mandag den 29. juli 2013

Making it big in a small world

Jeg bor på 37 kvm. Men jeg har ejendele (og ego) nok til 75 kvm, okay 65 kvm, i hvert fald 50 kvm. Noget af det der fylder mest er mine bøger, jeg insisterer på at have dem alle (næsten) fremme, og jeg insisterer på en æresplads til hvert enkelt eksemplar. Det har ført til en noget prøvet bogreol, diverse forsøg på (semi-stilfuld) opbevaring, og et par tårer (nej, men altså).

For nylig viste jeg jer en gammel kuffert (og outede mig selv som Crocs-elsker), jeg havde købt i en genbrugsbutik. Den kuffert fik en makker ikke så længe efter, endda en makker som har været i familien i et stykke tid. De to er nu flyttet ind hos mig, og vi er alle tre nogle meget glade roomies.

Jeg mangler stadig plads, specielt efter jeg lod to kufferter, som optager mere plads end man lige skulle tro, flytte ind. Men min bogreol kan holde til lidt mere. Og hvis jeg selv skal sige, ser det meget fedt ud.

Nu mangler jeg bare en større (og gerne billigere) lejlighed, en spandfuld penge og en frivillig til at skrive det der bachelorprojekt. Vi er lige ved at være der.



Den søde lille reol (det kalder jeg den), kan sikkert holde til mere, men jeg tør ikke fylde mere på den. Gammelt kollegie, gamle vægge, ingen tiltro til håndværkere. 


Jeg plejer at have flere bøger i vindueskarmen. 



Og et ordentligt læs biblioteksbøger. 



Nu er de fleste af "løsgængerne" i de her to skønheder. 


Jeg kan nu meget godt lidt det. 





søndag den 28. juli 2013

Mrs. Neville Longbottom

Da jeg var yngre elskede jeg, at lege den der "passer vores navne sammen" leg. Den der hvor man skrev navnene under hinanden og så regnede ud hvor mange procent de passede sammen (det her er nemlig ikke særligt sjovt, hvis i ikke kender legen). Kan i huske de der hjemmesider, og på mtv/voice, hvor man kunne sende en sms ind med sit navn og sin udkårnes navn, og så regnede de ud for dig om i var meant to be? Anyways, det lærte jeg at regne ud selv. Så nørdet og kikset.

Jeg gør det stadig en gang imellem, sådan for sjov. Og jeg gjorde det også for noget tid siden, da jeg kedede mig i bilen på vej på arbejde.

Mange af mine teenagedrømme brast, og jeg kunne hverken regne eller stave. Ikke desto mindre tog jeg billeder af det til jer.


Jeg er stadig helt knust over, at JGL og jeg ikke er et godt match. Dog passer jeg nogenlunde med Ryan Gosling, hvilket er "OK!", som jeg har skrevet (Det er faktisk OH MY GAAAAWD CRAZY, men nevermind). 


Jeg er åbenbart et meget godt match til kære Johnny Depp, og ham kan jeg også ret godt lide. Til gengæld er jeg ikke så glad for scoren med det grå guld, Mark Harmon. Og jeg vil slet ikke tale om hele Rupert Grint situationen, det kan jo ikke passe. 


Hverken Will Smith, Tom Felton eller Hr. Dicaprio er et match made in heaven for mig. Som jeg også har skrevet, så døde teenage-Heidi lige. Hele hendes værelse var dækket af Dicaprio plakater. 


Jeg skal heller ikke være Mrs. Timberlake eller prinsesse (det ville heller aldrig gå). Dog var det her omkring, jeg stoppede med at kunne regne, det er selvfølgelig Depp(elicious) der fører. 


George Clooney er helt ude. 


Men Matthew Lewis fløj lige ind og reddede dagen. Teenage-Heidi er glad igen. Verden er ikke af lave. Og jeg kan stave igen. 


Tjek lige mine seriøse Paint-skillzzz... 

EDIT: Jeg har selvfølgelig, i al min taber-hed regnet forkert. Jeg er ikke Mrs. Neville Longbottom, jeg er Mrs. Johnny Depp, og det er helt fint. Men for nemheds skyld, vil jeg lade som om min brøler ikke betyder noget, for jeg vil virkelig gerne være Mrs. Neville Longbottom. 

Jeg opdagede min fejl, da jeg ville forklare Maja, hvordan man gør i kommentarfeltet: 

Okay, jeg kan prøve at forklare det - det er slet ikke så bøvlet. 

Som i mit tilfælde: 

Heidi Bodin skulle matches med Matthew Lewis. 

Du stiller så de to navne ovenpå hinanden og sætter LOVES imellem, således: 

Heidi Bodin
loves 
Matthew Lewis 

Nu tæller du hvor mange af bogstaverne fra LOVES der er tilsammen i de to navne. 

L 1
O 1 
V 0
E 3
S 1

De stilles på række, således: 

11031

Nu skal de regnes sammen to og to, hele rækken hen, så nogle af tallene bruges to gange. 

1+1 1+0 0+3 3+1 

2134

Og igen, indtil du lander på et to-cifret tal, minimum er altså 11 og maks er 99. 

347

711

82%

FAIL! 

torsdag den 25. juli 2013

Endnu en videoblog

Jeg fik vokset mine ben i dag. Det var egentlig meningen at jeg bare ville skrive et indlæg, og smide før og efter billeder ud. Men det var som om ordene kom i en lidt for hurtig og lind strøm end mine fingre kunne følge med på tastaturet, så jeg filmede det i stedet (Ja, jeg snakker altid så hurtigt).

Og nu ser jeg så, at det var fuldstændig nytteløst at forsøge at flashe mine ben, dem kan i jo slet ikke se. Oh Well.


FØR (Der er nu noget dødcharmerende ved at smide billeder op af sine behårede ben)


 EFTER



Og fordi jeg pludselig filmede fra en ny vinkel, skulle jeg lige teste hvor tæt på kameraet jeg skulle sidde. Det ser åbenbart sådan ud. 


Sidst men ikke mindst, den famøse (skaldede) fod. 


onsdag den 24. juli 2013

Swift-Effekten

Jeg er glad for musik. Al slags musik. Næsten al slags musik. Jeg er glad for stille musik. Country. Rock. Indie. Ballader. Pop. Dance. Reggae. Rap. You name it. Heavy - not so much.

Jeg elsker at danse. Bare danse. Alene og med veninder. Med sko og uden sko. Til fest og alene i min lejlighed.

I forbindelse med mine danseeskapader har jeg lagt mærke til en tendens; Jeg går altid lidt mere amok når der bliver smidt Taylor Swift på. Der sker et eller andet med mig. Lige pludselig er Romeo og Julie den mest romantiske kærlighedshistorie, EVAH(!). Pludselig handler hele mit liv om at finde en kendt kæreste. Gerne Zac Efron, til nød Basim (han skal bare være lidt kendt). Pludselig mener jeg helt seriøst at Twilight er den mest forbigåede film i Oscaruddelingens historie. Mavebluser virker som den bedste idé i verden. Armbevægelserne bliver lidt større. Og det eneste jeg vil, er at komme i byen og ryste røv. Åh Gud.

Og nåh ja, så ser det nogenlunde sådan ud imens. (Kia og Stinna er forresten lige så slemme som mig).






Favoritten lige nu, er den her: 


søndag den 21. juli 2013

En samtale med en lægesekretær

Jeg havde været ved lægen til mit årlige P-pille-fornyelses-kontrol-tjek (hvad hedder sådan noget?)(TMI? Oh well, som venner vi dele). Da jeg to dage senere, stadig ikke kunne hente P-pillerne på nærmeste apotek ringede jeg til lægen. Jeg ville tjekke om der var sket en fejl, eller om jeg skulle hente dem på et andet apotek. 

Samtalen forløb nogenlunde således: 

Lægesekretær: "Lægehuset.
Heidi: "Hej, det er Heidi, jeg ringer fordi, jeg for et par dage siden var til mit årlige P-pille-fornyelses-kontrol-tjek, jeg fik en recept på en ny omgang P-piller, men jeg har ikke kunne hente dem på apoteket, er der sket en fejl?
Damen fik mit CPR-nummer, og sagde: 
"Der er sket en fejl, to sekunder, så fornyer jeg recepten til dig." 

Heidi: "Det lyder godt, men jeg skal kun have en recept til tre måneder.
LS: "Recepten plejer at gælde for 12 måneder, er der et problem?
Heidi: "Nej nej, jeg overvejer såmænd bare at stoppe med at bruge dem, og vil derfor kun have til tre måneder. Fortryder jeg, kan jeg jo altid ringe ind igen.
LS: "Overvejer du at stoppe? Neeeeej hvor fint, Ih hvor godt, altså hvor er det skønt!
Heidi: "...." 
LS: "Det er bare SÅ super altså!
Heidi: "Nej nej, vent! Jeg skal ikke.. Det er ikke.. Jeg vil ikke.. Jeg skal bare stoppe. Jeg skal ikke til at prøve at få et barn.
LS: "Nå. Nå. Nååååh.. Jamen med piger i din alder, ved man jo aldrig når de pludselig stopper med P-piller.
Heidi: "Øh nej, okay. Men tro mig, hvis jeg blev gravid sådan lige nu, ville jeg nok ringe ind og sige at der var sket en skandale!
LS: "Øøøh okay, jamen du skal så kun have til tre måneder?
Heidi: "Ja, der er ikke synderligt meget behov for dem for tiden, skal du se.
LS: "Haha, ja sådan er der jo nogen af os der er så uheldige.

Ja tak da. Når man er 25 og stopper med sine P-piller, fordi man tænker (og har hørt) at en sådan "udrensning" af kroppen, er godt fra tid til anden (ikke fordi de er fucking unødvendige (it's not a dryspell, it's a desert!")), så skal man pludselig til at forklare sig, og sidde og fortælle sin lægesekretær at man ikke vil have et barn, men at man bare er lidt "uheldig" (som hun så fint udtrykte det). Fuck mand. 


Skinnecykler er the shit!

For et stykke tid siden var jeg i Sønderjylland (igen), denne gang var det et kort visit, men vi nåede dog alligevel at prøve skinnecyklerne i Aabenraa.

I Aabenraa er det muligt at leje en skinnecykel i to timer for 75 kroner, er der børn med, kan de sidde på havestolen ved siden af, men er i kun "voksne" skal i have hver jeres cykel. Heldigvis er det ikke hårdt, tværtimod er det meget simpelt og pisse sjovt.

Jeg ved godt, at der er mange af jer, der ikke lige kommer til Aabenraa, men se det her som en mulighed for, at besøge en af de bedste byer. Ellers kan i tjekke her, jeg har googlet skinnecykler i Danmark for jer.

Det var vildt sjovt, jeg kørte grinende ind til perronen da vores to timer var ovre, min storebror fik ikke bremset hurtigt nok, og bragede op i min mor. Vi hyggede os.

Nu; Billedspam. Fordi jeg kan.

Ps. Hvis i vælger at tage afsted, så kan jeg anbefale at have lange bukser på - jeg har ladet mig fortælle, at det ikke kun er i Aabenraa at der går lidt lang tid mellem vedligeholdelse på banen. Skinnerne og cyklerne fejler intet, men der er ret mange planter på banen, og hækkene kunne trænge til en klipning. Så hvis du vil slippe for rifter, så tag lange bukser på.
















onsdag den 17. juli 2013

Coca Cola ejer reklameverdenen

Hvis der er noget Coca Cola kan, så er det at få gode idéer til kampagner, som kan nydes på tværs af kulturer, landegrænser og des lige. Coca Cola ejer reklamebranchen, simple as that. Nyd f.eks. disse perler.

Nyeste skud på stammen


Da Skyfall havde premiere


Da det gik op for dem, at de på en måde havde det danske flag i deres logo


Og min absolutte favorit


mandag den 15. juli 2013

Film: The Lone Ranger


The Lone Ranger er et remake af et radiospil, en tegneserie og en tv-serie. Det er her udtrykket, vi alle kender, stammer fra: Hi-Ho Silver, Away! Det er her "Sorte Maske" (Det burde være ulovligt at oversætte så dårligt) startede.

I filmen møder vi en lille dreng, der får fortalt historien om The Lone Ranger af rangerens oprindelige sidekick, den skrupskøre indianer Tonto.

Rangeren, John Reid, vil hævne mordet på hans storebror, og Tonto søger oprejsning fra fortidens fejltagelser. Sammen drager de på eventyr, de møder mange forhindringer på deres vej, og virker nogle gange udødelige. Deres eventyr og bumpene på vejen gør en underholdende film. Jeg grinede, jeg gemte mit ansigt og jeg blev også rasende - den spillede på næsten alle tangenterne.

Jeg elsker westerns. Jeg elsker Johnny Depp. Og jeg elsker instruktøren Gore Verbinski (Pirates-filmene, Rango, The Weather Man og The Ring). De er alle tre blevet smidt sammen i denne film. Med på vognen er også Armie Hammer (bedst kendt for at spille de fornærmede rigmandstvillinger i The Social Network), Helena Bonham Carter, William Fichtner (som er en seriøst dygtig og overset skuespiller, latterlige biroller er åbenbart blevet hans lod i livet - dog ikke i The Lone Ranger) og Tom Wilkinson (som af en eller anden grund altid spiller et kæmpe røvhul, bl.a. i Operation Valkyrie, Batman Begins og Eternal Sunshine of the Spotless Mind).


Filmen har fået en meget blandet modtagelse. BT skriver bl.a.: "Med sine 150 minutter er filmen for lang og ikke helt så spændende, som den også gerne vil være. Det er lidt det løse krudts film, men det lever vi skabscowboys nu gerne med." 
Spørger i mig, så er filmen ikke for lang. Den er lang, men ikke for lang. Filmen har en helvedes masse sidehistorier som skal forklares og uddybes, det synes jeg de gør rigtig godt.

Ekstrabladet bliver som bekendt aldrig tilfredse, de har bl.a. skrevet: "Til gengæld lider ’The Lone Ranger’ af et velkendt Hollywood-syndrom: Der er brugt betydeligt mere tid og kræfter i computerafdelingen end i skrivefasen. Og jeg har sagt det før, men gentager gerne: Hvis ikke den grundlæggende historie er i orden, så hjælper det altså ikke, at man prøver at overdøve de dramaturgiske mangler med nok så mange effekter og eksplosioner." 
Og: "Det mest irriterende er dog, at den meget lange spilletid går med at fortælle en historie, der på en gang er usædvanlig kringlet og samtidig fuldstændig intetsigende, når sammenhængen endelig dæmrer for en. Ja, det virker nærmest som en endeløs række af hovsa-løsninger, som man har fundet på undervejs, og så forgæves har prøvet at få til at hænge sammen i klipperummet. Det lykkes ikke."
Der bliver her klaget over den grundlæggende historie, det er jeg uenig i. Plottet er meget kringlet, men det fungerer. Tingene afsløres lidt efter lidt, men du ved hele tiden hvor du er i historien, og hvad der nu skal ske. Det eneste jeg ikke rigtig synes fungerer, er den romantiske sidehistorie. Den er spækket med klichéer, den er forudsigelig og egentlig totalt udnødvendig. Men det er jo Disney, de kan ikke lave en film uden en eller form for klichéfyldt kærlighedshistorie, og det skal de vel bare have lov til - jeg kunne dog sagtens have undværet den. 


Johnny Depps karakter, Tonto, kaldes en indianerversion af Jack Sparrow. Det er jeg til dels enig i. Tonto er mumlende, skrupskør og mere heldig end genial. Men det gør ikke noget. Tonto er, grundet ting i hans fortid, skide skør og utilregnelig, dette skal der spilles på, og det er hvad Johnny Depp gør. Han spiller sådanne roller til UG, kryds og slange, så det synes jeg ikke han skal have høvl for. Connery.dk går så vidt som at sige, at Johnny Depp har solgt sin sjæl til Disney - men til den 'timeløn' tror jeg ikke der er mange der ville sige nej tak, til et sådant tilbud. 


Som i nok kan regne ud, var jeg meget glad for The Lone Ranger, og denne anmeldelse blev vel nærmere til at forsvar af filmen, men det var vist også hvad der skulle til. 

Se den hvis du kan lide westerns. Se den hvis du kan lide Pirates-filmene. Se den hvis du kan lide Johnny Depp. Se den hvis du vil se en kridhvid hest oppe i et træ. Se den. 

Trailer: 


torsdag den 11. juli 2013

Her Heidi, tag noget gummi!

Det er altid dejligt når ens veninder får en kæreste, du er glad på deres vegne, og du deler deres glæde. Men du er også lidt bitter, bare en lille bitte bitte bitte smule. For nu er der en mindre single i flokken. Ikke fordi dine veninder bliver kæreste kedelige (mine gør i hvert fald ikke), men fordi du nok godt kunne tænke dig lidt af det samme. Måske. Senere. Ikke lige nu.

En af mine veninder med kæreste, er for nylig flyttet ud af sin lejlighed, i den forbindelse har hun ryddet en del op, og en masse ting skulle bare ud. Men kondomerne de skulle ikke ud, hun havde ikke synderlig meget brug for dem. Så de røg da i min retning, helt uden at jeg behøvede at bede om dem. Så gode veninder har jeg nemlig, og så single er jeg åbenbart! Med min track-record er der fandeme-mig da gummi til de næste tre-fire-tyve-tusind år (Lille bitte bitte bitte smule bitter).


Bemærk venligst at min veninde er en smule optimistisk omkring min(e) fremtidige sengepartner(e)s udrustning, eller også har hun været rigtig heldig. 

tirsdag den 9. juli 2013

Paranoia much?

Jeg er ikke bange af natur. Jeg er ikke uforsvarlig, og kaster mig alene ind i en lastbil med en mand, der har knive på sædet og kloroformen klar til at sætte for min mund. Nej nej.
Men jeg er ikke bange for at gå alene hjem i mørket, og jeg er ikke bange for at være alene hjemme. Men en gang imellem bliver jeg alligevel ramt af voldsom paranoia, eller uforklarlig skræk.

Det sker oftest når jeg er hjemme ved min mor; Small Town Madness?

Hele sidste uge var jeg hos min mor, det var varmt om natten, og for ikke at kampsvede hele natten igennem, sov vi i 'huset'. Det er et lille træhus/pavillon/udhus min mor har stående i 'forhaven', der er ikke varme på, det er ikke synderlig godt isoleret og det er vist heller ikke videre stabilt. Men der er en behagelig temperatur i huset, og man sover fantastisk (Ja, jeg har delt seng med min mor i en uge - Oh well).

For at komme ind i huset skal man lige hen over et par fliser, det er der som sådan ikke noget mærkeligt eller skræmmende i, men når din mor ytrer ordene: "Ej, det virkede lige som om der stod nogen der i hækken." Og hun så går ind i lejligheden og efterlader dig alene i mørket, med en halvfærdig cigaret, så ryster man altså i bukserne af skræk.

Jeg hørte de mærkeligste lyde, så skygger hvor der ikke skulle være skygger, og synes nu godt nok at det der glimtede i mørket, lignede en kniv ret meget. Jeg rykkede tættere på døren til lejligheden, og stod til sidst med et ben ude og et ben inde, jeg røg trofast min cigaret færdig (dedikation), mens jeg spejdede ud i mørket. Da cigaretten skulle i askebægeret, var jeg nødt til at bevæge mig udenfor. Askebægeret står lige indenfor 'mørke-grænsen', lige dér hvor det blev helt sort (der hvor morderen altid står). Jeg krabbede mig langs væggen og turde ikke stikke andet end min hånd ind i mørket (jeg ræsonnerede mig frem til, at jeg nok godt kunne leve uden en hånd, hvis det skulle være (men jeg var smart, jeg brugte venstre - den bruger jeg alligevel aldrig)).
Jeg kunne sagtens bare gå i seng efter det her, men det gjorde jeg ikke. Jeg ventede trofast på min mor, og fortalte hende først om den morder, jeg helt sikkert mente at have hørt i hækken, dagen efter.

Paranoiaen træder også ind på andre tidspunkter - gerne efter et Criminal Minds/CSI/Special Victims Unit-marathon.

Hvis jeg er ude at gå og mørket falder på, så gør det mig som regel ikke rigtig noget. Men hvis min hjerne arbejder på højtryk, og jeg er mit kreative forfatter hjørne (jeg bliver udgivet forfatter en dag, bare vent og se!). så stikker det helt af.
Jeg genererer sætninger som: "Heidi vidste ikke, at hun ikke ville se dagens lys i morgen." og "Da Heidi gik forbi hækken, så hun ikke de morderiske øjne der fulgte hende." og "Da Heidi drejede omkring hjørnet, nikkede hun venligt til manden der kom imod hende. Den mand ville senere trække Heidi livløs igennem skoven." (Ud fra dette kan vi konkludere, at jeg ikke skal skrive krimier, at jeg bruger en alvidende fortæller, jeg er hovedpersonen i mine egne gysere, og der er et eller andet helt galt med mit hoved. Ps. Jeg er ikke engang særlig glad for krimier).

mandag den 8. juli 2013

Kan du huske?

Det er sjovt med minder, de er der altid, nogen gange kan man kun huske små glimt her og der, men de er der altid, på den ene eller den anden måde.

Der er duften af en bestemt parfume, der får mig til at tænke på eksen, og ræsonnere: "I det mindste duftede han godt." Der er duften af en anden parfume, der altid får mig til at tænke på min mor, og det faktum at jeg altid stjæler et pift her og der når jeg er hjemme; selv samme parfume får mig også til at tænke på min faster og min kusine (vi er ikke så kreative med dufte i Sønderjylland).

Jeg kigger ned på mine knæ, og ser en masse ar. Et er fra dengang, det virkede som verdens bedste idé at lege tagfat i klipklapper i naboens indkørsel, som selvfølgelig var fyldt med grus. Et andet er fra dengang, det virkede som verdens bedste idé at lege tagfat på (beton) hegnet omkring barndomsvenindens køkkenhave. Et tredje er fra dengang jeg legede tagfat rundt om barndomsvenindens hus, mens de var ved at sætte nye tagrender op, en af dem faldt jeg over (måske skulle jeg ikke lege tagfat). Et fjerde ar er fra dengang, jeg satte mig bag på Rasmus'* scooter, kun iført bikini, og vi selvfølgelig styrtede (det har jeg faktisk ret mange ar fra).
Et ar kan jeg ikke huske, men har fået fortalt, at jeg fik ved at vælte i indkørslen gentagne gange, jeg landede altid med hovedet først, og det samme sted - jeg var såmænd ved at lære at gå.

Jeg kan ikke høre nogen tale om Skotland, tale med skotsk accent, sige "kilt" eller lignende, uden at tænke tilbage på en af de bedste ferier, jeg nogensinde har været på.
Jeg kan ikke høre nogen sige "ooooof course", uden at tænke på min tidligere arbejdsgiver i England.

Jeg kan ikke gå forbi fritidshjemmet, uden at tænke tilbage på nogle vilde aftener med slænget fra folkeskolen. Og der er et helt bestemt sted omkring fritidshjemmet, hvor jeg altid fniser lidt; Det var der jeg lod Leif* tage mig på brysterne allerførste gang (det er store sager).
Jeg kan ikke høre nogen tale om Stevning Hus uden at tænke: "Høhø, det var der jeg tungekyssede første gang." (eller som vi kaldte det: "En slasker")

Jeg har gemt 'venindebøgerne' fra folkeskolen, hver og en. Det minder mig om hvor jeg var, hvor jeg ikke vil hen igen og hvor jeg gerne vil ende. Det minder mig om, at til trods for deres lede ord, og skråpuder der blev kastet i hovedet på mig, så er jeg nået skridtet videre. Jeg har ikke glemt dem, men jeg har pakket dem væk.

Jeg bærer minderne med mig, og nogle på min krop. Nogle er kommet fordi jeg faldt og slog mig fysisk. Andre har jeg fået tatoveret, for at minde mig selv om, at det er også okay at falde og slå sig psykisk. Man rejser sig for det meste op igen, og gerne med lidt rankere ryg end man havde tidligere.

Little Mix Fix-it

Jeg er meget klodset. Jeg vælter ting, jeg vælter over ting, jeg taber ting, jeg taber ting ned på mig selv og jeg halshugger køer - altså pyntekøer.



Jeg har prøvet at fikse de her basser et par gange. Det gik ikke. Superlim var ikke godt nok, kontaktlim var ikke godt nok. Intet virkede. 


Så må man jo tape dem. Men for helvede det ser jo dumt ud. 


Selvom de er søde. 


Så tager man en stofrest fra bunken (eller hvad man nu lige har)


Et Voilá; Nu har køerne halstørklæde på, de kampsveder sikkert i sommervarmen, men hey, de er fikset.