der netop vil være den såkaldte isbjergseffekt; vi får det vigtigste at vide, resten står (ret tydeligt) mellem linjerne. 

I Den Sønderjyske Farm er Allan blevet voksen, og ser tilbage på en særlig begivenhedsrig sommer i den sønderjyske by, Gram. Det var sommeren hvor han blev 13, lurede på nabodatteren, kom i alskens problemer og blev fredløs på grund af hans far, alt imens han drev en vaskeægte kaninfarm i baghaven. 

Allan lever egentlig et ganske normalt liv. Hvis man altså ser bort fra, at hans far jævnligt truer med at begå selvmord og tager jagtgeværet med ud i skoven for at det virker mere seriøst, at hans mor er halv tysker, og gift med en mand der hader alt tysk. Man bør nok heller ikke nævne 'det med Sanne', og det er egentlig heller ikke fordi det går skide godt med farens butik, og faktisk er der heller ikke særlig mange i byen der gider snakke med Allans far, og da der først dukker en neger op i byen, og Allan sådan set er den eneste hun taler med, så bliver det hele pludselig lidt mærkeligt. 

Men det er der selvfølgelig ingen der taler om, for i Sønderjylland er det nemmere 'at tænke sit', og hilse pænt og sige 'mojn' på gaden. 

Jeg skribler løs i de bøger, jeg er allermest glad for.
I de tidligere romaner om Allan, fortælles der også ud fra Allans synspunkt; men en ung Allan. Nu sidder Allan i København og kigger tilbage på hverdagen i Gram. Han krydrer det hele med refleksioner fra nutiden, og kommentarer til de begivenheder der virker mest usandsynlige; for som altid, er det det mest utrolige, der er sandt. 

Det er en samfundskildring af Sønderjylland i 60'erne. Et tidspunkt hvor alt forandrede sig, fornyede sig og blev større og bedre; bare ikke Sønderjylland. For her er det ikke nødvendigt med så meget. Man slår ikke tingene så stort op, og stolthed skiftes ud med taknemmelighed, selvom der ikke er så mange der ved hvad de skal være taknemmelige for, det meste har man jo arbejdet sig frem til.
"Der var mig bekendt ingen elever, der turde spørge, hvad det egentlig var, man skulle være taknemmelige for. Det måtte man selv tænke sig til. Og netop denne evne, ikke at spørge, ikke at tænke højt, men i det stille 'tænke sit', var en evne, der var højt udviklet hos os alle." 

Erling Jepsens sprog er legende let, men på samme tid utroligt nuanceret. Historierne ruller ud af ærmet på ham, og man er aldrig helt sikker på om der er tale om fiktion eller ej. Og jeg har på fornemmelsen at Erling også selv kan være i tvivl en gang imellem.
Det er den ene anekdote efter den anden, bundet op omkring en historie om en 12-årig kaninfarmer, der er skide professionel, men også synes hans kaniner er det sødeste på denne jord, og nynner i god tid inden han nærmer sig buret, for de skulle jo nødig blive forskrækkede (så får de tyndskid). 

Erling Jepsen kan fortælle en god historie, også selvom den faktisk er ret sørgelig. Han gør det med en let mine, ironisk distance og et barnligt sind, og således virker det hele ikke så galt. For hvis Allan klare det, så kan vi andre også. Så skal det hele jo nok gå. 

Læs den hvis du er glad for Erling Jepsen. Læs den hvis du kan tåle en hård historie, fortalt med et glimt i øjet. Læs den fordi det regner. Læs den fordi solen skinner. Læs den nu bare. 

Men læs den med en kaffepunch ved siden af dig, så kommer du automatisk i sønderjysk stemning.
Og husk nu: "Sinne mæ æ vinne, dæ æ æt nau grund tæ å taj æt så tung:" 


          

mandag den 21. april 2014

Mandags-Hottie #10

I er måske et par stykker, der tror at jeg har glemt Mandags-Hottien, fordi jeg allerede har udgivet et indlæg i dag, og min blogging har været noget ustabil på det seneste. Men frygt ej Mandags-Hottie hungrende publikum - jeg har ikke glemt jer (igen). 


Jeg overvejede at finde en skuespiller der engang har spillet påskeharen (fordi påske, i ved). En hurtig googlesøgning gjorde det dog klart, at det er der ingen af os der ville være interesserede i. Men bare rolig, jeg kan godt overholde aktualitets-kravet alligevel, jeg trækker bare lidt på mig selv. 

Jeg har nemlig været så heldig (fuck nej, ikke heldig, jeg har været pissehamrende god!), at blive optaget på et kursus i Stockholm. Jeg skal derfor tre uger til Sverige i sommerferien, og jeg glæder mig helt vildt; især når man nu tænker på hvilke skønne mænd der stammer fra skønne Sverige. 

Denne uges Mandags-Hottie(s) er altså de svenske mænd, eller nogen af dem i hvert fald (Jeg kan jo ikke tage vores yndlings-viking igen). Helt ærligt, så ved jeg ikke hvem halvdelen af de her mænd er, men de er skønne alligevel. Jeg har fundet de fleste af dem på en Tumblr side der er noget nær perfektion, når man tænker på, hvad i kommer herind for: Fuck Yeah Swedish Guy.


Danny Saucedo.
Altid skønne Marcus Schenkenberg.


Og igen, bare fordi han ikke har tøj på. 

Ej okay, hvad fanden prøver jeg egentlig lige at bevise. Jeg skal til Sverige, og jeg skal ikke jagte elge (er der overhovedet elge i Sverige? fuck det, jeg er også ligeglad) eller random svenske mænd, jeg ikke aner hvem er, jeg skal sgu da jagte det tætteste vi kommer på en vaskeægte spillevende græsk okay svensk gud. Han kommer her: Aleksander fuck yeah Skarsgård. (Sådan bliver det, mit projekt, mine hotties; der må godt være gentagelser). 




Bogkøbestop - Schmogkøbestop

I januar skrev jeg om nytårsforsæt. Et af dem lød nogenlunde sådan her:

"I 2014 udfordrer jeg mig selv til, ikke at købe flere bøger, før jeg har læst halvdelen af de ulæste bøger, der fylder i min reol." Jeg sluttede med et par forbehold, for anmeldereksemplarer og gaver tæller selvsagt ikke med i regnskabet (sådan noget kan jeg jo ikke styre). Jeg tilføjede vist også et 'Av', et sted i det indlæg.

For det har sgu været svært, det har gjort ondt at gå lige forbi nogle gode tilbud, og det skærer i mit hjerte, når jeg ser en god bog/klassiker til næsten ingen penge i genbrug.

Så jeg har selvfølgelig købt dem alligevel. For jeg besluttede mig for, at det da er en endnu større forbrydelse at lade de firkantede dagdrømme stå og blomstre for sig selv, sådan helt alene, end det er at have (lidt for) mange ulæste bøger i reolen. For nu har jeg da i det mindste sørget for, at de har fået et godt og kærligt hjem.

Det bilder jeg i hvert fald mig selv ind. 

Første gang jeg med fuldt overlæg brød bogkøbestoppet var, da jeg på kort tid læste 'An Abundance of Katherines' og 'The Fault in our Stars' af John Green; jeg havde lang tid forinden også læst 'Looking for Alaska', og der sad jeg så og havde ikke fået nok. Jeg måtte have endnu et John Green fix, koste hvad det ville. 

Jeg kan så fortælle at det kostede lige præcis 100 kroner i Arnold Busck - det er sgu da et okay billigt fix. 

På en eller anden måde røg der to ekstra bøger med hjem den dag. Men jeg tænkte, at når nu jeg alligevel brød bogkøbestoppet, kunne jeg lige så godt gøre det ordentligt. Man snyder jo heller ikke på en slankekur for én enkelt fucking chokoladebar; nej sgu, man går da all in med chips, dip, cola, vingummibamser, kinder riegel og ritter sport.. Har jeg hørt. 


I samme indlæg om nytårsforsætter skrev jeg, at jeg ikke måtte købe nyt tøj (bortset fra basisvarer, eller som i sidste uge da mine bukser revnede), jeg skulle shoppe i genbrug hele året. Det har jeg faktisk ikke haft så svært ved. Jeg går ikke gennem gågaden, og jeg har afmeldt et par fristende nyhedsbreve. Men det betyder jo også at jeg går meget i genbrugsbutikker, for man kommer overraskende langt for en 50'er derinde. Men i genbrug sælger de også bøger. I Odense ryger klassikerne og de andre gode bøger hurtigt. Men i sønderjylland får de lov at blomstre lidt længere (læs: indtil jeg kommer forbi). 

Og det er jo frygtelig synd for staklerne, så jeg tog altså en enkelt eller to med hjem fra min påskeferie i det sønderjyske. 


Men se nu også bare hvad jeg fik slæbt med hjem! Der er jo ikke noget at sige til, at jeg ikke kunne stoppe mig selv. Min rygrad, selvdisciplin og viljestyrke gav op på en og samme tid. Og således røg der ni nye titler i To-Be-Read-Æsken, og det er okay (især til den pris: i alt 85 kroner).



mandag den 14. april 2014

Mandags-Hottie #9

Hele det her Mandags Lækkerbisken halløj startede som en 'så har vi alle noget godt at kigge på, for mandage er næsten altid nedern'-ting. Men lad os nu være ærlige, eller okay jeg skal være ærlig; det er jo bare en kærkommen mulighed og undskyldning for at smide pæne mænd på bloggen, i stedet for at vinkle et uvedkommende indlæg, således at et billede af en halvnøgen mand passede ind. Nu skal jeg jo smide flotte, halvt afklædte mænd på bloggen, for der sidder jo folk på den anden side af skærmen og venter på de her indlæg (det bilder jeg i hvert fald mig selv ind).

Men hvem skal det så være? Jeg prøver som bekendt at holde mig til semi-aktuelle emner, eller også hygger jeg mig med en associationsleg. I er stadig mere end velkomne til, at komme med forslag - men husk nu mit vigtigste kriterium: jeg kunne godt. 



I weekenden var der MTV Movie Awards, et awardshow der til tider er lidt undervurderet, og som mange mennesker gør lidt grin med; alt dette sker blandt andet fordi priserne er kendt for, at gå til de, af anmeldere, udskældte film. Twilight og des lige er således løbet med en del af de 'store' priser, men det er jo klart, når nu det er teenagere der stemmer. Men jeg synes nu ikke at MTV Movie Awards er så skidt endda, for hvor ville vi ellers se en pris, der er som lavet til denne blog og dens publikum? Jeg taler selvfølgelig om prisen for 'Best Shirtless Moment' - seriøst, den pris er jo lavet med Mandags-Hottien in mente. 

I år gik prisen til en flot, ung mand. En mand jeg har haft et crush på, siden hans velmagtsdage (for det var hans velmagtsdage, hvis i spørger mig) i High School Musical. 

Ugens Mandags-Hottie er den altid skønne, altid frejdige Zac Efron. 







God Mandag!

Ps. Det her er sikkert gået helt galt, for jeg blogger fra en iPad der hader mig. 

fredag den 11. april 2014

En Fangirl i Praktik

Jeg har et usundt forhold til kendisser; det er sådan set lige meget om det er reality'stjerner', skuespillere, ministre eller lignende. Hvis jeg genkender folk på gaden, og jeg ikke var forberedt på at de ville være i nærheden, så går jeg lidt i koma.

.. Der var også en enkelt gang, hvor jeg cykler forbi en mand, jeg ved kender ham et sted fra, så jeg beslutter mig for, at jeg hellere lige må sige hej - så det gør jeg. Han hilser tilbage, og ser lidt forvirret ud, men jeg tænker at min ryg er fri, for nu har jeg i det mindste ikke pisset nogen af ved at glemme at hilse. Senere gik det så op for mig at manden var LOC, men fuck it. Ingen broer brændt den dag i hvert fald.

Det var et sidespor - jeg har ufatteligt svært ved at holde mig til en historie, forstår i. 

Men, nu er jeg i praktik. Jeg har været heldig at få en plads ved Dansk Forfatterforening, og jeg elsker det. Foreningens medlemmer er mine forfatterhelte, og det er ikke længere mærkeligt at rende ind i de mennesker, man står i kø for at se til bogforum.

Needless to say: Jeg har haft utroligt svært ved at styre min begejstring. Men det er lykkes. Eller, når jeg siger at det er lykkes at skjule min begejstring, mener jeg, at jeg er styrtet ind på mit lille kontor og har udført en lille glædesdans.

Og så har jeg ringet til min mor bagefter, og det er jo skørt, for hun ved ikke hvem halvdelen af de mennesker er, men som enhver anden god mor, griner hun lidt, og siger: "Årh det var godt, det er stort for dig." Mens jeg forestiller mig at hun febrilsk googler navnet bagefter (men nu hvor jeg tænker over det, så er hun heller ikke så stærk i google - undskyld Momsi-Prut).

Men det var det der med holde sig til en historie. 

For, og hold nu fast, om 13 dage (T R E T T E N  D A G E!) skal jeg lege projektleder (eller jeg leger det ikke mere, jeg er faktisk projektleder (ish)) til et arrangement med min helt store helt, manden der har skrevet om min hjemstavn, manden som har fået mig til at løbe igennem en fyldt hal, for at få en plads på første række, manden der har stået to meter fra mig, mens jeg har hvinet som en lille tøs og ikke turde sige noget, helten over alle helte.

Erling Jepsen. Seriøst, jeg lyver ikke engang. Jeg har skrevet til Erling (ingen grund til at bruge efternavnet længere, vi er jo næsten bedste venner), og spurgt om han ville være gæst i Den Røde Sofa, det ville han frygtelig gerne, og han sagde ikke bare ja. Nææææh, Erling har kaldt mig "Kære Heidi". K Æ R E! Fordi det er jeg jo, jeg er hende den kære (og helt fabeltagtige) praktikant, som man ikke kan sige nej til.


Prøv lige at få mig ned på jorden igen. 


Ps. Jeg har selvfølgelig tænkt mig at slæbe alle mine bøger med (for dem har jeg da altid med), og få ham til at skrive i dem. 

Pps. Igår legede jeg vært på et arrangement med ingen ringere end Naja Marie Aidt. Ja, jeg namedropper - fordi jeg kan. 

mandag den 7. april 2014

Mandags-Hottie #8

Jeg ved ikke om det er de lyse morgener, dagene der bliver længere eller hvad det er, men pludselig har jeg ikke længere et indædt had til mandage. Eller, jeg ved jo godt hvad det er, det hænger unægtelig sammen med den tjans, jeg ganske frivilligt har påtaget mig. Mandag = nøgenhed, og jeg fucking elsker det. 

I fredags fik jeg endelig set Frozen, jeg ved godt, at jeg er voldsomt bagud, men nu er jeg i det mindste med igen. Jeg forelskede mig selvfølgelig lidt i den søde Kristof, og kom i den forbindelse til at tænke på mine helt tidlige 'forelskelser'. 

Hurtigt måtte jeg sande, at jeg i mange år gik rundt og var forelsket til op over begge ører i.. animationsfigurer. Lille Heidi kastede ganske enkelt al sin kærlighed på fiktionelle karakterer - og nu hvor jeg tænker over det, så gør jeg det stadig. 

Jeg vil ikke benægte min kærlighed til disney prinserne, for jeg vil vove at påstå, at vi alle har haft det sådan. I stedet vil jeg kåre, vores alle sammens disney prinser til ugens Mandags Hottie. Men fordi jeg er mig, har jeg selvfølgelig brugt tid på, at finde de beskidte versioner.







God mandag! 

Og ja, jeg har lagt mærke til de ordentlige buler, de kære disney prinser er udstyret med - men det hører sig ganske enkelt et helt andet indlæg til. 

søndag den 6. april 2014

Kliché

I går var jeg ude at løbe, i dag har jeg planlagt en la(aaaa)ng cykeltur, jeg har hentet app'en 7 minute workout, og jeg er gudhjælpemig gået med på den der latterlige 30 day squat challenge.

Motion er godt, det siger alle eksperterne, og det ved jeg da også godt. Det er ikke det der er klichéen. Næh det er nærmere grunden til, at jeg pludselig begynder på et 'motionsprogram' (som jeg forhåbentlig fortsætter med). 

Ser I, der er ti års jubilæum på min efterskole om en måned og fire dage. Det er tæt på. Og jeg vil, koste hvad det vil, se pisse hamrende godt ud. 

Jeg er ikke overvægtig, og jeg er ikke utilfreds med min krop - den er måske lidt blød, og kunne helt klart godt bruge noget sol, men jeg er fint tilfreds (det hjælper måske at jeg aldrig går på vægten). 

Alligevel er jeg landet hovedkulds i klichéen over dem alle, Præ-reunion-udseende-besættelse (det findes altså). 

Det værste er, at de mennesker ser jeg faktisk ret tit. Vi har været gode til at holde kontakten, til at holde årlige fester, og vi er en lille gruppe derfra, der prøver at ses et par gange om året. Men alligevel synes jeg det er anderledes denne gang. 

Men det er jo åndssvagt, for det er de samme mennesker. Der er en ekskæreste eller to, der er gode veninder, gode bekendte, fantastiske lærere, og fyre man er kommet lidt for tæt på, når alkoholen har gjort det alkohol nu engang gør. 

Den eneste forskel er, at det denne gang er ti år siden vi stoppede på efterskolen. Det er lidt af en mærkedag (en af dem der får mig til at føle mig tudsegammel). Det er nu slaget virkelig skal stå: Hvad laver vi? Hvor langt er vi kommet? Hvad skal vi nu? 

Og eftersom jeg hverken kan fremvise lottogevinst, barn, mand, hus, volvo, bogudgivelse, (helt) færdig uddannelse eller andet klichéagtigt succeskriterie, vil jeg eddersparkeme kunne fremvise en flad mave. Basta.