tirsdag den 30. april 2013

Bloglovin fail

Godt, for at skrive det her indlæg, er jeg nødt til at komme med en indrømmelse. Jeg følger mig selv på bloglovin, på den måde kan jeg se hvad der bliver fremhævet og blablabla.

Anyways, det har vist sig at være en god ting i dag. For i mit tidligere indlæg, hvor jeg efterlyser et heppekor, har den valgt at fremhæve screenshottet fra en youtube videoerne. Fair nok. Det giver mening - men;
Bloglovin har valgt at fremhæve dette: 


Helt ærligt! Nu ligner det jo, at jeg efterlyser et heppekor, fordi jeg lige har knaldet. Ja, det er vel også et af livets små øjeblikke, men det var da ikke hovedpointen med indlægget. Great, nu er jeg ikke bare stupid, sarkastisk og sensationel. Jeg er også Heidi, hippie og horny. 

Jeg har brug for et heppekor..

.. Og baggrundsmusik!

Vi har alle været der, der sker noget, ikke nødvendigvis noget stort, men noget der gør det nødvendigt at ringe de implicerede op (eller bare dem du har talt med om det før). Du ringer. De tager ikke telefonen. Ikke en eneste af dem. Du prøver så din mor. Din mor som ikke rigtig er inde i emnet, men ikke desto mindre ringer du til din mor (det gør du altid). Hun tager heller ikke telefonen. Så må du jo ringe til en anden. En der ikke ved noget om emnet, en der ikke ved noget om dine tidligere kvaler omkring det her, men en der altid gider lytte (Igår var det Stinna - Tak Stinna).

Derfor føler jeg, at jeg har brug for et heppekor. Et personligt heppekor, et der springer frem til alle livets små øjeblikke. Egentlig leder jeg vel bare efter baggrundsmusik. Jeg vil leve i en film, hvor soundtracket er tilpasset alle tænkelige situationer.

Når jeg bliver single: 


Når jeg gør noget virkelig sejt: 


Når jeg er begejstret: 


Når der ikke er nogen i nærheden, og jeg taler alligevel:


No explanation needed: 



mandag den 29. april 2013

"Hogwarts will always be there to welcome you home"

Jeg er gået i full-blown Harry Potter fangirl mode. Jeg skriver et eksamensprojekt om filmene og bøgerne. Jeg skal henover sommeren skrive et BA-projekt om bøgerne. Og jeg skal meget snart læse bøgerne igen, både som hyggelæsning og som "hardcore BA-projekt, jeg vil have 12"-læsning. Det betyder at jeg for tiden ser filmene igen og igen. For hyggens skyld, forstås. Det betyder også at jeg for tiden, åbner og klikker på alt Harry Potter relateret. Det vil jeg dele lidt af med jer.

Jeg er sikker på, at i elsker det skidt ligeså meget som mig.
Og hvis jeg tager fejl, så lad venligst være med at fortælle mig det. 






These are a few of my favourite things..

Dette billede indkapsler på allerfineste vis to af de ting, jeg holder allermest af, Ugler og Kaffe.


søndag den 28. april 2013

"Hey dame!"

Det er sket mange gange efterhånden. Og det begyndte allerede da jeg gik på handelsskolen. Sætninger som: "Så kan du lige give pengene til damen" og "Mor, skal vi ikke bare spørge damen?" fløj omkring mig. I alle tilfælde var jeg "damen".

Det udtryk er altså et "slap in the face" til de af os, der bare gerne vil glemme at vi er tættere på 30 end på 20. Det er ikke et kompliment, og vil ikke blive opfattet som et sådant - slet ikke så længe jeg er på SU, og stadig føler mig som et lille barn, når det kommer til voksne beslutninger.

Det begyndte da jeg sad ved kassen i Netto. Farmand havde sønnen på slæb, og lillemanden ville give pengene til mig. "Så kan du lige give pengene til damen" sagde farmand. Mens jeg med krampetrækninger og ildrødt ansigt tog imod pengene, og sendte lyn og tanker farmands vej, for på en eller anden måde at telepatere "JEG ER NITTEN - IDIOT!"

Det er fortsat sidenhen. Når jeg forsøger at hjælpe forvildede turister videre i Odense City, og de går derfra, kan jeg høre moren sige: "Hvor var det godt damen gad hjælpe os." Ikke "Den unge dame", Ikke "Pigen", Ikke "Hende den nice type i sommerkjolen med de helt vildt flotte ben". Nej sgu, "Damen".

Og jeg står altid forvirret tilbage, og kigger ned af mig selv, og kan konstatere at, jo, jeg har stadig min pink t-shirt med spongebob squarepants på, ja, mine bukser er stadig hullede, og ja, rigtig nok, jeg har stadig nittestøvlerne på, og fandeme om ikke jeg lige er gået ud fra Slikparadiset med 30 kg bland selv slik til mig selv og mit voksne jeg.

Og det er jo ikke fordi at det udtryk, får dig til at tænke på dig selv således:


Nej sgu. Chancerne er sgu større for, at du ser dig selv som hende her: 


Det er trods alt mere realistisk, især på en høj hellig søndag, klokken alt for tidligt. Men ikke desto mindre er "dame" fænomenet blevet mere udpræget for mig i løbet af de sidste par år. Jeg bliver kaldt dame af mange forskellige typer. Men når det ikke længere er farmand eller mor, der lige skal bede lillemanden om at gøre noget, og derfor kalder mig "damen", fordi jeg trods alt er meget ældre end barnet, så bliver jeg lidt harm. Eller nok nærmere aldersforskrækket. 

Som for et stykke tid siden, da jeg hjalp en ung pige og hendes forældre med at få parkeret i Odense C (Det er åbenbart svært). Pigen var maks 2 år yngre end mig. Da de er blevet parkeret, og de går derfra, hører jeg moren sige: "Ej, nu sagde vi slet ikke tak til damen." (!!!!!!!!!!!!)
Den stopper ikke her, nej så heldig var jeg ikke. Jeg går nemlig videre ned af gaden, da jeg hører en mand råbe "Hey dame!?" - og fordi jeg jo er vant til det kaldenavn efterhånden, vender jeg mig om. Her står en mand (der var fucking ældre end mig!). I sin hånd havde han mine nøgler. Det var selvfølgelig sødt af ham og alt det der, men han kaldte mig dame (jeg siger det lige igen, selvom han selv var ældre end mig), derfor fik han et kort: "Tak," også smuttede jeg derfra rimelig hurtigt. 

Kald mig bare snerpet. Men jeg gider altså ikke være en "dame", sagde hun og stampede i jorden. 




Jeg har ingen ord

 

Har i stiftet bekendtskab med Zee U? Hvis ikke, så mød dem her. De var "store" for lang tid siden, faktisk var de ikke store, den plads tog Creamy fra dem. Men titlen på den her sang er fantastisk, særligt når man, som jeg, har arbejdet på et Harry Potter projekt hele weekenden. Jeg, og min gruppe, har haft sangen på hjernen hele dagen, nu vil jeg sende den videre til jer. Den er catchy, fucking catchy.

lørdag den 27. april 2013

En Ode til Kaffe

For tiden bruger jeg alt min tid sammen med C og C. Vi skriver det famøse Harry Potter projekt (Tak for hjælpen forresten, jeg ved ikke hvor mange af jer der endte med at svare, men vi fik i hvert fald mere end nok besvarelser). Vi drikker rigtig meget kaffe, og vi elsker det. Faktisk fungerer vi ikke uden kaffe - eller selvfølgelig fungerer vi uden kaffe, vi er bare ikke særligt sjove at være sammen med.

Kaffe. 

Du er der altid.
På de kolde morgener.
I regnvejr, i snevejr, i solskinsvejr.
Dit kærlige og varme kys er det der vækker mig hver morgen.
Du holder mig i hånden i eksamensperioder.
Du accepterer min morgensurhed.
Du er ligeglad med min dårlige morgenånde.
Du varmer hele min krop.
Du er som rimfrost på en græsmark.
Du er det skønneste at kigge på.
Du dufter bedre end asfalt lige efter regn.
Du er müslien til min yogurt.
Du er grunden til at jeg glæder mig til at stå op.
Du er kaffe.
Du er vidunderlig.

 Før kaffe: 

Efter kaffe: 

 








torsdag den 25. april 2013

Jeg er en dårlig litteraturstuderende

"Skam dig Heidi" - Det har jeg lyst til at sige til mig selv. Dagligt. For hvad fanden bilder jeg mig lige ind? Min læselyst er væk. Sådan rigtigt væk. Jeg prøver og prøver, men jeg finder altid på noget andet, jeg hellere vil. Og det er ikke bare fordi jeg laver andre vigtigere ting. Næh, jeg ser fjernsyn, jeg går i biografen, og jeg spiser.

Jeg fucking elsker at læse. Men lige nu gider jeg ikke. Det er ikke godt. Det er ikke godt for mig. Det er ikke godt for bøgerne. Det er ikke godt for min bogreol - der ligger virkelig mange halvfærdigt læste bøger. Og det er ikke godt for bloggen - jeg har kunne forstå på nogen af jer, at det specielt var indlæggene om bøger, i godt kunne lide. Undskyld. 

Jeg har planer om at vende stærkt tilbage. Sådan lige om lidt. Jeg har nemlig været så heldig at få lov til at anmelde Jan Sonnergaards nye bog - tak Gyldendal. Efter det vil jeg kaste mig ud i nogle genlæsninger, bare for lige at komme i gang. Og efter det så lover jeg, amar halshug og alt det der, at der kommer flere bog indlæg, der kommer også flere film indlæg. Og ja, bare rolig, jeg skal også nok te mig tosset og tage billeder af det, så i kan se mig fra mine mest charmerende sider. 



Det er det her jeg skal tilbage til, bare uden cigaretterne, de skulle gerne ryge (høhø) inden længe. 


onsdag den 24. april 2013

Film: Kriger

Igår var jeg i biografen. Jeg skulle se Kriger, eller Kriegerin. Filmen er tysk, og filmen er rigtig god. Jeg var ikke i biografen under traditionelle forhold. Jeg var afsted med Kino.dk, som noget så venligt inviterer sine følgere på twitter og facebook gratis i biografen. Det foregår selvfølgelig efter først-til-mølle princippet. Det bliver kaldt #kinotur, og i kan finde tweets fra alle de kinoture der har været, under hashtagget #kinotur. Derudover kan i læse mere om selve konceptet lige her. (Desuden har Louise samlet de bedste tweets fra igår, det har hun gjort lige her - bare rolig, der er ingen spoilers)

Men nu til filmen. Den er, som nævnt, tysk. Men lad det ikke skræmme jer - jeg ved, jeg lokkede et par af jer ind og se De Urørlige, den er fransk - den her er tysk. Potato/Potato (ej, men altså, i ved hvad jeg mener).

Men det var den film vi kom fra. Kriger handler om Marisa. Hun er 20 år gammel. Hun har fået forvildet sig ind i den nynazistiske undergrund i Tyskland, og vi følger hendes liv der, og ser hvordan hun tager den 15-årige Svenja under sine vinger, da hun viser interesse for miljøet. Som så mange andre undergrundsmiljøer, er det nynazistiske også præget af outsidere, utilpassede unge og unge der mangler et tilhørssted. De finder så sammen i et voldeligt, alkoholisk og kriminelt miljø som ikke viser nåde til nogen.
Men der sker noget med Marisa da hun møder den unge Rasul, der bare gerne vil til Sverige, så han kan være sammen med resten af sin familie.





Kriger er barsk. Du krummer tæer. Du bliver vred. Du får lyst til at råbe af karaktererne. Og du får lyst til at forære dem alle en omgang laser-tattoo-removal (eller selv gå igang med sandpapiret). Men mest af alt vil du sidde tilbage og vide, at du lige har set en film, som alle bør se. Du vil vide, at du lige har fået fortalt en historie, som alle skal høre.

Kriger har premiere d. 02.05.2013 - Kom afsted. 

Trailer: 



tirsdag den 23. april 2013

Evian - You win

I kender alle sammen Evian, det der vand på flaske. De er geniale. Ja ja det er bare vand på flaske. Men deres markedsføringsafdeling fortjener i den grad en præmie og en lønforhøjelse. Det her er nemlig markedsførings-"win" på højt plan. Der er ingen der kan følge med de her to reklamer.



Det er dans. Det er babyer. Det er genialt. 

mandag den 22. april 2013

We like 'em tall, dark and handsome


Så var det lige man så Heidi prøve at linke til hendes, synes hun selv, forholdsvist sjove tweets fra hendes private Men in Black marathon igår aftes. Det lykkedes selvfølgelig ikke, det gør det aldrig. Men det er også lige meget. 

Jeg afholdt mit eget private MIB marathon igår aftes, og de film fik mig til at genopdage en af Hollywoods, synes jeg, absolut dejligste mænd: Will Smith.
(At det link jeg fandt til filmene havde verdens dårligste undertekster, er en anden sag (det var det jeg ville linke til på twitter). Men filmene var helt okay, og jeg er heldigvis ikke tabt bag en vogn, når det kommer til det engelske sprog).

Høje, flotte og mørke mænd skal ikke gå forbi mig mange gange, og Will Smith skulle nok ikke gøre noget. I min optik er han en af dejligste mænd i Hollywood, og det hjælper ikke på min besættelse, at han tydeligvis er en familiemand med begge ben på jorden. Også virker han altså bare rigtig rar, og som en rigtig mande-mand. Sådan en der siger: "Hold kæft", når du snakker for meget. Sådan en der brøler når han taber i fodbold. En hulemand med hjerne egentlig. Ja, det er sådan jeg kan lide dem. Eller.. Ej, ligemeget - jeg kan bare godt lide Will Smith.














søndag den 21. april 2013

My Hero

Manden i følgende video hedder Maurice Williamson. Han er medlem af det New Zealandske parlament. Han er konservativ, og burde på papiret være imod homoseksuelle ægteskaber. Men det er Maurice ikke. I stedet er han et af de mest fantastiske (og sjove) mennesker jeg længe har hørt om.

F.eks. Da han fortæller om et brev han har modtaget, hvor afsenderen hævder at tørken i NZ skyldes, at parlamentet er tæt på at gøre homoseksuelle ægteskaber lovlige (det har intet med fucking lovgivning at gøre, det er gængse menneskerettigheder! Jeez). Her fortæller Maurice, at det regnede helt vildt hos ham imorges, og "a big gay rainbow was seen in my electorate" (sådan cirka). Bum. Maurice Williamson - du er et fantastisk menneske.


lørdag den 20. april 2013

"Hvad synes du, Heidi?"

Blev jeg spurgt, mens jeg hurtigt stoppede ansigtet med mere mad, for man må jo ikke snakke med mad i munden, og sådan fik jeg bolden sendt videre.

Det er det der med voksne beslutninger der ikke passer mig rigtigt. Det kunne være fedt, hvis den der med mad i munden virkede hver gang, men det gør den jo ikke. Jeg må jo på et eller andet tidspunkt "steppe up" og tage den. Men lige nu vil jeg svælge i, at jeg ikke ville eje et par strømper, hvis ikke min mor købte dem til mig. Jeg vil nyde, at jeg kun har mad i huset i skrivende stund, fordi jeg fik noget med hjem fra min mor. Jeg vil nyde, at jeg i eftermiddags proklamerede (noget så oprigtigt) at jeg gerne ville stå i Parken i aften (Belieber for life).

Jeg vil nyde, at, selvom jeg er tættere på 30 end 20, jeg stadig er lillesøster og yngste barn. Jeg vil lade som om jeg er 14, mens jeg danser rundt til Justin Bieber og One Direction - i min egen lejlighed, sådan smadrede vi så den illusion. Fuck it, jeg har lige fået nye strømper - af min mor!

fredag den 19. april 2013

Show me the way to Neverland, please

Efter en dag, hvor jeg har skulle tage nogle af de mest voksne beslutninger nogensinde, har denne sang kørt på repeat. Jeg hader voksne beslutninger, og jeg hader når man forventer at jeg tager de beslutninger. Jeg ved godt, at jeg hellere må vænne mig til dem. Og det gør jeg nok også en dag. Men lige nu hører jeg den her sang, mens jeg i et trodsigt teenage-øjeblik nægter at tømme opvaskemaskinen hjemme hos min mor. Basta Bum, lukke låse, jeg har slugt nøglen.

 

Jeg havde ikke kendt til den her sang, hvis ikke det var for søde (musik elskende) Debbielicious

torsdag den 18. april 2013

Sov godt

Vi har dem allesammen. De der dage hvor der bare ikke er noget der vil lykkes. De dage hvor alt skal ramle omkring dig, og du skal helst skvatte i murbrokkerne også. De dage hvor du ikke bare går ind i bordet, du brækker også tåen. De dage hvor du ikke bare går over for rødt, du får også en bøde for det.

Det er en af de dage hvor du frygter din egen telefon, for du ved bare, at det kun kan være dårlige nyheder. Det er en af de dage hvor du ikke går igennem Kongens Have i Odense, for det ville helt ærligt bare være at friste skæbnen.

Det er en af de dage hvor du ikke køber et skrabelod, for du ville sikkert være den første der endte med at skylde penge på et. Det er en af de dage hvor du forventer, at du ender i lastbilens blinde vinkel. Det er en af de dage hvor du regner med at dumpe din eksamen.

Det er en af de dage hvor dine bukser sprækker, din veninde skælder dig ud, din chef fyrer dig, SKAT mener du skylder dem penge og du vælter på cykel og slår dig.

Det er en af de dage hvor du ikke gider snakke om hvad der er sket, men alligevel har behov for at fortælle det til hele verden. Det er en af de dage hvor du tager dig selv i at råbe af "uskyldig mand med hund", for han står "FANDEN FUCKE MIG DA I VEJEN!!"

Det er en af de dage hvor du bryder grædende sammen på Istedgade og hovedbanegården.

Det er en af de dage, hvor du for en gangs skyld ikke mener det for sjov, eller som et slags slapstick indlæg, når du skriver:
"Fuck jeg er træt af livet lige nu." 

Det er en af de dage hvor du ikke kan finde på andre måder, at skrive: 
"Sov godt dit fantastiske menneske, vi ses på den anden side.
Hils deroppe, i er mange efterhånden, Sikke nogle fester i kunne holde." 

onsdag den 17. april 2013

When they make you feel like a lesser you

Here's what you're gonna do: 


The Drowsy Chaperone, Fredericia Teater



For noget tid siden var jeg i Fredericia med C. Vi skulle i teatret og se The Drowsy Chaperone. Vi er begge meget glade for musicals, og vi blev ikke skuffet.

Vi havde ikke de store forventninger til musicalen, for vi vidste ikke særlig meget om den. Jeg fik hende overtalt udelukkende på baggrund af et klip fra TVFyn.

Musicalen er en rammefortælling. Vi møder en mand der sidder alene i sin stol. Han er glad for musik, særligt showtunes. Hans yndlingsforestilling er en opsætning fra 1920'erne, den hedder The Drowsy Chaperone (Det er ren meta det her). Han spiller musikken for publikum, mens vi skal "forestille" os skuespillerne - vi kommer selvfølgelig ind i mandens hoved, og ser på den måde hele forestillingen. Løbende bryder manden i stolen ind, og fortæller hvorfor denne scene er hans favorit, unødvendig eller bare dum.

Jeg er ikke så god til at forklare det, men det var altså virkelig godt. Både C og jeg var meget begejstrede, og hvis vi selv skal sige det, så ved vi efterhånden hvad vi taler om.

The Drowsy Chaperone spiller ikke længere i Fredericia, men den var en okay succes, så chancerne er gode for at den kommer på andre teatre. Jeg kan dog fortælle, at Fredericia Teater snart kommer med en opsætning af Avenue Q. Jeg så den i London, og den er fantastisk, virkelig fantastisk. Den kører i Fredericia fra d. 19. april og en uge frem. Efter det kører den på Nørrebro Teater fra d. 4.-18. maj - hvis i har mulighed for det, så kom afsted.








tirsdag den 16. april 2013

Movieday og Mavepine

Stakkels C havde ondt i maven igår. Vores mødre bor et stykke væk, så det er nu rart at have hinanden, når det hele virker lidt uoverskueligt, og man bare gerne vil ligge på sofaen (som dengang mine dage gik op i snot og oreos).


C og jeg havde netop bestilt flybilletter til sommeren, da hun skriver at hun har det dårligt. Jeg tilbød kartoffelsuppe, nej tak. Så tilbød jeg kage, nej tak. Så tilbød jeg at ae hende på maven, så lugtede C lunten, jeg kedede mig noget så voldsomt. En-to-tre blev tasken fyldt med film, og jeg hoppede på cyklen.

Vi havde den dejligste sygdomshygge. Nok var jeg ikke syg, men det tæller stadig. Vi startede med at se Max Manus (Den norske pendant til "Flammen og Citronen", og desuden af de samme instruktører til den oscarnominerede "Kon-Tiki").


Så gik vi videre til Brødrene Løvehjerte (Hvor jeg begik den mest blasfemiske handling længe, jeg faldt i søvn! Man sover ikke til Astrid Lindgren).


Herefter så vi Hairspray - vi er meget glade for musicals.
Og kan vi lige tale om hvor gode teksterne er i den musical? "Tracy I'm in love with you, no matter what you weigh", "Now I've tasted chocolate, and I'm never going back!" Og mange flere, jeg ikke kan huske. For helvede hvor er den god altså.


Dagen sluttede vi selvfølgelig af med Paradise Hotel, hvor vi fik den tvivlsomme fornøjelse, at få lov til at se på hende der den irriterende Maria fra Sommer i Sunny Beach og Divaer i Junglen. Fuck. Jeg tror Paradise Hotel er ødelagt for mig nu, men det er måske meget godt.

Excuse me while I have a fangirl moment

Kan i huske at jeg var meget begejstret for Hunger Games trilogien, og at jeg fik min mor til at køre langt for at jeg kunne få dem?

Well, jeg er faktisk også meget glad for filmen, og teaser traileren til nummer to er udkommet. Jeg hopper og danser af glæde, og tror faktisk det her bliver rigtig godt.


Desuden tror jeg måske, det er det her der giver mig min læselyst tilbage. Jeg har i hvert fald en utrolig lyst til at læse alle bøgerne igen, og tror også jeg gør det - når altså de "voksne" pligter er ordnet. Kan man få læse fri fra arbejdet? 


Kære TREsemmé


Modellen i denne video har ikke kruset hår. Hun har krøller. Shampooen har ikke fjernet hendes "friz", shampooen har vasket hendes hår, og så har i glattet det bagefter. Lad nu være.

lørdag den 13. april 2013

I have another secret to share..

Kan i huske, da jeg outede mig selv som en Directioner?

Well, vi skal til den igen. Jeg har nemlig lige brugt min lørdag aften på at se Justin Biebers Never Say Never. Og jeg er fan.

Drengen er jo sød. Hold nu kæft. Filmen var et miks af de to verdener. Kendislivet og Biebers forsøg på at holde fast i sin barndom. Jeg ved godt at filmen sikkert startede med at være et "Vi kan tjene pisse mange penge på det her" stunt. Men de er sgu kommet meget godt fra det.

Og ja, jeg er også nødt til at indrømme, at jeg faktisk ikke synes hans musik er forfærdelig. Jeg synes faktisk det er catchy. Jeg er stadig kæmpe Green Day/Paramore/Florence+the Machine/Johnny Cash/Red Hot Chili Peppers/Og så videre-fan. Men jeg kan nu også godt lide ham der Justin Bieber.



Hej, jeg hedder Heidi. Jeg er directioner, belieber og hvad det end hedder når man er Taylor Swift fan (Swifter?). 

fredag den 12. april 2013

I'M A FREAKING WARRIOR!

Det er sjovt hvor nemt det er, at finde sin indre kriger frem.

Dine veninder skal bare finde et tilbud på downtown.dk. Det tilbud skal indeholde 2 for 1 til den lokale paintballbane. Så skal du dukke op, og i det sekund du får det gevær i hånden, så er du på. Du snakker taktik, du er ligeglad med det er dine veninder på modsatte hold, de skal bare have tæv. De skal pløkkes i hoved og røv, og vigtigst af alt: Du skal være fucking last man standing!

Det er vist ikke svært at regne ud. Jeg har lige været ude at spille paintball. Vi var ni piger afsted, og vi var hardcore. I tre timer følte vi os som de sejeste mennesker i verden, og det var vi fandeme også.



Adrenalinen pumpede. I det sekund du døde og trådte ind i safezone, så rystede hele din krop. Man råber og skriger, man tager chancer, og man er ligeglad med at man lige har skudt en af sine bedste veninder i ryggen.

Det var så sjovt. Det var hårdt. Det var varmt. Det gjorde ondt (særligt da jeg blev skudt i ryggen - af en fra mit eget hold - på en halv meters afstand. Fuck).

Jeg har blå mærker, og i skrivende stund dunker mit knæ, og jeg har en lille bule der, som jeg håber ikke bliver større, jeg har ikke lyst til at have to knæ i ét.

Paintball er for fedt. Og ja, det gør en smule ondt, men det mærker du først rigtigt bagefter, mens du står i det tænker du kun på hævn.


Living the dream..

Jeg købte et skrabelod. I ved dem der hvor man kan vinde 7, 9 eller 13 tusinde kroner skattefrit hver måned i 7, 9 eller 13 år.

Jeg skrabede løs, og havde pludselig tre ens pengesække, de pengesække med et trettental på. Jeg var ekstatisk, jeg var lykkelig, jeg så alle pengeproblemer forsvinde ud af vinduet.

Jeg startede med at flytte i en større og bedre lejlighed. Så købte jeg en masse nye møbler og en helvedes masse bøger. Så gav jeg lidt til venner og familie i nød.

Jeg levede livet, og havde ikke længere nogen økonomiske kvaler.

Så en dag stod jeg ved en bilforhandler. Jeg ville have en bil. Og jeg købte også en. Men den var speciallavet, så jeg skulle vente lidt på den. Det gjorde jeg jo gerne.

Endelig kunne jeg hente bilen. Forhandleren gav mig nøglen og ønskede mig held og lykke i fremtiden. Jeg gav samme hilsen tilbage. Da jeg stak nøglen i låsen, gik alarmen. Men det var en mærkelig lyd den bilalarm havde. Jeg kiggede rundt, og følte mig pludselig lidt svimmel, det hele blev lidt sløret.

Det var mit vækkeur.. Jeg er stadig på SU, jeg bor stadig på kollegium, og jeg har stadig ingen bil.

onsdag den 10. april 2013

Blogcrush og læbestift

Jeg er trofast følger hos Cathrine fra RockPaperDresses. Hun er ikke som de andre modebloggere. Hun deler meget mere af sig selv (det er selvfølgelig fair nok, at man ikke gør, men det er helt klart de blogs jeg holder mest af), hun er ærlig og hun viser ikke kun glansbilledet af sit liv. Hvis i ikke allerede har været forbi hos Cathrine, så synes jeg helt klart i skal se at komme afsted. (Seriøst gør det nu, i behøver ikke læse det her indlæg, det er bare en masse åndssvage billeder).

Forresten så mødte jeg faktisk Cathrine tidligere i dag. Hun ved det nok bare ikke (det lyder stalker agtigt). Men jeg sad til en workshop på uni, og pludselig ser jeg at hun sidder ved siden af mig. Jeg fik det vildeste fangirl moment, og turde hverken sige eller gøre noget. Jeg havde allermest lyst til at råbe "DET ER MIG DER HAR VUNDET DIN GIVEWAY - I'M YOUR BIGGEST FAN!!" Men jeg holdt mig i skindet. Så Cathrine, hvis du læser med. Jeg er hende pigen der sad ved siden af dig i dag til tv-meter. Jeg er hende der snakkede og grinede lidt for højt, og vist nok kiggede upassende meget på din trøje.

For nylig afholdt Cathrine en giveaway, hvor hun udloddede tre læbestifter (seriøst, jeg måtte have fat i nudansk ordbog for at lure flertalsformen) fra Yves Rocher. Det var de fineste læbestifter (det lyder stadig helt forkert, gør det ik?), så jeg deltog selvfølgelig. For at deltage skulle du skrive hvad du bedst kan lide ved dit ansigt, og hvad du gør for at fremhæve det. Jeg skrev følgende:

Jeg har to ting ved mit ansigt, jeg rigtig godt kan lide;
1. Mine øjne, de er åndssvagt blå, altså seriøst blå. Nogle gange er de blevet sammenlignet med de blå Huskey øjne (hunden du ved). Og så har de bare en pæn form.
2. Min fortand (det tæller vel som en del af ansigtet).
Min ene fortand er skæv, rigtig skæv, som i “det er møg irriterende og svært at børste tænder” skæv. Men jeg elsker den tand. En fyr jeg crushede på sagde engang, at min charme sad i tanden. Mine eks sagde at det sødeste i verden, var når min tand hang fast på min overlæbe. Jeg er glad for den tand. Og jeg har gentagne gange sagt nej til bøjler, for helt ærligt, det er kun én tand. Og jeg er glad for den.

Og nu gik det lige op for mig hvor dumt det her lyder. Fuck it, jeg er glad for mine øjne og min tand. 
Jeg fremhæver mine øjne med sort eyeliner og mascara, min tand fremhæves som ofte med et stort smil/grin. 

Det gjorde dejligt nok udslaget, og jeg er netop kommet hjem til en lille fin pakke der ventede på mig i min postkasse. Den skæve tand er, iøvrigt, i tidens løb blevet døbt Connie. Og vi var begge meget glade for æren. 



Der medfulgte også lige en lille hilsen, og et visitkort. Hunden er Cathrines egen, hun hedder Frida, og jeg indrømmer gerne, at hunden var grunden til, at jeg startede med at læse bloggen.  

Også skal vi til det. I skal se læbestifterne. Jeg vil på forhånd bede jer se bort fra hvordan jeg ser ud på billederne. Jeg er meget træt efter en lang dag på uni, en nat på arbejde, og endnu en nat på arbejde i sigte. 


Læbestift numero uno: 13. Rose Somptueux



Læbestift numero dos: 43. Corail Incandescent



Læbestift numero dres: 31. Rouge Vif


Det der, det er Connie. Tak til Connie. 



tirsdag den 9. april 2013

Aftensmad på SU: Fattigmands Eggs Benedict

Bare fordi man er på SU, skal man ikke gå glip af gastronomiske gourmet mirakler. Nok har du ikke råd til de bedste råvarer, nok har du ikke råd til de bedste kogebøger. Men du har din fantasi og det gode internet, og med det kommer du langt. 

Traditionel Eggs Benedict består af en engelsk muffin, en god skive skinke eller bacon, pocherede æg og hollandaise sauce. Det skulle gerne ende med en tallerken med to halve (du skærer den der muffin over), med en god skive skinke/bacon på hver, ovenpå det lægger du et pocheret æg og så topper du det hele med hollandaisesauce. 

Men hvis du ligesom mig, har valgt at bruge alle dine penge på biografbilletter, øl og cigaretter, så kommer du længst med fattigmandsversionen. 

Du skal bruge en bolle. Tag hvad du har, i dag havde jeg gulerodsboller (andre gange har det været krydderboller, og en enkelt gang har jeg taget noget toastbrød). Hamburgerryg (det er sgu da det samme som skinke). 2 æg (eller flere). Og så skal du have noget sovs, i dag havde jeg kun bernaisesauce, selvom det burde være hollandaise, men hvad fanden, vi arbejder med det vi har, ik? 

Anyways, du pocherer de skide æg, det er vildt svært og jeg kan overhovedet ikke forklare det, men jeg har fundet en video. 


Imens laver du sovs. Så rister du din bolle. På med noget smør (hvis du er til det), hamburgerryg på (jeg smed forresten også spinat på tallerkenen i dag), æg ovenpå, smid sovsen på. Bum bum fattigmands eggs benedict. 

Jeg fik ikke taget nogen billeder. Jeg var virkelig sulten. Men det var sgu egentlig heller ikke særlig pænt. Men her kommer et billede af den rigtige version. Den vi ikke har råd til. 



Bon apetit!