mandag den 31. december 2012

Stedet hvor alt kan ske..

I har alle været der. Det er drømmeland, eventyrland, badeland, alt-kan-ske-land, du-er-den-bedste-land. I har det alle i jeres hus, lejlighed eller på gangen. Jeg taler om badeværelset. Nærmere bestemt under bruseren.

Når vandet rammer kroppen sker der noget med os, eller i hvert fald med mig. Jeg bliver den bedste til alt. Nogen gange vinder jeg en oscar. Det skifter lidt hvad jeg vinder den for. Nogle gange er jeg instruktør, bedste skuespillerinde, bedste birolle, bedste manuskript, og en enkelt gang har jeg vundet for bedste originale sang.

Nogen gange vinder jeg en nobelpris, næsten altid i litteratur.

Nogen gange frier Joseph Gordon Levitt til mig. Andre gange er det Channing Tatum, Ryan Gosling, Johnny Depp, Neil Patrick Harris (a girl can dream) eller Sean Connery (en ung Sean Connery).

Nogle gange kører radioen i baggrunden, og jeg giver den som forsanger i verdens bedste band. Og bagefter vinder vi en grammy.

Nogen gange er det mit første møde med min fremtidige mand, det er altid meget casual, og meget Guuuud-jeg-vidste-slet-ikke-du-var-kendt-agtigt. Nogen gange er det første gang jeg møder hans familie (de elsker mig altid!) Nogen gange er det det øjeblik hvor mig og min kendis går fra hinanden, og han rejser i flere timer/dage for at finde mig, og vinde mig tilbage.

Under bruseren kan jeg alt. ALT siger jeg jer. Jeg vinder et hav af priser, jeg har de flotteste mænd i verden og jeg græder aldrig! Det er et godt sted.

Faktisk vil jeg gerne bo i min bruser.

Ps. Jeg har også en enkelt gang været lesbisk under bruseren, min udkårne var Emma Watson.

søndag den 30. december 2012

Det er meningen jeg skal være mere voksen..

Men det er jeg ikke.

Jeg er lige kommet hjem efter 11 (ELLEVE!) dage hos min mor. De blev alle brugt på sofaen, hvor jeg blev serviceret, plejet og hygget om. Alligevel endte jeg med, i bedste teenagestil, at bide af min mor, og flygte ud til mine veninder, for at drikke mig teenagefuld og blive hentet af en af deres forældre midt om natten.

Når jeg er hjemme ved mig selv, kan jeg sagtens være voksen, at jeg så ikke gider er en anden ting.

Jeg er lige kommet hjem her til eftermiddag. Jeg kom hjem til en lejlighed der lignede lort. L O R T! Jeg havde travlt, da jeg skulle ud af døren. Eller, det havde jeg faktisk ikke, jeg kom bare for sent i gang. Så jeg havde efterladt et rod af en anden verden. Jeg havde ladet opvasken stå (den var skyllet af, det lærte jeg nødvendigheden af på den hårde måde, læs: 8 dage i Budapest, komme hjem til lille landsby af mug og fluer i køkkenet), der lå tøj overalt, mit køleskab var fyldt med mugne ting og ellers tomt.

Nu skriver jeg VAR, det er også løgn, for sådan ser her stadig ud. Eller jeg har tømt køleskabet, men resten har jeg ladet stå. Jeg har i bedste "See no evil, hear no evil" stil, smidt mig i sengen og tændt for fjernsynet. Jeg har nosset mig sammen til at tømme postkassen, den var forresten fyldt med "Hey Heidi, den der regning der" breve (bare rolig jeg er ikke på vej i RKI, men jeg skal betale dem nu, ellers er der rykkere). Nu ligger jeg igen i sengen. Jeg har ikke ryddet op, pakket ud, vasket op eller betalt regningerne. Det må blive imorgen.

Jeg gider ikke gøre rent, med mindre jeg får gæster. Jeg gider ikke tage opvasken, med mindre der ikke er mere service tilbage (og når man har service til 12, og bor alene, så er der masser at tage af!). Jeg gider ikke betale regninger, jeg er dog for bange for at skylde folk noget, så jeg gør det alligevel. Jeg gider ikke lave noget når jeg besøger min mor. Jeg gider ikke vaske mit tøj. Jeg gider ikke købe økologisk og bæredygtigt. Jeg gider ikke noget (- sagde hun og stampede i gulvet som en femårig), for jeg gider ikke være voksen - men jeg gider heller ikke være et barn. Jeg er lige der midt imellem hvor jeg stadig ringer til min mor hver dag (flere gange om dagen hvis det er helt galt), men jeg bliver irriteret hvis hun "glemmer" at jeg er 25. Jeg er lige der hvor jeg har råd til mine regninger, og sagtens kan klare mig selv, men virkelig ikke gider. Jeg er lige der, hvor jeg stadig bliver hysterisk og stamper i gulvet, nu gør jeg det bare når jeg er alene.

Jeg er lige der hvor jeg, livet, verden og tilværelsen er allermest træls, men på samme tid er allermest fantastisk.

Og nu til en kliché og en halvdårlig sang, det var det eneste jeg lige kunne komme i tanke om, for jeg gad ikke søge på nettet eller selv tage billeder.
In the (immortal) words of Britney Spears: "I'm not a girl, not yet a woman!" (HAHA!)




lørdag den 29. december 2012

Guilty pleasure #1

Udover en masse dårlige serier, kage, chips med dip og lignende, er en af mine absolutte guilty pleasures frieri videoer på youtube (eller hvilken som helst anden side). Jeg kan sidde i timevis og grine, smile og græde (og til tider krumme tæer), når jeg finder en video af en mand der falder på knæ. Og det er egentlig ligemeget om det er på jumboskærmen til en baseball kamp, via en flashmob, et privat øjeblik eller hvad, bare der er et frieri indblandet, så er jeg der med det samme.

Jeg elsker det pis. Det gør jeg virkelig.

Jeg er så vild med det, at jeg endda har favoritter. Ja! Videoer som jeg ser igen og igen. Der er seriøst ikke noget bedre. Og det værste er, at jeg med glæde (MED GLÆDE) bruger hele min lørdag aften på det. Nogle gange planlægger jeg det endda. Jeg planlægger en aften hvor jeg bare skal se frieri videoer. Jeg køber ind til det. Ja! Chips med dip, cola og chokolade. Dage i forvejen kan jeg scoute nettet for videoer, og bogmærke dem der har fanget min interesse, og så sidder jeg ellers i timevis og ser det ene romantiske øjeblik efter det andet.

Jeg gør det ikke fordi jeg er desperat efter selv at få en ring på fingeren, jeg gør det fordi at jeg er en sucker for kærligheden, også selvom jeg har brændt nallerne et par gange efterhånden. Jeg elsker det. Jeg elsker når en mand elsker en kvinde så meget, at han vil bruge måneder på at planlægge frieriet. Jeg elsker at der findes mænd derude der hellere end gerne vil kaste sig på knæ i en park, til lyden af Bruno Mars, uden at være helt sikker på at hans kæreste vil sige ja (for man kan jo aldrig være helt sikker, eller?).

Jeg vil ikke gå mere i dybden med det, for det er allerede ret stort at indrømme det her. Faktisk tror jeg kun det er K og min ekskæreste der ved præcis hvor meget jeg elsker det her - indtil nu.

Jeg nævnte at jeg har favoritter, de kommer her:




Der er flere, men det her må være nok.

Hvis i tror der er nogen jeg ikke har set, så del dem endelig med mig. Jeg har en frieri video date med mig selv om et par uger. 


Hov

Jeg har ikke glemt bloggen, og jeg håber ikke i har glemt mig. Jeg har bare ligget på min mors sofa og set den ene julefilm efter den anden, og spist konfekt, slik, chips og chokolade. Jeg er blevet lidt tyk (eller..) og jeg har sovet og drukket øl. Jeg vender stærkt tilbage i aften eller imorgen, med klichéer, nytårsfortsæt og alt muligt andet gøgl (og en video eller to.. eller tre).

Jeg håber i har haft en fantastisk jul.

søndag den 23. december 2012

Ugens idiot: En sønderjyde på jagt efter gammeldaws hvidkål

Jeg elsker gammeldaws hvidkål. Det er en fantastisk spise som jeg er vokset op med, men først lærte at spise ret sent. Nu siger jeg lærte at spise, jeg nægtede faktisk bare i lang tid. Da jeg var lille var jeg nemlig meget kræsen, eller stædig er måske et bedre ord, og jeg nægtede at gøre noget, med mindre det var min egen idé. (Ja, jeg var et forfærdeligt barn).

Men. Nu elsker jeg altså gammeldaws hvidkål. Det er noget af det fedeste mad derude, og det sætter sig på mine hofter bare jeg tænker på det, men jeg er ligeglad. Hvidkål er fan-freaking-tastisk. Jeg har endda engang ytret ordene: "Hvidkål ved lov!" - for ikke så lang tid siden. I Super Brugsen (I am such a loser!).

Anyways. For en uge eller to siden ville jeg have hvidkål, den gode gamle slags. Jeg ville have det sammen med grønlangkål, kålpølser og sukker kartofler. Jep en god og farlig blanding af kål, men jeg bor alene, så jeg skal kun tage hensyn til mig selv. Og jeg synes altså at prutter er sjove, især mine egne (ja, jeg er et af de mennesker), så kål er jo som skabt til mig (og mit tarmsystem).

Okay, det her blev hurtigt meget ulækkert, og det var ikke meningen det skulle handle om prutter. Moving on..

For en uge eller to siden ville jeg have hvidkål og hele svineriet (som jeg nævnte ovenfor). Jeg skulle alligevel bruge formiddagen i byen, så jeg kunne passende tage det med hjem, og lade det hele tø op i håndvasken. Jeg havde en plan om at være hjemme ved 12-tiden, og hygge mig med film, serier, BA og andet gøgl mens det hele tøede op. Jeg var hjemme klokken 16, og nu skal i høre hvorfor.

Der er fucking ingen steder i Odense der sælger gammeldaws hvidkål. Det er en skandale, og hvis der fandtes en officiel hvidkåls-klageinstans ville jeg gøre brug af den!

Jeg startede i Lidl (det er tættest på). Ingen hvidkål, men grønlangkål. Jeg tænkte, jeg venter med at købe det, for de har det sikkert i fakta. I fakta havde de grønlangkål, kartofler og sukker. Det tog jeg med, og tænkte, føtex er lige ved siden af, de har sikkert resten. Ingen held i føtex heller, men jeg blev dog 245 kroner fattigere da jeg nåede til strømpebukserne - penge jeg ikke havde.

Så gik jeg i Brugsen - de måtte da have det jeg manglede. Ingen hvidkål, men til gengæld var der ansat en sønderjysk slagter, som mente det var en skandale at de ikke solgte gammeldaws hvidkål: "Jeg bestiller det hjem med det samme, det her kan sgu da ikke passe, hvad bilder de sig ind?" - Hans ord. Det var i samme samtale at jeg sagde (højt): "Hvidkål ved lov!", og fik en masse mærkelige blikke, og et høfligt grin med på vejen fra slagteren - så meget for sønderjysk kammeratskab. Dog havde de kålpølser fra slagteren, så dem tog jeg med. Jeg smed også nogle chips, og noget dipmix og cremefraiche i kurven, for på det her tidspunkt havde jeg lidt ondt af mig selv. Og jeg mente at jeg havde gået en helvedes masse kalorier af, så det var helt fair.

Så smuttede jeg i den anden fakta. Ingen hvidkål.

Sidste stop. Netto. Min arbejdsplads, mit mekka, min redningsmand, troede jeg. For Netto (I Odense - jeg har set det andre steder), havde ikke hvidkål, faktisk vidste de ikke hvad fanden jeg snakkede om (I know - Ungdommen nu til dags). På det her tidspunkt havde jeg besluttet, at man ikke kan spise kålpølser uden hvidkål (jeg havde jo grønlangkål), så jeg brugte endnu flere penge jeg ikke havde, og købte andebryststeg. Ved kassen havde de "The Hunger Games" på dvd, den spenderede jeg også lige penge på. Og så gik det ellers hjem ad, mens jeg ringede til S og brokkede mig over de Odenseanske tilstande. Og forklarede hvorfor en sønderjyde absolut må have hvidkål og masser af det.

Da jeg kom hjem, sad jeg i al min ensomhed og vrede og spiste andebryst med sukkerkartofler, grønlangkål og brun sovs - det smagte lækkert, men min bitterhed nød chipsene en del mere. Og så hjalp det lidt, da jeg smed Hunger Games på.

De har stadig ikke hvidkål i Odense, i hvert fald ikke da jeg tjekkede for fire dage siden. Det har de til gengæld i sønderjylland, jeg fik hvidkål onsdag OG torsdag - ja sgu! (Jeg havde bedt om det, jeg måtte bare have hvidkål).

Det var en meget lang forklaring, jeg er (igen) ugens idiot. For helt ærligt, hvem elsker hvidkål så meget? Men nok mest for "Hvidkål ved lov!" kommentaren.

Milano #8: The Locals

Man falder ofte i turistfælderne, særligt første gang man er i en ny by. Det var vi nu ikke så bange for. Lena kendte nemlig en pige i byen, Mariangela, som med glæde gav os nogle tips, og sørgede for at vi fik noget at spise den første aften.



I Italien er det normalt med tre retter hver aften, det er heldigvis tre forholdsvist små retter, og de er alle gode. Jeg har desværre ikke et billede af de små pizzaboller vi fik, men de var fandeme gode. 






I Milano er det normalt at barerne er meget små. Som i, det kan kun betale sig at hente en øl og gå igen, små. Derfor er barerne samlet et sted, og festen fortsætter på gaden. 








Vi fik også, hvad vi fik fortalt var, den bedste is i Milano. Efter at have smagt isen, så vi ingen grund til at teste andre steder. 




lørdag den 22. december 2012

Milano #7: Offentlig transport

Offentlig transport kan være lidt af en prøvelse i Milano. Det hele foregår på italiensk, det er en smule forvirrende, du skal købe billetterne i de små Tabbacchi shops rundt omkring, men klippe dem i bussen - og det er ikke altid til at finde ud af hvor du skal gøre det (Det var faktisk tæt på at koste Lena og jeg en bøde, heldigvis var der en gammel dame i bussen der kunne engelsk og reddede os - ikke uden en fordømmende tone og et surt blik, men alligevel).

Alligevel var det i busser og metro vi havde det sjovest. Der var fyldt med italienere, så der var frit slag i emnebutikken, og vi kunne snakke om alt det vi ville, vi kunne bagtale dem lige ved siden af (ja, det gjorde vi faktisk), vi kunne give los og være ligeglade. Det førte også til at par sjove billeder.

Det var også i metroen vi fandt en Johnny Depp look-a-like (synes vi selv).



Han ligner da lidt, ik? (Ham med solbrillerne - obviously). 


I Milano er der ikke stop-knapper. Der er "Jeg skal gå ud af bussen nu" knapper. 






Proppet metro. Om det var før eller efter koncerten husker jeg ikke. 


Freaky Lena. 

Milano #6: Florence + the Machine

Grunden til at vi skulle til Milano var, at Florence + the Machine skulle spille der. Deres Europa turné sendte dem desværre ikke til Danmark, og vi var ikke hurtige nok til at få billetter i Berlin, men Milano er sgu også okay.

Koncerten var fantastisk. Der var kun én sang jeg ikke kunne hele teksten til. Florence Welsh fra fantastisk. Bandet var fantastisk. Koret var fantastisk. Sceneshowet og lyset var fantastisk. Alt var fantastisk. Florence havde et nærvær som ingen anden. Hun formåede at fylde hele scenen, og hele Mediolanum. Hun var glad, frisk og rar - og så var hun i øvrigt ikke bleg for, på et tidspunkt, at stoppe koncerten, for hun var ikke helt sikker på om hun lige havde sunget forkert. Det var så godt. Jeg kan ikke sætte ord på min oplevelse, for jeg er ærligt talt stadig ved at fordøje den. Jeg elskede Florence + the Machine inden koncerten, og jeg elsker dem, om muligt, endnu højere nu. Fantastisk, intet mindre end fantastisk.

I må undskylde billedernes kvalitet. Jeg var meget begejstret og zoomede alt for meget, det passer åbenbart ikke særlig godt sammen med dans og skrig.
























Ps. Jeg har også videoer fra koncerten, men jeg har endnu ikke helt besluttet om de kommer herind. Man kan nemlig (meget tydeligt) høre Lena og jeg på filmen, og det er altså ikke kønt.