torsdag den 31. oktober 2013

Flyt dig!

Når jeg skal i biografen, vil jeg allerhelst sidde yderst eller på sofarækkerne, dem med mest benplads i ved. Hvis jeg kan komme til det, vil jeg også rigtig gerne sidde tæt på døren, ikke så jeg får træk, men tæt på alligevel. Heldigvis er jeg ofte den der bestiller billetter når der skal arrangeres en tur i biografen, så 9 ud af 10 gange sidder jeg på min foretrukne plads - og mine veninder har heldigvis accepteret dette, og bestiller således efter det. 

Når jeg skal ud at flyve, er jeg et af de få mennesker der ikke gider sidde ved vinduet. Jeg vil heller ikke sidde i midten, jeg vil hellere have en gangplads, også selvom det betyder at jeg får blå mærker på knæene, når jeg bliver torpederet af stewardessernes åndssvage vogne. 

I toget og bussen vil jeg også helst sidde yderst, også selvom min sidekammerat skal af først. Jeg vil bare sidde yderst. Jeg kan sagtens sidde ved vinduet, hvis der vel at mærke ikke sidder nogen i sædet ved siden af mig. 

Når jeg har overnattende gæster, insisterer jeg også på at sove yderst. Jeg skal være meget træt/fuld for at tage den inderste plads. 

Det handler ikke om at jeg kan brede mig lidt mere. Det handler ikke om, at jeg lider af en eller anden form for klaustrofobi - jeg har intet problem med små rum uden vinduer, elevatorer eller des lige. Nej sgu. Jeg er bare pisse-fucking egoistisk. 

Jeg har en idé om, at skulle der ske noget; flyet styrter ned, toget afspores, bussen kører galt, biografen brænder eller gulvet styrter væk under min lejlighed, så kommer jeg først ud, hvis jeg ligger yderst. 

Hvis jeg er yderst er der intet foran mig til at stoppe mig; det skulle da lige være en brændende pæl eller lignende, men stadigvæk, der er ingen mennesker mellem mig og udvejen. Jeg har altså en bedre chance for at overleve ved at sidde, stå og sove yderst - det har jeg i hvert fald overbevist mig selv om. Så skulle det gå galt en dag, så løber jeg stærkt, og jeg kigger mig nok ikke tilbage. 


søndag den 27. oktober 2013

Svigermors drøm

Man kalder ham SødFyr20År. Han er vist egentlig 22, men 20 er sjovere. Han er sød, meget sød; nogen ville nok mene at han er for sød. Han er flot, som i virkelig flot; veltrænet og udstyret med fuck-me-now lines (du kender dem nok som Adonis-linier, men her i byen kalder man dem fuck-me-now lines, fordi, ja du gættede det, man bare tænker "fuck me now").

Mor, du skal ikke læse videre herfra.


Men SødFyr20År er en god dreng, en rigtig god dreng. Så selvom han smider sig i sengen ved siden af En, og kysser En indtil man får ondt i læberne, så er det ikke ensbetydende med, at Man har mindblowing sex resten af natten. Nej nej. Nogen gange vågner Man bare med virkelig ondt i læberne. 

Måske har Man endda haft fornøjelsen af hans læber tidligere, hvor han måske snavede En i gulvet, og løftede En op af væggen og kyssede lidt mere på En. Men SødFyr20År er meget forvirret og meget genert, og så må Man jo vente, give ham lidt tid. Man venter gerne (på trods af visse omstændigheder), for han har jo fuck-me-now lines. 

Man og En kan være hvem som helst, det behøver da ikke være mig, nej da. 




torsdag den 24. oktober 2013

Jeg er ked af at sige det

Men jeg er altså pissehamrende træt af, at alt i mit fjernsyn, i mine aviser og i diverse newsfeeds skal handle om kræft. Jeg ved godt at sygdommen er noget værre lort, at der skal forskes mere i det, at der skal gøres noget, og at der skal penge til; penge som bedst kommer ved indsamlinger og donationer. Men for helvede da.

Jeg ved godt at der er historier der skal fortælles, at menig-mand-Danmark skal forstå at sygdommen netop rammer menig-mand-Danmark; og det forstår man bedst ved at se det. Men jeg gider ikke se på det hele tiden. Konstant og hele tiden får man smidt i hovedet: "Det her rammer alle", "Så og så mange mister livet hvert år", "så og så mange børn mister deres forældre", og så fucking videre.

Det er sgu nok en lidt kontroversiel udtalelse, men jeg gider ikke høre på det mere. Jeg behøver ikke en konstant reminder om, at alt det de snakker om, har ramt min lille familie. Jeg gider ikke have ondt af alle de andre, når jeg allerede har brugt tid nok på at have ondt af mig selv og min lille familie.

Jeg er efterhånden blevet iskold når folk taler om det. Jeg er normalt meget rørstrømsk, men jeg tuder ikke når jeg ser et program om en kræftramt, der lige har fået at vide at kræften har spredt sig; engang imellem tager jeg mig faktisk i at tænke "nå okay", og skifte kanal. Jeg kan simpelthen ikke tage mig af det mere.

Jeg ved godt at videre forskning også er til gavn for mig, og ikke kun alle de andre; med to forældre der begge har været ramt af kræft, er det måske meget godt for mig, at de ved lidt mere om sygdommen nu, og endnu mere imorgen, men det er der da ikke nogen der behøver at minde mig om hver eneste dag.

Jeg er da enormt glad for, at der hvert år er så mange danskere der vælger at støtte kampen mod kræft, men behøver vi at gøre det til et fucking underholdningsprogram? Behøver vi have en uge, hvor vi kun snakker om, at vi alle faktisk kunne få en dødsdom imorgen?

Jeg ved også godt, at jeg jo ikke behøver at tage mig af de ting jeg ser i fjernsynet, at jeg jo egentlig ikke behøver at blive rørt eller lignende. Men jeg bliver faktisk pisse sur når det ikke rører mig; for hvordan kan det være, med en mor der har været syg og en far der ikke overlevede, at jeg kan være så ligeglad? Det må være fordi jeg er mættet.

onsdag den 23. oktober 2013

Når Heidi er ved tandlægen

Igår skulle jeg til tandlægen. Jeg er ikke bange for tandlæger, og jeg er begyndt at gå regelmæssigt igen. Men jeg bor lige overfor min tandlæge, så jeg ser alle de mennesker der kommer grædende, ømme og fattige ud fra klinikken; det sætter en naturlig skræk i livet på mig og min pengepung.

Igår var det så min tur. Jeg tog pænt plads i venterummet og blev hentet ind ret hurtigt.

Det hele starter med en "Nå Heidi, har der så været nogle problemer siden sidst?" Jeg svarer troligt "Ikke andet end den der visdomstand der stadig vokser, og gør lidt ondt en gang i mellem, ikke noget voldsomt."

Stolen bliver vippet, og tandlægen går i gang. Hun vil lige rense mine tænder. "Go right ahead" tænker jeg. Og så starter det ellers. Lyden af negle på en tavle, kuldegysninger, gåsehud og generelt ubehag. Hver eneste chance jeg får til at synke, tager jeg. Så begynder hun på visdomstanden, det gør sgu lidt ondt. Da jeg har et halvt sekund uden et fremmed menneskes fingre i min mund, siger jeg: "Altså, nu har jeg jo allerede sagt den er lidt øm, kunne vi måske lige give den to minutters pause?" Tandlægedamen svarer: "Nu skal jeg jo tjekke den," og stikker fingrene i min mund. Men jeg når ikke at registrere, at fingrene er tilbage i min mund, før jeg prøver at sige: "Ja, men bare lige et sekund, så jeg kan åbne munden resten af dagen."
"Heidi, det er ikke så godt at du snakker mens jeg har fingrene i din mund." (hun har stadig fingrene i min mund på det her tidspunkt, men jeg vælger da at svare hende alligevel (eller jeg prøver)) "Ja, men det er bare fordi.."
"Heidi!"
"Mmmmh, Ooongyl."

Torturen fortsætter lidt endnu, og min stakkels visdomstand skriger inde i min mund. Endelig rykker hun videre, og det er så her det bliver rigtig mærkeligt. Jeg ved ikke om i kender det, men når der er et fremmedlegeme i ens mund i længere tid, så vil tungen (eller min tunge) gerne undersøge det. Jeg registrerer hvad min tunge har gang i, og jeg prøver med al min magt at stoppe den, men min tunge har en mission. Den må og skal slikke på min tandlæges fingre. Ja, det skal den altså, så det gjorde den. Åh gud.

Min tandlæge lod heldigvis som ingenting, jeg tænker at hun har prøvet det før. Men min tunge stopper ikke her, den vil også rigtig gerne undersøge det der mærkelige spejl, så det gør den da. Jeg prøver igen at stoppe den, men til ingen verdens nytte. Til sidst tager min tandlæge spejlet ud, og pudser det, lige i min synsvinkel - jeg tænker, det var hendes personlige hån.

Spejlet, og fingrene, ryger ind igen, og min tunge går i gang igen. Jeg kan stadig ikke stoppe den, og jeg vælger at give op, lukke øjnene og lade som ingenting. Min tandlæge tager sagen i egen hånd, og fikserer min tunge med spejlet, for at kunne fortsætte sit arbejde. Great.

Hun arbejder igen på den der skide visdomstand, mens jeg prøver at telepatere at jeg ikke tænder på smerte, og om hun ikke godt vil holde op. Da hun pludselig siger: "Ja, Heidi, der er et hul i din visdomstand. Du skal beslutte om den skal hives ud eller om du bare vil have fikset hullet."
Jeg sidder helt stille, og begynder straks at overveje hvilke af mine ejendele jeg kan sælge, for at få råd til det her.

Jeg bliver sendt ud, og bestiller hurtigt en ny tid. Min visdomstand hader mig for det, min tunge glæder sig af helvedes til - tænk sig, det kunne jo være der også var en klinikassistent; uudforskede fremmede fingre. Oh joy.

Har du suttet på din tandlæges fingre i dag? 

tirsdag den 22. oktober 2013

Film: Diana

Vi ved alle hvem Diana var, Lady Di, Princess Diana. Hun var, og er stadig, et ikon, en inspiration, et menneske vi alle følte vi kendte og et menneske vi alle holdt uendelig meget af.


Diana er stadig en af mine helt store helte, jeg synes hun var skøn. Min mor er også kæmpe fan. Jeg husker tydeligt en dag for 16 år siden, hvor min mor sad på stuegulvet og græd som pisket. Lady Di var pludselig død. Der var ikke blot landesorg, men hele verden sørgede. Alt gik i stå og ingen vidste hvad man skulle gøre eller sige.

Det måtte jo komme på et eller andet tidspunkt, at filmindustrien ville prøve at profitere på dette fantastiske menneske. Det er sket tidligere med mini-serier, made for tv movies og dokumentarer. Men intet i stil med Oliver Hirschbiegels stort anlagte film.

Mange er af den opfattelse at vi nu skal lære noget nyt om Diana. Men det skal vi ikke. Mange er overbeviste om, at vi skal se hvordan hun håndterede forholdet til kongehuset. Men det skal vi ikke. I stedet skal vi møde mennesket Diana. Vi skal se hvordan hun håndterer kærlighedens op- og nedture.

Filmen har fået blandede anmeldelser, også af dem der portrætteres i filmen. Hasnat Khan, Dianas store kærlighed, har ytret at han aldrig vil se filmen, for hvordan kan filmskaberne vide hvad der er sket, når de ikke rigtig har talt med hovedpersonerne? Den ene er her ikke mere, og den anden har ikke ville tale med nogen. Hasnat er en privat mand, og var det allerede dengang han var sammen med Diana. Det lykkes de med at få frem i filmen.

Filmen drejer sig om forholdet mellem de to, deres kamp for et normalt liv, og deres indbyrdes kampe. Den fokuserer på Dianas liv, fremfor hendes død.

Jeg ved ikke helt, hvad jeg synes om filmen, den har en forfriskende vinkel, men vi kan ikke være sikre på, at det er sandheden. Intet er sikkert omkring Diana, kun én ting: Hun forlod denne verden alt for tidligt, og verden vil aldrig kende hendes lige, aldrig.

Jeg har prøvet at fokusere på filmen som fiktion, en historie om ulykkelig kærlighed, eller nærmere et ulykkeligt liv. Det har virket for mig, og har gjort at jeg synes bedre om den. Man må ikke forvente noget nyt, eller noget opsigtsvækkende. Forvent en kærlighedshistorie.

Naomi Watts er faktisk helt okay som Diana, og Naveen Andrews er skøn i filmen. Men man skulle tro, at en så stort anlagt produktion, ville ansætte en bedre klipper. Seriøst, der er en eller anden idiot der har eksperimenteret lidt for meget.

Se den hvis du er fan af Diana, se de hvis du også græd som pisket da hun døde, se den hvis du vil høre en anstændig historie om Dianas kærlighedsliv.



'




Lad os bare råbe pik og skride

Når du kan se, at dine medstuderende er begyndt at få karakter for deres BA-projekt, og du har samme vejleder som dem, og du stadig ikke har fået karakter. Jeg dumper sikkert. Pik mand.

Når du skal til tandlæge i dag, og bor lige overfor din tandlæge, og ser en masse ulykkelige mennesker, der holder sig til kinden, og ligner nogen der er blevet udsat for tortur komme ud af døren. Pik mand.

Når du er håbløst bagud på studiet, fordi du bare ikke kan finde motivationen. Pik mand.

Når du er faldet i fælden, og har hentet Candy Crush Saga, og nu sidder fast, fordi man åbenbart skal hente "credits" fra sine facebook venner, men er for stolt og "jeg spiller da ikke Candy Crush"-agtig til at bede om hjælp. Pik mand.

Når din opvask bliver større og større, og du ikke engang kan overskue at vaske en enkelt kop, og nu har genbrugt en kop i tre dage, og er ret sikker på at det er pisse uhygiejnisk. Pik mand.

Når du bare gerne vil vaske dit sengetøj, men ikke ved om viceværten har nosset sig sammen til at fikse tørretumbleren, og du gider ikke tjekke det (igen), og stå tilbage med halvtørt sengetøj. Pik mand.

Når du bor lige overfor en restaurant der bruger urimelig meget hvidløg i maden, og du bare gerne vil lufte ud, men du vil også gerne lugte af shampoo i stedet for hvidløg. Pik mand.

Når du bare gerne vil tage et semester i udlandet og i praktik i udlandet, men overhovedet ikke kan overskue at planlægge pisset. Pik mand.

Når du bare gerne vil skrive, men ordene ikke kan komme ordentligt ud. Pik mand.

Når du bare gerne vil rejse langt langt væk i et lille stykke tid, men du ikke har nogen penge. Pik mand.

Pik Pik Pik Pik Pik Pik Pik Pik Pik Pik Pik Pik Pik Pik Pik Pik Pik Pik Pik Pik Pik Pik Pik Pik Pik Pik Pik Pik.

Pik.     




lørdag den 19. oktober 2013

Den bedste lille kat i hele verden

Gerda-prutten er verdens bedste. Vi elsker Gerda. Gerda er det absolut bedste i hele verden. Gerda holder dig i hånden når du er ked af det. Gerda ligger i ske med dig om natten. Gerda henter dig på parkeringspladsen, når din mor henter dig ved toget. Gerda kan ikke miave. Gerda mangler en fortand. Gerda bider dig i anklerne, når du har lyserøde sokker på. Gerdas yndlingssteder er håndklædehylden på badeværelset, en uredt seng, min mors skab og det lyserøde tæppe på sofaen. Gerda er det absolut bedste i hele verden. Vi elsker Gerda.

Jeg ved godt at alle katte-elskere i hele verden, vil hævde at deres kat er den bedste i verden. Men kan vi lige blive enige om, at den katte-elsker hvis elskede kat lige er død, har ret til at kalde sin kat for verdens bedste, bare et kort øjeblik. Ovenstående skal nemlig læses i datid. Gerda døde igår. Undskyld mig, jeg vil lige tude videre. For helvede da.


















onsdag den 16. oktober 2013

Ekskærester og mig

Vi har alle ekskærester, eller de fleste af os har, os der ikke har fundet vores livs kærlighed i en alder af 15 år. Det medfører at vi engang imellem er nødt til at kommunikere lidt med vores ekser. Og det bliver sgu altid en lidt akavet affære, i hvert fald for mig. Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal sige, og i enkelte tilfælde har jeg bare lyst til at gemme mig, lade som om jeg aldrig har set beskeden, eller skrige: "Jeg synes stadig du er lidt et røvhul!"

Jeg har lige haft en kort samtale, eller chat, med en ekskæreste. Han havde fødselsdag for et par dage siden, og jeg glemte at skrive - og den er ikke god, for han huskede faktisk min fødselsdag. Jeg skrev til ham i dag, og skrev "hovsasasa" - eller noget i den retning, og han blev sur (!?), eller det er her det bliver akavet. For jeg kender ham ikke længere godt nok til at vide, om det her er en joke. Jeg ved ikke om han reelt er sur, eller om han bare tager lidt pis på mig. Det har resulteret i, at jeg nu ikke tør at svare, for hvad nu hvis han virkelig er sur, og jeg så bare prøver at pakke det væk som en joke?

Det er jo det der er problemet med ekskærester. Når man går fra hinanden, begynder ens liv at udvikle sig i forskellige retninger med det samme. Du kender ikke længere den person så godt som du gjorde engang, du ved ikke længere hvad der er sjovt eller ufedt i deres øjne. Du er ikke længere med på deres jokes, og du ved ikke hvad de lavede igår eller for to måneder siden. Det menneske du engang kendte bedre end dig selv, er en fucking fremmed (eller ikke fremmed, men overdrivelse og forståelse i ved).

Men det er ikke kun det, der gør det akavet. For du kendte jo det menneske virkelig godt engang. For, uger, måneder eller år siden var i hinandens nærmeste fortrolige. Alle hemmeligheder, op til det punkt hvor i gik fra hinanden, er blevet delt med hinanden. Den her person har set dig nøgen mange gange og fra alle tænkelige vinkler (indrøm det bare). Den her person ved hvordan du ser ud i virkeligheden. Og det er fint nok, for i var jo kærester. Men det er i ikke mere. Og nu går der en fremmed rundt ude i byen, og ved hvorfor du åbner og lukker døren flere gange når der har været gennemtræk. Der går en fremmed rundt, og ved hvor dine modermærker sidder, og hvordan de ser ud. Der går en fremmed rundt og ved at du faktisk ikke var klar over, at din bamse er Pluto og ikke Fedtmule, før han gjorde opmærksom på det. Der går en fremmed rundt og kender dine rutiner. Der går en fremmed rundt og ved alt for meget om dig.

Det er sgu da det der er akavet, eller også er det bare fordi jeg er lidt småparanoid og ikke stoler på nogen.




tirsdag den 15. oktober 2013

"Hvad end der er det modsatte af grønne fingre"

Jeg er ikke skide god til at holde planter i live. Det er som om alle planter er allergiske overfor mig, min lejlighed eller hvad der end er i det vand der kommer ud af min vandhane.

For lang tid siden havde jeg en plante, som det gik meget fint med. Jeg passede og plejede den, og alt var super fint. Så rejste jeg, det var vist da jeg skulle til Australien med min handelsskoleklasse, og da jeg kom hjem, var den død. Min mor havde vist glemt alt om planten på mit værelse, den var i hvert fald meget død da jeg kom hjem.

Sidenhen har jeg været meget skeptisk når det kom til at bringe levende ting ind i min lejlighed. Her i Odense har jeg prøvet lidt af hvert, men jeg har ikke kunne holde noget i live, ikke engang fucking lyng.

Min mor har altid vidst, at jeg ikke var så god til det der med planter. Så da jeg boede i Kolding købte hun en kaktus til mig. En kaktus skal jo ikke passes som sådan, de kan jo for helvede overleve i en ørken. Jeg tænkte, at det skulle jeg nu nok kunne magte, trods alt.


Det var en lille bitte fin kaktus, den kom med en lille porcelænskrukke og den havde små hvide prikker. Jeg vandede den troligt, og googlede endda hvor meget vand sådan en kaktus egentlig skal have. Jeg vidste ikke præcis hvad det var for en kaktus, og "lille bitte fin kaktus" er åbenbart ikke godt nok til google.

En dag kom jeg til at vælte det bord kaktussen stod på. Heldigvis skete der ikke rigtig noget, porcelænskrukken overlevede, men min kaktus gik i to stykker.
Og når jeg siger to stykker, mener jeg to stykker. Min fine lille kaktus røg simpelten ud af 'jorden', eller nærmere det fucking flamingo den stod i. Min kaktus sad fast på et stykke ståltråd, den stod i noget flamingo, og den var lige så uægte som Linse Kesslers krop.


Min mor havde foræret mig en plastik kaktus, og hun havde ikke fortalt mig det! 

Ja ja, jeg burde måske have set det, eller mærket det. Men en kaktus er altså meget gummiagtig i forvejen (jeg har tjekket sidenhen). Og det skide flamingo var jo malet brunt, og jorden skal jo se lidt tør ud ved sådan en kaktus.

Jeg nægtede i lang tid, at fortælle min mor at jeg troligt havde vandet den lille satan. Jeg tænkte, at hun ikke skulle have den fornøjelse at have narret mig; indtil en dag, jeg ved ikke hvornår, hvor vi på en eller anden måde kommer til at snakke om den her kaktus. Jeg griner lidt hånligt, og siger noget i retningen af "ja, der troede du nok rigtig du var sjov, hva? Sådan at give mig en falsk kaktus. Hahaha."
Min mors reaktion? "Hvad? Er den ikke ægte? Det troede jeg sgu da!" Jep, vi er begge to lige meget til grin. Æblet falder virkelig ikke langt fra stammen.



mandag den 14. oktober 2013

En helt normal dag #2

For tiden lever jeg, hvad nogen nok ville kalde, et ret kedeligt liv. Det er spækket med to-do lister, som hver eneste dag bliver længere og længere, og der er intet der bliver krydset af. Der er utrolig mange ting jeg gerne vil gøre, men jeg får dem aldrig gjort. 

08.30: Mit vækkeur ringer. Jeg gider ikke op. Jeg har jo ferie, der er i princippet ingen grund til at stå op. Jeg tænder fjernsynet. 


08.31: Hvor fanden er fjernbetjeningen? Jeg famler febrilsk efter den i sengen, men den er der ikke. 

08.32: Fuck it. Så må jeg jo bare stå op. 

08.40: Jeg gider ikke være oppe. 

08.45: Nu har jeg fået tøj på, det er bedst bare at blive oppe. 

08.50: Men der er sgu da mange mennesker der sover med alt deres tøj på, er der ik? 

09.00: KAFFE! 

09.10: MERE KAFFE! 

09.30: Jeg kunne også gå i bad, bare for at komme i gang. Ja, det er det jeg gør. 

09.31: Men så skal jeg jo til at vaske hår. Det gider jeg ikke. 

09.32: Altså, jeg tror ikke jeg lugter, og jeg skal vist ikke uden for en dør i dag, så kan det jo egentlig være ligemeget. 


10.30: Hvor lang tid har jeg siddet foran computeren? 

11.30: Jeg burde egentlig gå på biblioteket.

11.31: Meeeeen jeg kan også sidde og læse i sengen. 

12.00: Det er meningen du skal læse studierelaterede ting. 

12.01: Jeg laver en læseplan, ja. Det bliver pisse godt det her. 

12.02: BUZZFEED! 

12.30: Hov, jeg har da slet ikke fået morgenmad. 

12.31: Rice Krispies (Indsæt Homer Simpson savlelyd her). 

12.45: Pottermore er min bedste ven. 

14.00: Min telefon ringer, nogen vil snakke med mig, jeg har et liv!! 


14.05: Jeg havde jo selv ringet til Momma-T tidligere, men det tæller stadig. 

14.30: Det var den læseplan der. 

14.31: STARDUST! 

15.00: Jeg kan ikke samle mig om noget, heller ikke Neil Gaiman. Er der noget godt i fjernsynet? 

15.01. Jeg har jo stadig ikke fundet fjernbetjeningen. 

15.15: Jeg har endevendt lejligheden, hvor fanden er den? 

16.00: Jeg er sulten. 


16.01: Mere Rice Krispies. 

16.02: Hvordan fanden endte fjernbetjeningen i køleskabet?! 

16.03: Der er NCIS! Mark Harmon kan redde enhver dag. 

16.05: Hvorfor har Mark Harmon egentlig kun vundet Peoples sexiest man alive én gang? 

16.11: Jeg ved godt han er gift, men er han lykkeligt gift? 

16.15: Er han for gammel til mig? 

16.50: 61? Hvis han er sundhedsfreak er det ingen alder. 

16.51: Hvor bor han mon? 

18.30: Jeg er sulten.

18.31: Mere Rice Krispies. Sund og varieret kost, my ass. This is some gourmet shit right here! 

19.00: Pottermore er stadig min bedste ven. 


19.23: Fuck det her pis, en eller anden hat fra slytherin bliver ved med at vinde i dueller. Jeg er en taber. 

20.00: Jeg lever et sølle liv nogen gange. 

20.11: Hvornår viser de Kongerne af Svendborg? 

20.16: Dessert tid, krydderboller med nutella. Life is good. 


True story.



søndag den 13. oktober 2013

Currently not reading

Dette er ikke endnu et af de der 'Åh nej min læselyst er væk' indlæg. Min læselyst lever i bedste velgående.

For noget tid siden startede jeg et Narniansk eventyr (det kan man vel godt kalde det). Jeg besluttede mig for, at en genlæsning af Narnia serien var på sin plads; for mange år siden læste jeg et par af bøgerne, jeg kom ikke i nærheden af at læse dem alle.

Jeg har nu læst fire af bøgerne, den sidste jeg tyggede mig igennem var 'Prince Caspian'. Jeg blev mindet om min kærlighed til Narnia serien. Men jeg blev også mindet om, hvorfor de ikke skal læses i et stræk, som så mange andre serier sagtens kan.

C. S. Lewis er en fantastisk forfatter, og han har engang udtalt, at en børnebog der ikke kan nydes af både børn og voksne, er en dårlig børnebog. Og han har så evig ret. Hans serie kan heldigvis sagtens nydes af alle aldersgrupper, men bogens samtid afspejler sig virkelig i serien. Han bliver nogle gange meget belærende, og til tider skriver han i et sprog, hvor man tvivler på, at børn rent faktisk kan forstå det her. Men det tror jeg er meningen, for hver gang der tales i snørklede vendinger, er det en autoritet af den værste slags der taler, og på den måde illustrerer han deres dumhed, og deres rolle i fortællingen; om børn vil fatte sådan en hentydning ved jeg ikke, men den virker for mig.

Men nu er mit problem, at jeg stadig mangler resten af serien. Men lige nu er jeg mæt af Narnia. Jeg kæmpede mig igennem 'Prince Caspian', som er, hvis jeg selv skal sige det, en af de bedste filmatiseringer i serien, men så afgjort også en af de tungeste og kedeligste af bøgerne. Jeg er mæt, og jeg gemmer Narnia væk det næste stykke tid (sikkert kun et par dage, men stadigvæk).

En anden bog, som jeg har lagt fra mig, dog af helt andre årsager, er Jan Sonnergaards nyeste bog: 'Otte opbyggelige fortællinger om kærlighed og mad og fremmede byer'. Jeg har endnu ikke rundet side 150, men det har taget mig næsten 5 måneder at nå dertil. Jeg er ikke god til moderne danske forfattere, jeg ved ikke hvad det er, men jeg synes de slagter det danske sprog og presser klicheerne ned over det ene plot efter det andet (en undtagelse er dog Erling Jepsen, som jeg elsker af hele mit hjerte - men han skriver jo også om min hjemstavn). Jan Sonnergaards nyeste bog bliver ikke en af mine favoritter, og skal jeg være helt ærlig, så tror jeg aldrig, jeg bliver færdig med den. Det er som om han prøver for meget. Han leger med sproget, men det bliver for påtvunget, og jeg kan overhovedet ikke lide det. Jeg har dog et princip der hedder, at jeg ikke giver op før jeg har nået side 150, så det må jeg hellere komme i gang med. Men det bliver ikke i dag, og heller ikke imorgen. Jeg gider ikke.

Selvfølgelig findes der dygtige danske forfattere, og på lyrikfronten, er vi sgu ret godt med. Men jeg har læst så meget dansk lort, at jeg er total farvet af tidligere dårlige oplevelser. Jeg har brug for en virkelig god dansk bog, som ikke er af Erling Jepsen, som kan overbevise mig. Kender du en, så sig endelig til.

I stedet vil jeg give mig i kast med at indhente det forsømte på studiet (allerede nu, er jeg håbløst bagud - eller ikke håbløst, men altså..), tage fat på lidt mere fantasy, faktisk meget fantasy. Kun fantasy. Altid fantasy.


torsdag den 10. oktober 2013

Landsbytossen

Alle, og jeg mener alle, kender en landsbytosse. Landsbytossen begrænser sig nemlig ikke kun til små byer, selvom det er her fænomenet er mest udbredt. Landsbytossen er ham eller hende der er ganske underholdende, men også lidt skræmmende. Landsbytossen snakker med sig selv og danser rundt på gaden, og de giver ikke altid mening.

Den anden dag måtte jeg erkende, at jeg er en landsbytosse. I hvert fald en lille smule. 

Jeg tænker rigtig meget, og jeg elsker at tænke højt. Jeg gennemgår situationer igen og igen i mit hoved, og overvejer hvad jeg skulle have sagt eller gjort, eller kunne have sagt eller gjort. Jeg øver mig på snappy comebacks (ja seriøst, det gør jeg), og jeg har generelt bare et meget mere spændende liv oppe i mit hoved end i virkeligheden. 
Jeg har i lang tid kunne holde landsbytosse-siden af mig selv i min lejlighed. Hvornår dette ændrede sig, ved jeg ikke. Men jeg har måtte sande, at jeg er en landsbytosse. 

Når jeg går på gaden og passer mig selv, sker der rigtig meget oppe i mit hoved. Jeg går og overvejer hvad jeg skal gøre i forhold til et eller andet, hvad jeg skal have på dagen efter, hvad jeg skal sige til en eller anden, og så videre. Men engang imellem går det galt for mig, eller faktisk ret tit. 

Pludselig udbryder jeg (med lyd på): "Men Heidi, det kan man jo ikke", og pludselig kigger alle folk på mig. Jeg styrter febrilsk videre, mens jeg siger til mig selv (igen med lyd på): "For helvede Heidi, du kan jo ikke snakke med dig selv midt på gaden." Det er så fucking kikset og pinligt. Og jeg gør det hele tiden. I samme ombæring må jeg hellere lige fortælle, at jeg snakker ret højt. Jeg hører ikke ligeså godt på venstre øre, som på højre øre, og for at jeg er sikker på at jeg kan høre mig selv, må jeg tale lidt højere end gennemsnittet - det gør jeg så også når jeg taler med mig selv. Midt på gaden i Odense C. 

På det seneste har det været så slemt, at jeg er begyndt at tage hånden op til mit øre, og lade som om at der er et headset der ikke rigtig virker. Jeg har også overvejet at købe et headset, som ikke virker, for at kunne give det skylden når uheldet er ude; og jeg hader altså folk med headset, fordi jeg tror at hele verden er syge i hovedet, ligesom jeg åbenbart er, og snakker med sig selv på gaden. 
Faktisk ville det nok være bedre at få en hund, og så bare kalde den 'Heidi', så det ikke virker helt så åndssvagt, når jeg skælder mig selv ud på åben gade. 

En meget voksen fødselsdag

Jeg har fødselsdag i dag. Jeg bliver 26 år. Jeg er nu officielt tættere på 30 end på 20. Jeg befinder mig ikke længere på den gyldne middelvej. Heldigvis er min "skræmme-alder" meget højere, så jeg har god tid, før alderspanikken rigtig sætter ind.

Jeg ville gerne sige, at jeg har fejret min fødselsdag med voksne 'fødselsdagsfejringsmetoder', for det er vel forventet af en 26-årig. men det har jeg ikke rigtig.

Jeg har i stedet været begejstret over de små ting, de virkelig små ting, i dag. Jeg har revet en pakke op fra min mor, jeg nåede kun lige at vågne, så rev jeg den op. Jeg har brokket mig over det umenneskelige tidspunkt mine to veninder, T og Kia, valgte at vække mig på (kl. 8.30 - så tidligt er det slet ikke) med rundstykker og brunsviger. Jeg har droppet første omgang undervisning for at tage ned i byen. Jeg har været i Tiger med mine veninder, og forklaret dem, at vi øjeblikkeligt måtte forlade matriklen, for jeg havde sat alle minut-urene til at ringe indenfor de næste fem minutter. Jeg følger ikke med i undervisningen, for jeg ved der venter mig mere kage i pausen, og det er alt jeg kan tænke på.

Jeg har fødselsdag, jeg er nu 26, og jeg er pisse voksen, ja jeg er.

tirsdag den 8. oktober 2013

Film: About Time

Igår tog Kia og jeg i biografen. Biozonen havde inviteret til Girls Night Out. Med i billetprisen fulgte en pose kærlighedsslik (som var lidt sølle), en flaske vand og en rabatvoucher til noget smykkehalløj (jeg kan ikke lige finde voucheren, og jeg kan ikke huske hvad dælen mærket hed).

Vi skulle se About Time, en film der er skrevet og instrueret af Richard Curtis, som i øvrigt også er manden bag Love Actually, About a Boy og Bridget Jones' Diary.


Jeg forventede en rigtig cheasy romantisk komedie, fordi jeg synes det er sådan den er blevet markedsført. Men som de andre film Richard Curtis står bag, var About Time meget mere end det. Meget mere.

Tim er 21 år gammel, han vil gerne finde en kæreste og have styr på sit liv. Han elsker sin familie, især hans lillesøster, Kit Kat, som er det bedste menneske han kender. En dag fortæller Tims far ham en familiehemmelighed. Mændene i deres familie kan rejse i tiden. De kan ikke rejse frem i tiden, kun tilbage. De kan lave ting om, opleve ting igen, eller bare kigge tilbage for at prøve at forstå, hvad der egentlig skete.


Det lyder helt absurd dårligt og bizart, det er jeg godt klar over. Men faktisk er det helt fantastisk. Hele din opfattelse af tid bliver sat i perspektiv. Ganske enkelt sidder du tilbage og ved at det ikke nytter noget, at tænke tilbage på tidligere fejl, men derimod at du skal leve i nuet. Og ja, det har vi alle fået at vide før, men vær nu ærlig; du glemmer det fra tid til anden, og tænker tilbage på dengang for fem år siden, hvor du skulle have sagt noget andet, eller have haft en anden trøje på. Tag ind og se den her film, og drop så det pis.

Tim møder Mary, og forelsker sig hovedkulds i hende. Men han rejser tilbage i tiden for at hjælpe sin roomie, og på grund af det har mødet mellem Mary og Tim aldrig fundet sted. Tim kæmper en brav kamp for at møde Mary igen, men han ved allerede for meget om hende, og det bliver rigtig kikset.

Tim er tåkrummende pinlig og akavet (jeg gemte mit hoved i hænderne rigtig mange gange), Mary er sød, tålmodig og endnu mere akavet. De er de perfekte hovedpersoner. De bliver spillet af Domnhall Gleeson (Anna Karenina, og så spiller han Bill Weasley; han er søn af sværvægteren Brendan Gleeson (Madeye Moody)) og Rachel McAdams (Mean Girls og The Notebook). Tims far spilles af Bill Nighy (Love Actually og meget mere), og han spiller rollen fantastisk.



Jeg blev fan af den her film allerede inden den rigtig var begyndt. Jeg vidste intet om den, andet end at det skulle være en romantisk komedie, men som sagt, var den meget mere end det. Den handler om kærlighed. Kærlighed til familien, til livet, til dig selv. Den handler om de valg du må tage i livet; om hvordan du engang imellem er nødt til at lade noget forfærdeligt ske, for at der kan ske noget godt. Den handler om livet; bortset fra det der med tidsrejserne, men tro mig, det giver altså god mening i filmen.

Den har premiere d. 10/10 - skynd jer at få billetter, seriøst, det er det værd. 





søndag den 6. oktober 2013

Kærlighed ved første blik

Jeg har tidligere fortalt om et tilfældigt møde med en dejlig mand i et tog. Han havde selvfølgelig en kæreste, for det har de alle sammen. Og det er helt fair. Han var heller ikke drømmemanden, men han var nu meget pæn, og gik til daglig med uniform, jeg elsker mænd i uniform.

I fredags mødte jeg endnu en mand i et tog. Han var fan-freaking-tastic! Og for at fortælle hvorfor han var så fantastisk, er jeg nødt til at tage et sidespor.

Jeg kan godt lide små ting (haha, det lyder jo helt forkert, når jeg taler om mænd)- Og med små 'ting', mener jeg små dyr eller mennesker. En mand med en hundehvalp, som han vel at mærke tager sig godt af, gør noget ved mig. Jeg finder dem automatisk en lille smule mere interessante, og de er automatisk meget flottere. Smæk nogle tusser på hans arme, og så er den hjemme.

En mand med en baby- En lille bitte baby, som han selvfølgelig tager sig rigtig godt af, går også lige i trussen på mig. Jeg begynder automatisk at tjekke efter en ring, og jeg smækker flirtesmilet på (hvad, sådan et har vi da alle sammen, ik?).

De to ting betyder, i min bog, instant fuckability. De skal ikke arbejde for det. Jeg deler hjertens gerne ud så (med forbehold selvfølgelig). 

Den mand jeg mødte i toget havde begge dele!
Han havde en lille bitte hundehvalp, som han tog sig noget så godt af. Oooooog han havde en lille bitte baby i en lift ved siden af, som sov noget så trygt, mens han kiggede til den i ny og næ (jeg siger 'den', fordi det ikke er muligt at se hvilket køn der er tale om, når barnet er så lille, sover og har hvidt sengetøj - nogle gange tager det der kønsneutralitet overhånd, man har jo ikke en ærlig chance!).

Min begejstring ville ingen ende tage, og da manden kiggede op, fik jeg næsten hjertestop. Han lignede Charlie Hunnam. C H A R L I E H U N N A M! Godt nok i en lidt fesen skjorte og med lidt mindre muskelmasse, men han lignede altså Charlie Hunnam.

Jeg havde svært ved at styre min begejstring, og jeg producerede vist også lidt for meget savl, til at virke som et velfungerende ungt menneske.
Manden var min drømmemand, i hvert fald hvis man dømmer ud fra udseende og 'accessories' (ja, jeg har lige kaldt en baby for et accessorie).

Men det bliver bedre. For den her hund havde et navn, et fantastisk navn, et nørdet navn, et navn lige efter min bog - eller min yndlingsbog. Hans hund hed Fang! Fang! F A N G! FAAAAAANG! (Til de langsomme; Hagrids hund i Harry Potter bøgerne).

Jeg klappede af begejstring. Seriøst, jeg klappede af begejstring da jeg hørte navnet, ikke bare inde i mit hoved. Jeg nåede at klappe i et par sekunder, før jeg fik stoppet mig selv. Min facade som velfungerende mennesker krakelerede rigtig meget lige der.

Og nu burde historien fortsætte med: Og så talte jeg med ham Vi snakkede om løst og fast, vi har en masse fælles interesser, vi stod af på samme station, og har dyrket hed sex lige siden, og kun levet af kærlighed og kildevand.

Men sådan er mit liv ikke. Jeg turde ikke sige noget, han stod af på næste station, og jeg ved kun hvad han hedder og hvor han bor, fordi jeg lyttede med da han talte i telefon. Jeg er et sørgeligt menneske, som aldrig finder hans lige igen. 



Teknisk set, ikke en hvalp, men det er Gosling. Såeh. 


torsdag den 3. oktober 2013

Kulturnat Odense

Jeg blogger stadig for Studiebyen Odense. Imorgen er der kulturnat i Odense, det har jeg skrevet lidt om. Så hvis du er fra Odense, eller bare er i nærheden, så er det nedenstående, det jeg mener du bør kigge forbi imorgen. 

Mange tror at Kulturnat er det samme som ‘Open by Night’, og ja, butikkerne i Odense City har da også længe åbent d. 4. oktober. Men kulturnat er meget mere end sene åbningstider. Foreninger, butikker og andre kulturelle institutioner har stykket lidt af et program sammen; der er noget til enhver smag. Og der er absolut ingen grund til at blive hjemme på fredag.
 

Moby Disc sælger ikke kun gode plader. De sørger også for lækker live musik i butikken på fredag. Udover at have åbent fra 10-22, vil Son of Caesar, de Underjordiske og Ice Cream Cathedral kigge forbi og spille for kunderne. Det hele starter omkring kl. 14.30. Arrangementet er gratis.

Hvis du bevæger dig udenfor centrum, kan du slå et smut forbi Vollsmose Torv. Her har kulturhuset og biblioteket slået pjalterne sammen, og sørget for gode historier og fortællinger fra Vollsmose. Det er også muligt at sætte sit eget præg på projektet. Projektet vil indgå i en bydelsudstilling om området. Det sker på Vollsmose Torv fra 16.00-18.00. Arrangementet er gratis.

Musikbiblioteket har været på manges læber det sidste halve års tid. Nu kan du kigge forbi deres nye lokaler i Den Gamle Banegårds bygning. De slår dørene op fra 17.00-21.00, og de sørger for underholdning i form afstreetdance og musik. Arrangementet er gratis.

Brandts melder sig selvfølgelig også på banen. Der er fri entré og åbent fra 17.00-23.00. Du kan kigge forbi udstillingen Playtime og bygge din egen skulptur (indtil 22.00). Du kan dukke op til åbningen af udstillingen Space Invaders fra 19.00-20.00. Eller du kan kigge forbi, bare for hyggens skyld, nyde noget god elektronisk musik, og bygge din egen skulptur – det er man jo næsten nødt til.
Noget der fascinerer (næsten) alle, er et godt tryllenummer. First Hotel Grand har endda deres egen private tryllekunster, Henrik Christensen. På fredag går han på gaden, lige foran hotellet, og tryller for forbipasserende. Det sker fra 18.00-19.30 og det er ganske gratis.

På Jernbane Museet kan du blive fascineret af en flok hurtigtsnakkende digtere. Kl. 20.00 slås dørene op til en god gang Poetry Slam. Materialet er skrevet til aftenen, og temaet er Rejser. Der er fri entré.

Klokken 17.00 åbner Ungdomshusets café, og du kan passende indfinde dig på det tidspunkt, så du kan spise dig mæt inden satirikerne fra Det Slører Stadig dukker op kl. 19.00. Det er fri entré og garanti for ømme lattermuskler.

Hvis du hellere vil kigge dig omkring og lade oplevelserne ramme dig, mens du går rundt; så er du garanteret et kig ind i fortiden.Besættelsesmuseum Fyn og Mandemuseet sørger for levende teater i bl.a. Vestergade, Brandts Passage og Flakhaven; alt sammen under overskriften Odense besat! Det foregår fra 19.00-22.00 og det er ganske gratis.

På Nedergadeteatret åbnes der op for en god gammel omgang Hatten Rundt. Det er impro-teater når det er bedst, og det hele sker ud fra publikums forslag. Det løber af stablen kl. 19.30 og koster små 75 kroner.

Programmet til Kulturnat er omfattende, og ovenstående er blot mit bud på et godt program. Kig forbi www.oplev.odense.dk/kulturnat, hvor det fulde program findes.

Ps. Condomeriet har også sent åbent.

onsdag den 2. oktober 2013

Empire Magazines 50 sexiest men, 2013

I dag blev det offentliggjort hvem der er de lækreste mænd i 2013, hvis du altså spørger Empire Magazine. Eftersom en af mine store passioner er flotte mænd, ser jeg mig nødsaget til at kommentere på listen.

Klassikerne er der selvfølgelig: Brad Pitt (19), Hugh Jackmann (9), Colin Farrell (50) og Jude Law (41).
Der har endda sneget sig et par danskere ind på listen: Nikolaj Coster-Waldau (49), Mads Mikkelsen (25) og semidansker Viggo Mortensen (44).

Og lige det her med Mads Mikkelsen vil jeg meget gerne kommentere på. Jeg kan godt se, at han egentlig er en meget flot mand, han har et eller andet over sig, som er lidt, skal vi kalde det, 'alluring'. Men jeg forstår ikke, hvordan Empires læsere kan mene, at han rangerer højere end Jude Law (41), Jensen Ackles 39), Jake Gyllenhaal (35), George Clooney (33), Alexander Skarsgård (39), Orlando Bloom (28), Ryan Reynolds (26) OG Joseph Gordon-Levitt (27).

Det er jo en fucking skandale af dimensioner! Hvordan.. Hvad.. Hvorfor.. Vi snakker Joseph Gordon-Levitt (!!!), manden der formår at humpe et gulv i allerfineste stil (i får den lige igen).


Manden der kan gøre et baby-face til det flotteste i verden, kongen af selfies på instagram, manden der kunne bære en skaldet isse i 50/50, manden der humper et gulv, manden der humper et gulv, MANDEN DER HUMPER ET GULV! Empire Magazine, shame on you! 

Men vi skal videre i teksten. 

Der har sneget sig en masse briter ind på listen, det er jo også et britisk magasin. Vi finder blandt andet: Daniel Radcliffe (45), Colin Firth (43), Alan Rickman (40), Martin Freeman (38), Ewan Macgregor (29), Daniel Craig (24) og mange andre.

Godt, lad os tale lidt om de briter der. Alan Rickman, altså han er jo en god skuespiller, en sympatisk mand og meget sjov. Men han skriger ikke ligefrem "Rip off my clothes and bend me over" vel? Colin Firth, Mr. Darcy, jeg er fan, men ikke "Oh my gaawd, take your shirt off" fan. Ewan Macgregor er helt okay i min bog, når han ikke spiller meget forelsket i Jim Carrey - de pangfarvede skinny-jeans gjorde ikke noget godt for nogen af dem.

Og nu til top-ti. Drumroll please... 

Men, vent. Først lidt brok om den top-ti. 
Hvor er Johnny Depp (13), Tom Hardy (17), Gerard Butler (22) og Channing Tatum (23)? Hvor er de? Hvordan kan det på nogen måde retfærdiggøres at de fire må nøjes med pladser i top-30? Blasfemi - BLASFEMI siger jeg jer. 





På en flot 10. plads finder vi Bradley Cooper. Det gjorde åbenbart ikke noget godt for hans 'hot guy image', at spille sindsforvirret og skyde Ryan Gosling. 
Hugh Jackmann, klassiker, ryger ind på en 9. plads - han skal være på listen, men han må gerne være i top-20 i stedet. 
Nummer 8 gør mig glad. Hans lækkerhed får ikke nok anerkendelse, hvis i spørger mig. Jeg har hørt mange sige, at de ikke forstår fascinationen, you don't? - look at this.


Nummer 7 går ud til alle teenage hjerterne, og mit hjerte faktisk. Her finder vi ingen ringere end Robert Pattinson. Jeg elsker ham, og jeg vil ikke høre noget brok. 
På en flot 6. plads har vi Chris Hemsworth. Jeg mener ikke, at han er den pæneste af Hemsworth brødrene, men Liam fik simpelthen ikke nok screentime i Hunger Games; folk missede hans lækkerhed midt i det der spil om døden. 
Robert Downey Junior sniger sig ind på en fantastisk, og lækker, 5. plads. Manden holder sig godt, og jeg vil altid - ALTID - elske ham og hans irriterende lokumsbræt-skæg. 
Nummer fire behøver ingen nærmere introduktion, nyd ham, mens jeg samler min kæbe op fra gulvet: 


Nummer 3 var jeg nødt til at google, navnet sagde mig intet; men jeg kan godt forstå hans plads i top-10 (jeg havde en helt andet top-3 i tankerne). Men her finder vi altså Henry Cavill, man of steel. Jeg ved intet om ham, men han kan bære en semi-stram t-shirt, og det er nok for mig. Se bort fra hende der stalkeren, der åbenbart er løbet op på siden af ham, og har grebet hans hånd.


Og nu skal vi så til det. Vi skal se, hvorfor jeg mener at denne liste er gennemdyrket britisk og semi-patriotisk. På 2. pladsen finder vi, Tom Hiddleston - Loke. Loke. Come on. Loke? Ja, ja, det var da en meget god film og alt det der, og han gjorde det da meget godt. Men han er jo ikke sådan flot-flot. Eller hvad? 

På 1. pladsen har vi Benedict Cumberbatch. Jeg ved ikke lige hvad jeg skal sige. For han er jo ikke grim-grim. Men han er heller ikke flot-flot. Han er dog så dygtig en skuespiller, at han har kunne klare sig i den branche med et rimelig 'average' udseende, for lad os være ærlige; i den branche skal du enten være vildt flot eller helvedes grim, før folk ser dig. Men Benedict er strøget til tops, fordi han er dygtig. Jeg forstår det ikke helt, altså den førsteplads der. 

Hvis de virkelig har stemt sådan for at ære deres hjemland, hvorfor stemte de så ikke på Tom Felton? Rupert Grint (i like him a lot) eller en af de andre hotte briter? Ja ja, Benedict Cumberbatch er god, og moderne tids bedste Sherlock Holmes (på Tv). Men han er ikke den lækreste mand i år 2013. Pfff.