torsdag den 28. februar 2013

Silver Linings Playbook

Da jeg var i biografen for at se Oscar showet, viste de Silver Linings Playbook inden showet startede. For noget tid siden læste jeg bogen, og jeg var meget begejstret.

Filmen er anderledes end bogen. Sådan er det altid. Men denne gang havde de faktisk ændret de sidste 100 sider ret drastisk. Heldigvis gjorde det ikke rigtig noget. I og med jeg læser meget, har jeg udviklet (hvis jeg selv skal sige det) en formidabel evne til at adskille bogen og filmen. Jeg ser dem som to vidt forskellige ting, og det har hjulpet mig rigtig meget.

Historien følger Pat. Han er netop blevet udskrevet fra en mentalinstitution, og skal nu bo hos sine forældre indtil han er helt ovenpå igen. Hans højeste ønske er at blive genforenet med sin kone, Nikki, men hun har et polititilhold mod ham, og han vil også gerne være i god form inden de ses igen. 

Men i mellem tiden møder han Tiffany. Hun er hans bedste vens kones søster, hun er ved at komme sig over tabet af hendes mand. 
I starten ønsker Pat ikke at have noget med hende at gøre, han mener nemlig ikke han har behov for nogle fristelser inden han genforenes med Nikki. 

Midt i alt dette finder vi nogle formidable biroller. Vi ser Robert De Niro i rollen som Pats far, han er skrevet en del om i forhold til bogen. han er mere nærværende, men også ludoman.
Patti Weaver spiller Pats mor. Hun er ikke blevet skrevet om til filmen. Hun er stadig en forvirret dame, med en stor kærlighed og tro på sin søn.

Sammen kommer Pat og Tiffany videre, og får en smule mere styr på deres liv. Vi følger dem i deres få opture og deres mange nedture, og man sidder tilbage med en følelse af, at disse mennesker ikke er psykisk syge, de er bare mennesker (og helvedes temperamentsfulde). 

Filmen er rigtig godt lavet. De er, som nævnt, gået en smule væk fra bogen her og der. Men de har sgu gjort det godt. Filmen var også nomineret til et hav af Oscars. Bedste manuskript baseret på en bog, bedste instruktør, bedste film, bedste kvindelige birolle, bedste mandlige birolle, bedste mandlige hovedrolle og bedste kvindelige hovedrolle (og den hev Jennifer Lawrence faktisk hjem). 

Jeg synes alle skuespillerne gør det fantastisk. det er nogle svære roller at spille. Det er en svær bog at filmatisere. Og det er nogle svære emner at skulle takle i en romantisk komedie (et prædikat som jeg synes er helt forkert forresten). 

Filmen har først premiere i Danmark i april. Men jeg vil anbefale jer alle at se den (og ikke mindst læse bogen). Jeg er lykkelig over at det var den film de viste inden oscarshowet, selvom jeg ville have taget i biografen alene, hvis jeg ikke kunne have fundet nogen at tage med. 




 



onsdag den 27. februar 2013

Den flittige studerende

Jeg har taget en pjækkedag i dag. Jeg har været på arbejde i nat, og jeg er ret kvæstet, så jeg ville ikke få noget ud af undervisningen alligevel, og så kan jeg bruge tiden på at få læst op til imorgen, det er nemlig lidt af en killer..

Ej okay, det er løgn. Jeg er træt, men ikke for træt til undervisning. Jeg gad bare ikke i dag. Min yndlingspendlerbuddy skrev at hun ikke kom i dag. Samtidig var mine dyner pisse rare at blive liggende i, og fik jeg sagt, at jeg ikke rigtig gad i dag.

Det er dog ikke løgn at teksterne til imorgen (en halv fucking bog og en artikel), er lidt af en killer, og at jeg skal læse dem i dag. Men jeg tager altså årets første pjækkedag, det lyder jo ikke så slemt når vi er i slutningen af februar, men undervisningen startede jo først for 3½ uge siden. Anyways, jeg er vel lidt en flittig studerende, når nu jeg bruger min pjækkedag på skolearbejde. Ja jeg er, det har jeg i hvert fald overbevist mig selv om.

Desuden har jeg haft lyst til pandekager siden igår morges (sådan er det vel, når man starter sin dag ud med at blive gravet i underlivet af sin læge (undskyld for det billede)). Og når man først er tilbage i Odense omkring klokken 19 (hvis jeg altså var taget til undervisning), er det ikke overskud der er mest af.

Så jeg er altså blevet hjemme i dag, fordi jeg ikke gad, fordi jeg skal læse, og fordi jeg vil have pandekager. Ja sgu.



tirsdag den 26. februar 2013

A little shot of happy, please

I en lille by lige udenfor Odense bor en af min ældste veninder. Der bor hun sammen med Baby-V, han er snart 2, men i min øjne vil han altid være Baby-V.

T og Baby-V har altid kaffe på kanden hvis du har brug for det. Og Baby-V tager gerne en tur igennem køkkenet i træsko eller mors hæle, hvis det er det der får et smil på dine læber.
Baby-V stjæler sin mors romkugler, og han har netop opdaget sine brystvorter (Jeg lader lige det billede stå lidt).

Baby-V er et af de bedste skud af glæde jeg kender til. Der er ikke langt hjem til T og Baby-V, men jeg ser dem ikke så tit. Studie, arbejde og så videre. Men når jeg ser dem, er det gerne et heldags projekt. Der er gerne kaffe, kage, chokolade, chips, aftensmad og helst en lille lur på sofaen. De er det tætteste jeg kommer på "an emergency shot of happy" her i Odense. Og det virker hver gang.


Man kan kun blive glad, når der sidder sådan en lille størrelse foran dig og pludrer løs om verdenssituationen (tror jeg). 


Og så har Baby-V givet mig disse blomster. Faktisk gav han dem til mig, sekundet efter at han havde set mig kaste op i en hæk på Lunderskov station. Hvis det ikke er baby-love, så ved jeg ikke hvad er. 


mandag den 25. februar 2013

And the Oscar goes to..

Igår aftes vandrede jeg igennem sneen for at se Oscar showet i biografen. Vi startede ud med Silver Linings Playbook, som nogen af jer vil huske, at jeg har læst, og var meget begejstret for. Nu har jeg lykkeligvis også fået set filmen, og den kommer i til at høre meget mere om imorgen.

Jeg holdt ud hele natten, og det er jeg glad for. Jeg elsker Oscar-showet, jeg elsker takketalerne (hvor man ofte får lov til at se den menneskelige side af stjernerne), jeg elsker kjolerne, jeg elsker det hele.

Jeg blev ikke som sådan overrasket over nogle af vinderne. Jeg havde håbet på at Jennifer Lawrence vandt for bedste skuspillerinde, for hendes rolle i netop Silver Linings Playbook, men jeg havde regnet med Emmanuelle Riva, for hendes rolle i Amour. For Oscarmændene har det sgu med at smide Oscaren i nakken på den gamle nominerede, hvis der er en sådan med i feltet. Men ikke i år. I år gav de den til min personlige favorit.
På de sociale medier har jeg, dagen igennem, kunne læse at folk kalder det en overraskelse, at Christoph Waltz vandt for bedste birolle i Django (en film jeg var meget begejstret for). Men de mennesker der kalder det en overraskelse, dem har jeg lyst til at kalde (og vil også kalde dem) idioter. Undskyld mig, men har de ikke set Django? Har de ikke set den pragtpræstation Waltz giver i hver eneste fucking scene? Har de ikke hørt hans helt igennem fantastiske måde at tale på? (Jeg elsker hans replik der går igen og igen: "Well, this is unfortunate") Det er ikke en overraskelse, det er fortjent og det eneste rigtige. Hver eneste gang den mand arbejder sammen med Quentin Tarantino, opstår der sød musik, magi og der kommer altid en fantastisk film ud af det. Waltz vandt også oscaren for bedste birolle sidst han arbejdede sammen med Tarantino (Inglourious Basterds). Og heldigvis, og meget fortjent, vandt Tarantino også selv en Oscar. Han tog en statuette hjem for bedste originale manuskript.

Det var et sidespor.

Jeg elskede showet, og jeg var fuldt uf tilfreds med værten Seth Macfarlane. Han klarede det sgu ret godt.
Jeg elskede også takketalerne. Især de tre sidste, Jennifer Lawrence, Daniel Day-Lewis og Ben Affleck. De vandt de tre store priser, og de var tydeligt mærket af det, og jeg elsker den menneskelige side man ser.
Desuden elskede jeg Adeles takketale. Hun vandt for bedste originale sang. Og allerede inden hun når op på scenen, er hun ved at bryde sammen, og hun når da heller ikke at sige mange ord, før hun må give mikrofonen videre til ham hun skrev sangen med (jeg har glemt hvad han hedder). Men inden hun bryder helt sammen, når hun at råbe: "Oh.. And my man, I love you baby!" Og nåh ja, så viste Tarantino fra sin vanlige, lidt mærkelige side, og sluttede af med: "This is the writers year maaaan. Peace out!"

Alt i alt er jeg lykkelig for at jeg holdt mig vågen. Jeg er for en gangs skyld ikke utilfreds med nogen af vinderne. Og jeg havde gættet næsten alle vinderne på forhånd (klap dig selv på skulderen).

Så i det også, eller har i set recapsene?
Er i ligeså tilfredse som mig? Eller synes i måske jeg er lidt en idiot? (Det er okay). 

søndag den 24. februar 2013

Drunk Drunk Drunkity Drunk Drunk: Best of..

Jeg har en ubehagelig vane med at slæbe mit kamera med alle vegne, også i byen. Og jeg bruger det flittigt, nogle veninder ville sige for flittigt, men jeg er i hvert fald aldrig i tvivl om, hvad jeg har lavet en given aften. Eller nogle gange er billederne ikke forklaring nok, men så plejer det også at have været en virkelig mærkelig aften.

Igår kom jeg afsted uden kameraet, men det var også en af de der byture, hvor der ikke skete noget ud over det sædvanlige - eller jo, jeg spiste et helt pizza-slice med dressing uden at have dressing på hele min bluse bagefter, jeg følte mig så sej.

Anyways, jeg har jo også delt det her på bloggen, når jeg har været rigtig fuld. Men jeg har helt glemt at fortælle om min fantastiske optræden i sidste uge.
Hele aftenen havde jeg hårdnakket holdt fast i, at jeg i hvert fald ikke var fuld. Slet ikke. Overhovedet ikke. Jeg mente faktisk, at jeg var meget tæt på at være pinligt ædru.
Følgende scenarie skete på vej hjem:

Jeg forsøgte at balancere høje hæle, pizza og cykel på en og samme tid. Det ved vi jo godt aldrig lykkes. Jeg hører ordene: "Heidi for helvede, du er jo pisse fuld!" Jeg svarer: "Jeg er overhovedet ikke fuld, hold nu op."
Det er så her jeg falder, eller styrter faktisk. Jeg ligger der på jorden, faktisk midt på vejen, og hører nu ordene: "Hahahahahaha, rejs dig nu op." Men jeg er nødt til at svare: "Jeg skal bruge lidt hjælp, for jeg sidder fast under min cykel."
My mother would be so proud! 

Det sidste stykke tid, eller år, har jeg været en del i byen, og jeg har nu kigget nogle af billederne fra de aftener igennem, jeg deler nu de bedste af dem.

Så her er de, Drunk off her ass Heidi - best of edition. (Special guest stars: J, T, Gangnam S, Penissugerør, og C og Hs briller)














lørdag den 23. februar 2013

Ting der bare er top-nedern

Ja nedern, nedern er det bedste ord at bruge her.

1. Når din miniovn går i stykker. Eller når en del af din ovn knækker, så du nu kun kan tænde din ovn ved hjælp af en tang. En lyserød tang (courtesy of Momsi), den tang gør det udholdeligt at skulle tænde ovnen på den måde.

2. Når din nabo, eller en eller anden på samme gang som dig, bruger rocker meget hvidløg i sin mad, så der nu stinker af hvidløg på gangen, i din lejlighed, og lugten sidder fast i dit tøj og dit hår. Tak medkollegianer.

3. Når du ikke har mere måned for enden af dine penge, og nu lever af de ting der er i lejligheden (tak gud for et fyldt basislager), og derfor er blevet ufrivilligt vegetar i et par dage. (eller næsten, jeg fandt noget bacon i fryseren. SCORE!)

4. Når du er ved at komme dig over sygdom, og nu er frisk nok til ikke at blive i sengen hele dagen, men for sløj til at forlade lejligheden.

5. Når du har set den sæson af Criminal Minds de genudsender på kanal5 lige nu.

6. Når kollegiet har taget din, ja din, TV3+ og Zulu, og du nu er tvangsindlagt til at downloade en helvedes masse torrents.

7. Når du ikke har mere honning til din kamillete.

8. Når du bare gerne vil se NCIS, men signalet bliver ved med at ryge.

9. Når din computer, af uforklarlige årsager, bliver ved med at hoppe af nettet.

10. Når du ikke er mere guf i lejligheden, men bare gerne vil have chips (og chokolade, og matadormix, og is, og cashewnødder).



Husk min giveaway, find den her.


Giveaway!

Okay, for nogle dage siden spurgte jeg, om i kunne være interesserede i en giveaway, jeg fik faktisk kun et svar (Tak Tine), men det svar var "Ja!", så der er vel tale om 100% enighed om, at det er hvad der skal ske.

Jeg udlodder en af mine hjemmelavede halskæder - i må forstå at jeg ikke er en af de blogs, der bliver sponsoreret, så dette er så godt som det bliver - og hvis jeg selv skal sige det, er det faktisk en ret flot halskæde.

For at deltage skal du skrive en kommentar, hvor du skriver hvilken farve du vil have halskæden i (guld eller sølv - se billeder nedenunder), og din mail. Jeg vil selvfølgelig også blive glad, hvis i vælger at følge bloggen på bloglovin eller google friend connect, men jeg vil ikke tvinge jer til det.

Ligeledes må i gerne, hvis i har lyst, dele giveawayen på jeres egen blog - det giver ingen ekstra lodder eller lignende, men altså, i kunne jo gøre det. Derudover kunne jeg godt tænke mig at vide, hvordan i mener, jeg bedst får delt min giveaway, uden at spamme folks kommentarfelter med ord som: "Jeg har en giveaway kørende, kig forbi".

Okay det var lidt af en smøre, jeg vil jo bare udlodde en halskæde. Så altså:

Smid en kommentar med mail og farveønske.
Følg mig gerne på bloglovin eller friend connect (ingen tvang - men det er jo nemmere at se om i vinder, hvis i følger der, selvom jeg selvfølgelig mailer vinderen). 

Desuden sælger jeg også de her halskæder, så hvis i mangler en billig gave, kan i jo altid smide en mail en dag (de findes også som armbånd). 

Ps. Vi aftaler lige, at se bort fra dårlig hårdag og ingen make-up, okay?
(Og ja, der er mange billeder, men jeg hyggede mig lige med kameraet)

Og så gik det lige op for mig, at jeg glemte at sætte en dato for hvornår jeg trækker en vinder. Flot Heidi. Det gør jeg om 3 uger, d. 9. marts. Så er det på plads. 






fredag den 22. februar 2013

Jersey Shore

Ja ja, programmet er for længst færdigt, der kommer ikke flere afsnit, det er slut. Men det ændrer ikke på det faktum at jeg fucking elsker det. Jeg har stadig sæson 6 til gode - den er hentet, den venter blot pænt på, at jeg har tid til at se den.

Jeg ved godt at det her program vist er, hvad man kalder, lavkulturelt. Men jeg kunne ikke være mere ligeglad. Jeg elsker det. Jeg har fulgt med fra starten, og den eneste grund til, at jeg endnu ikke har set sæson 6, er fordi kollegiet (bitches) valgte at vi skulle have mellempakken i stedet for fuldpakken. Farvel MTV. Nu har vi grundpakken. Farvel TV3+. Jeg er bitter. Fuck dig kollegie!

Anyways. Jersey Shore. Jeg har krummet tæer, jeg har grint, jeg er blevet vred, jeg har råbt af skærmen, jeg har hoppet og danset, og jeg har faktisk også grædt. Jeg ved ikke hvorfor jeg elsker programmet så meget. Jeg tror det er personernes fandenivoldskhed. Jeg tror det er personernes attitude. Jeg tror det er fordi, at dette er et af de få reality programmer derude, hvor personerne står 100% ved de valg de tager, og ikke trækker i land bagefter, eller undskylder overfor forældrene i reunion programmet. Nej, når du er med i Jersey Shore er du dig selv, og du undskylder ikke for de valg du har truffet, for det var hvad du ville på det tidspunkt, og så er det bare sur røv for alle andre.

Jeg har selvfølgelig favoritter, og jeg har også nogen jeg hader, i programmet.

I sæson 1 havde vi den tvivlsomme fornøjelse at møde Angelina. Da hun valgte at droppe programmet senere, jublede jeg.
Snooki, Jwoww, Vinny, Mike, Pauly D, Ron og Sam har været med hele vejen. Og jeg er ret glad for dem alle. Okay, Mike skal blive voksen og lukke røven, men han er egentlig okay. Deena kom med i sæson 3 (tror jeg), og hun er nu også ret cool.
Min ultimative favorit er helt klart Vinny. Han er ikke ligeså fandenivoldsk som de andre. Han er lidt mere low-key, og i sæson 1 lagde jeg faktisk næsten ikke mærke til ham. Han har hele vejen igennem været 100% ærlig, og han indrømmer blankt, at hans mor er hans bedste ven, og at han er den vildeste Mommas-boy.

Der er selvfølgelig lavet spin-offs, og Jwoww og Snooki har deres eget program, ligesom Vinny vist har et talkshow og Pauly D er kendt Dj. Men min ubetingede kærlighed vil altid gå til Jersey Shore - the original. Jeg fucking elsker det pis.

Til sidst er der kun en ting at sige:



Vinny Guadagnino, Will you marry me? 


Ting jeg ikke forstår

1. Hvordan jeg kan blive ved med at have for meget måned, for enden af mine penge?

2. Skodas nye reklame. Hold nu kæft med det dytteri, og få så lige fyret ham der syntes det var en god idé!

3. Min mave (long story).

4. At Facebook insisterer på at de tilpasser reklamerne til brugeren. Det ville betyde at jeg desperat har brug for en gastric bypass, flere katte (jeg har kun en - hjemme ved min mor), jeg skal finde ud af hvad jeg vil efter folkeskolen, og så må og skal jeg eje de mest slutty kostumer i verden. Tak Facebook.

5. Når "random-reklame-firma" kontakter mig, for at tale om muligheden for at køre en kampagne på min blog, for så ikke at svare tilbage, når jeg svarer dem.

6. At der ikke er flere "random-reklame-firmaer" der kontakter mig. Bloggen er sgu da the shit.
(Okay, jeg ved godt det ikke passer, men vi kan jo godt lege det)

7. Knaldperlen fra Kongerne på Rømø/i Marielyst/i Sneen.

8. Hvorfor jeg aldrig kan holde min kæft, især til undervisning - igår lykkedes det mig at indrømme min afhængighed af reality, at jeg spiser aftensmad til How I Met Your Mother, og at jeg ser de Unge Mødre and the like, fordi det får mig til at have det bedre med mig selv.

9. At jeg ikke har tid eller råd til at besøge min mor. Jeg er 25 år gammel, men på ingen måde bleg for at indrømme, at jeg savner min mor og storebror ret meget lige nu. Sidst jeg så dem var inden nytår. It's not funny people!



10. At jeg først oplever glæden ved kartofler nu. Jeg har altid elsket kartofler. Men er i klar over hvor meget mad der er i 2 kg kartofler? Hallelujah, min økonomi er reddet.

11. Dem her:



torsdag den 21. februar 2013

The Good Man Jesus and the Scoundrel Christ, Philip Pullman


For en lille uges tid siden blev jeg færdig med denne lille perle. The Good Man Jesus and The Scoundrel Christ, af Philip Pullman. 

Philip Pullman står også bag fantasy trilogien His Dark materials (Det Gyldne Kompas).

Manden er erklæret ateist, og er bedst kendt for sine evner inden for fantasy. Det virker måske netop derfor en smule mærkeligt, at det så er ham der genskriver historien om Jesus. Men kun indtil du ser bagsiden.   


Philip Pullman gendigter den velkendte historie om Jesus. Han gør det ikke på en kritisk "jeg-hader-al-religion" måde. Desuden er Pullman ikke så indædt ateist, at han hader al religion. Han mener bare, at hvis folk skal have lov til at tro på hvad de vil, så skal han også have lov til at stille spørgsmålstegn ved den tro. (Og det har han vel i for sig ret i). 

I denne historie gendigter han som sagt historien om Jesus. Han efterlader os med en masse nye spørgsmål til kristendommen. Og han giver et nyt spin på en allerede velkendt historie. 

I denne historie har Jesus nemlig en tvillingebror, Christ (Kristus). Jesus er en karismatisk, charmerende mand, han er den fødte leder. Christ er en smule misundelig på hele denne misere, han er ikke lige så vellidt (kun af sin mor), og han er faktisk også bekymret for sin brors sikkerhed.
Christ går så vidt, at han udspionerer sin bror og hans følgere (apostle), og rapporterer til andre mennesker. Om han rapportere til romerne, præsterne eller nogen helt andre, bliver aldrig helt bekræftet. Men Christ er i hvert fald en af hovedkræfterne bag Jesus' død - også selvom det nok ikke var hans mening. 
(I kender alle historien om Jesus, så det gør vel ikke noget, at jeg afslører slutningen?). 

Jesus Kristus er altså to personer. Den gode mand Jesus, og skurken Kristus. Hvordan det helt præcis hænger sammen, må i dog selv læse jer til. Det er en god bog, og hvis i kan lide His Dark Materials så kan i også lide den her. 

onsdag den 20. februar 2013

Moving on?

Jeg har på meget kort tid haft den vildeste post-break-up oplevelse.

Eller så vild er den heller ikke, men for mig var den nu alligevel. Jeg havde nemlig den der "Jeg kan faktisk godt lide dig" følelse. Den følelse man tror man aldrig får igen. Eller jeg troede i hvert fald aldrig jeg ville få den. A L D R I G.

Jeg har så i samme ombæring haft en "Jeg kan også godt lide dig, men lad os droppe det" oplevelse. Men det gør mig faktisk ingenting. For det er ikke det jeg bider mig fast i her. Det jeg holder fast i, er at jeg vist er kommet videre, eller videre end jeg var for bare tre måneder siden.

Videre i den forstand, at det modsatte køn ikke længere skræmmer mig. Jeg hader ikke mænd mere.   Jeg er ikke videre i den forstand, at jeg bevidst søger efter en kæreste, nej sgu (Men jeg har nu heller aldrig bevidst søgt en kæreste). Men jeg afviser ikke længere tanken om en anden mand i min seng, en anden hånd i min, et andet telefonnummer på speeddial.

Jeg nyder at have mere tid til mig selv og de ting jeg nu engang godt kan lide. Jeg nævner i flæng: Harry Potter marathon, kagespisning, kaffe med veninderne, læse en god bog, se Jersey Shore en hel dag, og så videre.
Jeg nyder at jeg ikke står til ansvar overfor andre end mig selv (at jeg så mangler en moralsk vogter noget så voldsomt, er en anden sag). Jeg nyder at jeg, når jeg siger jeg vil det, kan være alene. Helt alene (Det skal dog siges at ekskæresten og jeg led voldsomt under, at vi boede i en etværelses lejlighed, hvor det kun var badeværelsesdøren der kunne lukkes).

Jeg er helt alene, men det gør mig ingenting. Jeg er færdig med at græde mig selv i søvn (det sluttede for lang tid siden). Jeg er færdig med at dvæle ved minderne (de er gode at have, men det er ikke det jeg bruger mest tid på længere). Jeg er færdig med at gå i en stor bue udenom nye udfordringer. Jeg er færdig med at tænke på ham hele tiden. Jeg er færdig med at være heartbroken.

Jeg savner ikke længere, jeg mindes. Og der er altså en væsentlig forskel på de to.

Jeg er stadig ikke lappet helt sammen, men man bliver vel heller aldrig helt lappet sammen efter sådan en omgang. Og helt ærligt, er det ikke vores "ar" der gør os til dem vi er, og er det smukke ved os mennesker?




mandag den 18. februar 2013

Giveaway?

Bloggen har snart 1 års fødselsdag. Faktisk om to dage. Altså d. 20. februar. Det har jeg glemt, ikke lagt mærke til, måske været lidt ligeglad med, who knows.

Anyways nu har jeg valgt at anerkende det faktum, at jeg har brokket mig ærligt, åbent og for alle på det store internet i et helt år.

Det skal vel fejres at nogen af jer har gidet læse mit lort i et års tid nu, og jeg tænker at fejre det med en lille giveaway. Ikke noget stort. Faktisk noget hjemmelavet.


Jeg tænker at udlodde en af de halskæder jeg selv laver. I kan selv vælge om i vil have den i guld eller sølv, og i kan selv vælge om den skal være lidt længere (eller kortere) end jeg plejer at lave dem. Min egen er cirka 52 cm, og sidder lige i udskæringen på en helt almindelig t-shirt (Som i kan få en idé om på de næste to billeder) (Jeg ved ikke om det siger jer noget, men hvis i er helt lost, kan jeg smide flere billeder op imorgen).




Men, det jeg egentlig vil med det her indlæg, er at høre om i er interesserede i en sådan giveaway? Er det dumt? Er i ligeglade? Gider i ikke rende rundt med "original" Heidi halskæde? (Haha)

De Dumme Dage

Vi har dem alle, de der dage hvor man ikke rigtig gider noget. De dage hvor det hele bare er lidt mere træls, og hvor det eneste der virker er en rigtig god tudetur.

Jeg har ikke blogget i et par dage. Det er en blanding af (ONDE) tømmermænd, begyndende influenza og dum-dag-syndromet.

Lørdag sov jeg, seriøst jeg sov hele dagen. Jeg var kun vågen for at hente cigaretter og se film med T (og kaste op). Søndag sov jeg. Jeg var kun vågen for at sende en-to-tre sms(er) (dum sms), ringe til veninder og spise en smule. I dag har jeg været vågen, men jeg kunne sgu ligeså godt have sovet. For at være helt ærlig, så har jeg ikke lavet en skid. Jeg har drukket kaffe og the (og romtoddy - hvor meget romtoddy er for meget romtoddy?), set How I Met Your Mother, NCIS, Nyhederne, Beverly Hills, Venner, og så videre.

Jeg har dumme dage. Jeg har begyndende influenza, feberen er så småt på vej, men jeg lægger mig først syg efter arbejde imorgen. Jeg skal på arbejde, jeg kan være syg, når jeg har fri. Jeg har de dage hvor tårerne presser på (spørg mig ikke hvorfor, for jeg ved det ikke rigtigt), men ikke kommer. Jeg har de dage hvor det eneste der virker er Harry Potter, dårligt fjernsyn og 9gag. Jeg har de dage hvor jeg brug for mine veninder, men ikke gider se dem. Jeg har de dage, hvor jeg overhovedet ikke giver mening.

Og lige nu har jeg et øjeblik, hvor jeg ikke ved om, jeg har drukket for meget romtoddy eller har fået højere feber.

Fuck it. Jeg går i seng.

fredag den 15. februar 2013

God fredag!

Skal i danse jer selv i stykker i aften?
Så tag lige og gør det til den her sang. 
Jeg skal bowle, spise og drikke julefrokost rester med arbejdet.
(Og danse til den her sang). 

God fredag! 


Ps. Jeg skal ikke spise julefrokost rester, kun drikke. Det var en dårlig formulering.
Pps. Jeg skal dog spise, bare ikke julefrokost mad. 
Ppps. Nu er i sikkert endnu mere forvirrede. 
Pppps. Seriøst, god weekend - det var bare det jeg ville sige. 

torsdag den 14. februar 2013

Be my Valentine?

Jeg hader ikke valentinsdag. Jeg elsker heller ikke valentinsdag. Jeg synes bare det er noget mærkeligt noget, at vi uden at tænke os om har taget denne dag til os, som den dag hvor vi hylder kærligheden. Kærligheden burde vi vel hylde hver dag?

Desuden har min ekskæreste gjort mig en lille smule forvænt. Jeg har to valentinsdage i træk fået bøger og blomst(er). Det var rart, og det var sødt og det viste at han havde lyttet til mig, når jeg lang tid forinden havde talt om én bestemt bog, som jeg ikke havde råd til/ikke var blevet udgivet endnu.

I dag har jeg ikke fået blomster. Eller bøger. Eller et kort. (Jeg har fået mad af T, og vi blev enige om at vi var hinandens dates). Men det jeg vil frem til er, at valentinsgaver burde fungere lidt ligesom underholdsbidrag.

Tænk over det. Så længe din tidligere partner ikke har fundet en anden partner, er det dit ansvar at sende blomst(er), gaver, chokolade eller et kort. Jeg synes det er helt fair faktisk. I dag ville jeg for helvede da have været glad for en fucking pixibog.

Bare fordi man ikke var gift, og i princippet ikke skylder hinanden en skid, så kan man vel godt hjælpe lidt til med den tidligere partners lykke, eller hvad? Jeg ved det ikke, jeg ville bare gerne have haft blomster i dag. Jeg kan pisse godt lide blomster. Altså.

K sendte den her til mig i dag. Man kan altid regne med K. 

onsdag den 13. februar 2013

Anbefaling: Passenger

Jeg crusher for vildt på Passenger. Et britisk one man band - tidligere flere mand, men ikke siden 2009. Jeg har opdaget ham for nyligt, tak til Lena og Spotify. Jeg lytter til ham hele tiden. Det er meget folk-indie-pop agtigt. Det er Ed Sheeran møder Jack Johnson møder Mumford and Sons.

Lyt lidt til ham her:

 

 

 

Og for en god ordens skyld, får i også lidt Ed Sheeran (Og Rupert Grint - YUM!). 

 

Og Jack Johnson (Og Peter Pedal). 

 

Og sidst men ikke mindst, Mumford and Sons.
 


Ugens Idiot: "Cykeltyven"

Forestil jer at der er tyve minutter til i skal møde på arbejde. Forestil jer, at i går ned i cykelkælderen. Forestil jer, at jeres cykel er låst, men ikke med jeres egen lås. Næh, med en lås du ikke kender, en lås der er orange og massiv, og ikke til at fucking bryde op.

Det skete for mig igår aftes.

Jeg er rasende. Nogen har følt det helt okay at "stjæle" min cykel. Ja, den er en smule ramponeret, og ja, den ser virkelig gammel og forladt ud. Men det er den ikke. Det er min, det er mit barn, det er min bil, det er min kontakt til omverden, det er fucking min cykel.

Jeg var på dette tidspunkt allerede sent på den. jeg ville umuligt kunne nå på arbejde til tiden, slet ikke på gå-ben. Det fik mig til i min hidsighed at forfatte en seddel, jeg skrev noget i retningen af:

Hvem fanden er den fucking idiot, der har syntes det var helt okay at stjæle min cykel.
Du har låst den med en orange lås, den har bare at være låst op, når jeg kommer hjem fra arbejde.
Ellers må jeg jo melde dig til politiet. 

I min arrigskab tænkte jeg ikke så langt, at jeg måske burde låse min cykel, med min egen lås, så vedkommende ikke kunne stikke af med den. Men jeg er den "lykkelige" ejer af en smartphone, og jeg er røv god til det der krak. så jeg kimede hele kollegiet ned, indtil jeg fandt en person der var hjemme, han ville heldigvis hellere end gerne hjælpe, og gik prompte ned og låste min cykel. Tak krak og tak medkollegianer. 

Da jeg kom hjem var min cykel låst op. Jeg er glad. Men jeg er stadig bitter. Rigtig bitter. Og hvis jeg nogensinde ser den orange cykellås igen får jeg fat i boltsaks, ja jeg gør, og jeg klipper den over, og hænger den på opslagstavlen med en seddel hvor der står: "Tak for sidst, røvhul", til skræk og rædsel for fremtidige "cykeltyve" - Ja så fucking bitter er jeg. 

Og det er forresten ikke første gang, at jeg oplever problemer med cykelkælderen. En anden gang skulle jeg bruge min cykel, og da jeg satte mig op på den, var jeg nødt til at tjekke en ekstra gang, om det nu virkelig var min cykel, for den var højere end den plejer at være (!?!). Nogen har lånt min cykel OG fucking smadret bremserne (!!!), og det næsten lige efter, at min storebror og jeg (okay, mest min storebror) havde fikset dem. Jeg er så sur!! Lorte kollegie, lorte medkollegianer (jeg ved stadig ikke hvem det er). Og ja, det kan kun være en fra kollegiet, for du kan ikke komme ind i kælderen eller cykelkælderen uden nøgle. Sådan et røvhul.

tirsdag den 12. februar 2013

Lækker Lidl Mand

Jeg står i den lykkelige situation, at jeg bor rigtig tæt på Lidl. Jeg skal faktisk bare lige ud af døren og så er jeg der. Det har dog også sine ulemper, for det har givet mig et par dårlige vaner. Jeg handler næsten hver dag, for det er jo lige udenfor døren, og jeg behøver ikke handle stort ind - dette medfører selvfølgelig også en helvedes masse impuls køb, og det gør også, at jeg tit har slik eller chips i huset. Det har også medført at jeg ofte bare hopper ud af døren, i hvad jeg nu lige har på, for jeg skal jo kun lige i Lidl. 

Men det er slut nu, det der med at ligne lort i Lidl. For min Lidl, ja min Lidl, har ansat en flot fyr. En rigtig flot fyr. En flot fyr der tit er på arbejde. 

Det er altså slut med at se sådan her ud i Lidl:






Og det er helt klart slut med at købe for mange af dem her: 


Jeg ved ikke meget om Lækker Lidl Mand, jeg ved hvad han hedder, men det siger jeg ikke. Jeg ved også at han hører dårligt, han tror i hvert fald altid jeg siger grøn LA, når jeg faktisk siger rød LA. Jeg ved, at jeg aldrig vil tale med ham. Jeg ved at det bare er et rart lille crush. Og jeg ved, at jeg gang på gang bliver taget i at stirre på ham, og at jeg altid vil gøre mig selv en lille smule til grin, når han er på arbejde. 


mandag den 11. februar 2013

D-J-A-N-G-O, The D is Silent

Jeg er netop kommet hjem efter at have set Django Unchained. Filmen er nyeste skud på stammen fra den fantastiske Quentin Tarantino.

Jeg er kæmpe Tarantino fan, og jeg har glædet mig i rigtig lang tid til at se den her film. Jeg har kimet venner og veninder ned indtil jeg endelig fandt en ven der ville med mig. Vi havde armene fulde af popcorn, slik, cola og cookies, da vi satte os i de rare røde plyssæder, og vi havde så absolut ikke lyst til at gå der fra igen.

Django Unchained handler om den befriede slave Django, der allierer sig med en dusørjæger for at finde sin kone. Filmen er skudt i allerbedste Spaghetti western stil, men ikke på den der irriterende "Ouw my eyes" måde, næh nej i denne film fungerer det faktisk.

I filmens åbning har Tarantino ikke brugt tid og kræfter på flot grafik. I stedet får vi i allerbedste The Shining stil serveret skuespillernes navne i rød og kedelig font - som det bør være.

Jamie Foxx spiller rollen som Django helt fantastisk. Men de to absolut bedste skuespillere i filmen er uden tvivl Leonardo Dicaprio og Christoph Waltz (han er også nomineret til en oscar for netop denne rolle). Dicaprio spiller en creepy (og jeg mener C R E E P Y) sydstatsmand som ejer en farm, og en helvedes masse slaver. Han hader ikke sorte mennesker, han mener blot de, af biologiske årsager, er skabt til underdanighed. Hver eneste gang Dicaprio åbner munden i denne film, får du kuldegysninger, du får lyst til at rive hans tunge ud, og du sidder tilbage med en følelse af "at-det-her-sgu-da-ikke-kan-være-samme-mand-der-spillede-søde-Jack-Dawson-dengang-i-Titanic" - Men jeg må skuffe dig, det er selv samme mand, og han er ligeså fucking fantastisk som han plejer at være (Hvor er hans oscar, hva?!?).
Christoph Waltz er nok bedst kendt for sin rolle som snu nazist i Tarantinos Inglourious Basterds (som også skaffede ham en oscarnominering), og han gør det mindst ligeså godt i denne film. Manden er THE SHIT folkens. For helvede hvor er han god.

Filmen er lang. Meget lang. Slutningen kunne have været otte forskellige steder, og man sidder konstant og tænker "Nu er den slut", "Nej NU er den slut". Men det er den ikke. Det er dog ikke noget der ødelægger filmen, for den er så godt lavet, at man faktisk sidder og tænker "Nej nej nej, den må ikke slutte nu!". Og Tarantino skuffer ikke, han slutter den på det helt rigtige tidspunkt.

Se den film folkens!


søndag den 10. februar 2013

Mommy, I'm siiiiick!

Jeg er 25 år gammel, jeg er en ung voksen i samfundets øjne, og jeg er dybt afhængig af min mor. Jeg har netop ringet til hende, blot for at fortælle at jeg er blevet syg. Jeg havde brug for at høre min mor sige: "Nej da, lille skat, er du okay?" og "Franske kartofler og cola!" Og det var det hun sagde. Jeg står nemlig i den heldige situation, at jeg har tilbragt de sidste mange timer på toilettet, her har jeg ligget med hovedet i kummen og kastet op igen og igen (Undskyld til de sarte sjæle). Jeg har ikke været på druk igår, så tømmermænd er udelukket - dem får jeg heller ikke så tit, og slet ikke på andendagen.

Jeg har det helt af helvede til. Jeg sveder, jeg fryser, jeg kaster op, jeg ryster og jeg er bare pisse ynkelig. Jeg har lige været i Lidl, her har jeg hentet franske kartofler. Nu står den på Jersey Shore marathon (Jeg fucking elsker det skidt), mens jeg sidder i min egen elendighed, pakket ind i et tæppe og kalder sagte på min moooooaaaaar.



lørdag den 9. februar 2013

Drunk Drunk Drunkity Drunk Drunk #5: Just Dance!


Der var fest på universitetet igår. Inden det var der fri fadøl på en bar i byen. Der var billige øl og cider på uni, og der var dansegulve overalt. Det førte til en nat hvor jeg dansede som da jeg var 17. Det var en fantastisk aften, og denne dejlige dame dansede hellere end gerne med mig - vi blev fanget i dette fantastiske øjeblik, der faktisk indkapsler hele aftenen.

Jakken var en jeg fandt, og vist blev meget glad for, meget hurtigt. 

Ps. Projekt "Heidi is gonna look damn fine tonight!" endte faktisk meget godt. Jeg glemte bare at tage billeder, det eneste jeg har kunne finde er det her. Brillerne er ikke mine, mit ansigt er trukket sammen og jeg laver mit karakteristiske "Jeg er fuld, derfor skal mit ansigt ligne en and!" ansigt. 



fredag den 8. februar 2013

Jeg er en mascara-spasser

Jesus Kristus. Det er umuligt for mig, at tage mascara på, uden også at få mascara i panden, på kinden eller på næsen. For to minutter siden lykkedes det mig at tage både næsen og panden. Tak gud for vatpinde og det at tage make-up på i god tid.

Projekt "Heidi is gonna look damn fine tonight!" fortsætter. Imens kan i nyde dette billede.


Se venligst bort fra mine øjenbryn som trænger til at mødes med en pincet - pandehåret skal ikke være oppe i aften, så brynene er blevet nedprioriteret. 

tirsdag den 5. februar 2013

Klip-klapper er IKKE fede

Jeg er fast læser hos Kia fra fierce og fattig. Jeg bliver inspireret af de simple outfits, og får gode fifs til billige spisesteder og så meget andet. Og en enkelt gang imellem får jeg et godt grin. Som i dag på hendes facebookside.

Hun linkede til dette indlæg, hvor en blogger i allervildeste fucking alvor, forsøger at gøre klip-klapper til det nye sort.

Hold nu kæft altså! Klip-klapper er ikke in, de er ikke flotte, de er fucking latterlige. Jeg må medgive at jeg også synes de ret fantastiske, men kun i begrænset omfang. De skal bruges når du går ud med skraldet, når du hurtigt skal ned i cykelkælderen, eller når du har fodvorter og skal en tur i fællesbruseren, ikke andre steder, ikke som en del af et outfit. Nej, nej, nej! 

Ps. Jeg er ikke den eneste der tænker NEJ! Se her.

Pps. Inden der er nogen begynder; Jeg er selvfølgelig ikke ude på at hænge nogen ud. Jeg synes bare det her er så absurd, at jeg ville dele det med jer, desuden skal folk da bare have lov, men så vil jeg også have lov til at synes det grimt. 

mandag den 4. februar 2013

Når de flotte fyre kigger på dig..

Jeg ved ikke om det bare er mig, men jeg ved ikke hvor jeg skal gøre af mig selv, når ham den flotte i toget/bussen/på uni/på gaden/i 7-eleven/i byen/på baren kigger på mig. Jeg bliver tit helt febrilsk, får svedige hænder, tjekker om mit tøj sidder rigtigt, og så videre.

Jeg ved ikke om det er et tegn på dårligt selvværd, men min første tanke er altid: "Okay, hvad er der galt?"

- Har jeg noget i tænderne?


- Sidder min kjole fast i strømpebukserne?
- Har jeg læbestift på tænderne?




- Har jeg lige pruttet uden selv at høre det?
- Har jeg fået overskæg indenfor de sidste fem minutter?



- Kigger han på mine veninder?
- Har jeg noget siddende i/på/eller omkring næsen?



- Sidder mit hår helt af helvede til? 


Det slår aldrig fejl. Eller det er løgn, en enkelt gang imellem er jeg helt med. Jeg tænker: "Fuck ja! Jeg er for fucking lækker, han vil have mig, vil han!", og præcis to sekunder senere, er jeg faldet ned fra min barstol, ligger med spredte ben og skræv til alle sider, og har toiletpapir under skoen, læbestift på tænderne, og jeg har på mystisk vis også fået overskæg - det er ofte på dette tidspunkt, at jeg vælger at gå hjem.

De andre gange stryger jeg direkte på toilettet for at tjekke hvad det er han har fået øje på. De fleste gange er der ingenting, og jeg må konstatere, at han bare kiggede på mig, når jeg så endelig kommer tilbage, er han væk (de fleste fyre finder det åbenbart ikke særlig tiltrækkende, at en pige bruger 30 minutter på toilettet?).

Det er fuldstændig åndssvagt, og jeg ville hjertens gerne lave det om. Men det går bare ikke. Det skete faktisk i toget i eftermiddags. Sød fyr kommer ind, han kigger, han smiler. Han laver den der, hvor han kigger ned, samtidig med han kigger op på dig. I kender den godt. Den der hvor de har hovedet lidt på skrå, og faktisk skal anstrenge sig for at kigge op. Jeg stryger ud på toilettet, denne gang er jeg væk i 7-8 minutter, der er intet i vejen, jeg går tilbage og er klar til det helt store flirt-off - men fyren har flyttet sig, han sidder nu i den anden ende af vognen, og skænker mig ikke et eneste blik resten af turen. Det er løgn. Han kiggede lidt da jeg tabte min kuffert ned fra hattehylden, da jeg skulle ud af toget.

For helvede da også!