mandag den 31. marts 2014

Mandags-Hottie #7

Åh mit kære mandagsprojekt. Det er blevet lidt af et hjertebarn for mig. Men for at være helt ærlig, er det også lidt af en hæmsko. For jeg bruger nu mine mandage på, at tænke på flotte, uopnåelige og fantastiske mand. Og når man skal forestille at være verdens bedste praktikant nogensinde, så går det ikke at man bruger mandag formiddag på, at stirre drømmende ud i luften, og når man bliver spurgt hvad man tænker på, så skal man ikke svare: "Ryan Gosling/Robert Pattinson/Johnny Depp nøgen" eller des lige.


Dagens mandags-hottie ryger igen uden for hele den her "det skal være aktuelt" idé, jeg har. Men jeg har igen tyet til min associationsleg. 

Min veninde Mel er blevet gift i weekenden - Mel mødte jeg, da jeg gik i skole i Australien - I Australien er der flotte surfertyper - Surfertype - Australier - G'day Mate - Chris Hemsworth! 








Hvis i har forslag til en mandags-hottie, så sig endelig til - enten på mail eller i kommentarfeltet; måske tager jeg dem med. Hvis de vel og mærke opfylder mit vigtigste krav: Jeg kunne godt.

søndag den 30. marts 2014

Jeg er ikke bitter


Jeg ved, jeg ikke er den eneste der har en venneliste på facebook der er spækket med "venner". Der er folk, jeg ikke rigtig snakker med længere, og måske ikke engang ville hilse rigtigt på, hvis jeg mødte dem på gaden. Der er folk, jeg ser dagligt og elsker at se opdateringer fra. Der er et par ekskærester hist og her, som jeg er på rimelig god fod med. Og der er, hvad jeg kærligt kalder, 'mine bedste venner'.

'Mine bedste venner' er de folk jeg ikke rigtig snakker med længere, fordi jeg ikke gider. Men jeg nægter også at slette dem fra min venneliste af mange forskellige grunde. Nej, faktisk kun af en eneste grund.

Jeg. Er. Meget. Sejere. End. Dem.

Det kan være de forfærdelige kællinger fra folkeskolen, som gjorde mit liv til et helvede (og nød det), som nu ikke rigtig kan finde deres ståsted i livet, eller måske bare er endt et lidt uheldigt sted, og har taget til takke med det. 
Det kan være en person, som man aldrig rigtig har brudt sig om, men man rendte altid ind i vedkommende, og vennekredsen er den samme, så man er venner på facebook af pligt, høflighed og, vigtigst af alt, nysgerrighed. 
Der er også enkelte mennesker som jeg udelukkende beholder på listen, fordi de altid sørger for (ganske uvidende) at jeg har noget at snakke med min mor/gamle folkeskole veninder/nye veninder/den gamle mand ved bussen om. 
Det kan også være en person som tidligere har pisset dig voldsomt op og ned ad ryggen, og du har aldrig lagt skjul på, at du ikke rigtig gider snakke med vedkommende mere. Men du nægter også at slette dem fra din venneliste, for du vil frygtelig gerne have at de ser dig have det godt - uden dem i deres liv. Samtidig er du nået til den konklusion, at skal venskabet afsluttes sådan helt 'facebook-officielt', må det da for helvede være vedkommende, der skal have 'fornøjelsen' af at indse, at vedkommende har været jordens dårligste ven - og dermed trykke 'slet', og se venskabet forsvinde ud i det sorte hul der er, internettet. 

Altså, jeg er ikke bitter eller noget. 

Selvfølgelig er der (som jeg allerede har nævnt) også en ekskæreste eller to, at finde på min venneliste. Men det er alle sammen ekskærester som jeg er på nogenlunde god fod med... Troede jeg. 

For nylig opdagede jeg, rent tilfældigt, at én af de ekskærester, jeg troede, jeg var på god fod med, havde slettet mig fra sin venneliste. Og det er da også alt sammen meget fint, så meget snakker vi jo heller ikke sammen, han bor trods alt rigtig (som i R I G T I G) langt væk, og jeg ser ham aldrig. Det er jo heller ikke fordi vi har noget til fælles, og vi kender jo heller ikke hinanden længere. Så det er da helt okay at han har slettet mig fra sin venneliste - hvis man altså ser bort fra det faktum, at han knuste mit hjerte, mens jeg befandt mig i et andet land, sammen med ham, og først havde flybilletter til en uge senere, og det derfor måske havde været fair, hvis det var mig der kunne slette ham, og lade internettet æde vores venskab og mindet om ham op.
Men jeg er ikke bitter, nej da. 

Moralen? Tjo.. Sørg for at slette 'dine bedste venner' fra din venneliste, før de sletter dig. Eller vær lidt mere voksen end mig, og lev med, at folk forsvinder ind og ud af dit liv. Men altså.. Det er nemmere bare at slette dem først.


tirsdag den 25. marts 2014

Mandags-Hottie #6

Jeg ved godt det er tirsdag i dag, og jeg ved godt at Mandags-Hottien bør komme om mandagen, og der er åbenbart nogen af jer, der venter på dette indlæg (host-host og dobbelt host-host), og jeg har ingen undskyldning (og behøver vel heller ikke nogen) for min noget ustabile blogging på det seneste. Men jeg er jo også selv ret glad for mit lille stykke af internettet, og da i særdeleshed de mandags mænd (og kvinder) jeg får lov at trawle igennem for jeres (mest min) skyld. (Jeg skal lære at droppe alle de parenteser).


I søndags var jeg i biografen og se Monica Z, det er en dejlig svensk film om den svenske pendant til Dirch Passer (sådan næsten i hvert fald). Den er faktuelt 100% forkert, men som selvstændig historie og film er den rigtig godt lavet. Det var ikke ligefrem fordi, at filmen var proppet med lækre mandfolk - en enkelt af dem var da meget sød, men ikke Mandags-Hottie materiale. Det gjorde hele det her "aktuel" Mandags-Hottie til lidt en prøvelse; så derfor kører vi i denne omgang en associations-hottie. 

Monica Zetterlund --> Svensk --> Sverige 

Og mere behøvede jeg ikke. 

Det kan selvfølgelig ikke være andre end vikingen over dem alle: Aleksander Skarsgård. 








tirsdag den 18. marts 2014

Pendlerbekendelsen

Vi forsager bilen, al dens benzin og al dens brobizz. 
Vi tror på offentlig transport,
den almægtige, kilde til frustration og glæde. 
Vi regner med Magnus Heunicke, transportminister, vor Herre,
som er undfanget ved DSB, født af Movia, pint under Arriva, forvirret, sød og ihærdig,
kører selv i tog, og tweeter om forsinkelser og rejsekortserstatninger,
siddende på første klasse, som den almægtiges højre hånd, hvorfra han dømmer pendlere og trafikselskaber,
og på lyntoget,
det hellige almindelige klapsæde,
pendlernes ærværdighed,
thermokoppens hellighed
og ingen forsinkelser. 

IC4. 




mandag den 17. marts 2014

Mandags-Hottie #5

I dag vil Mandags-Hottie tage en lidt anden form. Jeg har tænkt og tænkt, og jeg har simpelthen ikke kunne komme op med en mand der var bare en lille smule aktuel; det er nemlig det jeg prøver på, om det så er en fødselsdag, eller en mere personlig grund til at de er aktuelle, er for så vidt ligemeget.

I den forgange uge skete der ikke så mange ting på lækker-kendis-fronten, så jeg var i syv sind. Skulle jeg tage en sikker vinder? (The Dicaprio og lignende) Skulle jeg gå efter en Golden 'Oldie'? (Clooney) Eller skulle jeg insistere på noget semi-aktuelt og dermed lade det være en dansk kendis? (Remee).



Jeg droppede dem alle, og gik i en helt anden retning. For de af jer der læser med hos Miriam, er dette ikke en nyhed; i denne uge kom den længe ventede Veronica Mars film endelig i biograferne rundt omkring, selvfølgelig ikke i Danmark, men den kan købes digitalt allerede nu. Jeg har ventet spændt og var mildest talt lykkelig, da udgivelsesdatoen endelig kom.

Jeg har endnu ikke set filmen (jeg har en plan om at binge-watche alle sæsoner af serien først, for at komme i den rigtige stemning), men jeg ved den vil være fantastisk - og derfor tør jeg godt hylde den allerede nu.

Det er også fra castet at vi skal finde denne uges Mandags-Hottie. Der er tale om et styks meget veldrejet og uendeligt smukt eksempel på den menneskelige race.

Jeg taler selvfølgelig om en af de få kvinder i denne verden, der engang imellem kan få mig til at tvivle på min egen seksualitet: Kristen Bell.





Desuden er det svært ikke at holde af en kvinde, der er så glad for dovendyr: 


I næste uge skal jeg nok komme med et godt stykke mandfolk. 

lørdag den 15. marts 2014

Den Udødelige Nicolas Flamels Hemmeligheder, Michael Scott


For nylig vendte jeg sidste side i en af de bedste og mest gennemførte fantasyserier, jeg længe har læst: Den Udødelige Nicolas Flamels Hemmeligheder af Michael Scott.

Nicolas Flamel er ikke hovedpersonen, men legenden om ham og hans kone Perenelle er grundstammen for hele historien. Nicolas Flamel er i besiddelse af Codex, en bog der rummer mange hemmeligheder og kan ændre verdenshistorien hvis den ender i de forkerte hænder, på trods af at den kun er 21 sider lang. 

Nicolas og Perenelle har levet mange menneskealdre i næsten hele verden, og i næsten hele deres levetid, har de ledt efter legendens tvillinger. 

Legendens tvillinger er en dreng og en pige, og de har en perfekt aura af henholdsvis guld og sølv. De er utrolig magtfulde og kan enten redde eller udslette verden. Men, som i enhver anden serie, så ved de det ikke - til at starte med i hvert fald.

Nicolas og Perenelle lever et stille liv i San Francisco. Han har en boghandel og hun arbejder i en lille café. En dag dukker Dr. John Dee op for at tilrane sig Codex, og Nicolas tvinges til at bruge sine kræfter for at beskytte Codex, og i forlængelse heraf, verden. 

I boghandlen arbejder Josh Newman, og han er vidne til seancen mellem Nicolas og John Dee. Nicolas redder resterne af Codex og flygter sammen med Josh. Men ikke før de har hentet Josh' tvillingesøster, Sophie. Hun arbejder på den anden side af gaden i samme café som Perenelle. 

Sådan starter historien om legendens tvillinger, og derfra stikker det helt af. Der er som sagt seks bind i serien, og hvert bind strækker sig kun over 24 timer. Ligeledes hinter hvert binds titel til hvilken persons viden/historie der er vigtigst i det enkelte bind. I løbet af serien udvides persongalleriet en del, og der kører derfor mange historier parallelt med hinanden, men Michael Scott formår at holde det hele kørende uden det bliver forvirrende. 

Alle personer i historien, på nær tvillingerne, er personer vi kender fra diverse legender og myter. Enkelte personer er også virkelige personer fra flere hundrede år siden, vi møder således en yderst ucharmerende William Shakespeare og en vred og forvirret Niccoló Machiavelli. Alle de her virkelige og uvirkelige, men ikke desto mindre kendte, menneskers historier skal vikles ind i hinanden og passe sammen, og alt det formår Michael Scott. 

Det hjælper helt sikkert at vide bare lidt om, og interessere sig for, myter og legender; men resten kan man google sig til, hvis man altså er virkelig nysgerrig ligesom mig. 

Læs den hvis du elsker fantasy, legender og myter. Læs den hvis du vil nyde noget let læsning men en god historie. 

onsdag den 12. marts 2014

Helga; en afgørelse

Vi skal have afgjort hvad der skal ske med Helga. Jeg har været meget i tvivl, skal hun dø eller skal hun leve?

Og hvordan skal jeg afgøre sådan noget? Skal jeg bare trække lod? Skal jeg lave en afstemning? Skal jeg spørge en uvildig part, og lade den beslutning råde?

Men så kom det til mig; Vi lader skæbnen bestemme! Og nej, det her er ikke noget spirituelt: 'lad os lede efter et tegn fra gud'. Nej sgu, når jeg siger skæbnen, mener jeg skæbnen!


Helga skal nemlig spille russisk roulette.




Smart ass Helga



Helga er ikke så smart længere. Shit just got real!


Men okay, fuck it. 


Helga lever! 

.. lidt endnu

tirsdag den 11. marts 2014

Mandags-Hottie; en forklaring

Maja siger at Mandags-Hottie'en er faldet i eyecandy-kvalitet. Jeg vil stædigt holde fast i, at de tidligere mandagsmænd alle er nogen urimeligt flotte fyre; vi var vist alle rimelig enige om at Jared Leto fortjente en plads. Men okay, Matthew Mcconaughey delte vandene ret meget.

Men, jeg vil gerne forklare hvorfor eyecandy-kvaliteten måske er faldet lidt i forhold til hvad jeg før har delt. Ser i, mit syn for mænd har været rimelig sløret det sidste stykke tid. Jeg har ganske enkelt ikke kunne se skoven for bare træer. For mig var en mand en mand, og de havde alle deres ret, i og med jeg ikke engang havde talt med en af slagsen i lang tid.

Men bare rolig, tågen er lettet.
(Jeg får lyst til at skrive: wink-wink)
Og lad mig hermed slutte med mit, og vist også jeres, favorit gifset (det bliver aldrig gammelt - og hvis i er trætte af det, så gider jeg ikke høre på det) - som kompensation.






mandag den 10. marts 2014

Mandags-Hottie #4

Det er tid til endnu en omgang Mandags-Hottie. Det er, hvis jeg selv skal sige det, den bedste idé jeg nogensinde har fået. Mine mandage bliver meget bedre af at google [hvem end jeg nu vælger] shirtless/naked/compromised/gorgeous (okay det gør jeg alle dage - men mandag giver det mening). 

Jeg har i dag brugt tid på at finde en kendis med græske aner (don't ask). Og så faldt jeg over ham; Min teenagetids Adonis. Manden jeg, for en kort stund, elskede højere end Jack Dawson (det var dengang jeg troede skuespillere var den rolle de spillede).

Manden som altid vil have bedre hår end hele verden (og den eneste mand der reelt har kunne bære en mullet). Manden som kan bære en læderjakke som kun få kan. Manden som gjorde stramme t-shirts til det mest sexede i verden.

Jeg taler selvfølgelig om Uncle Jesse; Mr. John Stamos. 
God mandag de damer! 


Business in the front party in the back, og stadig freaking fantastisk!





Ps. Helgas skæbne bliver afgjort i morgen. 

onsdag den 5. marts 2014

Helga og Joken der Faldt til Jorden


Helga er syv år. Helgas 'ejer' kan godt lide at vinkle sine svinere, så de er lidt subtile. Men en gang imellem er svineren, og dermed joken, lidt for subtil - og så er det at pointen går lidt tabt. 

For eksempel var Helga en fiktiv person indtil for fem minutter siden. Helga var et fantasiobjekt, der skulle bruges til at få folk til at forstå, at hende der Heidi bliver edderspændt fucking rasende når folk ikke fatter hvor de skal stå på rulletrappen. Hende der Heidi havde nemlig engang læst en artikel, hvor en pædagog-fillergøj sagde, at mennesker har nemmere ved at forstå visse budskaber, hvis det sker på en børnebogsfacon. Derfor opfandt Heidi Helga, og tænkte hun kunne blive det næste store hit, lidt ligesom 'Totte' og 'Mette' bøgerne. Men Helga tror måske, at det ikke var alle der forstod den. 

Nogen synes endda at historien var lidt sørgelig, og nogen (jeg snakker til dig Miriam) troede endda at Heidi måske var Helga. Men Heidi og Helga er ikke den samme (nu er vi). For Heidi ved godt hvordan man skal opføre sig på en rulletrappe, det gør Helga ikke - så Heidi synes faktisk slet ikke at I skal have ondt af Helga; det er nemlig Helgas egen skyld (eller måske hendes mors). 

Så det jeg (Heidi) prøver at sige er: 1) Stå nu til højre og gå nu (please please PLEASE) til venstre, 2) Jeg var ikke Helga igår, 3) Men det er jeg lidt i dag, 4) Jeg forventer ikke i skal forstå hvad jeg snakker om, jeg tabte mig selv for ti linjer siden. 

Lille 5'er) Skal Helga dø nu? Eller må hun godt komme tilbage en anden dag?

tirsdag den 4. marts 2014

Helga og Rulletrappen


Helga er syv år. Helga kan godt lide at være på banegården, hun kan nemlig godt lide at kigge på tog og folk på rulletrappen. 

Helga er faktisk ret glad for rulletrappen. 

Helga kan ikke læse endnu, men det kan Helgas mor. Så Helga beder hende altid om at læse ting højt. Men Helgas mor gør det ikke altid. En gang imellem siger Helgas mor bare: "at det ikke er noget vigtigt.", det siger hun mest når hun er rigtig træt. Så Helga ved ikke altid hvad der står rundt omkring, men det er jo også ligemeget, når nu det ikke er vigtigt. 

Helga er aldrig alene på rulletrappen, hendes mor er altid med. Helga har lagt mærke til, at folk nogen gange bliver lidt sure på rulletrappen, de vrisser af hinanden, men Helga kan ikke høre hvad de siger for de voksne er så høje. Hun kan bare høre noget med "Højre og venstre", men det kan da ikke passe at de øver højre/venstre på rulletrappen. Det er da sådan noget man gør i Føtex med sin mor. 

En dag er Helga på banegården med sin mor og lillebror, klokken er omkring fire om eftermiddagen, mor kalder det "muddertid" eller sådan noget, det forstår Helga ikke helt. 
Lillebror er ikke så stor endnu, så han er i klapvogn, så han ikke bliver så hurtigt træt. Når klapvognen er med skal man med elevatoren, men Helga vil meget hellere køre med rulletrappen. Mor er træt i dag, så hun gider ikke diskutere, og giver derfor Helga lov til at køre på rulletrappen alene: "Men du må ikke lege eller løbe på den!". 

Helga tænker at det da var en dum besked, for rulletrappen i sig selv er den bedste leg Helga kender, og hvem gider løbe på rulletrappen, når den fører dig lige derhen du vil, helt uden du behøver at bevæge dig? Skøre mor. 

Helga står foran rulletrappen, da en mand går ind i hende. Han siger ikke undskyld, eller det gjorde han sikkert, Helga kan nok bare ikke høre det helt dernede hvor hun er. 
Så går Helga op på trappen, og så bliver hun ført opad - Helga elsker rulletrappen. Hun står ved siden af en dame som ikke engang gider kigge på Helga. 

Helga kan høre at der er nogen der snakker om højre og venstre igen; det er altså skørt at folk skal lære det på rulletrappen. Så er der nogen der prikker Helga på skulderen, Helga vender sig om og kigger lige ind på et kæmpe knæ. Hun når ikke at finde ud af hvad manden ville, for så har han presset sig selv forbi hende. Hun hørte ham sige noget; det lød lidt som "lær at læse", men altså Helga er jo i gang - efter sommerferien kan hun helt sikkert læse selv. 
Så er der nogen der prikker Helga på skulderen igen, men Helga når ikke at reagere før der er nogen der bare flytter hende. Faktisk vælter Helga næsten, og så kommer der virkelig mange og vil forbi Helga, de snakker alle om højre og venstre og "muddertid", og Helga forstår ingenting. Der er nogen der peger på det der står på rulletrappen, men det kan Helga ikke læse endnu.  

Så er der nogen der råber at Helga skal flytte sig, så det gør hun, men det går lidt stærkt så hun vælter da hun når til toppen. Det gjorde ikke særlig ondt, men Helga blev altså bange, så hun begynder at græde. Så kommer Helgas mor rundt om hjørnet, hun samler Helga op, men hun trøster ikke Helga - Mor kigger på menneskene på rulletrappen og undskylder: "Hun kan ikke læse så godt endnu."
Så tager mor Helga i hånden og siger: "Helga, man står til højre og går til venstre på rulletrappen, det må man ikke glemme, vel?"

Helga glemte det aldrig igen. Stå til højre. Gå til venstre. 

mandag den 3. marts 2014

Mandags-Hottie #3

Jeg stod troligt op klokken 02.30 +/- i nat, satte mig til rette og zappede hen på TV2 (næste gang streamer jeg, hvis de to irriterende anmeldere er med igen).
Jeg skulle selvfølgelig se oscar showet; det slutter som bekendt omkring klokken 06.00, præcis 1 time og 22 minutter inden mit tog til praktikken går - så jeg gik direkte i bad og tog afsted; og derfor er jeg egentlig på vej i seng nu, men jeg har noget jeg lige skal nå først - jeg ved (tror) i er mange der venter på det her.

Showet bød ikke på de store overraskelser, det var en hyldest af de bedste, og Ellen Degeneres styrede showet som kun hun kan. Alt var godt.

Men nu skal vi til en endnu vigtigere pris: Denne uges Mandags-Hottie - vi ved alle sammen godt, at den er meget mere prestigefyldt end en oscar. Jeg har ikke nomineret nogen, men jeg vil som i sidste uge blive i oscarverdenen. Sidste uge gik titlen til Matthew Mcconaughey - noget der delte vandene en smule, men det kan jeg sådan set ikke tage mig af her på mit lille stykke af internettet (sorry not sorry), så jeg fortsætter med en Mandags-Hottie, der sikkert også deler vandene - regner jeg med.

Jeg taler selvfølgelig om vinderen af Bedste Mandlige Birolle: Mr. Jared Leto. Han er en mand der rocker mange forskellige looks, og han vil altid have en plads i mit hjerte. Han kan bære hvad-som-helst (måske lige bortset fra albinolooket i Fight Club (og 50 kg tynd transkønnet junkie)), og så har det vist sig at jeg er rigtig glad for det langhårede grunch-boheme look han har gang i nu (er det overhovedet en stil, eller finder jeg bare på ting nu?). Ikke desto mindre er han skøn. S K Ø N!







Desuden gav han igår en af de absolut bedste takketaler


Og sidst men ikke mindst, så laver manden også rigtig god musik.

Måske jeg bør have to bodypillows.