mandag den 30. september 2013

Sådan bliver det akavet at have mistet en forælder

Jeg er blevet gjort opmærksom på, at jeg aldrig nævner min far på bloggen. Jeg tror faktisk det kan tælles på en hånd, hvor mange gange jeg har sagt "min far gjorde" eller "min far sagde" herinde på bloggen. Jeg har tilmed fået en anonym mail, hvor der bliver spurgt om jeg måske har lidt problemer med min far, siden jeg kun nævner min mor og bror herinde.

Sagen er den at min far er død. Han døde for 15, snart 16, år siden af kræft. Det er lang tid siden, og det er ikke noget der fylder så meget mere. Misforstå mig ikke, jeg savner min far, selvfølgelig gør jeg det. Som da jeg på 4. semester af bacheloren fik 12 i fransk periode, der var ikke noget jeg hellere ville end at kunne ringe ham op, og sige: "Hvad siger du så hva?". Eller da jeg første gang lavede en perfekt salto til springgymnastik. Da jeg blev optaget på uni. Da jeg blev student. Og jeg kunne blive ved.

Men nogen gange så er det altså rigtig akavet at have mistet sin far. Og det er fordi det sgu er lidt et tabu. Jeg har taget mig selv i, ikke at gide at sige det til folk. For et eller andet sted rager det jo ikke nogen. Men på den anden side så gider jeg ikke lyve om mit liv.

Scenario numero uno: 
Du sidder ved et bord med nogle mennesker, du kun lige er ved at lære at kende. Der bliver spurgt til hvem du er og alt det der. Der bliver spurgt: "Nå men Heidi, hvad laver din far så?" "Jo altså, han var værkfører, men han døde for mange år siden."

Stilhed af den akavede slags.
Samtalen vil ofte forløbe således bagefter:

"Nå okay, det er jeg sgu ked af at høre." "Tak, det går nok." "Men øøøh hvordan, øh hvorfor?" "Han døde af kræft." "Okay, øøøh ja, det er jo også noget skidt." "Ja, men det er altså ligemeget, det er jo så lang tid siden." 

Disclaimer: Ja, Ligemeget er det helt forkerte ord at bruge, men når du står i denne situation ved du aldrig hvad du skal sige. Du vil utrolig gerne have at samtalen slutter, fordi det er altså "ligemeget". Ligemeget i den forstand, at jeg har talt med venner og familie om det her. Jeg har lært at leve med det (man kommer aldrig over det). 
Samtalen fortsætter altid sådan her: 

"Det er sgu da ikke ligemeget, din far er død og det er helt okay." "Ja, altså det er jo bare fordi.." "Du må aldrig tro at det er pinligt at din far er død." 

Ja tak, det syntes jeg så heller ikke det var, men nu blev det pludselig lidt akavet. Akavet fordi du ikke bare sagde: "Nå okay, det er jeg sgu ked af at høre. Punktum." Akavet fordi der absolut skulle bores i det, fordi det er lidt spændende, eller spændende er måske forkert at bruge, men vi er alle nysgerrige, og man vil gerne vide ting om sine medmennesker. Men nogle gange er det nok at vide, at din vens far er død. Hvis i så bliver gode venner, kan du få resten af historien. 

Scenario numero dos: 
Det her var værst for 6-7 år siden. Men ikke desto mindre skal den med. (Forestil dig, at denne samtale starter hvor den anden sluttede). "Men hvad så med din mor?" (Igen, jeg vil ikke lyve om mit liv, så jeg svarede altid - dengang): "Ja, altså lige nu er hun sygemeldt, hun har lige fået fjernet det ene bryst." 

Stilhed af den endnu mere akavede slags.

"Hvad?! Jamen, så din mor er også syg?" "Øh ja, men altså, det skal vi nok klare." "Ja selvfølgelig, men kræft er jo en forfærdelig sygdom, og det er jo noget man tit dør af." "Ja øh ja, men altså min mor har det vist fint, alt taget i betragtning." "Du behøver ikke spille stærk for min skyld." 

Hej, jeg hedder Heidi, jeg er udmærket klar over, at kræft er en forfærdelig (og livsfarlig) sygdom, men det behøver du ikke minde mig om. Jeg spiller ikke stærk for din skyld. Jeg takler det bare lidt anderledes, fordi jeg står midt i det. Jeg ved godt at min mor er syg. Jeg ved godt at det er en lorte situation. Jeg har bare ikke lyst til at dele mine bekymringer med alle og enhver (sagde hun og lagde det på nettet). Den her skal jeg nok klare sammen med min mor og min storebror. Tak. 

Scenario numero tres: 
"Men hvordan er det så at vokse op uden en far?" "Altså, nu døde han jo da jeg var 10, så jeg er ikke som sådan vokset op uden en far." "Nej men han har jo ikke været der til de vigtige ting." "Altså, nu handler det jo om, hvad man synes er vigtigt." "Ja ja selvfølgelig, men altså stadigvæk, du har jo nok manglet en faderfigur." 

Jeg er rigtig træt af folk der siger, at jeg er vokset op uden en far. I mit hoved er det ikke tilfældet. Min far døde da jeg var 10, så han har ikke været der i lang tid. Men jeg har en teori om, at min far på en eller anden måde blev reinkarneret i en af min mors hjernehalvdele, her lever han i bedste velgående, og min mor har klaret mor/far rollen til UG, kryds og slange. Jeg har en far, han lever bare ikke mere. Jeg er ikke vokset uden en far. Jeg er vokset op med en far, der sagde farvel alt for tidligt. Men jeg er IKKE vokset op uden en far. 

Jeg ved godt, at det nogen gange er lidt en mavepuster for udefrakommende, når en person fortæller, at deres far altså er død. Men lad mig give jer et godt råd: Sig "Det er jeg sgu ked af at høre." Du vil få et: "Tak, det går nok." Og efter den lille sætning er det mere end okay at skifte emne. Jeg skal i hvert fald nok give udtryk for, om jeg vil fortsætte med at snakke om min far.
Jeg ved også godt, at det sikkert er ligeså pinligt for den der ikke kan stoppe med at stille spørgsmål. Men det er jo derfor jeg skriver det her.  

Engang imellem har jeg overvejet, om det ikke bare ville være nemmere at sige "Min far er værkfører." For det er han jo, på en eller anden måde, stadigvæk. Men jeg gider heller ikke lyve om den del af mit liv. Min far er død, og det er en del af mig. Jeg ved jo ikke om de mennesker jeg taler med, en dag bliver mine bedste venner, og hvor ville det da være ærgerligt at starte noget nyt, på en løgn. 

I mit hoved var min far the shit. Han kunne alt og gjorde alt. Han var sej, rå, kærlig og awesome; og jeg nægter at lade det være akavet at han døde alt for tidligt. Så jeg bliver ved med at svare, som jeg plejer. Det fortjener jeg, det fortjener min far. 






søndag den 29. september 2013

Tømmermænd versus Baby

Igår havde jeg onde tømmermænd. Både fysiske og moralske (et bestyrelsesmøde kan åbenbart hurtigt stikke helt af). Men jeg havde også en aftale med Momma-T. 

Det er blevet lidt af en (tilfældig) tradition, at jeg altid kaster op i Momma-Ts nærvær og falder i søvn på hendes sofa. Jeg vågner altid til en cola, en kop kaffe eller mad af en eller andet art. Det er rart. Men det viser også den voldsomme forskel på vores liv. 

Lad mig fortælle lidt om vores lørdag. 

Momma-T kunne sove 'længe', Baby-V stod nemlig først op klokken 8.30.
Jeg var hjemme kl. 5.00 lørdag morgen og vågnede med en dunkende hovedpine og en spand fuld af moralske tømmermænd. 

Momma-T brugte formiddagen på familie-agtige ting, tror jeg. Jeg ringede rundt til veninder og fortalte om nattens eskapader, og hvorfor det nu er livsnødvendigt at jeg flytter. 

Momma-T hentede mig ved bussen. Jeg brugte busturen på at holde min cola i mig. 

Momma-T tjekkede på Baby-V og hans middagslur. Jeg brækkede mig i hendes hæk. 

Momma-T lagde mig i seng. Jeg kastede op igen. 

Momma-T smurte en sandwich til os. Jeg faldt i søvn.

Momma-T og Daddy-J diskuterede hvad vi skulle have til aftensmad. Jeg turde ikke bevæge mig. 

Baby-V og jeg stod op samtidig. 

Momma-T biksede en æblekage sammen. Jeg bundede en cola og gik ud for at ryge. 

Momma-T lavede aftensmad. Jeg prøvede at finde ud af, om jeg stadig stank af sprut. 

Vi spiste. Midt i anden portion lavede Baby-V stort, med lyd. 

Momma-T skiftede Baby-V (og tabte bleen med lortesiden ned af). Jeg overvejede hvordan jeg bedst kan undgå min nabo fra nu af og til evig tid. 

Daddy-J og Baby-V så 'Biler'. Jeg prøvede at lure hvad go-goh-go-go-biiiil betød (Monstertruck). 

Baby-V blev lagt i seng. Jeg sad og røg på terrassen. 

Momma-T kørte mig hjem. Jeg gik direkte i seng. 

Det bedste ved Momma-T og hendes lille familie er, at det er helt normalt at man falder i søvn på deres sofa. Det er helt normalt at du dukker op og lugter lidt af gammel bar, og det er endnu mere normalt at du kaster op i en hæk. Momma-T har to børn, mig og Baby-V. Jeg er bare ikke hjemme så tit. Jeg er den uansvarlige 'storesøster', men det er okay. Det siger min Momma-T selv. 


torsdag den 26. september 2013

En helt normal dag

Torsdag er en lang dag. Eller, den er ikke lang, den er træls. Hver torsdag har jeg nemlig seks timer på uni. Det er ikke mange timer  - det ved jeg godt. Men det er to ret tunge fag, hvor det er strengt nødvendigt at holde fokus, ellers får du intet ud af det. Intet.

I dag kan jeg ikke holde fokus, overhovedet - det kunne jeg heller ikke i sidste uge, eller ugen før det, men det er sagen uvedkommende. Min dag er indtil videre forløbet således (sådan forløber den næsten hver dag):

09.53: En sms tikker ind. Jeg hader at blive vækket af sms'er, mit vækkeur ringer jo lige om lidt. Det er fra T "kommer du i dag?" - Ja jeg gør, men jeg behøver ikke stå op endnu.

09.55: FUCK! Klokken er næsten 10, mit vækkeur ringede for halvanden time siden. Pis pis pis pis.

10.20: Okay fuck it, så må jeg komme for sent. Jeg VIL have en kop kaffe inden jeg går ud af døren.

11.15: Undervisningen starter, jeg nåede det fandeme.

11.16: BUZZFEED. Okay, jeg læser kun en artikel, bare én, og så hører jeg efter bagefter.

11.35: Er der ikke snart pause?

12.00 Hov, nu er der pause.

12.15: Jeg kunne også bare gå hjem.

12.16: SPORCLE. Jeg tager bare en enkelt quiz, bare én. Og så hører jeg efter bagefter.

12.30: Hvad var det han sagde med Heiberg? Hvorfor snakker vi om Heiberg?

12.45: BUZZFEED.

13.00: Vi har pause, jeg har stadig ikke hørt efter. Jeg hører efter når vi går i gang efter pausen, det gør jeg altså. Så skal Heiberg og alle de andre tosser få en ordentlig skalle.

13.16: Jeg tjekker lige min mail. Bare hurtigt.

13.17: Fuck, jeg har fået mange mails, jeg må hellere svare på dem alle med det samme.

13.25: Jeg kunne også bare gå hjem.

13.27: Hvad snakker han nu om?

13.28: Hvad er det henne ved døren?

13.31: Jeg skal tisse.

14.00: Har vi fri? Nåh.. næste kursus.

14.03: Jeg kunne også bare gå hjem.

14.16: Hvordan endte jeg i det her klasselokale? Hvorfor gik jeg ikke bare hjem?

14.18: Seriøst, jeg burde virkelig læse til de her timer. Jeg kan jo ikke følge med nu.

14.19: Jeg skal stadig tisse, hvorfor gik jeg ikke på toilet?

14.21: Okay, jeg hører bare virkelig godt efter, og holder fokus, så kan du læse det når du kommer hjem, og så forstår du det hele.

14.22: BUZZFEED. Det her er en virkelig god artikel om søde kattekillinger, den er vigtig for min forståelse af europæisk kultur og identitet, ja den er.

15.00: Vi har da pause snart, har vi ik? Vi kan da ikke blive ved.

15.05: Pause.

15.16: Så, nu snakker han om teksten fra sidste gang, det kan du være med på. Vi er i gang igen, nu hører du efter.

15.17: Hvad fanden snakker han om? Stod det i teksten?

15.19: Hallo idiot, nu glemte du at tisse igen.

15.20: Jeg kunne også bare gå hjem.

15.35: TWITTER.

15.40: Han ligner altså virkelig Arne fra Terkel i Knibe.

15.41: Jeg googler lige Arne.

15.42: Jo, han ligner ham virkelig meget.

16.01: Pause. Jeg kunne også bare gå hjem.

16.12: Jeg skriver et blogindlæg, ja det gør jeg.

16.21: Hvorfor gik jeg ikke bare hjem?

16.23: Jeg skal stadig tisse. For helvede.




onsdag den 25. september 2013

Mit fjernsyns moralske vogter

Jeg ser meget fjernsyn. For meget faktisk. Jeg ser alt, og især det der i folkemunde er kendt som "dumt fjernsyn". Jeg elsker det.

Men engang imellem sker der noget så tåkrummende pinligt på skærmen, at jeg ikke ved hvor jeg skal gøre af mig selv.

Vi har vist alle prøvet, at vi sidder sammen med vores mor, og pludselig er der en rimelig heftig sexscene på skærmen. Man bliver lidt pinligt berørt, mens man messer Det er bare en film, det er bare en film for sig selv.

Men mit problem er, at jeg også bliver flov når jeg er alene. Jeg kan sidde helt alene og se fjernsyn, og pludselig siger Knaldperlen noget i stil med Du har bare sådan nogen kæmpelækre kasser, jeg ville ikke have noget imod at flække dig midtover. Og så bliver jeg flov. Jeg skifter over på tekst-tv eller fjerner lyden; Når det bliver rigtig grelt, skifter jeg kanal.

Så sidder jeg der og tænker: Men Heidi, der er jo ingen her, du er helt alene, der er ingen her som ikke skal se eller høre det her. Men det er der jo; mit fjernsyn. Mit stakkels uskyldige fjernsyn bliver udsat for lidt af hvert i mit selskab. Og så bliver jeg flov. På mit fjernsyns vegne, på reality-deltagernes vegne, på Danmarks vegne, på min generations vegne.

Som i mandags da Zebra (WTF?) fra Kongerne af Svendborg, hiver en rose op fra bag sengen, og giver den til pigen i hans seng, lige inden han flækker hende for hårdt. Well, det er vel på sin vis lidt gentleman-agtigt, men stadigvæk. Så sidder jeg der og krummer tæer. Råber Nej nej nej hvad laver du? til mit fjernsyn, muter pisset og skifter til tekst-tv, indtil jeg tror der er fri bane igen.

Når jeg bliver overmandet af pinlige, eller alt for romantiske scener, i fjernsynet, så kan jeg slet ikke holde det ud. Jeg dækker mine øjne med en pude, jeg slukker, jeg skriger, jeg græder, jeg muter. Og en enkelt gang, okay det sker ret tit, så rejser jeg mig op fra sengen, styrter ud på badeværelset og vender først tilbage, når jeg er rimelig sikker på, at de er rykket videre i teksten. Jeg er sådan en kæmpe taber altså.

Jeg kunne selvfølgelig bare holde mig væk fra den slags programmer, men jeg elsker dem. Jeg elsker at se hvad der sker, hvornår det sker, hvem der knalder hvem og hvad Knaldperlen nu har af fabelagtige kommentarer. Jeg elsker det. Men fuck hvor synes jeg det er synd for mit fjernsyn. Stakkels lille pus.

tirsdag den 24. september 2013

Random-ish

Jeg har observeret at læserne i blogland elsker de her "random facts" indlæg. Vi har fået konstateret, at jeg godt kan være lidt af en medløber; så i dag vil jeg smide nogle random facts ud, og håbe i også kan lide det her hos mig. Desuden er et "random facts" indlæg fantastisk når man, som jeg, ikke har så meget at fortælle på nuværende tidspunkt. Og så er jeg bare en stor fan af lister.

NB: Det her er meget random, der er intet tema (som på bloggen), der er intet formål med det, og det er nok ikke engang særlig sjovt.

1. Jeg ejer rigtig mange lyserøde ting. De fleste af dem (hvis ikke dem alle) har jeg fået af min mor. Min lyserøde samling tæller blandt andet en opvaskebalje, en værktøjskasse (med dertilhørende værktøj), margretheskåle og en støvsuger.

2. Hvis jeg smækker med en dør ved et uheld, så er der fejl i 'livsbalancen'. Eller, altså - hvis jeg smækker med døren når jeg er sur, er det helt fint. Men hvis jeg kommer til at smække med døren, fordi der er træk, eller fordi jeg er en spade, så kan jeg ikke helt holde det ud. Så er jeg nødt til, hvis jeg kan komme til det, hurtigt at åbne døren og lukke den (stille) igen.

3. Jeg ser pisse godt. Vildt godt faktisk. Både i mørke og i dagslys. Jeg var til session, og her fik jeg taget en synstest. Damen blev ved med at bede mig rykke længere og længere væk, og hun skiftede de der plader konstant, men jeg kunne se det hele. Hendes ord "Du ser jo bedre end vores jægerpiloter." Ja tak.

4. Selvom jeg var til session, kom jeg aldrig i militæret, jeg fortrød vist. Nu fortryder jeg, at jeg ikke gjorde det.

5. Jeg har enkelte ord og sætninger jeg ikke kan sige på rigsdansk. Uanset hvor meget jeg prøver, lyder og føles det helt forkert rent faktisk at sige "træsko", "Hjemmesko" eller lignende (det må der hellere komme en video om på et tidspunkt).

6. I forlængelse af det, kan jeg nævne, at jeg har vildt svært ved at forstå min mor, når hun snakker rigsdansk. Det lyder helt forkert og er, for mig, det værste volapyk.

7. Jeg navngiver (næsten) alt hvad jeg ejer. Jeg har utrolig svært ved at forholde mig til ting uden navn. Jeg navngiver ikke borde og stole, men ting der kunne tænkes at have en personlighed (hvis man er indehaver af en livlig fantasi, eller er på et sindssygt syretrip). Således har, så godt som, alle stofdyr, pyntedyr og lignende i min lejlighed et navn. Bamserne går under Snoozems, Minisnoozemz, Fedtmule (som egentlig er Plutos hoved) og Mona.
Mona er den ældste bamse jeg ejer, tror jeg. Og den er opkaldt efter min mor. Jeg mindes at sidde på min seng, med min far ved siden af. Han spørger hvad bamsen skal hedde. Jeg er meget i tvivl, så han foreslår at jeg opkalder den efter nogen eller noget, jeg rigtig godt kan lide. Jeg opkaldte den så efter min mor.

8. Mit hoved er skævt. Eller asymmetrisk er nok et bedre ord. Den ene side er bredere end den anden; forstået på den måde at der er mere kind på den ene side af næsen end den anden. Eller måske er det bare min næse der sidder skævt i mit hoved.

9. Jeg har virkelig grimme knæ.

10. Jeg har et "hoste øre" - det kaldte min far det i hvert fald. Når jeg renser ører, som jeg i øvrigt gør meget tit, så hoster jeg altid, når jeg renser højre øre. Altid; især hvis jeg renser et 'tørt' øre. Cirka halvdelen af gangene begynder jeg at nyse, når jeg renser det venstre.

11. I skrivende stund, har jeg ikke vasket hår siden torsdag.

12. Jeg tænker tit på, hvad der er gået igennem Taylor Lautners hoved, da de filmede denne scene.


mandag den 23. september 2013

Jeg kan simpelthen ikke forstå hvad du siger

Jeg er ikke sprognørd per se. Jeg har ikke selv et perfekt sprog; jeg glemmer et par kommaer her og der, jeg har (meget tit) nogle rigtig kludrede formuleringer, jeg har ikke altid styr på om ord skal deles eller ej, jeg kan ikke altid vurdere, om jeg skal bruge hans eller sin, nogle eller nogen og alt det der. Men jeg kan i det mindste stave (for det meste), jeg har styr på nutids r'et (tak danse/danser) og jeg bruger de rigtige ord.

På min venneliste, og de dertilhørende statusopdateringer, er der mange eksempler på det danske sprogs forfald. Følgende er fra to personer; de to jeg regnede med ville have eksempler nok til dette indlæg, da jeg fandt alle disse eksempler i løbet af de første to eller tre opdateringer (de har altid op til 12 (minimum 4) om dagen), valgte jeg at stoppe. Jeg blev sgu lidt ked af det.


"Hvis der er nogen der har tomme konservesdåsser til overs så er jeg meget intra!"
Jeg gider slet ikke kommentere på det ekstra s, der af uforklarlige årsager er smidt ind. Men jeg vil derimod snakke lidt om at være intra.
Intra er fra latin, det betyder inden for - det er et ord eller ordled, der smækkes foran på fremmedord. I denne sætning er det åbenbart en måde at sige: "Jeg er pisse fucking interesseret, ja jeg er." Så skriv dog at du er interesseret, det tager ikke særlig meget længere tid. Din statusopdatering vil nu blive taget seriøst og du vil ikke blive slettet fra min venneliste. Eller jo, måske.


"Det er bare helt oki zkatter!" 
Vedkommende er ikke 12, vedkommende er midt i tyverne. Alligevel bruges der et z i stedet for et s. Fair nok, det kan jo være det er en intern joke, det er i hvert fald ikke et tilbagevendende problem. Det er oki derimod. Det hedder ikke oki. Det hedder okay - O K A Y. Du må også gerne bruge ok, hvis det skal gå lidt stærkt. Til nøds kan du sige okidoki, men så skal du snakke til et barn, eller være pisse fucking genert foran din date.

"Oz mig, oz miiiiig!" 
NEJ! Nej nej nej nej nej. NEJ. Også mig. Eller ditto. Eller what he/she said. Det vil jeg også. Jeg kunne blive ved. Men du skal fandenfuckemig ikke skrive oz mig. NEJ!


"10hi", "f9s", "smiler", "griner" 
Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige her. Jeg hader den der mani med sms-sprog. Lad nu være. Hvorfor man skulle have brug for ligefrem at skrive "tihi fnis" går udover min forstand, men lad nu det ligge. Det jeg hader allermest er de to næste i rækken. Hvorfor skrive at du smiler eller griner. Kunne man ikke bare skrive "haha", eller sende en smiley med? Jeg får jævnligt beskeder med et afsluttende "smiler", og jeg bliver lige rasende hver gang. For helvede da. Jeg er da pisse ligeglad, send mig en smiley eller lignende. Ellers kunne jeg skrive "Ryger ud af vinduet mens jeg vredt svarer på din fejlspækkede sms din fede nar, du skal tilbage i skole nu."


"gg", "gf", "ss", "sf" og så videre
Så vidt jeg har forstået, er de ovenstående forkortelser meget gamle. De blev oftest brugt af gamle, liderlige og upassende mænd på ofir-chat. Jeg har slet ikke lyst til at kommentere på dem, mest fordi jeg har valgt at 'glemme' hvad nogen af dem betyder, eftersom det oftest er kvinder på min mors alder, der bruger dem på facebook. The horror.


"Jeg køre lige til lopemarket idag, det blive hyggeligt."
Jeg.. Det.. Øøøh.. Ej fuck mand.


Fordi jeg er mig, og sådan noget altid sker for mig; så er jeg sikker på, at dette indlæg er spækket med stavefejl, grammatiske fejl og kommafejl - selvom jeg har læst korrektur et par gange (det gør jeg næsten aldrig). The irony. 







lørdag den 21. september 2013

Ja, der sker altså ikke så meget på de her kanter..

... Så når jeg indenfor 48 timer (ish) formår at få svar på et tweet fra Jonatan Spang, og få et tweet foretrukket af selv samme komiker OG få et tweet med i Ekstra Bladet, så praler jeg lidt.

For det er seriøst det eneste der er sket her de sidste par dage, bortset fra at jeg har været ved at hoste mine lunger op, er vågnet med snot i pandehåret, og så har jeg sovet. Jep. Life is sooo exciting.




Forresten, jeg spasser ud på twitter lige her, i må hellere følge mig, for som Debbie siger: "Nu har medierne jo fundet dig, Heidi!" - Ja de har, kom hellere med på bølgen mens det stadig er sejt, eller noget. Haha. 


torsdag den 19. september 2013

DIY: Bogmærker

Som læsehest, bogelsker, bibliofil, kald det hvad du vil, får man samlet en masse bogmærker i løbet af årene. Tit er det souvenirs, sjove gaver eller gamle billetter der er blevet forvandlet til bogmærker. Jeg elsker bogmærker, og jeg elsker bogmærker der giver mening, eller har en historie bag. Mest af alt elsker jeg de personlige bogmærker; dem får man nemmest fat i, ved at lave dem selv.

Det skal du bruge:

Pap
Lim eller dobbeltklæbende tape
Hobbykniv
Printer
Lineal
Snor
Perler
Hullemaskine
Solidt underlag (skærebræt)
(god musik og tålmodighed)

Nogle af billederne er lidt mørke, alt fejlede den her dag. 

Først vælger du hvad du vil have på bogmærkerne, det være sig tekst, billeder eller lignende. Print billederne ud, selvfølgelig i bedste coverbillede-stil - jeg har ingen mål, jeg gjorde det lidt på gefühl.

Jeg skulle lave et bogmærke som gave, derfor lavede jeg det "dobbelt", der er altså billede på begge sider. To lavede jeg med tekst og et tredje med billeder af flotte, flotte, F L O T T E mænd.




Det tredje billede skulle så tydeligvis have været roteret, det fik jeg ikke lige gjort. Men der står: Bogmærke 1; "Everywhere I've searched for peace and nowhere found it, except for in a corner with a book", bogmærke 2; "EXPELLIARMUS!", bogmærke 3: flotte mænd! 


Herefter skærer du billederne ud. Det bliver bedst hvis du placerer linealen langs siden, og skærer efter den. 


Billedet sættes på pappet, og så skæres der langs siden - et par mm fra kanten af billedet. 


Billedet tapes eller limes fast på begge sider. 


Tadaaaa. 


Så måler du hvor langt der er fra yderste pap-kant og ind til kanten af billedet. 


Så tager du (eventuelt) en anden farve pap og måler op til kanten. Den gør du dobbelt så lang som det antal mm der var ind til kanten af billedet. 


Den skærer du så ud, og placerer linealen i midten det stykke, og skærer (uden kniv) (faktisk trykker du bare hårdt med hobbykniven, uden at kniven er fremme) ned igennem midten, så kanten er nemmere at folde. 


Så skærer du hjørnerne af, som på ovenstående billede. 


På med tapen/limen. 

De ovenstående trin gentages med alle fire kanter. 


Tadaaa.. 


Læg bogmærket i under en masse bøger, eller lignende, det skal ligge i (under?) pres indtil limen er tør, eller tapen har sat sig. 

Så skal bogmærket 'pyntes'. 


Klip et stykke snor ud, du behøver ingen specifikke mål endnu, men klip et godt stykke. Og lad så det ligge. 


Saml en masse snor som på billedet ovenfor. 


Bind et stykke snor om, næsten helt i toppen af bundtet. 


Tadaaa. 


Klip snoren over i den "lange" ende. 


Før det lange stykke snor fra tidligere igennem den korte, og lukkede, top af bundtet. 


Bind den lange snor fast, du vurderer selv hvor lang den skal være, og klip det resterende af. 


Smæk perler på den lange snor. 


Bind en knude. Og nu skulle du gerne have et loop, som ovenfor, tilbage. 


Fat din hullemaskine, og lav et hul i toppen af bogmærket. 


Før snoren igennem. 


And we're done!

Som nævnt kan de også laves med tekst, nedenfor er mit bogmærke med yndlings-trylleformularen fra Harry Potter. Her er der ingen bagside på, og 'kanten' dækker derfor hele bagsiden også. 





mandag den 16. september 2013

Warm Bodies, Isaac Marion

Ved i hvad der er fucking nedern ved bøger med glossy forsider? Det er, at du ikke kan tage et ordentligt billede, uanset hvor meget du bevæger dig rundt i din lejlighed, heller ikke hvis du tager blitzen af kameraet, intet virker. Derfor bliver det her min mest billedtunge anmeldelse nogensinde, for i skal sgu se alle de mislykkede forsøg.

Og nej, jeg kan ikke bare redigere billederne, mit redigeringshandicap begrænser sig ikke kun til film.







Jeg er ikke meget for at indrømme det, men ved de første par billeder prøvede jeg at skygge med min hånd - fra den forkerte side. For fucks sake altså.
Dumheder til trods, kan vi konkludere, at der jo ikke er nogen af de her billeder der dur. Jeg hader glossy forsider, og ikke kun fordi de bliver hurtigere ridsede. 

Anyways, det var anmeldelsen vi kom fra. Jeg blev færdig med denne bog for en uges tid siden. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle forvente. Bogen er allerede blevet filmatiseret, og det virker til at filmen er meget komedie-agtig. Det er bogen ikke. Den har sine komiske elementer, men det er ikke komikken der er i højsædet (jeg har ikke set filmen, så jeg taler ud fra, hvad venner har fortalt).



Når man læser bagsiden, lyder bogen som et remake af Twilight; bare med et nyt monster, og en kvindelig hovedperson der er lidt mere bad-ass og ikke falder for monsteret med det samme. Men det er ikke tilfældet!

Vi følger R, han kan ikke huske sit navn - ligesom resten af minderne om hans menneskelige liv er forsvundet, han er en zombie. Han bor på en nedlagt flyvestation sammen med en masse andre zombier. Som alle andre af hans slags består hans diæt af mennesker, primært deres hjerner. de kan ikke smage noget, så grunden til de spiser hjernerne er ikke fordi den er et gastronomisk mirakel; næh ved at spise hjernen vil de opleve glimt af deres offers liv, det er det tætteste de kommer på at have minder.
R er anderledes end de andre zombier, eller det tror han i hvert fald. De taler nemlig ikke rigtig sammen, det kan de ikke, men det ændrer ikke på at R, som den eneste, virker til at være mest fortvivlet over det faktum.

But it does make me sad that we've forgotten our names. Out of everything, that seems to me the most tragic. I miss my own and I mourn for everyone else's, because I'd like to love them, but I don't know who they are. 

Hallo - det er da lidt smukt. Eller er det måske bare mig?

En dag spiser R en ung mands hjerne, Perry. Hans kæreste hedder Julie, og det er hendes ansigt der viser sig for R's indre. Han redder Julie fra de andre zombier, og tager hende med tilbage til flyvestationen. I starten er hun hans fange, så en "uvillig" gæst, og til sidst en noget forvirret, men nysgerrig, ven. I Julies selskab ændrer R sig, han husker bedre, taler bedre og bevæger sig hurtigere og anderledes.

Kan kærlighed redde verden og redde liv? Er troen på en bedre verden nok til at redde den? Er det ikke ligemeget hvem du var før du mødte kærligheden? Handler livet ikke om nuet - vi kan jo ikke ændre fortiden?
(Puha, der blev jeg meget filosofisk. Men det var ikke desto mindre det jeg tænkte, mens jeg læste romanen. Hvem skulle tro, at jeg kunne lære lidt om mig selv, ved at læse en roman om en forelsket zombie? - Fun fact: Det er den bog jeg har skrevet allermest om i min Reading Journal nogensinde.)

Bogen er rigtig god. Den er skøn. Den er smuk. Og den satte nogle tanker i gang ved mig. Det er fantasy, eller nej, faktisk er det sci-fi, eller måske en blanding. Den er ikke kun for folk der elsker en eventyrlig fortælling. Den er for alle, eller mange i hvert fald. Den er super!