onsdag den 28. november 2012

No longer kidding

Okay, nu er det ikke sjovt mere! Hvorfor fanden i hele hule helvede kan jeg ikke uploade flere billeder?!
Skal jeg virkelig betale mig fra det, eller flytte bloggen til et andet domæne? Det er tydeligvis ikke noget problem at uploade videoer, men billeder - nej det kan vi ikke have her. Hvad fuck er det lige der sker.

Jeg begynder at tro at det virkelig er fordi, jeg kaldte blogger.com for bitches. Hvis det er tilfældet, så må i da meget undskylde. For fanden da.

Pardon my french. 

Hvis i ved hvad der sker, hvordan jeg løser det, og eventuelt hvordan man eksporterer sin blog til wordpress eller lignende, så skriv endelig til mig. Jeg taler normalt ikke så grimt (det er løgn), og jeg er faktisk rigtig sød (det er rigtigt!).

Hjælp? Please..


Jeg ved godt sangen er til utro mænd, men dem hader jeg også (så vidt jeg ved har jeg ikke selv haft fornøjelsen af at møde en - men alligevel).

Dear Old Love

Som i har kunne læse tidligere er jeg blevet mainstream, jeg har fået Tumblr OG Twitter. Og jeg elsker det - Tumblr især!

På Tumblr er der en blog der hedder DearOldLove. Det er Tumblr brugere der indsender korte beskeder til gamle kærester, familiemedlemmer og lignende. Det hele sker anonymt, det er kun dig selv og administratoren der ved hvad du har sendt ind.

DearOldLove er blevet en kæmpe succes, og er endda blevet lavet til en bog.
Andy Selsberg, manden bag, har også startet siden You Are Good At Things på Tumblr, det er samme princip, her skriver du bare hvad du er god til.

Jeg elsker de her to sider, og tjekker dem dagligt, jeg har også selv sendt noget ind, men jeg kan ærlig talt ikke huske hvad, for jeg har sendt så meget.

DearOldLove er så stor en succes at nogle radiostationer har læst ting op derfra. Det kan i høre her.





tirsdag den 27. november 2012

En trend jeg ikke forstår




Jeg kommer aldrig til at forstå denne trend. Jeg kommer aldrig til at eje sådan et par sko. Og jeg kommer aldrig til at synes at de er tilnærmelsesvis pæne.
Jeg vil nødig træde nogen over tæerne (eller jeg er egentlig lidt ligeglad), men de er simpelthen så helt igennem fantastisk vamle! Fy for dælen (jeg havde et grimmere ord i tankerne).
Hvis du ejer sådan et par sko, så brug dem endelig, og tag ikke det her personligt - der er helt sikkert noget i mit skab, du synes er endnu grimmere.

Ps. Så i lige det? Der er billeder på bloggen igen. Jeg ved ikke hvorfor jeg kan nu, og ikke igår, men de er her - og jeg bliver ved med at poste indtil jeg bliver stoppet igen. 
Okay nevermind, jeg kan åbenbart dele de her tre billeder, men når jeg prøver at tilføje flere billeder har jeg ikke plads? Hvad helvede sker der? Er det mon fordi jeg kaldte blogger.com for bitches? 
Er der nogen derude der kan hjælpe? 

mandag den 26. november 2012

En lille sød og makaber sang

Jeg kan ikke dele billeder lige nu, hvis i ved hvorfor eller hvad jeg skal gøre - så vær sød at skriv til mig, derfor deler jeg denne lille sang med jer. Jeg fandt den tidligere i dag og har allerede set den alt for mange gange.


Hov, det blev så indlæg nummer fire i dag, jeg ved ikke om det er træls eller om i synes det er pisse fedt, men nu er det sket. 

Jeg kan ikke tilføje flere billeder!?

Den opmærksomme læser vil lægge mærke til, at der ikke er billeder på bloggen i øjeblikket. Det er fordi blogger.com mener jeg har opbrugt min lagerplads. Her er det så jeg er nervøs for, om det er for altid. Er det for denne måned. Er det nødvendigt at flytte bloggen til wordpress eller lignende. Skal jeg betale for ekstra lagerplads. Hvad skal jeg gøre? Har i haft det problem?

Det startede lige inden jeg tog til Milano, torsdag eller fredag, da jeg satte nogle indlæg i kø. Jeg har lavet flere indlæg denne måned end jeg plejer, og jeg har haft billeder på mange af dem (men ikke alle). Kan det virkelig passe at jeg har brugt 1GB på en halv måned? For jeg har brugt meget mere i al den tid jeg har haft bloggen. Så det må da være 1GB i måneden, ik? De kan da ikke lade en have en blog, også må du kun bruge 1GB i alt - som i ALTID.

Jeg er forvirret og en smule fornærmet. Hvad skal jeg gøre? (Og jeg har altså nogle ret seje billeder jeg ville dele, og nu laver blogger.com bare det vildeste cockblock - Bitches).

Oh shit, kan man blive smidt af blogger.com for at kalde dem bitches?

De Urørlige

Min mor ville rigtig gerne se den her film. Det ville jeg også rigtig gerne. Men vi bor ikke ligefrem op og ned af hinanden længere, og det så ikke ud til at filmen ville gå særlig lang tid. Men biograf-guderne må have hørt vores bønner, for de udvidede spilletiden, og vi havde derfor fornøjelsen af at se De Urørlige i fredags.

Filmen handler om Philippe som skal have en ny fuldtidshjælper ansat. Han har, som altid, en masse til samtale, men for en gangs skyld vælger Philippe ikke det oplagte valg. Han vælger Driss, en småkriminel type, som tit glemmer at Philippe er lam, han har ikke medlidenhed med Philippe, han ser Philippe som det han er, et menneske - omend med nogle problemer, men stadig bare et menneske.

Vi følger herefter Philippe og Driss, mens de roder sig ud i nogle mærkelige ting. Vi ser dem forsvare deres forhold, og vi ser Philippe forklare, at det værste for ham er, når folk har medlidenhed med ham.

Filmen rørte mig rigtig meget, og der var flere gange hvor tårerne pressede sig på. Et ekstra plus er, at filmen er på fransk, så alle i lille Danmark kan føle sig lidt småkulturelle mens de synker ned i de røde plyssæder.

Jeg har selv været handicaphjælper. Første gang i England hvor jeg var live-in carer for J. J er lam fra skuldrene og ned, han har dog en smule funktion i armene, men hænderne er lamme - dette var både en god ting, og en udfordring - for nogle gange kunne man godt glemme, at bare fordi J kan løfte armen, kan han altså ikke gribe om telefonen. (De første tre uger tabte vi ting konstant!).

Bagefter var jeg handicaphjælper for en ung pige her i Danmark. Jeg tog med i skole, og fik hende op om morgenen - jeg var hendes arme og ben, og jeg gjorde mit for, at hendes liv blev så normalt som muligt. (Jeg glemte fandeme tit at hun ikke kunne gå).

Jeg har aldrig behandlet folk i kørestol anderledes, og chancerne er at jeg glemmer du sidder i kørestol, hvis jeg har kendt dig i længere tid. Jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg foreslog J, en lam mand, at vi kunne gå en tur. Når han bad om en kuglepen, kunne jeg finde på at kaste den over til ham, selvom han jo for helvede ikke kunne gribe den. Jeg glemte nogle gange at M (den unge pige) ikke kunne stå selv i længere tid, og endte med at tage telefonen og lade hende stå.
Jeg bliver sur når folk behandler mennesker i kørestol anderledes. En kørestol er ikke ensbetydende med at brugeren er retarderet. En kørestol er ikke ensbetydende med en depression. De to mest livsglade mennesker jeg kender er J og M - De har så meget mere at kæmpe for, og de skal gøre så meget mere for at deres liv er "normalt" - så de nyder det endnu mere.

Jeg håber og tror at De Urørlige kan være med til at sætte fokus på det her. Jeg håber og tror at filmen bliver nomineret til en oscar. Jeg håber og tror at alle vil tage ind og se den - uanset om du har en fortid som handicaphjælper eller ej.
Det er en voldsomt god film, og den vil få dig til at få tårer i øjnene, den vil få dig til at grine, græmmes og græde. Den vil røre dig.


Om at føle sig som en fiasko

I kender det sikkert alle sammen, det der med at føle sig lidt utilstrækkelig. Det der med at føle at intet man gør er godt nok. Uden at ville det skubber man dem der betyder allermest væk fra sig, eller også går de af sig selv. Man vågner om morgenen og har allermest lyst til bare at blive i sengen. Dagene føles uendeligt lange, og du kan ikke falde i søvn, så søvn får du heller ikke nok af. Du gør dit bedste, men af en eller anden grund føles det ikke som om det er nok.

Nogen kalder det depression, nogen kalder det vinterdepression (vi har en mani med at gøre alt sæsonbetonet), nogen kalder det at være ynkelig. Nogen kalder det selvmedlidenhed. Jeg kalder det kærestesorg.

2012 var året hvor min kæreste, ham jeg troede og håbede på at jeg skulle dele resten af mit liv med, gik fra mig. Det var året hvor jeg droppede alt der hed frivilligt arbejde for Ungdommens Røde Kors. Det var året hvor jeg sagde et job som studentermedhjælper op, inden jeg overhovedet var begyndt. Det var året hvor jeg udskød min BA-opgave (selvom jeg havde glædet mig til at skrive den). Det var året hvor jeg fandt ud af hvem jeg kunne stole på, hvem der var der uanset hvad, og hvem der aldrig rigtig havde været der. Det var året hvor jeg scorede drømmejobbet som redaktør, men konstant tvivlede på mine evner og aldrig følte jeg gjorde det godt nok. Det var året hvor jeg skiftede universitet og studie. Det var året hvor jeg fik bekræftet hvor stor en kærlighed jeg havde (og stadig har) til min ekskæreste, og hvor meget det egentlig påvirkede mig at han gik. Det var året hvor jeg blev stolt af, at jeg har kunne føle sådan en kærlighed. Men det var også året hvor jeg bandede det langt væk.

2012 har indtil videre været pisse hårdt. Jeg har, for første gang nogensinde, haft svært ved at overskue mit eget liv. Jeg har haft svært ved at overskue studiet, venner, familie, arbejde, frivilligt arbejde, eksaminer, alt. Jeg har brugt bloggen meget mere end jeg troede jeg ville, jeg har gjort den langt mere personlig end jeg troede jeg ville. Jeg har i det store hele vel bare været ramt af kærestesorg.

Jeg siger bare, men jeg mener jo ikke bare. Jeg har kæmpet, kæmpet, kæmpet og kæmpet. Og alligevel føler jeg nogen gange at jeg ikke har kæmpet nok.
Er det ham jeg ikke har kæmpet nok for?
Er det mig selv?
Er det studiet?
Er det arbejdet?
Jeg har ingen anelse. Men det hele bunder vel bare i, at jeg, og min krop, endelig har sagt fra. Jeg har altid påtaget mig for meget. Hvis der var nogen der ikke ville tage ansvar, gjorde jeg det, også selvom jeg ikke havde tid og overskud. Jeg har i det mindste lært at sige fra nu, eller faktisk bare lært ikke at sige til.
Og det er vel en god ting. Men for mig er det en falliterklæring.

Og det ved jeg jo godt det ikke er. Jeg ved da godt at jeg stadig er ramt af alt det her kærestesorg. Jeg ved godt at jeg stadig er pisse ked af at han skred. Jeg ved godt at jeg stadig savner ham noget så frygteligt. Men jeg kan ikke rigtig se hvad jeg kan gøre, andet end at se tiden an. Jeg må vel bare vente på at jeg stopper med at græde (og det sker altså ikke så tit mere), at jeg stopper med at mindes, at jeg stopper med at række ud efter ham om natten.
Det er fucking snart ni måneder siden, og jeg synes ærlig talt det er på tide. Jeg har vænnet mig til at han ikke er der mere. Jeg har vænnet mig til at jeg kommer hjem til en tom lejlighed. Og nogle gange (meget få) nyder jeg også at være alene. Ikke på den der "Wuhuu jeg er single" måde, men på den der "Jeg lukker døren, og der er ingen der kommer ind" måde.

Jeg ville faktisk ikke have udgivet dette indlæg, for mens jeg skrev det, blev jeg sgu lidt sur - jeg blev sur på mig selv, og hele den her situation, og samtidig tænkte jeg "Det rager sgu ikke andre". Men samtidig tænkte jeg også "Jeg er jo ikke en fiasko, jeg er single og heartbroken(og måske også en smule utålmodig), og det er fandeme også okay".




søndag den 25. november 2012

Ugens idiot(er)

Dennes uges idiot(er) er italienske mænd. Eller 90% af dem.

Jeg var i Milano i denne uge, og jeg havde her den tvivlsomme fornøjelse af, at møde de italienske mænd. Jeg skal hurtigt huske at nævne, at det selvfølgelig ikke er alle italienske mænd, men det er helt klart størstedelen.

Når du kommer gående på gaderne i Milano, og det er tydeligt at se at du ikke er italiener, så giver det åbenbart de italienske mænd lov til at stirre, røre, råbe, stoppe op og glo, og til dels følge efter dig. Det er super ubehageligt, for det første er du i et fremmed land, man taler ikke sproget, man kender ikke deres kultur til fulde og man er vant til at når mænd gør det herhjemme, er de enten de mest usympatiske røvhuller på jorden, eller også skal du løbe hjem, for at slippe fra dem. Men i Italien er det åbenbart helt normalt. Og de gør det ikke på den der måde, hvor du kan få dem til at gå væk, ved at sige noget i retningen af "Nej, jeg vil ikke købe noget", "Jeg har en kæreste", eller lignende (som det er tilfældet i så mange andre lande). Nej, i Italien bliver de ved, også selvom du råber dem lige op i ansigtet. Du kan være det mest uhøflige menneske på jorden, og de bliver ved - de er nogle kæmpe idioter.

Jeg vil dog lige nævne de tre meget søde italienske mænd, vi også mødte.
1. Verdens sødeste taxachauffør der, selvom vi ikke havde penge nok, kørte os lige til døren.
2. Sød mand i Tabacchi shop, der hjalp os, da det viste sig at manden bag disken ikke talte et ord engelsk, og sød mand så legede tolk.
3. Paolo. Flot flot (lidt lav) mand, der er venner med Mariangela (Ls veninde) som vi mødtes med i Milano. Han krydsede steder af på kortet (TURIST ALERT) som vi bare skulle se. Han fortalte lidt om byen, han gav shots og så tog han os med i verdens bedste isbiks!

Så, denne uges idiot(er) er størstedelen af de italienske mænd. Klamme idioter.

fredag den 23. november 2012

Jeg har beskidte læsere

Hvad mener du? spørger i.

Tjo.. På meget kort tid blev dette indlæg om Magic Mike det mest læste på bloggen. Jeg vil ikke sige hvor mange kliks det har fået, men jeg vil bare sige, at indlægget indtil nu er flere hundrede kliks foran nummer to. Så jeg har valgt at konkludere at jeg har meget beskidte læsere. Men det er i vel også nødt til at være, for at læse med her.

Og jeg forstår jer sgu godt. Alle de flotte mænd går lige i trussen, og scenen som jeg deler herunder, er nok det bedste bevis på, hvorfor Channing Tatum er noget af det ypperste, når vi taler nøgne mænd, lige nu.

Enjoy Ladies!


søndag den 18. november 2012

Rygestop og Milano...

... Hænger overhovedet ikke sammen. Jeg må op på hesten igen når jeg kommer hjem. Det skal jeg fandeme. Lorte cigaretter - og lorte selvdisciplin/viljestyrke.

Reading Journal

Jeg vil lige starte med at undskylde for det dårlige lys på billederne. Jeg ved ikke lige hvad jeg tænkte på, da jeg tog dem. Men er det ikke hyggeligt med stearinlysene. Haha.

Anyways, for noget tid siden købte jeg denne "Reading Journal" på Amazon. Og det er et af de bedste køb jeg længe har gjort mig.
Selvfølgelig kan du bruge den til bare at kunne huske hvad du har læst. Men den er også bygget op, så du kan skrive, hvad du tænkte, da du læste bogen, hvad bogen fik dig til at føle, hvor lang tid det tog dig at læse den, og om bogen har ført til andre læseoplevelser.
For en bogorm som mig, er det her perfekt. Der er også lister over prisvindende bøger (frem til 2010), hvor du så kan krydse af, om du har læst dem. Du kan lave lister over hvilke bøger, du skal læse snart. Du kan lade dig inspirere af citaterne på hver femte side. Og sidst men ikke mindst er der, bagerst i bogen, dedikeret en masse sider til: "Bøger jeg har lånt" og "Bøger folk har lånt af mig", så har du altid styr på hvor dine bøger er (for en person så distræt som mig, er det en fordel).

The Reading Journal kan købes her, for sølle 7 pund.








lørdag den 17. november 2012

Breaking Dawn Part II

Torsdag aften så jeg den sidste film i Twilight serien. Jeg må ærligt indrømme, at jeg havde glædet mig. Nu har jeg jo også læst alle bøgerne flere gange, og bruger dem til at slappe af.
Og inden i begynder på at sige "Jamen Heidi, du læser jo litteraturvidenskab, du skal da ikke læse sådan noget fis", vil jeg sige at, jeg godt ved at Twilight serien ikke er et litterært vidunder. Men det udelukker jo ikke at det er en god historie. Serien kunne sagtens have været skrevet i et bedre sprog. Men historien behøver ikke ændres - det er en god og sød historie, og den fortjener at blive fortalt, også selvom den ikke vinder priser.

Men, jeg så filmen i torsdags. Den sidste i serien. Og jeg ved ikke hvad jeg skal sige. Der var twists som ikke er med i bøgerne - så jeg blev overrasket. Men jeg blev også skuffet, for nogle af de ting jeg synes var vigtigst, blev der sprunget let hen over - men sådan er det jo altid med filmatiseringer af bøger. (Der er da enkelte (MANGE) elementer i Harry Potter filmene der skuffer mig gevaldigt)

Jeg synes at filmskaberne skulle have brugt mange flere penge på computer animationerne - for hold nu kæft hvor var de dårlige (de fleste af dem), jeg synes at de i det mindste skulle have prøvet at få det til at ligne, at Kristen Stewart rent faktisk hopper, og at hun ikke bare løfter sig op fra jorden.

Til gengæld synes jeg det var rart, at de satte så meget fokus på Jacob og Renesmees "forhold". Det var også rart at de fik Bellas første jagt med - på en ordentlig og gennemført måde.

Men jeg manglede Bellas forvirring og fascination af livet som vampyr. Det er rigtig meget med i bogen, og det er selvfølgelig nemmere fordi Bella er fortælleren, men stadigvæk, så måtte de have brugt tid på nærbilleder, og brugt lidt flere voice-over elementer som de var så glade for i de tidlige film.

Hvis du var fan af de tidligere film, skal du selvfølgelig se den. Hvis du har læst bøgerne skal du selvfølgelig se den. Men jeg synes det var tydeligt at alle der er tilknyttet serien lidt har tænkt "Lad os nu bare blive færdige". Og det er ærgerligt at det lyser igennem.
Men det er jo selvfølgelig bare min mening.

Den er ikke dårlig. Overhovedet ikke. Men jeg har sjældent grint så meget i en biograf fordi der var elementer i filmen, der var dårligt lavet eller forklaret. (Så hvis du var i biffen i torsdags, og blev irriteret på hende på bagerste række, der skreg af grin, og sagde "ej nej nej nej nej", så var det mig).

Jeg vil ikke sige nej til et Twilight marathon i fremtiden, og jeg vil helt klart læse bøgerne igen. Men jeg vil heller ikke sige at det var den bedste film i rækken, og at det var en fantastisk afslutning på serien. For det synes jeg ikke det var.

Jeg ved ikke om i fik noget ud af det her, det er vist lidt intetsigende, men fuck it. Jeg har set Twilight og nu ved i det.

Trailer: (Hvis i ikke allerede har set den)



Ps. Når i læser det her, er jeg i Milano - Ja jeg er så!

fredag den 16. november 2012

London: Miscellaneous

Jeg ved godt det efterhånden er lang tid siden, jeg var i London. Men der er stadig nogle billeder jeg mangler at dele. Desuden er London en helt igennem fantastisk by, som fortjener så meget reklame som overhovedet muligt.
Det her bliver en billedstorm uden lige, men det er det værd. (Tro mig!)



Oxford Street. Shopping-gade numero uno, hvis du bare vil have normale ting, før de kommer til Danmark. Læg venligst mærke til "Law-Breaker" storebror, der helt casual vader over for rødt. 


Det er ikke kun i London at jeg har problemer med at tage et godt billede af min mor og storebror sammen. Det er altid.


Ingen London tur uden billeder af et eller andet Sherlock Holmes relateret. Her manden selv, eller statuen af den fiktive figur. 




South Bank og Big Ben i skøn forening. Mit favorit "Land-mark" sammen med mit favorit sted. Skønt!


Momsi-prut gør sig lækker for London. 




Jeg elsker undergrunden. Jeg ved ikke hvorfor, måske er det fordi man finder alle typer her. Der er fart på, det får dig fra a til b, og uanset hvor proppede togene har været, så slapper jeg altid af når jeg sidder der. 


Udstilling på Oxford Street. Min mor og jeg stod og gloede på hende her i 15 minutter. Vi debatterede hvorvidt det var et rigtigt menneske eller ej. Lige indtil vi så hænderne af (tydelig) voks, og den identiske figur et vindue længere nede. 


Pims Lemonade. Must Taste, Must Have, Must Drink. Så simpelt er det. 


Fish 'n Chips. Aldrig smagt det? Dit tab. 


Her boede vi. Hyggeligt lille hotel tæt på Victoria Station. Ikke luksus, men billigt, med morgenmad og tæt på alt. 


Kun i London bremser taxachaufføren for at posere for fotografen. 


Ikke mulighed for have i centrum. Byg din egen af altankasser. 


Jeg elsker når der er musik i undergrunden. 



Piccadilly Circus. Jeg kan bruge timer her. 


Mere musik i undergrunden. 

Og så simpelt var det, nu savner jeg London. Men det gør jeg altid. 

torsdag den 15. november 2012

All My Friends are Superheroes, Andrew Kaufman




Jeg læste denne lille perle på et par timer. Den er også kun 105 sider lang. Men det gør den ikke mindre fantastisk.

Jeg vidste intet om bogen, da jeg købte den. Jeg fandt den i HMV i London til 2 pund. Jeg forelskede mig i titlen, og hvis det viste sig den var dårlig, havde den jo kun kostet 2 pund.

I bogen følger vi Tom. Alle Toms venner er superhelte, men ikke Tom, han er et helt almindeligt menneske, men når superheltene kun er vant til superhelte, bliver Tom pludselig meget speciel.
Tom er kærester med "The Perfectionist". hendes superhelte-evner er, at hun kan gøre alt perfekt. Hun sover perfekt, når hendes hår er rodet, er det perfekt rodet. Hun kan gøre en situation perfekt, og hvis det betyder at man skal glemme en del af sit liv, så er det det der sker.

Eksempelvis bliver "The Perfectionist" hypnotiseret af sin ekskæreste "Hypno" på hendes og Toms bryllupsdag. "Hypno" hypnotiserer hende til ikke at kunne se, røre eller høre Tom. Selvom alle deres fællesvenner forsøger at overbevise hende om, at Tom altså er lige der ved siden af hende, tror hun dem ikke. Når Tom rører hende reagerer hun. Hun hikker, hendes arm kramper, og så videre, men hun ved ikke hvorfor, og tror det er en reaktion på, at hendes hjerte er knust. Hun er jo trods alt overbevist om, at Tom har forladt hende på deres bryllupsnat.
For at komme videre beslutter hun sig for, at flytte til Vancouver. En by som hverken hun eller Tom har nogen relation til. Hun vil starte forfra, og gøre sit liv perfekt. Og med perfekt menes der, som nævnt tidligere, at hun vil bruge sine evner til at glemme Tom, til at glemme hendes kærestesorg, og starte helt forfra.
Hun ved ikke at Tom sidder lige ved siden af hende på flyet. Han har nu flyveturen til at få sin kone til at se ham. For når de lander vil hun gøre situationen perfekt, om han er der eller ej.

Historien er kort, men den er godt fortalt. Gennem flashbacks får vi historien om Toms liv før "The Perfectionist" og efter han mødte hende. Vi møder alle Toms superheltevenner, og vi får historien om deres bryllup og alt hvad der skete til festen.

Det er en sød lille historie, den er så absolut en eftermiddag i sofaen værd (eller en togtur). Lav en kop the, eller to, sæt dig ned, og dyk ned i en af de sødeste, sjoveste, mærkeligste og bedst fortalte kærlighedshistorier.

Bogen er åbenbart et par år (eller flere) gammel, og han har skrevet en enkelt bog mere: "The Waterproof Bible", som jeg også skal have fat i. 

Mig og Gossip

Ikke Gossip som i bandet (som alle i øvrigt burde kende og lytte til), heller ikke gossip som i "lad-os-sladre-om-alle-vores-veninder". Nej, gossip som i gossip-sites på nettet. Gossip som i "jeg-ved-alt-for-meget-om-verdens-kendisser".

Jeg er en sucker for alt det pis. Jeg siger til mig selv, at jeg da er ligeglad, at det jo ikke rager mig, at det er synd for dem, at de ikke har noget privatliv. Men alligevel sluger jeg det råt. Seriøst.

Jeg kan komme med et eksempel.
Da Kristen Stewart (eller som hun kaldes i gossip verdenen: K-Stew) var Robert Pattinson (R-Patz - ja, jeg kender alle de udtryk) utro med instruktøren fra Snow-White and the Huntsman, gik jeg i koma. Både fordi jeg elsker Robert Pattinson - ikke pga. Twilight, men fordi han er så skide sjov og nede på jorden, når han bliver interviewet, desuden virker det som om, der ikke findes nogen der hader Twilight konceptet mere end ham. Men også fordi jeg syntes det var seriøse nyheder.
--> Jeg ved godt det ikke er nyheder som sådan, men jeg slugte det råt alligevel.
Da nyheden "breakede" gik jeg google amok. Jeg fandt alle artikler der handlede bare lidt om det. Jeg googlede elskeren (og hans kone). Jeg læste alt hvad der var at læse. Og jeg brugte - det er så pinligt - en hel eftermiddag (ja en hel eftermiddag, jeg sad fra 13-17) på at læse og google, finde ud af mere, glo på billeder, bande og svovle og drikke kaffe. Jeg manglede bare popcorn også ville dagen have været perfekt.

Jeg elsker det. Og nogen vil måske mene det er åndssvagt - og det er det da også, men for helvede hvor er det bare sjovt.

Er jeg den eneste gossip sucker derude? Det kan jeg da umuligt være. Måske er jeg bare den eneste der er dum nok til at indrømme det.

onsdag den 14. november 2012

Florence + the Machine

Tirsdag d. 20. november skal jeg til koncert med Florence + the Machine. Jeg glæder mig helt vildt, både fordi Florence + the Machine (sammen med Green Day, Muse, Paramore og Foo Fighters (og Pearl Jam sgu da!)) er af mine absolutte yndlingsbands. Men også fordi det sker i Milano. Jeg har brug for at komme lidt væk fra det hele. Lukke ned og lukke af. Jeg gider ingenting lige nu. Og derfor skrider jeg.

Florence + the Machines musik er fantastisk, derfor deler jeg lidt med jer her. Og drømmer mig til Milano.

Er der forresten nogen af jer, der har nogle gode tips til Milano? Så kom endelig med dem. Hverken L eller jeg har været der før. 

Og nåh ja, så må i undskylde at videoerne ikke er i en eller anden fancy formation, med små thumbnails og mindre vinduer der gør at man kan stille dem op på alle mulige flotte måder. Jeg er teknisk analfabet, og gider ikke bøvle mere med det. Jeg har allerede været i gang med de her videoer i 15 (læs: 30(!)) minutter.












mandag den 12. november 2012

Det der rygestop

Okay, lige nu er jeg rigtig sur på mig selv.

Jeg faldt i to gange i dag. TO! Og det er jo super åndsvagt!

Første gang faldt jeg i, mens jeg snakkede i telefon med min kusine. Vi snakkede om at ryge. Bum bum bum. Så røg jeg.
Anden gang var for et kvarter siden. Uden at tænke over det, stod jeg pludselig på taget med en cigaret i hånden.

Som nogen af jer måske kan huske, havde jeg ti cigaretter tilbage - nu har jeg ingen. Jeg har ikke røget dem alle. Næh.. Jeg flippede nemlig ud på mig selv (og cigaretterne), efter fiaskoen for femten minutter siden. Jeg knækkede, smuldrede og skyllede de resterende cigaretter ud i toilettet. For hvis jeg vil ryge senere, skal jeg købe nogle nye. Og det gider jeg jo ikke.
Jeg har altid været af den overbevisning, at hvis man vil ryge, så må man fandeme også købe sine egne cigaretter - jeg gider ikke nasse. Cigaretter er dyre, og når man har købt dem, er det jo fordi man virkelig gerne vil have dem.

Det betyder så også at jeg ikke længere har en "ked-af-det" pakke, jeg har ikke en nødcigaret, jeg har ikke en "Jeg-er-rasende-og-verden-er-et-ondt-sted" pakke. Jeg har kun min viljestyrke og håbet om at jeg ikke ryger i laaaang tid.

Lorte lort.

Og nåh ja, så har jeg den her som jeg kan sniffe til når det virkelig er skidt. Der er to slukkede cigaretter i, de er nu 8 dage gamle, og de stinker. På glasset står der: "Vil du virkelig lugte sådan her?"




Jeg tror (ved) jeg er mainstream #2

Nogle af jer vil måske kunne huske det her indlæg.
Jeg skrev om, at jeg var ret sikker på, at jeg var mainstream. Jeg har det med at hoppe på de fleste bølger, dog senere end så mange andre, og nogle med større succes end andre.
Men i det tidligere indlæg skrev jeg stolt, at jeg endnu ikke var på twitter.

.. Det er jeg nu.

Av av, jeg faldt i. Jeg ved ikke rigtig hvad det er, men Licious, som jeg også giver skylden for min nye twitterkonto, siger det er sjovt.

Jeg har endnu ikke hentet twitter-appen (der er håb endnu tænker du), men giv mig et par timer.
Og nåh ja, nu begynder jagten på followers så. I vil se at der er kommet en ny fane, den hedder (kreativt nok) "Twitter", kig forbi, følg mig, fortæl hvem jeg bare  følge, og alt det der.

Hej,

Jeg hedder Heidi,
Der er ikke længere nogen tvivl.
I'm as mainstream as they come.

Ps. Hvad med de blognavn der? Skal jeg gå tilbage til det gamle? Skal jeg finde på noget helt andet? Hjælp mig. Please.

Nyt blognavn?

Jeg overvejer at lave mit blognavn om. Jeg synes jeg har klaret helgarderingen ret godt. Og med helgardering mener jeg, at da jeg oprettede bloggen, ville jeg sikre mig at jeg ikke lovede for meget. Min blog har ikke noget decideret tema, eller nogen vision som sådan. Det er vel bare en dokumentation af mit liv. Og ofte forsøger jeg også at give mit bud på, hvilke film i bør se, og hvilke bøger i bør læse.

Men det jeg egentlig ville spørge om, er om det er dumt at ændre sit blognavn, uden at ændre bloggen, domænet og alt det der?

Jeg kan vel bare lave headeren om, og lade bloggens url være den samme? For det vil jo stadig være "tilf(æ)ldigetanker", bare med et lidt mere catchy navn.

Jeg har leget med nogle ordspil og lignende. Og det bedste jeg har kunne komme på er:

Stupid, Sarkastisk og Sensationel
--> Ja det er måske lidt højrøvet at kalde sig selv sensationel, men hvis jeg ikke skulle gøre det, hvem fanden skulle så? (Og jeg kalder jo også mig selv stupid i samme sætning)

Jeg legede også med noget der kombinerer det jeg holder allermest af, bøger, film, skriverier og tilfældigheder. Men "Bøger, Film og Hygge" skriger bare "JEG ER HALVTREDS!!" Og det vil vi jo ikke sige.

Jeg er lidt på bar bund. For jeg synes "Tilfældige tanker om tilfældige ting" er lidt intetsigende efterhånden.
Til gengæld er jeg fuldt ud tilfreds med min underoverskrift, og den bliver sgu nok aldrig lavet om.

Er det dumt?
Har i nogen forslag?

OBS! Jeg har ændret navnet, men det er midlertidigt, jeg er nødt til at have det stående, for at kunne mærke efter om det er godt nok.

søndag den 11. november 2012

Søndag..

Hvad laver i på sådan en herlig søndag?

Jeg drikker grøn the og ser Sherlock Holmes.
... Og for at det ikke skal være løgn, så sidder jeg også og lægger sidste hånd på to erotiske noveller, og et enkelt erotisk digt, der skal bruges til et kunstprojekt jeg ikke helt har forstået. Det har været meget sjovt at lege lidt med. Men erotiske noveller er vist ikke min stærke side, eller det kan jeg jo ikke rigtig bedømme. Men det er også ligemeget, for de er anonyme, så hvis mine bidrag er de dårligste, så er der ingen der vil vide det. WIN!

Ugens Idiot

Jeg ved ikke hvor jeg skal begynde. Desuden er Ugens Idiot faktisk fra sidste uge, men det går vel nok, når det var i weekenden.

Jeg var i byen med nogle veninder, det var J-dag. Det var hyggeligt, og vi havde det rigtig sjovt alle sammen. K, J og jeg sad i rygerrummet (det var før rygestoppet!), en fyr kommer hen, og så vidt jeg husker (Det var J-dag) prøvede han at tage J's cigaret. Vi kigger mærkeligt på ham og beder ham lade være, han spørger (vist nok) om han har overskredet vores personlige grænser (WTF!?). Jeg får vist sagt nej, og forklarer ham, at han først overskrider en personlig grænse (i vores veninde flok i hvert fald) ved (uopfordret) at tage en af os på brysterne. Jeg forklarer ham også at, han slet ikke ville være i tvivl hvis han havde overskredet den grænse, for så havde jeg nok pandet ham en.

Ja, jeg ved godt at det ikke var det smarteste at sige til en fyr, der tydeligvis bare ledte efter et skænderi, men jeg har i forvejen svært ved at holde kæft, og når jeg bliver fuld, så bliver det endnu værre. Det bliver faktisk et problem. 

Anyways, han tager disse ord som en trussel om vold (det var det da ikke?). Og nu er det han bliver hidsig. Han rejser sig op, og så blev jeg faktisk en smule ræd, for det viser sig at manden er to meter høj, to meter bred, muskuløs og virkelig vred - på mig.

Han siger alle mulige ting, jeg hører ikke rigtig efter, for jeg er faktisk i gang med at forberede mig mentalt på, at han slår mig - hårdt.
På et tidpunkt tager han fat i min arm, jeg hiver den selvfølgelig til mig, men en kombination af hans vrede, min promille (og rædsel) får det til at virke som om, at jeg skubber til manden. (Fucking Hell!!!!), han skubber nu til mig, og her er det så min redningsmand træder til.
Han er splejset, tynd og har verdens grimmeste frisure. Han er så tynd og splejset at han ligner en der vil falde ved et vindpust. Men han træder fandeme til alligevel! Han står der, han råber lidt, han går imellem os og Ugens Idiot, da vi går nedenunder igen, og han bliver stående ved os, indtil Ugens Idiot er skredet. Sød fyr.

Jeg ved godt at jeg nok heller ikke handlede helt korrekt i den her situation, overhovedet, men jeg prøvede i det mindste at gå, jeg tog ikke fat i ham, og jeg tog egentlig bare imod svinerne, i håb om at han ville råbe sig selv træt (er det ikke sådan man behandler pattebørn?). Han ødelagde heldigvis ikke min aften. Men jeg tror jeg ødelagde hans - og jeg har faktisk ikke dårlig samvittighed.

Ja ja, kald mig bare smålig, dum, provokerende og alt det der, men helt ærligt, han var da for dum.

Ugens lektie(r)

1. Jeg kan godt lade være med at ryge.
2. Men ikke når der kommer vin på bordet. Jeg faldt i i fredags og røg fire cigaretter.
3. Jeg har intet problem med at lade være med at ryge, dagen efter vin og fire cigaretter - OPTUR.
4. Jeg kan kun finde ud af bage knækbrød, når det er ved hjælp af shake and bake.
5. Jeg elsker den her sang:


6. Jeg elsker mit tilvalg.
7. Jeg flytter til København så snart jeg har råd.
8. Min kondi er bedre end jeg troede (og end den burde).
9. 10 år som ryger er spildt, jeg har ikke et fysisk behov.
10. Jeg har til gengæld et socialt behov, og røg derfor i fredags, fordi jeg var vant til at være i det fællesskab. Dumt.
11. Jeg synes stadig, jeg klarer det godt.
12. 4 cigaretter siden søndag, er stadig bedre end 15 på en dag.
13. Jeg elsker at lave lister. 


lørdag den 10. november 2012

Room 237

Room 237 er en dokumentar af Rodney Ascher. Den handler om Stanley Kubricks The Shining.

Som de hardcore film fans derude vil kunne nikke genkendende til, er der nogen film der bliver ved os for altid. Vi ser dem måske ikke så tit, men vi tænker på dem en gang imellem, af en eller anden mærkelig grund er det dem vi husker bedst, og det er dem vi sætter på i nødens stund, når vi keder os eller når vi skal se noget, vi ved vi kan lide. Sådan er der rigtig mange der har det med The Shining. 

Denne dokumentar handler ikke om bogen bag, om skuespillernes tanker eller om Kubricks (allerede dokumenterede) excentricitet. Den handler derimod om fem hardcorefans' idéer om, hvad filmen egentlig handler om.

Jeg vil ikke gå for meget i detaljer, for jeg synes i skal se den selv. Men jeg kan afsløre at en fan mener, at The Shining handler om Holocaust. En anden fan mener den handler om det umulige (og han har fat i noget). En tredje fan mener, at filmen er Kubricks måde, at afsløre at han har instrueret de fabrikerede klip af månelandingen - han mener dog ikke at månelandingen er falsk, kun at optagelserne er, og at Kubrick altså instruerede de falske optagelser, og at The Shining var hans måde at afsløre det på - forvirret? Også mig. En fjerde fan mener, at filmen handler om Minotaurs, og sådan bliver de ved med at komme med den ene syge teori efter den anden.

Dokumentaren bruger ingen originale optagelser, og med det mener jeg, at Rodney Ascher ikke har optaget fansene eller andet. Han har bygget dokumentaren op med klip fra Kubricks film, og allerede eksisterende klip der hænger sammen med fansenes teorier - i starten var de lidt forvirrende, men set i bakspejlet fungerede det virkelig godt.

Dokumentaren er værd at se, og den er vist også til at finde online, og snart i butikkerne. Jeg vil dog anbefale at man ser The Shining kort inden, så det hele er lidt friskt - ellers bliver man forvirret.

Der findes ikke en decideret trailer for dokumentaren, men jeg deler alligevel det jeg har fundet, plus et klip fra filmen.






fredag den 9. november 2012

Trøstespisning

Jeg har aldrig forstået det der med trøstespisning. Jeg har faktisk altid været en smule fordømmende, når jeg har hørt folk tale om det. (Men er det ikke altid sådan når der er noget man ikke helt forstår?)
Anyways.. det er lige gået op for mig, hvorfor jeg ikke har fattet det. Det er fordi jeg har brugt cigaretterne! Når jeg har været sur, har kedet mig, har været ked af det, har flippet ud, har været irrationel eller lignende, så har jeg røget.
For fem minutter senere prøvede jeg at lege lidt i Paint. Men, som altid, var der ikke noget der ville som jeg ville. Jeg blev hidsig (jeg kan virkelig blive hidsig), urimelig og jeg overreagerede totalt.
Da jeg er faldet en smule til ro, stormer jeg ud i køkkenet og finder noget at spise.
Jeg var ikke engang fucking sulten. Jeg spiste bare for at gøre det.

Jeg bliver fed af det her rygestop!

The Silver Linings Playbook, Matthew Quick

Igår aftes vendte jeg sidste side i bogen The Silver Linings Playbook, af Matthew Quick. Det var en meget speciel læseoplevelse, for jeg vidste ikke rigtig hvad jeg skulle forvente. Jeg købte den på Amazon for noget tid siden, jeg købte den fordi den poppede op under den der "other people who bought this book also bought.." fane. Og for første gang nogensinde ignorerede jeg ikke den fane, jeg købte faktisk en af dem. Og jeg har ikke fortrudt det.

Bogen handler om Pat Peoples. En mand i 30'erne som netop er blevet udskrevet (nærmere løsladt) fra en mental instutition. Han flytter hjem til sin mor og far, hvor han træner, læser og arbejder på at blive et bedre menneske.
Pat får kontakt til venner og familie igen, han begynder hos en ny psykolog og han får sæsonbilletter til sit yndlingsholds kampe, alt imens han kun kan tænke på hans kone, hans kone som han snart (tror han) skal se igen.
Mens han venter, møder han Tiffany. En (næsten) ligeså ustabil person som han selv. De taler næsten aldrig sammen, men de er sammen hele tiden. De tumler begge to med nogle problemer, nogle større end andre, og de har begge brug for en allieret. Særligt fordi de begge bor i miljøer hvor støtte er en by i Rusland (for det meste), og deres psykolog bliver deres bedste ven. De kæmper og kæmper, og de falder og falder, men for det meste er de ovenpå, ovenpå med hinanden og uden hinanden. De har brug for hinanden, men de glemmer at bruge hinanden.
Det er en rodet bog, med en rodet karakterliste, og et rodet plot. Men det fungerer. Bogen er fantastisk, og den var helt klart et kig værd. Jeg er glad for jeg købte den, og jeg synes i alle burde læse den. Hvis ikke andet, så for et godt grin. For nok er psykisk sygdom ikke noget at grine af (Overhovedet!), men bogen er skrevet så let og sjovt, at du ikke kan lade være.

Mens jeg læste bogen fandt jeg ud af, at den er blevet filmatiseret. I hovedrollerne finder man Bradley Cooper - YUM! Som Pat Peoples, og Jennifer Lawrence som Tiffany.
Jeg troede ikke at Jennifer Lawrence ville kunne spille Tiffany, men efter at have set traileren, tror jeg faktisk at hun har klaret det meget godt.

Filmen udkommer næste år.

Læs bogen. Og se filmen når den kommer. Men læs bogen først!


Ps. Bag på bogen står der blandt andet: "What do you do, when the woman you love, isn't the woman of your dreams?" - LÆS DEN!

torsdag den 8. november 2012

At lave lektier

Jeg elsker mit tilvalg. Lige nu laver jeg lektier, eller jeg laver faktisk det der i Amerika ville blive kaldt "Extra credits". NØRD! Tænker i. Næh nej, jeg er så heldig at mit studies version af "Extra credit", er at jeg kan sidde på sofaen med to gode veninder og se film.

Vi har lige set "The Shining" (Ondskabens Hotel), om lidt smider vi "Natural Born Killers" på. God dag - og så er det endda ret produktivt. 

Jeg smider lige lidt stills på fra "The Shining" - og hvis i ikke har set den, så tag lige at få fingeren ud og gør noget ved det.
I aften tager jeg med C ind på Bremen, i forbindelse med CPH:DOX viser de "Room 237", en dokumentar om "The Shining" og nogle superfans' idé om hvad den virkelig handler om - mere om det i aften.

Se den, se den for fanden.






Drunk drunk drunkity drunk drunk #3

Som så mange af jer andre, var jeg også ude at fejre J-dag. Jeg vil ikke fortælle så meget om aftenen, den mindede sikkert om jeres. Gode veninder, øl, vin og vodka. I stedet vil jeg vise jer de her billeder. Af en eller anden mærkelig grund, ender jeg altid på gulvet, særligt hjemme hos K.
J får også altid rodet sig ud i nogle mærkelige ting, denne gang gjorde vi det sammen - eller faktisk hev jeg hende med ned på gulvet.

(Og nåh ja, helt begivenhedsløs var aftenen ikke. Der var en kæmpe idiot, der ikke fattede det der med at "Nej" og "Gå væk", betyder præcis de to ting - mere om ham i "Ugens idiot"). 

Enjoy!











onsdag den 7. november 2012

Rygestop: dag 3

HOLY FUCK! Jeg har stadig ikke røget. Jeg vil gerne, men jeg gør det ikke. Jeg er tæt på - hele tiden. Men jeg gør det ikke.

Jeg er ikke bitter eller sur - endnu. Dog har jeg kastet lidt for voldsomt med en kasse og et par sko, jeg har været lidt for voldsom da jeg skulle tage min jakke af, eller lignende. Men jeg har ikke røget, og jeg er ikke flippet ud på nogle mennesker - endnu.

Lige nu er jeg igen meget tæt på at synde. At ryge en enkelt cigaret. Fordi jeg kan (ikke nødvendigvis af lyst).

Det irriterer mig rigtig meget, at jeg ikke mærker en fysisk trang efter cigaretterne. Misforstå mig ikke, det er da fedt, og gør kun det hele lidt nemmere, men det irriterer mig fordi, det ligesom latterliggør de sidste ti år som ryger. Jeg har jo ikke haft brug for dem, jeg har bare gjort det, for at gøre det.

Og det er fandeme da latterligt.

Jeg ved godt at jeg falder i på et tidspunkt, og det er okay, men jeg vil baregerne at det først sker om en uge, og ikke 24 timer.

Her er en afsluttende hilsen til min status som hverdagsryger:



Ps. Husk at tjekke "Trendsales!" fanen - det kan være der er noget for dig, og der kommer mere i løbet af weekenden.

tirsdag den 6. november 2012

Glansbilleder og modebloggere

Læste i den her artikel igår?

Jeg må indrømme, at jeg tænkte "Ja, hvad havde i da regnet med?"

Jeg tror ikke på, at der findes en eneste blogger derude, der udstiller hele sit liv. Det tætteste vi kommer på det, er nok Line Sofie fra miconfesión på bloggers delight.
Og tak gud for hende. Hun er et frisk pust i denne cyberverden af glansbilleder, drømmeverdener og perfekte "outfits" taget på perfekte "locations".
Nogen gange har jeg lyst til at kaste op.

Ja, det er din blog, og ja, det er dig selv der bestemmer hvad du deler, og ja, vi kan bare lade være med at læse med. Men får du det ikke ligesom pigen i artiklen, for at kunne bevare glansbilledet, kan du kun blogge om gode/flotte/søde ting, men for at tjene penge og bevare dine læsere skal du blogge hver dag. Du er altså nødt til at 'opfinde' et liv, der er en lille smule bedre end det du egentlig lever, alt sammen for at tjene penge og få flere læsere. Det er fandeme ærgerligt!

Jeg kan godt forstå, at det ikke er for alle, det der med at dele alt for meget. Selvfølgelig har en blogger ret til at dele lige præcis det bloggeren vil. Jeg deler selv meget, men jeg deler ikke alt, for der er grænser (for mig i hvert fald). Men jeg håber ikke i har fået en idé om, at jeg lever i en drømmeverden/på en lyserød sky, jeg håber i ved, at jeg også har dårlige dage - og dem deler jeg også med jer, når jeg gider.

Og nu vi er i gang med at bitche, kan vi jo passende tale om modebloggerne. Jeg elsker dem, nogle af dem (meget få), jeg læser dem troligt et par gange i ugen, mest for inspiration, men ikke så meget mere end det. For de fleste af dem, kan egentlig ikke skrive (det er der sikkert nogen der mener jeg heller ikke kan), mange af dem kan finde ud af at tage et godt billede, og sætte noget tøj sammen på en fed måde - og derfor er det godt de er modebloggere. Men det der irriterer mig er, at de store modeblogs, faktisk er én og samme blog. Har du læst en, har du læst dem alle. De modebloggere der tjener en lille skilling på reklamer, kan, sjovt nok, alle lide det samme.

Har i lagt mærke til, at hver eneste modeblogger derude, drømmer om en Kenzo sweater?
Har i lagt mærke til, at hver eneste modeblogger derude, lige nu sværger til bøjleløse blonde-bh'er?
Har i lagt mærke til, at hver eneste modeblogger derude, må og skal eje hele den nye kollektion fra Bianco?

Det er fint nok. Selvfølgelig skal de da tjene penge hvor de kan, det forstår jeg godt, men hvis det fortsætter sådan her, så kan danmark nøjes med én, og kun én, modeblog, for vi får det samme at vide alle steder.

Med modeblog, mener jeg ikke livsstilsblog. Hvis du ikke kender forskellen, så er det nok dig jeg mener. 

Ps. Jeg har stadig ikke røget - dette indlæg hænger nok lidt sammen med det faktum. 

mandag den 5. november 2012

London: Mamma Mia

Da jeg var i London (i september) var vi inde og se Mamma Mia på Novello Theatre.

Mamma Mia er en populær musical, der er bygget op omkring ABBA's største hits.
Sophie skal giftes, hun skal giftes på den lille græske ø, hvor hun er vokset op. Sophie er meget ung, og hendes mor er ikke helt på det rene med at hun skal giftes. Ligeledes har Sophie aldrig vidst hvem hendes far er. Hun har dog, ved hjælp af sin mors gamle dagbøger, fundet ud af, at det står mellem tre mænd (Og moren er utilfreds med datterens valg?!). Sophie inviterer dem alle tre til brylluppet, uden at sige noget til sin mor, hun fortæller heller ikke mændene, at hun tror en af dem er hendes far, de ved heller ikke at Sophies mor, Donna, ikke ved de er der.

Bum bum bum plottet er lagt.

Nogen vil måske mene det er lidt plat, og det er det vel egentlig også, men det er godt lavet, de opfører det her godt, og det er virkelig alle pengene værd.

Jeg kan ikke vise jer billeder fra hverken salen eller forestillingen, men jeg kan vise jer lidt ude fra, og vores billetter.






Det bedste ved forestillingen var den respekt der herskede for ABBA's hits. Alle de gode var med, men forfatterne har ikke ville have alle hitsene med for enhver pris. Heldigvis har de tænkt, at bare fordi sangen var et hit, så har de ikke taget dem med, hvis de ikke passede til historien. Thank Heaven! (Men bare rolig, alle de gode er med).

Hvis du skal til London, og du gerne vil se en musical, så har du to muligheder. Hvis du er villig til at give en ekstra skilling, så skal du bestille fra denne side.
Men hvis du er villig til at satse, men i sidste ende, måske, spare en masse penge, skal du tage af sted uden billetter. Så skal du, den dag du vil se en musical, tage til Leicester Square, tidligt (vi snakker halv ni-halv ti), og bestille i en af de mange boder der er der - bare rolig de er alle lovlige.

Ps. Jeg har ikke røget, til gengæld har jeg været ude at løbe.

Rygestop: dag 1

I dag har jeg handlet, støvsuget, været i Søstrene Grene, bagt rugbrød, vasket op, gjort rent på badeværelset, været på biblioteket, været på posthuset og jeg har ryddet op i mit skab.

Men, JEG HAR IKKE RØGET!

Endnu.. For jeg har selvfølgelig været så dum ikke at knække, smuldre og hælde vand på mine resterende ti cigaretter. De ligger i et køkkenskab. Men hey, der har de ligget hele dagen, jeg har ikke rørt dem. Overhovedet. Jeg var tæt på for en time siden. Faktisk nåede jeg at tage en cigaret fra pakken, tage jakke og sko på, før det gik op for mig at jeg også skulle bruge en lighter, også var det jeg tænkte: "Fuck det", og vaskede op i stedet. Jeg klapper lige mig selv på skulderen.

Lige nu er det mine tanker der er værst, jeg mærker ikke en fysisk trang endnu. Det er mere fordi min hjerne føler et irriterende behov for at minde mig om, at jeg nu ikke har røget i ti timer, tolv timer og så videre. Det er pænt træls, for jeg glemmer det lidt når min hjerne opfører sig pænt.

Anyways, so far so good. Om jeg falder i, inden jeg går i seng, ved jeg ikke. Men hvis jeg gør, lover jeg at det kun bliver en cigaret (er det ikke okay eller hvad?), og så krydser vi fingre for at jeg får det skidt af den.

søndag den 4. november 2012

Imorgen: Noget om rygestop

Imorgen er det mandag. Men for mig er det ikke bare mandag. Det er dagen hvor jeg ikke må ryge overhovedet. Tirsdag er også dagen hvor jeg ikke må ryge. Alle dage fra nu af, er dage hvor jeg ikke må ryge. 

Men hey, lad os være realistiske, jeg kommer sgu nok til at falde i, og det er okay, fandeme om det er. Hvis jeg kan gå fra 15 cigaretter om dagen, til 15 om måneden, er det vel bedre end ingenting? 

Anyways, jeg skal stoppe med at ryge imorgen. Så ja, som den tidligere ryger vil have gættet, så sidder jeg lige nu og ryger den ene cigaret efter den anden. Jeg har for mange cigaretter til at kunne ryge dem inden jeg går i seng. Eller jeg kan nok godt nå at ryge dem, men så giver jeg nok også mig selv hjertestop, og det er jo netop det jeg prøver at undgå. 
Men jeg tænker at det måske også er et ret godt "afsluttende" ritual, sådan at skulle smide en halv pakke ud. Og jeg har ikke bare tænkt mig at smide dem ud. Jeg har tænkt mig at knække dem og hælde vand på stumperne, for ellers kunne jeg nok godt finde på at rode i skraldespanden efter dem (I'M ADDICTED PEOPLE!).

Det jeg egentlig ville med det her indlæg, var at advare jer. I kommer til at være vidne til mange rants, sure opstød og bitre indlæg fra min side, men bær over med mig. It's for the greater good. 

Kender i det når man siger farvel til noget, så er der rigtig mange sange der lige pludselig giver mening? Særligt ved kærestesorg. men ved i hvad? Det sker også når man siger farvel til cigaretterne! Det er næsten helt åndssvagt, men jeg føler lidt at jeg slår op med en ven. De sidste mange år (alt for mange) har de været der, godt nok mod betaling, men stadigvæk. 

I får lige nogle af sangene, de er gode, og når man tænker på sammenhængen er de sgu også en god griner. 






Det er næsten helt grinagtigt, men ikke mindre sandt af den grund. De passer på kærestesorg og rygestop. Nu bruger jeg dem for anden gang på 7, snart 8, måneder - denne gang til at glemme smøgerne (lad os håbe det lykkes lidt bedre med dem). 

Jeg har forresten en plan om at have en tandbørste og tandpasta i tasken det første stykke tid. Så kan jeg børste tænder når jeg har lyst til at ryge - jeg hader nemlig at ryge lige efter at have børstet tænder. Så ender jeg nok med at smadre emaljen på mine tænder, men så har jeg jo sparet en masse penge på cigaretter, også er tandlægeregningen jo ikke noget problem - positive thinking people!! 

Wish me luck. 


JEG SÆLGER UD!

Ikke af ære, eller stolthed. Men mit tøj, mine sko, tasker og alt muligt andet lort. Og hvis jeg kan få mig selv til det, sælger jeg (måske) også ud af bøger og dvd'er.

Anyways.. Jeg kan ikke tilbyde dyre designervarer, men jeg kan tilbyde tøj i god stand, til næsten ingen penge. Følg dette link: Heidi sælger ud! og støt en fattig studerende i hendes jagt på penge og skabsplads.

Der vil løbende komme nye ting ind (jeg arbejder omtrent lige så hurtigt som mit kamera), så kig forbi igen.

fredag den 2. november 2012

Turist i egen by: Brandts

Hvis der er noget jeg ikke får udnyttet nok, er det alle de kulturelle tilbud i Odense. Men, jeg har besluttet mig for at rette op på fejlen. I går tog jeg på Brandts med dejlige Licious.

Hver torsdag er der gratis entre på Brandts mellem 17 og 21, det er pisse god stil, og jeg var overrasket over, hvor få mennesker der var på Brandts selvom det var gratis.

Brandts skifter, som alle museer, deres udstilling i ny og næ. Da jeg var afsted igår, var der, som altid, mediemixeren. Der var også værker af Mads Gamstrup, Larry Clark, Lucia Ganieva og Nils Erik Gjerdevik. Udstillingen Streetart: The new generation var fantastisk, og den interaktive udstilling Det man hører er man selv, var mindst ligeså god.

Det man hører er man selv, er, som den opmærksomme læser allerede ved, P3s gamle slogan. Udstillingen var virkelig godt lavet. Du startede med at tage et par høretelefoner på (komplet med lysende pære på toppen - man lignede lidt en hat), og så går du ellers gennem en kæmpe radio, også går det igang.
Der er 7 'stationer' i udstillingen.
1. Seriesøndag
Du sætter dig i lænestolen, og tager hjemmeskoene på (de sidder fast i gulvet), også lytter du ellers til et herligt (og gammelt) hørespil fra Danmarks radio.
2. Radiogymnastik
I gamle dage var radiogymnastik en succes. Du kunne få motion i din egen stue. Her er der lagt et gammelt 70'er tæppe på gulvet, der er en stang, og så gælder det ellers om at høre efter, og gøre som der bliver sagt.
3. Roadtrip
Radio i bilen er det bedste! Sæt dig bag rattet og drøn ned ad landevejen til de største hits fra en svunden tid.
4. Cykeltur
Jeg ved ikke hvorfor motionscyklen er med på udstillingen, men du får i hvert fald lov til at lytte til noget god (og gammel) musik.
5. Barometer
En seng, nogle stearinlys og rosenblade. Sådan har mange teenagere brugt deres tid, mens de lyttede til programmet Barometer, det kan du opleve på Brandts.
6. På arbejde
En håndværker (burde) møde tidligt på arbejde, en håndværker har tit en radio med, en håndværker lytter til morgenprogrammerne. Det kan du også på Brandts, mens du sidder på trappestigen og forestiller dig at du har en hammer i hånden.
7. Anden verdenskrig
Du kan stille dig ved siden af den ældgamle radio, og lytte til en gammel optagelse fra bombningen af Alwaysfabrikken. Det er syret, det er tankevækkende og det er vildt fedt.

Nok om det.. Nu, Billedstorm!