onsdag den 31. oktober 2012

Nyt tiltag: Ugens Idiot

Verden er fyldt med idioter, og jeg render ind i ret mange af dem. Derfor vil jeg, som noget nyt, udlevere dem her på bloggen - kald mig bare smålig, men jeg er ligeglad.

Jeg har ikke tænkt mig at udlevere venner og veninder, jeg har ikke tænkt mig at dele billeder, eller smide navn på (med mindre det er kendisser selvfølgelig).

Denne uges idiot, har for meget tid, eller også er han bare rigtig bitter. 

I går aftes var jeg på vej på arbejde. Jeg kommer cyklende af en ret trafikeret vej, hvor der er et lille lyskryds midt i hele. I midten af krydset holder ugens idiot. Han venter på at kunne dreje til venstre. All well and good.
Da jeg kommer tættere på krydset skifter det til gult. Jeg kan ikke nå over, så jeg stopper.

Da det skifter til grønt igen, cykler jeg videre, og drejer kort tid efter ind på parkeringspladsen. Mens jeg parkerer min cykel, hører jeg en sur mandsperson sige: "Du skal altså give signal når du cykler." Jeg vender mig forvirret om, og får bekræftet at manden taler til mig.

Jeg kigger dumt på ham, og siger: "Undskyld, hvad?"
"Jeg siger, at du skal give signal når du cykler, også når du bremser."
"Men der var jo rødt!"

Herefter eskalerede det, manden blev rigtig sur, nok fordi jeg havde svært ved at lade være med at grine. Diskussionen ender med at manden, jeg lyver ikke, stamper i jorden og stormer tilbage til sin bil. 

Undskyld mig idiot, men når der er rødt i et lyskryds, så bremser jeg, og forhåbentligt også alle jer andre. Jeg kan ikke se problemet i at jeg rent faktisk stopper. At kæmpe idiot er vant til at folk suser over for rødt (jeg er ikke hellig, det sker da også for mig en gang imellem) kan da umuligt være mit problem. Han må gå ud fra, at når lysreguleringen er i gang med at skifte, så bremser cyklisten, særligt når denne er fucking 7-8 meter fra krydset når det skifter til gul.

Sig hej til ugens idiot, hans bil var sølvfarvet (og grim). 

mandag den 29. oktober 2012

BEAT, Teater Momentum

I lørdags var jeg på Teater Momentum i Odense, jeg så BEAT.

BEAT er en forestilling der er baseret på BEAT-generationen i USA. BEAT-generationens hovednavne er Jack Kerouac, Neal Cassady, William S. Burroughs, Allen Ginsberg, Carolyn Cassady og Joan Vollmer.

Hvis i vil vide mere om BEAT-generationen kan i passende gør brug af google, eller for at få en mere nøjagtig gengivelse vil jeg anbefale jer at læse On the Road, af Jack Kerouac. Hans bog er blevet kaldt BEAT-generationens bibel, den er ligeledes blevet filmatiseret (en film jeg har set og anmeldt, i kan finde anmeldelsen under movies to watch). Bogen er ligeledes den primære inspiration til teater koncerten BEAT - sammen med Allen Ginsbergs værker.

BEAT på Momentum er fantastisk. Intet mindre. Jeg har haft svært ved at finde ordene til at beskrive min oplevelse. Skuespillerne, manuskriptet, sceneopsætningen, musikken, lyset(!!), det hele er exceptionelt. Og alt går op i en højere enhed, jeg endnu ikke havde set på Momentum (og jeg har altså været der et par gange efterhånden).

Selve forestillingen er en psykedelisk oplevelse. Der er ingen narrativ sammenhæng, scenerne hænger ikke nødvendigvis sammen, du vil til tider sidde og tænke: "Hvad fanden skete der lige der?", men det er det hele værd.

Du vil opleve granvoksne mænd, der med et flirtende blik skuer ud over salen, mens de står i thermoundertøj og boots, den ene med et dumt grin og en hånd i skridtet, den anden med blonde trusser og eyeliner. (Kasper Ørum og Morten Christensen)
Du vil opleve en mand, med så meget skæg og indlevelse, at du har lyst til at løbe op på scenen og give ham et kæmpe kram.
(Bjarne Antonisen)
Du vil opleve en kvinde med så smuk en stemme (og ansigt), at du sidder tilbage med et lille had til det overfladiske, men et lesbian crush på hendes evner (I AM NOT KIDDING).
(Johanne Dal-Lewkovitch)
Du vil opleve musik og sceneopsætning der er sat så godt op, at du synes Momentums scene er for lille til at rumme al den genialitet.
Du vil opleve en leg med lyset, der får dig til at lege med din skrivebordslampe når du kommer hjem (det gjorde jeg rent faktisk), for lyset kommer pludselig til at have en helt anden dimension.
Du vil opleve en forestilling, der er så gennemført, at du er bange for at gå tilbage til Momentum, for hvad nu hvis de ikke kan gøre det igen?
- Men heldigvis har de fire skuespillere stadig to forestillinger tilbage på Momentum, og jeg vil forsøge at nå dem alle.

Normalt er det enten musikken, manuskriptet, lyset, opsætningen, skuespillerne eller noget helt andet der bærer en forestilling. I BEAT går de alle hånd i hånd, der er intet der halter bagefter, det hele er på et ufatteligt højt niveau - det er godt.

Som sagt bygger forestillingen især på Jack Kerouacs On the Road. Og jeg må indrømme at jeg blev (om muligt endnu mere) begejstret da jeg hørte den sidste replik. "Tyvstjålet" fra netop On the Road, (her gengivet på engelsk).

“So in America when the sun goes down and I sit on the old broken-down river pier watching the long, long skies over New Jersey and sense all that raw land that rolls in one unbelievable huge bulge over to the West Coast, and all that road going, and all the people dreaming in the immensity of it, and in Iowa I know by now the children must be crying in the land where they let the children cry, and tonight the stars'll be out, and don't you know that God is Pooh Bear? the evening star must be drooping and shedding her sparkler dims on the prairie, which is just before the coming of complete night that blesses the earth, darkens all the rivers, cups the peaks and folds the final shore in, and nobody, nobody knows what's going to happen to anybody besides the forlorn rags of growing old, I think of Dean Moriarty, I even think of Old Dean Moriarty the father we never found, I think of Dean Moriarty.”

(I forestillingen er Dean Moriarty lavet om til Neal Cassady, som btw også var inspirationen til karakteren Dean Moriarty). 

Jeg kan ikke sige det nok, se forestillingen! Den kører kun indtil d. 3. november, men kæmp for de billetter - de er det værd!
Jeg kan desværre ikke prale af de store fotografiske evner, men det kan Peer Elmelund-Præstekær, og han har taget disse pressebilleder fra forestillingen (jeg har spurgt om lov, Momentum har sagt god for at jeg låner dem - så er det vist på plads). 







søndag den 28. oktober 2012

Urban #8: Farvel (Og noget om rygestop)


Dette indlæg blev skrevet umiddelbart inden jeg flyttede til London for en kort periode. Jobbet indebar at jeg var ikke-ryger, og jeg var villig til at tage det spring (efter at have været ryger on and off i lang tid). Da jeg kom hjem, begyndte jeg at ryge igen (jeg havde snydt et par gange derovre), jeg havde ikke lyst til at ryge, jeg begyndte igen, fordi der ikke længere var nogen der sagde jeg ikke måtte. (Dette indlæg var i avisen)
I 7 år har du været ved min side, i tykt og tyndt har du fulgt mig, og jeg har fulgt dig!
Alle siger at det har været et usundt forhold, at vi har for lidt tilfælles, at vi ikke vil det samme med hinanden, hvor du ville have en partner der var besat, ja nærmest afhængig, ledte jeg mest efter en flugt fra hverdagen, et lille fix engang i mellem, bare til at holde mig oven vande.
I 7 år har du været der, til at trøste, underholde, lytte og irritere. Jeg har dagligt bandet dig langt væk, men hver dag har jeg taget dig til mig igen, og nydt dit selskab! Du har været min bedste ven, men nu vælger jeg dig fra!
Det er slut! Jeg siger farvel for altid!
Rød LA, Rød Cecil, Marlboro og Prince tak for alle de gode tider, og tak for støtten, jeg har fået en ny bedste ven, han hedder Stimorol, I don't think you’d like eachother!
Jeg deler indlægget med jer nu, fordi det er min plan at gøre endnu et forsøg på at kvitte smøgerne. Jeg gider ikke ryge mere. Det er dyrt, det lugter og ærligt talt, så er jeg skræmt fra vid og sans. Jeg er usikker på om jeg kan klare det, jeg er bange for at jeg bliver sur og ugidelig, jeg er bange for at jeg tager på, og mest af alt er jeg lidt bange for at det er for sent. Jeg har røget i 10-11 år! (on and off, men stadig) Jeg er 25. Fem og tyve. Og jeg har snart røget halvdelen af mit liv. Det er klamt. Det er dyrt og det er fucking dumt!

Her er grundene til at jeg tror jeg kan klare det:
1. Jeg er ryger, men hader lugten af røg.
2. Jeg har brugt næsten en måned på mental forberedelse.
3. Jeg kan lukke galde ud på bloggen.
4. Dejlige C vil slæbe mig med i fitness, så jeg ikke bliver fed.
5. Min allerdejligste pendler buddy er ikke-ryger.
6. Jeg har gjort det før. 
Her er grundene til at jeg tror jeg ikke kan klare det:
1. Jeg har røget i 10-11 år.
2. Jeg har gjort det før, men fejlede.
3. Hvad skal jeg så gøre for at stresse ned? 
Jeg er realistisk. Jeg ved godt at jeg vil falde i. Jeg vil falde i til en julefrokost, jeg vil falde i til en fest. Men hvis jeg kan gå fra at ryge 15 cigaretter på en dag, til 20 på en måned, så mener jeg at det er en succes.

Jeg skal snart kvitte dem helt. Og jeg tror jeg kommer til at savne dem. Jeg kommer til at savne at have noget i hånden. Og jeg kommer til at savne fællesskabet i et rygerrum - men hey, når jeg er kommet langt nok, så kan det være jeg kan nyde fællesskabet i et rygerrum, uden smøgen. Det må tiden vise.

Og efter al den snak om cigaretter, vil jeg gå op til vinduet og ryge (jeg er ikke stoppet endnu). 

fredag den 26. oktober 2012

Looper







Jeg er kæmpe Bruce Willis fan. Jeg er også kæmpe Emily Blunt fan. Og jeg er noget nær verdens største Joseph Gordon Levitt fan - også når han har gummi implantater i ansigtet, og bruger en mærkelig afslapningsteknik, så hans øjne ser anderledes ud.

Jeg blev ovenud lykkelig, da jeg så de alle tre skulle være med i samme film. Så da mine dejlige kusiner sagde ja til at se Looper med mig i onsdags, kom jeg helt op at køre.

Filmen er en futuristisk action film. Den handler om Joe, der arbejder som Looper.
I 2044 (nutiden i filmen) er tidsrejser ikke blevet opfundet, men det er de i 2074, men det er selvfølgelig ulovligt, og er derfor kun muligt på det sorte marked - så mafiaen gør brug af det.
De bruger det til at slå mennesker ihjel. De har folk ansat i fortiden, som står på et bestemt sted, på et bestemt tidspunkt, hvem der end dukker op på stedet, skal de slå ihjel. Når man er looper skriver man under på, at man skal "lukke sit loop", det betyder at din fyreseddel kommer i form af, at dit fremtidige jeg dukker op, og du skyder dig selv - alt dette sker for, at politiet i fremtiden ikke kan regne ud hvad det er der sker.
Det er ikke alle der kan få sig selv til det, men til de "svagpissere" har nutidens gangstere nogle metoder der får det til at ske alligevel.
En dag dukker Joes fremtidige jeg op. Joe er faktisk klar til at skyde sig selv, men det fremtidige jeg overfalder ham, og så er filmen ellers igang.
I sin jagt på sit fremtidige jeg, og flugten fra nutidens gangster møder Joe en speciel kvinde (Emily Blunt), hun er mor til et ret specielt barn.
Fremtidige Joe er på en mission, han tror han kan redde verden og sig selv (fortidige som fremtidige). Nutids Joe er også på en mission, han vil redde sit nutidige jeg, og få sit fremtidige jeg til at acceptere at han selv har skrevet under på sin dødsdom.

Det lyder meget rodet og forvirrende, men det er det ikke. Jeg er bare pisse dårlig til at forklare det. Filmen er virkelig god.
Det er ikke typisk sci-fi, vi snakker ikke Star Wars, vi snakker noget der virkelig kan relateres til. For udover tidsrejserne, er de futuristiske ting i filmen, ting vi ikke er så langt fra at opnå i vores tid. De overdriver, men de gør det på en måde hvor man tænker: "Okay, det kunne sgu godt ske".
Filmen får dig også til at tænke: "Verden er sgu af lave", men det er måske bare mig der er ved at blive gammel.

Se den. Hvis ikke andet, så se den på grund af det fantastiske skuespil, de gode special effects og Joseph Gordon-Levitt.

Trailer for the people:

                                     

torsdag den 25. oktober 2012

Urban #7: Update på fyren fra tuben


Dette indlæg kom ikke i avisen, men jeg tænkte at jeg ikke kunne lade jer gå uden en update på historien. Dette er hvad der skete cirka en måned efter han gav mig sit nummer.
(Vi mødtes til kaffe senere samme dag som han gav mig sit nummer - efter det havde vi tid på forskellige tidspunkter, men brugte messenger som gale). 
En lille update på fyren fra tuben (Basketball spilleren der gav mig sit nummer ud af det blå), endelig fik vi aftalt at nu sku vi ses (Da det gik op for ham at jeg tager hjem snart, fik han travlt).
Han spørger om jeg vil komme hjem til ham.
“Wooooa, hold up, wait a minute!”
“Nej sgu!, nok er du sød, flot, dreamy, alt i alt kind of perfect!” Men jeg er nu en gang blevet opdraget til at fyre du møder tilfældige steder, skal kigges lidt ekstra på. Ja ja I know, Innocent till proven guilty! Ikke i sønderjylland du!
Men vi aftaler så i stedet mødes i o2 Arena, for flov til at spørge hvad det er, googler jeg lortet.
Igen kommer den sønderjyske opdragelse op i mig, for det går op for mig, hov hov, hvis det her går galt, så ved jeg ikke hvordan jeg kommer væk derfra, og det her er ret tæt på hans lejlighed.
Aaaargh! (Her er jeg både træt af den sønderjyske mistroiske opdragelse, at jeg ikke kender London godt nok og at jeg ikke har nogen ide om hvor vi ellers skal tage hen).
Men så!
Jeg surfer lidt på nettet (tror det er første gang jeg har brugt det udtryk). Jeg er på The comedy store’s hjemmeside. Jeg ser at de har det fedeste show onsdag aften, til kun 15 pund, PERFEKT! 
Jeg skynder mig at kontakte tube fyren, spørge om han vil med (jeg har allerede besluttet at jeg skal afsted, om han så vil med eller ej).
Siger at hvis han ikke vil med, kan vi mødes før eller efter, men at jeg virkelig gerne vil se det her, og at jeg gerne vil have ham med.
Gudhjælpemig om han så ikke bliver en smule tøsefornærmet. 
- Jeg ku jo bare sige hvis jeg ikke ville ses
HOV VENT! - Jeg har lige spurgt dig om du ville med ind og se et comedy show, og hvis du ikke gad, ku vi mødes før eller efter, jeg har aldrig sagt nej, jeg har altid bare kommet med andre forslag!
- Jeg hader når fyre er tøser!
Og alligevel har jeg tænkt mig at sende en sms i eftermiddag når jeg tager til London, hvorfor spørger du?
Fordi nok bliver sønderjyder opdraget til at være mistroiske og kun stole på sig selv (i større grad end så mange andre), men vi bliver også opdraget til at give alle en ekstra chance.
Contradicting? Yes I know!

DIY: Taske af Jeans

En af de bedste gaver jeg nogensinde har fået, er min elskede symaskine. Den bliver brugt til stort og småt, og for nylig blev den brugt til at sy en taske.

Jeg havde to sæt bukseben til overs (fra nogle shorts jeg lavede tidligere), og et tredje par jeans, der var slidte og gamle. Jeg hader at lade ting gå til spilde, så jeg besluttede mig for at lave dem om til noget andet.

Det blev et lidt større projekt end jeg havde regnet med, for jeg ville selvfølgelig sy det sammen i noget patchwork lignende halløj. Jeg ville selvfølgelig også have for i, og det var sgu lidt besværligt. Det tog en hel eftermiddag, men slutresultatet er blevet meget godt.

Egentlig er den ikke helt færdig, der mangler lidt lommer indeni og udenpå, men det tager ikke lang og det er ikke svært - så det får i bare billeder af en anden gang.


 Hanken (hedder det en hank?) er lavet af en gammel t-shirt, som jeg flettede (med fem), så den holdt lidt bedre.


onsdag den 24. oktober 2012

Dagens gode råd

Og med dette råd siger jeg godnat. Det blev vist til et par indlæg i dag (Jeg ved ikke hvor mange - for det her er planlagt) sov godt.

Urban #6: A little thing that only happens in the movies!


Da jeg boede og arbejdede lige uden for London, rejste jeg tit med tuben, og jeg brugte i det hele tiden mange af mine fridage i London. I London er man meget venligere og meget mere udadvendt end man er vant til herhjemme. Det er ikke unormalt at blive inviteret på en kop kaffe af en fyr du lige har mødt. Jeg elskede det, og havde da også mine 'run-ins' med et par stykker. 
Her er en sjov historie fra tuben, en ganske almindelig dag - som blev alt andet end almindelig. 
Jeg har forresten valgt at lade den irriterende 'jeg-har-ikke-dansk-tastatur-tilstand' være, da det for mig er en smule nostalgisk at læse. 
Enjoy. 
Not anymore folks! - Der skete noget den anden dag, noget som kun sker i film, noget stort (okay ikke vildt stort, men sjovt, maerkeligt - om du vil)!
Jeg sidder i et tog i Londons undergrund, jeg har bevidst valgt denne plads, fordi overfor mig, sidder en moerk, VIRKELIG flot, alt i alt, YUMMY, fyr.. (Desperado taenker du, nej nej, jeg ville bare nyde noget eyecandy!)
Jeg faar oejenkontakt med ham, sender ham et lille smil, og taenker, “Heidi din idiot, sig noget!”, i stedet kigger jeg op igen, faar endnu engang oejenkontakt og fniser (laes: grynter)!
Fyren smiler tilbage, og jeg kan maerke roedmen i mine kinder!
Naeste station og fyren skal af, jeg taenker: “FUCK - hvorfor sagde jeg ikke noget!” - Men det viser sig at det behoever jeg slet ikke, for i det fyren skal til at staa af, raekker han mig et lille stykke papir, med hans navn og telefon nummer!
Jeg blir helt paf, og folk i vognen er lige saa chokerede som mig! - En aeldre dame udbryder endda: “I’ve only ever seen that in the movies, I’ve never seen it live!” - Resten af vognen griner bare! (Af mig og mit chokerede ansigtsudtryk, tror jeg!)

P.S - Piger, jeg broed alle pigeregler og sms’ede ham med det samme, og jeg fortryder det ikke! - Han er flot, soed, basketballspiller og og og, han vil gerne ses! - Hvem sagde man absolut skal vente tre-fire dage!? - Det maa vaere jordens stoerste kylling! - Hvis du er interesseret saa sig det, eller vis det! - Det gaar meget hurtigere!

Nye jakker

Titlen er faktisk en smule misvisende, for det er reelt kun en af jakkerne der er ny, jeg har bare glemt at vise jer de andre. Jeg har faktisk også lige købt en poncho, men jeg har ingen billeder af den, i hvert fald ikke i skrivende stund. men stol på mig når jeg siger, at den er virkelig lækker. og når alt kommer til alt, så er en poncho vel en poncho, min har rullekrave - behøver i et billede nu?

Anyways, de nye jakker.
Min mor og jeg er meget ens, og så når det kommer til shopping, ikke stilen (ÅH GUD NEJ), men hvad vi køber, jeg kender ingen der ejer så mange jakker, sko og tasker som min mor, det skulle da lige være mig selv. Det er fantastisk irriterende og ualmindeligt dejligt på én gang. For jeg har altid en jakke, en taske eller et par sko, men jeg har ikke plads, og tit glemmer jeg at jeg ejer en bestemt ting.

Men her er jakkerne:
(Se venligst bort fra bad hair, bad teeth, bad poses og bad make-up - de her billeder blev taget efter en laaang uge, og Momma-T (som legede fotograf), fik mig til at grine hele tiden) - (Og nåh ja, se også bort fra overdrevet brug af blitz, alle pærerne i min lejlighed (næsten) valgte at sætte ud samme dag, for sådan er mit liv!) 


Denne jakke er det nyeste køb. Den er fra herreafdelingen i Zara, og undskyld mig, men det der har aldrig været en large! - Men det mener de ved Zara, men de sælger jo også kun tøj til hipstertynde mænd. Anyways, jeg elsker thermojakkerne, dog ikke de moderne (til kvinder) plastik-jeg-er-lige-kommet-ud-af-stalden jakker.

Jeg har længe ønsket mig en varsity jakke, men på SU giver man ikke bare 800 kroner for en jakke, og da jeg absolut ville have skindærmer, var det det de kostede. Men ikke til ringridning i Aabenraa, der fandt jeg denne skønhed til 200 kroner.

Jeg er afhængig af ebay (og amazon). Jeg elsker at alt er forholdsvist billigt, og at forhandlerne også har brugere derinde. Jeg fandt denne jakke, som blev sendt fra Kina - og som, så vidt jeg kan forstå, ikke kommer til Danmark. Score!

tirsdag den 23. oktober 2012

Harry Potter Festival 2012

I Odense er der siden oktober 2010 blevet afholdt Harry Potter Festival. Festivalen afholdes af Odense Bibliotek i samarbejde med cityforeningen. Første år var der Hogwarts ekspressen, en markedsplads og besøg af JK Rowling (!!!) - Hun modtog H.C Andersens litteraturpris, og jeg må indrømme at jeg var en smule bitter over ikke at have et eksemplar af bogen med. Men jeg blev dog vidne til en forfatter der blev overfaldet af sine fans, og hørte soundtracket fra filmene blive spillet af kirkeklokkerne (Ja, kirkeklokkerne - det var så fedt!).

Jeg var ikke med i 2011, jeg kan faktisk ikke huske hvorfor, men jeg var der i hvert fald ikke.

I år var tredje år festivalen blev afholdt. Og de har udvidet. Meget.
Igen i år kan børn under 12 (hvorfor kun børn!?) købe en billet til Hogwarts ekspressen. Der var koncert med symfoniorkesteret, som spillede musikken fra filmene. Der var en udstilling på Kunstmuseet - Harry Potters Skatkammer - under festivalen var den gratis, nu koster det vist en lille skilling at komme derind, og udstillingen er der vist til starten af december.
I år havde de lavet Vintapperstræde om til deres version af Diagonal Stræde (Hvilket de godt kunne have klaret bedre - meget bedre!). Gråbrødreplads var markedspladsen, og denne gang var der lavet en lille café, som var dekoreret som storsalen, komplet med fire langborde og bannere fra de fire huse.
Denne gang var der også quidditch turnering i Eventyrhaven - man kunne stille op med et hold á syv, eller dukke op og blive tildelt et hold. Jeg gjorde ingen af delene, selvom vi havde lyst.

Vi startede dagen i 'Diagonal Stræde' hvor jeg fik sat standarden for resten af dagen. Vi startede i 'Magiske dyrs pasning og pleje' - som i følge min hukommelse ikke er en butik i Diagonal stræde, men derimod et fag på Hogwarts - UPS Odense bibliotek (Tilgiv mine nørdede udfald, men hvis der er noget jeg kan, så er det Harry Potter). Her kunne du kigge på 'kæmpesnegle', 'drageslanger' og så kunne du kigge ned i en hvid krukke (med låg), 'hvis man ellers tør', jeg kiggede og så, hvad jeg troede var, døde kakerlakker. Men de var ikke døde, de var meget levende og det gav mig sådan et chok, at jeg skriger "Fucking Hell" (i et rum fyldt med børn, og deres forargede forældre) alt imens er jeg kommet til at tage låget med mig. Det vender jeg selvfølgelig om for at aflevere, men i farten får jeg smadret låget ind i hovedet på en lille dreng, han får tydeligvis et chok, men det gør jeg også, så inden jeg ser mig om, står jeg med en (fremmed) dreng i mine arme - for en kort stund, før hans mor får armene om ham.

WAY TO GO!

Herefter tog vi ned i Eventyrhaven og kiggede på en lille smule quidditch, det var egentlig vildt nedern, men jeg kan forestille mig, at man har det sjovt hvis man er med. Men i Eventyrhaven var der også noget andet der tog min opmærksomhed.
Ulrik Ulmer!

I ved nok ikke hvem det er, og det er okay. Jeg skal nok forklare. Han er den vildeste Harry Potter fan jeg nogensinde har hørt om - i Danmark i hvert fald. Han er kæmpe fan, og jeg mener kæmpe. Han kører en hjemmeside, der udelukkende handler om Harry Potter universet, både film og bøger. Han var den eneste på min alder til festivalen der var klædt ud - komplet med udstoppet sneugle. Han er på en måde blevet min egen private helt, for han står jo ved hvem han er, Harry Potter freakishness, acne, ordblindhed and all. Seje seje mand.

 Herefter endte vi på Gråbrødreplads til markedet. Markedet var udstyret med enhjørninger (ponyer med paphorn), ugleværksted (for børn under 6 år), Profettidende, Café Hogwarts, Voldemort og dementorer.
- Jeg havde en del besvær med at tage dementorerne seriøst, det kan man også se på nogle af de næste billeder - de rendte rundt og uddelte dementorkys. Det der gjorde mig allermest glad til festivalen var dog, at mit håb for de næste generationer er genoprettet. Alle børnene, og jeg mener alle, råbte EXPECTO PATRONUM når de så en dementor. Det varmede mit Harry Potter hjerte.

Nu til billeder:








Jeg syntes desuden også at festivalen var den perfekte mulighed for at få luftet min timeturner.





Drunk drunk drunkity drunk drunk #2 (Og det der med drunk dialling)


Jeg har gjort det igen. Det der med at drikke mig rigtig fuld, dog uden at kaste op i en hæk denne gang.
denne gang huskede jeg også at bruge mit kamera, men jeg deler altså kun det ene - resten er simpelthen for pinlige, og ikke kun for mig.

M holdt fest i weekenden, en fest hvor folk kom fra nær og fjern, en fest der startede tidligt og blev ved til langt ud på natten.
J skulle sove ved mig, så vi havde heldigvis fået fordelt ekstranøgler og lignende inden.

Som jeg nævnte blev jeg meget fuld, ikke ubehageligt fuld, men drunk dialling fuld. Og det er vel det samme som ubehageligt fuld.
Når jeg drunk dialler går det gerne ud over en tilfældig person, en eller anden random person, som jeg af uforståelige grunde mener må og skal komme i byen. Og så kimer jeg ellers den person ned, gerne hele natten og jeg kalder det også gerne livsnødvendigt at de kommer i byen. Jeg forventer aldrig noget svar, og får heller ikke noget svar, men det stopper mig sgu ikke. Jeg bliver ved og ved. Og dagen efter sender jeg den sidste sms. Den sms hvor jeg undskylder for min ivrighed, for min irriterende brandet og for de 45 ubesvarede opkald. Den sms får jeg som regel heller ikke svar på, men så har jeg da mit på det rene. Næste bytur bliver drunk dialler nummeret slettet - det er nemmere end at lade telefonen blive hjemme. Men beware venner og veninder, det kan blive din tur næste gang.

J tog hjem før mig, og da jeg kom hjem, sov hun - med alt tøjet på. Det syntes jeg var synd, så jeg vækkede hende, ikke fordi jeg havde noget vigtigt at fortælle, jeg ville bare synge en sang, og hvilken sang var det så, tænker du sikkert. det var såmænd Føtex-sangen. Jep, så fuld var jeg.

mandag den 22. oktober 2012

Var det her en kæmpe fejl?

Den opmærksomme læser vil kunne se at der er sket lidt på bloggen. Jeg har ændret baggrund, design und so weiter. Nu mangler jeg bare en ny header (som min dejlige, og en del mere tekniske veninde hjælper med). Grunden til skiftet er ganske enkelt, at jeg synes det hele blev en smule sødt - og det ved vi jo godt alle sammen, at alt på denne blog ikke er.

Men jeg er selvfølgelig i tvivl. Så jeg skal bruge jeres hjælp, eller ærlighed nok nærmere.

Var det gamle bedre? Eller har jeg ramt rigtigt?

Ps. Jeg ved godt at der har været et voldsomt fravær af billeder på bloggen på det sidste, det er ikke med vilje, og det ændres der på fra imorgen.

Pps. Det nye design har åbenbart medført, på min computer i hvert fald, at nogle af de gamle indlæg nu er skrevet med capslock - jeg kan ikke lave det om, og jeg gider heller ikke. Men bare så der ikke er nogen tvivl, jeg prøver ikke at "råbe" i de indlæg det er gået ud over.

Urban #5: Oh the irony..

Som i allerede har læst jer frem til, ender jeg tit i nogle ret latterlige situationer, det her var en af dem.. 

I Netto igår, i verdens længste kø, står jeg og bander lidt inden i mig selv og lidt til damen bag mig, fordi manden to pladser foran mig har glemt sin pung, og nu har bedt drengen bag kassen om at lægge hans varer om bag kassen, indtil han kommer tilbage med pungen. Nu tager alt jo lidt længere tid, og jeg bliver en smule irriteret.Vi kommer videre i vores forsøg på at give halvdelen af vores månedsløn til Netto, og endelig er det min tur, den filnke dreng bag kassen, slår mine varer ind, og vil nu have penge. Jeg tænker: “Fint nok, jeg har i hvert fald min pung med!”, jeg finder denne frem og skal til at hive kortet frem, men min hånd er tom! Aaaargh Pis! - Jeg har min pung med, men ikke noget kort!Jeg må med MEGET røde ører bede drengen om at lægge mine varer ned bag kassen, indtil jeg kommer tilbage med mit kort. Jeg forlader hurtigt Netto, uden at se tilbage på min allierede fra tidligere, der nu bander lidt med damen bag hende .. Over mig!

Apropos latterlige situationer, kommer der senere et indlæg om hvordan jeg (VED ET UHELD) slog et barn halvt fordærvet med et porcelænslåg. 

lørdag den 20. oktober 2012

MUST SEE: Lawless

Jeg har haft rigtig svært ved at skrive om den her film. Jeg synes ikke rigtig jeg kan finde ordene. Ikke fordi den rørte mig dybt, eller var et visuelt mesterværk eller lignende. Men det er ganske enkelt en fantastisk film.
Jeg kan ligeså godt sige med det samme, at hvis du er en af dem der ikke bryder sig om voldelige film, blod, historiske film, rå og hårde film, så skal du ikke læse videre, for så er filmen absolut ikke noget for dig.

Filmen er baseret på bogen "The wettest county in the world" (Ja county, ikke countRy), af Matt Bondurant. Bogen er skrevet ud fra offentlige optegnelser, avisartikler og de få historier Matts farfar fortalte inden han døde.
Matt fandt ved et tilfælde (et år inden hans farfar døde) en masse avisudklip, de handlede alle om hans farfar og dennes to brødre, udklippene nævnte skudepisoder og hævdede at 30'ernes Bondurantbrødre var nogle berygtede og farlige mænd, ligeledes stod der at Matts farfar, Jack, var blevet skudt. Matt fortalte først om sine fund til hans egen far, men faren vidste ikke hvad han talte om. De taler derfor med farfaren, og siger: "It says here you've been shot", Jack Bondurant svarede ved at løfte skjorten og vise arret. Og så var den historie ligesom fortalt.
Matt gik i gang med den helt store research, og det har ført til en bestseller (som jeg må og skal eje), og en Hollywoodfilm, der fortæller historien om Howard, Forrest og Jack Bondurant - bootleggers og moonshiners fra Franklin County, USA.
(Jeg går google amok når jeg bliver begejstret for en historie).

Filmen er fantastisk. Den er absolut ikke fejlfri, men fejlene har sin charme, og når jeg siger fejl mener jeg ikke plothuller, men nærmere visuelle fejl, scener der kunne have været anderledes, kortere og så videre. Men så igen, fejlene er historiens charme, det er ikke en pæn film, men det var heller ikke en pæn tid.

I forbudstidens Amerika var der mange der lavede deres eget sprut, og nogen der distribuerede den. Bondurantbrødrene gjorde begge dele. De var gode til at lave forretninger, men de nægtede også at støtte korruption, som de eneste i Franklin County. Dette medførte en heksejagt (næsten), en heksejagt der når, hvad man tror er, klimaks så mange gange at man næsten ikke kan følge med.
Forrest og Howard styrer forretningen, og ønsker ikke at den yngste bror, Jack, skal hjælpe til. Men Jack har en forkærlighed for dyre ting, og får stablet et samarbejde med gangsteren Floyd Banner (Gary Oldman) på benene. Tingene tager fart, men (den korrupte) ordensmagt er lige i hælene på dem hele tiden.
Jeg vil ikke sige for meget om handlingen, for noget af det jeg nød mest, var at jeg næsten ikke vidste noget om filmens handling inden. Eller handling, jeg mener jo detaljer, for handlingen kan man jo google sig til.

Filmens skuespillere gør det også fantastisk.
Jack Bondurant spilles af Shia LeBeouff, og hvis der er nogen der overrasker i denne film, så er det ham! Han spiller den rolle så godt, at du nærmest er i tvivl om hvem der er hvem når du går hjem. Shia LeBeouff spiller rollen som den opmærksomhedshungrende, en smule forsømte, lillebror med en forkærlighed for luksus så skide godt, at jeg ikke kan finde ord til at beskrive det.

Forrest Bondurant spilles af Tom Hardy. Jeg elsker Tom Hardy, efter denne film ved jeg slet ikke hvor jeg skal gøre af mig selv. De fleste af hans replikker består af grynt, men det gør også hans rolle så meget sværere at spille, for Tom Hardy skal spille med sin mimik, sin krop og sine bevægelser. Og han klarer det til UG, kryds og slange. Forrest er en kompliceret karakter. Han er voldelig, men kærlig. Han er et lille barn, men styrer en forretning. Han er forelsket, men bange for kærligheden. Han er fantastisk.

Howard Bondurant spilles af Jason Clarke. Howard er en meget indelukket fyr, hjemvendt fra krigen, psykisk ustabil og faktisk bare en tikkende bombe. Rollen spilles så godt, kostumerne er så velvalgte og makeuppen er så god, at du faktisk kan lugte sveden, alkoholen og lorten.

Jeg kan ikke finde ord, og det vil jeg heller ikke. Jeg vil bare fortælle jer, at i må og skal se den. Det er, synes jeg, en af de bedste film i nyere tid. Se den, seriøst - SE DEN!

Det er sjældent at jeg går ud fra biografen og tænker jeg vil se den film igen - nu. Det gjorde jeg efter den her. Jeg dækkede mine øjne, jeg skreg, jeg græd, jeg grinte, jeg blev rørt, jeg fik kvalme, jeg følte med karaktererne, jeg krummede tæer og jeg var imponeret. Det er ikke tit en film får alt det frem i mig på én gang.

Se den nu bare.



fredag den 19. oktober 2012

Urban #4: Jeg kan huske..

Dette indlæg blev skrevet efter en lille (sjov) episode på mit gamle arbejde (jeg arbejdede på en blefabrik - Ja jeg gjorde). Jeg vil ikke uddybe så meget, indlægget taler for sig selv. 

hvornår jeg begyndte at låse døren på toilettet.
Helt præcis var det midt i femte klasse. Jeg begyndte fordi en dag jeg sad på toilettet i skolen (med ulåst dør) kom Steffan fra min klasse pludselig løbende ind, han blev skræmt, jeg skreg og han sluttede af med at sige: “Du kan sgu da bare låse døren!”
Lige siden har jeg låst døren..
Hvorfor fortæller du det, tænker i sikkert.
Det gør jeg fordi idag på arbejdspladsen, skulle jeg på toilettet, alle døre er låst, undtagen én. Jeg går selvfølgelig hen, griber døren og går ind.
Pigen der allerede sad på toilettet skreg, jeg blev skræmt og tænkte i samme sekund på Steffan, og sagde: “Du kan sgu da bare låse døren!” - Så kunne pigebarnet ellers få noget folkeskole logik og nostalgi i samme sætning.


Jeg har lovet en indlæg om, hvad jeg mener er, en af de bedste film i nyere tid, og det er også på vej. Men det var en virkelig god film, og jeg vil være sikker på at vælge de rigtige ord. 

torsdag den 18. oktober 2012

Urban #3: Da mit liv blev amerikaniseret

Dette indlæg er kort, det er ikke bittert, og det var mere for sjov end noget andet. Ikke desto mindre endte det i Urban, og det er ikke blevet mindre sandt i årenes løb. 


Da amerikanske ord og udtryk blev en fast del af mit ordforråd.
- Fuck, come on, don’t even go there, no way osv.
Da jeg i 3 år havde et lille crush på en fyr, men aldrig gjorde noget ved det.
- Vi tilhørte jo ikke samme klike! (En pinlig konstatering, men ikke mindre sandt af den grund, dog er jeg siden blevet ældre)
Da soap operas lige pludselig havde en vis charme.
- Ja også Horton sagaen!
Da jeg tog mig selv i at skrive på min facebook profil: “Sex and the city is my god”
- Jeg mener danskerne kan skelne mellem tv og virkelighed, jeg tog fejl! (af mig selv ;p)
Da jeg begyndte at blogge.
- Jeg begyndte at blogge efter at have set det i en amerikansk tv-serie
Der er dog også ting i mit liv der ikke er amerikaniserede, dog er det ubetydelige detaljer, som inden længe vil lystre mere på :”Come on fuckface!”, end “Der er et yndigt land!”
Skal jeg fortsætte med at smide gamle indlæg op? Eller er der andet folket hellere vil have?

Ps. Jeg har besluttet at stoppe med at love jer indlæg om diverse ting, for jeg kan sgu ikke holde det - eller også glemmer jeg hvad jeg har lovet, og det er jo ikke optimalt. Jeg vil dog love én ting: Imorgen kommer der en anmeldelse af en af de bedste film jeg længe har set. En must-see film. En film der er så god, at hvis i synes den er dårlig, vil jeg næsten mene i skal holde jer væk fra min blog i fremtiden. JA, så god er den. For satan den er god.

Pps. Så i det? Cliffhanger der vil noget! 

onsdag den 17. oktober 2012

Urban #2: Prutter og andre herlige gasser

Dette indlæg handler om.. prutter, om at de egentlig ikke er så klamme, men mere er sjove.
Jeg har valgt også at dele kommentarerne, bare fordi dette indlæg var lidt af en succes..

Enjoy!

Jeg synes den der mani med at kvinder ikke prutter og når de gør, lugter det af blomster er noget mærkeligt noget! Hermed ikke sagt at jeg prutter højlydt overalt!
Jeg prutter, og jeg bøvser, og nej det lugter fandeme ikke af blomster når jeg gør det! Jeg får ondt i maven hvis jeg forsøger at holde luften inde, og det ved jeg at andre også gør.
Men hvorfor er det så at de fleste kvinder vælger at lade som om de ikke prutter, bøvser, laver stort og så videre?
Jeg har ingen anelse, men jeg synes alligevel at det er mærkeligt. For et år siden gjorde jeg det forbi med en fyr som accepterede mig for alt jeg var, prutter og afføring inkluderet! Jeg behøvede ikke at fake et langt bad for at lave stort når jeg befandt mig i hans lejlighed - det var dælme rart! - Never should’ve let him go! ;p
Når jeg går hjemme, kan jeg godt slå bøvser der virkelig kommer fra hjertet (nok lidt længere nede, men jeg kan så godt lide det udtryk), og har jeg spist løg, kål eller andet herlig mad, så får jeg ligesom resten af verden luft i maven! I ADMIT IT - sometimes I am the most disgusting woman alive!
Min mor er 47 år gammel, men for en uge siden hørte jeg min mor slå en prut for første gang nogensinde! - Det er fandeme mærkeligt! - Specielt når man tænker på at jeg er vokset op i et hjem hvor man dagligt blev spurgt :”Har du lavet puba (herligt ord) i dag?”, og havde man ikke det, blev der iværksat utallige ting, for at man netop kunne lære Bruno at svømme!
Det jeg prøver at sige er vel at jeg har et rimelig afslappet forhold til kropsgasser - dog er jeg ikke en af dem som slipper en vind foran alle og enhver ( i hvert fald ikke med vilje ), jeg er bare ikke en særlig stor fan af de kvinder (og mænd) som nærmest bliver skræmt af andres (og egne for den sags skylds) gasser! - Hvis i ikke slipper gasserne fri, får i seriøst ondt i maven, og det er sgu da mere ubehageligt end en ordentlig æggehørmer hvis i spørger mig!


Og nu til kommentarerne: (Skulle i være i tvivl er det mig der er Tanketorsk)
Jeg ved ikke lige hvorfor den bare kopierede hele feltet ind, og jeg kan ikke få det til at gå væk (første kommentar er forresten fra LAdylucca, ikke dylucca - det gik også galt) Hej, jeg hedder Heidi, jeg er teknisk analfabet.

Ps. Jeg har ingen idé om hvad der sker for skrifttypen, jeg prøver at ændre det, men der sker ikke en skid - og hvis det bare er min computer der er i trodsalderen, og alt ser normalt ud på jeres skærm, så se bort fra denne besked.. 

Fuck it, dette indlæg er smålangt, men det er fandeme også sjovt (hvis jeg selv skal sige det).
  1. dylucca d. 25. januar 2009
    Åh gråd!! For tre år siden gik jeg fra en fyr som din X og nu har jeg en ny kæreste, som KUN lukker gas ud på toilettet og har urealistiske forventninger til mig om at jeg gør det samme!
    What have I done?
    Der er flere kvinder derude. Tak fordi du giver os en stemme :-D
  2. tanketorsk d. 25. januar 2009
    Nogle gange gør vi kvinder bare meget dumme ting, som at gå fra en mand med et afslappet forhold til kvinder og deres kropsgasser!
  3. volapyk d. 25. januar 2009
    HØRT!!!!
    Jeg er SÅ enig og er FOR prutter og bøvser og IMOD udspilede og smertende maver.
    Da jeg befandt mig på datingsites, sprang jeg hurtigt videre til en ny profil, hvis manden på nogen måde gav mig en følelse af, at det der med kvinder og kropsgasser helst ikke skulle eksistere. Eller i hvert fald foregå i det skjulte.
    Jeg skal kunne vågne op og være pisse morgengrim og så en skid eller en bøvs, og vide at han stadig synes jeg er verdens 8. vidunder.
    Talte faktisk med en veninde om det, da vi begge frekventerede datingsites. Vi er begge forrygende enige om, at hvis en mand skulle være rigtig for ham, skulle han have et meget afslappet forhold til både egne og andres gasser.
  4. tanketorsk d. 25. januar 2009
    @ Volapyk
    Nemlig!
    Kendte engang en fyr som ikke havde et afslappet forhold til noget som helst, heller ikke egne kropsgasser, han kunne tit gå rundt med ondt i maven, når jeg så dristede mig til at spørge: “Måske skal du slå en prut?”, kiggede han på mig, som havde jeg netop afsløret morderen inden filmen var slut!
  5. ladylucca d. 25. januar 2009
    åhhh, jeg ser et dødsdømt forhold her… Mit eget! Men jeg opgiver ikke! Jeg prutter lystigt videre under min dyne og nu er han da holdt op med at spørger om jeg ikke kan gå ud på wc og gøre det.
    JEG PRUTTER KUN FOR HELVEDE, JEG SKIDER IKKE!!
  6. volapyk d. 25. januar 2009
    LadyLucca - han kan da bare holde sig for næsen, hvis han ikke kan li’ lugten. Eller ørerne, hvis han ikke kan li’ lyden.
    Eller hvis det er selve tanken om det, så send ham i terapi! Der findes vel en prutte session eller noget.
  7. volapyk d. 25. januar 2009
    Tanketorsk - det holder altså slet ikke en meter. Han skal i terapi. Prutteterapi. Han kan tage LadyLuccas bedre halvdel i hånden. Så kan de måske ligefrem lære at prutte i stereo.
  8. ladylucca d. 25. januar 2009
    Hmm, måske skulle man finde en gruppe for mænd med flatus-feminae-fobi?
    Eller vi kunne sende dem i gruppeterapi. Så kan de få mit lager af ubrugte kleenex med indtil de kan se deres frygt i øjnene og blæse (!) til modangreb
  9. tanketorsk d. 26. januar 2009
    Vi starter vores eget lille terapi sted!
    Fandeme så!
    Vi hilser de skræmte mænd velkommen med en ordentlig brandskid, byder dem på chili, hvidkål og karry, og så går terapien ellers igang!
    Det er det vi gør! Er i med mig?
    :D
  10. bloggerella d. 26. januar 2009
    Kære Tanketorsk: Jeg har en hel kategori på min blog, der bare hedder “Det der med prutter…” Griner :-)
  11. URBAN d. 26. januar 2009
    Hej Tanketorsk
    Tak for indlægget. Vi bringer det i avisen imorgen.
    Mvh Pelle
  12. URBAN d. 26. januar 2009
    Hej Tanketorsk
    Tak for indlægget. Vi bringer det i avisen imorgen.
    Mvh Pelle
  13. ladylucca d. 26. januar 2009
    Kom til at tænke på Eddie Skollers udgave ad Skalleper i Ronja Røverdatter. Han har en hel sang om at byde fjenderne velkommen med fælles fjertning.
    *vi bøjer os på tælling ned
    og slår en kæmpemæssig…
    Prutterutterutfispruttrutterut!!
    Desværre er der ingen kvinder blandt røverne :twisted:
  14. volapyk d. 26. januar 2009
    Jeg er kampklar!
    Det kan være vi kan få lokket et sponsorat ud af Carl Mar Møller. Det må sgu da lige være et kursus for ham.
    Bliv dus med din indre skid (ok, kan forstås på to måder). Bliv dus med din indre hørmer.
    Gi’ gas!
  15. tanketorsk d. 26. januar 2009
    @ Pelle
    Fedt, tak :D
    Dog lidt mærkeligt at få et indlæg om prutter i avisen :P
    Vi ku kalde stedet for Shit happens, eller noget andet VIRKELIG originalt ;p
    Haha
  16. AbeStat d. 27. januar 2009
    Rigtig god blog….
    Jeg selv har verdens dejligste kæreste, allerede inden for den første uge, sagde hun at man skal ikke holde noget inde, for det er ikke sundt, derudover synes hun at prutter er sjove.. Hvad mere kan man ønske sig af en kæreste…
    Ken
  17. DB d. 27. januar 2009
    Min plejefamiliesøster kunne finde på at spørge om det var mig der havde slået en prut, hvis hun selv slog en, men ikke lade mærke til at det var hende. Det syns jeg bare er for mærkeligt. Man ved vel hvis man selv har sluppet en vind.
  18. ladylucca d. 22. maj 2009
    Har lige genlæst dette indlæg plus kommentarer. Skræmmende at det forhold som jeg her i tråden erklærede for dødsdømt, gik fløjten halvanden måned senere. Officielt var det IKKE pga min flatulens, men uofficielt kan det måske have været medvirkende årsag ;-)


For helvede da også..

Det er er et meget kort indlæg, det er et "fuck-Heidi-du-er-da-lidt-små-dum" indlæg.

Jeg ved ikke hvilket ord jeg helst vil bruge: dum, distræt, blind, uopmærksom eller lignende.
.. Men, jeg har ejet albummet "The essential Leonard Cohen" i laaaang tid nu. Det er et af mine absolut yndlingsalbum, og jeg lytter til det tit.
Fik jeg sagt jeg har ejet det i laaang tid? Det er først i dag, at jeg ser at det er 2-disc! Så jeg har bitchet over at nogle af de bedste sange ikke var på albummet, men det var de jo, på disc fucking 2.

Flot Heidi!

tirsdag den 16. oktober 2012

Urban #1: at være kæreste kedelig, er det kun for kærester?

Første indlæg i min lille "Jeg har haft indlæg i avisen" serie.

Dette indlæg blev skrevet i 2009, jeg var småforelsket i en fyr fra arbejdet og turde aldrig lave planer, for det kunne jo være han pludselig skrev, også skulle jeg sgu være klar.

Jeg har kaldt mig selv kronisk single i indlægget, og det passer jo ikke helt. Og jeg har sidenhen lært at det måske ikke er helt skidt at være single, og have planer med veninderne (lige nu hader jeg at være single, der er et sæt arme jeg godt gad have omkring mig, men det er ligemeget nu).

Indlægget var bittert i den forstand, at jeg var bitter på mig selv, bitter over at bukke under for fyrene, bitter over at lade stå til. Nu er jeg bitter fordi fyren jo ikke var det værd (det fandt jeg ud af cirka 2 dage efter jeg skrev dette), bitter fordi det var spild af tid, jeg kunne have gået efter det jeg senere fandt ud af var mere rigtigt for mig. Men fuck it, her er det, Urban indlæg numero uno. dette var i avisen d. 19. januar 2009.

Det gik lige op for mig, at dette betyder min gamle blog ikke længere er anonym. WAUW! det er store sager for mig, også selvom den har været død i mere end et år.


Jeg har altid levet højt på at jeg sjældent bliver kæreste kedelig (måske har det noget at gøre med at jeg er kronisk single).. Jeg kan ikke fordrage de piger der pludselig ikke kan tage et sted hen alene, og hvis de gør, så sidder i hjørnet og surmuler indtil kæresten henter dem. De piger som laver aftale på aftale for så at droppe dem, fordi kæresten lige overraskede dem!
 Jeg har i mange år brokket mig meget, og ofte ret højlydt, over de her piger, lige indtil det gik op for mig, at jeg som single selv laver det nummer!
Jeg kan tage mig selv i at tænke, at jeg ikke har lyst til at lave nogle aftaler en given weekend fordi det jo kunne være at ham den søde fra arbejdet, weekenden, studiet, osv skrev og spurgte om vi skulle finde ud af noget! Jeg har taget mig selv i at sidde (næsten) en hel aften på msn, bare for at se om han kom på, så man kunne hinte til ham at man faktisk kedede sig!
Så hvem er det egentlig der er kedelig, hende med kæresten, som faktisk har en grund til at blive hjemme lørdag, eller mig, uden kæreste, som bliver hjemme, fordi det jo kunne være!?
DUM DUM DUM !

Ps. Jeg har valgt ikke at gå de gamle indlæg igennem for stavefejl og kommafejl og alle de der ting, jeg synes min gamle blog mister lidt af sin charme, især fordi indlæggene ofte blev skrevet i vrede og meget hurtigt, også er det sgu sjovere at se præcis hvor sur eller arrig forfatteren var. 
Eller er det bare mig? Sig endelig til hvis i synes jeg skal rette dem først?  

Pps. Er det seriøst kun 3½ år siden msn stadig var the shit? HAHA.. Det føles som 100 år siden.  

mandag den 15. oktober 2012

Jeg elsker og jeg hader

Jeg lovede for lang tid siden, at jeg ville smide en jeg elsker og jeg hader liste op på bloggen. Det var meningen at jeg ville gøre det over to indlæg, men det gik op for mig, at de ting jeg elsker også er de ting jeg hader, så hvorfor ikke gøre det på samme tid.

Jeg elsker at have fødselsdag.
Jeg hader at jeg er blevet 25.

Jeg elsker at jeg kan kalde det at lave lektier, når jeg ser film.
Jeg hader at jeg er endnu mere forvirret omkring hvad jeg skal på kandidaten.

Jeg elsker at læse, læse, læse, læse.
Jeg hader at jeg læser så hurtigt (når jeg endelig har tid).

Jeg elsker seriesøndage.
Jeg hader at jeg ikke får lavet noget produktivt.

Jeg elsker at læse aviser.
Jeg hader at jeg altid ender på gossipsitet hos eb.dk.

Jeg elsker realityprogrammer.
Jeg hader de dumme idioter.

Jeg elsker at læse på KUA.
Jeg hader at pendle.

Jeg elsker at feste med veninderne.
Jeg hader at min krop skal være tre dage om at komme sig over en fest.

Jeg elsker at være fri som en fugl.
Jeg hader at jeg sover alene.

Jeg elsker mine (elskede - ja de fortjener to gange elsker) New Balance sneakers.
Jeg hader hvad de minder mig om.

Jeg elsker at tænke på fremtiden.
Jeg hader at tænke på hvad der har (og kunne have) været.

Jeg kunne blive ved med den her liste, men jo længere ned jeg kommer, jo mere sentimental bliver jeg. Og jeg har lovet mig selv at der kun skulle være et minimum af kærestesorg på bloggen (efter i blev bombarderet i foråret) - bare rolig jeg har det bedre, men jeg er stadig en lille smule sur på verden.

Som i nok kan høre er jeg svær at stille tilfreds, og "hader" er et stort ord at bruge, og det er jo ikke der jeg mener, men en "jeg kan lide og jeg kan ikke lide" liste lyder bare så pisse kedelig.

Forresten, som i har kunne læse under "hvem skriver tilfældighederne?", hvis i har læst det, så er det her ikke første gang jeg blogger. Jeg havde tidligere en blog hos Urban, dengang det stadig var en avis, den blog var anonym, og jeg havde en enkelt gang eller to (eller 15) æren af at have et indlæg i avisen (anonymt). Bloggen var dels bitter, dels (meget) politisk ukorrekt, dels brok over kendisser og brok over livet. Jeg har overvejet at dele nogle af de gode indlæg med jer, så i kan se hvordan jeg skrev før - på det seneste er jeg faktisk begyndt at vende tilbage til stilen fra den tidligere blog, men nu vrøvler jeg, for jeg vil bare høre om det er noget i vil være interesseret i at se?

Bum bum. Jeg håber jeg giver mening.

It's monday bitches

Det er mandag, denne video dækker alle mine følelser omkring det faktum (Ja, også selvom jeg egentlig har efterårsferie).
- Og faktisk er det også en meget god gengivelse af min reaktion, da Felix Baumgartner gjorde honnør og sprang fra sin "lille" ballon i går aftes. WTF?!?


(Og som jeg lovede for lang tid siden, har der nu været et skrigende får på bloggen - you are very welcome).

Der kommer flere indlæg senere i dag, men først vil jeg ud at kigge på sko. Selvom man er 25 og voksen(åbenbart) kan man stadig få sko-tilskud fra sin mor, det har jeg fået, og nu skal jeg have sko!

On the Road

I torsdags var jeg i biografen og se "On the Road". Jeg har været lidt spændt på filmatiseringen, både fordi bogen er en kult-klassiker, det er lang tid siden jeg læste den (læs: 7år), og Kristen Stewart har en af rollerne.
Misforstå mig ikke, jeg er ikke en af dem der hader Kristen Stewarts skuespil, jeg er bare en af dem der mener hun er bedst i mere mainstream roller - Jeg tog fejl!

Kristen Stewart er fantastisk i rollen som den slutty, forvirrede, sexgale og besatte Mary-Lou. Du kan f.eks. have æren af at høre Kristen Stewart ytre ordene: "Can I watch you guys fuck?" - It works people.

Anyways.. Historien er baseret på Jack Kerouacs debut (og semi selvbiografiske) roman. Romanen er kult i flere lande, og er faktisk mere end 50 år gammel.. Bogen har egentlig ikke rigtig nogen handling, det er en bog om livet, hovedpersonens (og hans venners) prøvelser, hvorfor livet er noget lort og en helvedes masse timer på landevejene.
Men det virker, der er en grund til at bogen er kult! Sal og Dean er på en og samme tid usympatiske, usoignerede, uuddannede - generelt bare uvirkelige!

I filmen spilles Sal Paradise (som egentlig er Jack Kerouac) af Sam Riley, hans ven Dean Moriarty spilles af Garrett Hedlund (Hans øjne og røv er grund nok til at se filmen!). De to er så godt castet at resten af filmen egentlig er ligemeget.

Nogen vil måske mene at filmen er lidt for lang, netop fordi de er så tro mod bogen, og en egentlig spændingskurve faktisk er ikke-eksisterende, og den første time efter filmen var jeg af samme mening.
Men nu, ved nærmere eftertanke, er alt i den film nødvendigt, ligesom det var i bogen.

Jeg kan ikke rigtig gå i detaljer uden at afsløre for meget, så i stedet vil jeg råde jer til at se filmen. Det er gode skuespillere, flotte skuespillere, godt soundtrack og så får du lov til at se Kristen Stewart give den gas med to fyre (igen), denne gang uden tøj på! Bum Bum.

Traileren er her: 


Se den hvis du kan lide road-movies, se den hvis du er fan af Garrett Hedlund(s krop), se den hvis du har læst bogen, se den hvis du vil se Kristen Stewart i noget helt andet, se den hvis du elsker film om gamle dage. Se den nu bare!

lørdag den 13. oktober 2012

Drunk drunk drunkity drunk drunk!

Jeg fyldte 25 i onsdags, derfor holdt jeg fødselsdagsfest for et par dejlige piger i går aftes.

Det var meningen at jeg ville tage billeder til bloggen, men jeg blev meget fuld.
Det var meningen at jeg ville pakke min taske i går aftes, så jeg ikke skulle pakke her til morgen, men jeg blev meget fuld.
Det var meningen at jeg ville rydde op inden vi tog i byen, men jeg blev meget fuld.
Det var meningen at jeg ville ligge i min seng ved 4 tiden, så jeg kunne sove i hvert fald 5 timer inden jeg skulle afsted, men jeg blev meget fuld.

I stedet fik jeg slet ikke brugt mit kamera, men drukket øl.
I stedet fik jeg meget travlt i morges, da jeg pludselig kun havde en halv time til at pakke min taske og vågne, men jeg fik specialøl.
I stedet efterlod jeg min lejlighed uden at rydde op, og frygter at komme tilbage på tirsdag, men jeg fik hvidvin.
I stedet sov jeg ved 7 tiden, og var stadig fuld da jeg stod op klokken 9.30, men jeg fik Morgan.

Det var en sjov fest, med nogle af de mest fantastiske piger - det er lang tid siden jeg har grint så meget, sunget, danset og drukket så tæt, men vi havde det så sjovt.

.. Og nåh ja, så har jeg i dag formået at kaste op i en hæk i Lunderskov (en by hvor man fucking ikke kan få cola nogen steder), foran Momma-Ts Baby-V.

Fik jeg sagt jeg blev 25?
- Det er da heldigt at jeg formår at opføre mig voksent.. Eller..

torsdag den 11. oktober 2012

Fødselsdagsuge

Jeg havde fødselsdag igår, men C har valgt at kalde hele ugen for fødselsdagsuge, så det er det jeg fokuserer på.

Mandag startede fødselsdagsugen med at K inviterede mig hjem til hende, hun ville lave mad, og afslørede at hun havde en overraskelse til mig. Overraskelsen var en tur i biografen, vi så "den Skaldede Frisør", som jeg også skrev om i mit seneste indlæg.

Tirsdag startede med at jeg kom for sent op, og for en kort stund hadede livet som pendler, lige indtil C gav mig en "fødselsdagsugegave". Som i ved elsker jeg ugler, som i ELSKER, og så er jeg ret glad for kaffe. Hvad er så en bedre gave end et krus, og en uglefigur? 


Onsdag havde jeg fødselsdag. Jeg startede dagen med en lille gave fra min mor, hun havde sendt en lille uglefigur/sparebøsse/pyntegenstand (fik jeg sagt jeg elsker ugler?), og et kort. Bagefter tog jeg til København og så film på uni, og C havde taget kanelgifler med (jeg blev 25). Bagefter tog jeg hjem til C2 og fik god mad, og gaver og æblemuffins med kanelcrumble. C2s kæreste (herefter kendt som yndlingssvenskeren) havde taget øl med, og vi fik sladret, hygget, spist og nydt et par øl.
Jeg talte i telefon i meget lang tid igår, med folk fra nær og fjern, min facebookvæg blev spammet og jeg fik flere smser end jeg plejer at få på et år. All in all god dag! 

I dag skal C og jeg i biografen (igen), vi skal se "On the Road" - Jeg glæder mig! I aften får jeg besøg af Momma T, dog uden baby-V (som ikke længere er baby! HAN KAN GÅ!). Jeg giver kaffe og Momma T giver sladder. 

Imorgen får jeg besøg af de dejligste damer. En aften jeg regner med skal bruges på kanel, druk og sang. 

Lørdag tager jeg til Sønderjylland og får gaver af Momsi og Big bro P. 

Alt i alt, en fantastisk fødselsdagsuge hvis i spørger mig. (Også selvom jeg fylder 25, føler mig fucking gammel, og ikke aner hvad jeg skal med mit liv, og til tider stadig vågner og tænker "fuuuuuuuck!"). 

Jeg er forresten ikke kommet særlig langt i "The Casual Vacancy", ikke fordi den er dårlig, tværtimod! Jeg har bare ikke haft tid, men jeg håber at et par dage ved Momsi kan få mig igennem den. Indtil da får i her en teaser.

Fra Bloody Wicked til Fucking Cunt. Well done JK Rowling!!! 








tirsdag den 9. oktober 2012

Den Skaldede Frisør

Jeg er en sucker for den typiske romantiske komedie. Ikke fordi jeg synes historierne er specielt fantastiske, eller filmene ændrer mit synspunkt på nogle ting. Næh, mere fordi de er nemme at forstå, jeg kan lade mig synke ned i biografens røde sæder, og slå hjernen fra, for der forventes ikke særlig meget af mig, og jeg forventer ikke særlig meget af filmen.

Sådan havde jeg det også igår, da jeg satte mig ind for at se "Den Skaldede Frisør" (Faktisk vidste jeg ikke at jeg skulle se den, men mere om det senere).

Men jeg må krybe til korset, og fortælle at dette ikke er den typiske romantiske komedie.

Susanne Bier har længe været en af mine, og resten af Danmarks, favorit instruktører (i hvert fald når vi taler danske instruktører). Da jeg så at hun var gået tilbage til sine rødder (her tænker jeg selvfølgelig "Den eneste ene"), blev jeg glad, men også en smule skuffet. Jeg vidste ikke om jeg ville se filmen, eller jeg vidste at jeg skulle se den, men jeg vidste ikke om jeg skulle vente til den kom på dvd.
Jeg besluttede mig til sidst for at tage i biografen og se den, jeg troede dog det først skulle være i næste uge, lige indtil altid dejlige K valgte at overraske mig, og slæbe mig med i biografen igår.

Filmen handler om Ida (Trine Dyrholm), en frisør der netop har afsluttet kemobehandlingen for brystkræft. Hendes datter skal giftes i Italien, og en uge inden familien rejser derned buster hun sin mand (Kim Bodnia) i sengen (faktisk på sofaen) med Tilde (Christiane Schaumburg Müller) fra bogholderiet.

Så er plottet ligesom lagt.

Ida skal affinde sig med at hun først ved om hun er helt rask om et par år, hun skal affinde sig med sin mands utroskab, sin søns udstationering til Afghanistan og hendes unge datters forekommende ægteskab. Oveni alt det viser det sig at datterens nye svigerfar er en utrolig flot mand (Pierce Brosnan), så står man der med ét bryst, et skaldet hoved, en paryk der ikke altid sidder som den skal, en forvirret datter og en idiotisk ægtemand, alt imens man prøver at finde tilbage til den flirtende teenager, der gemmer sig i os alle, for ham svigerfaren er satme flot.

Plottet er lagt, og selvom det virker forudsigeligt, så er det faktisk ikke tilfældet.

Susanne Bier har, i mine øjne, gjort det igen - det bliver nok ikke til en Oscarnominering, men det er heller ikke hendes karrieres flop.

Se den hvis du elsker Rom-Coms, se den hvis du elsker Susanne Bier, se den hvis du kunne lide "Den eneste ene", se den hvis du trænger til en god tur i biografen.

Indtil da får i her traileren:




mandag den 8. oktober 2012

Videoanmeldelse: The Lorien Legacies

Jeg har lovet jer en videoanmeldelse af de seneste bøger jeg har læst. Den får i her.

Inden i ser den, vil jeg gerne sige, at jeg godt er klar over at jeg ikke har fået hele mit ansigt med. Jeg ved godt den er lidt lang (men når jeg først kommer igang, kan jeg ikke stoppe mig selv), jeg ved godt at den er lidt mørk og jeg ved godt at jeg vrøvler.

Men det er jo bøgerne det handler om, så se den da alligevel + i har rigtig god udsigt til min hage.

... Og jeg ved godt at jeg taler meget hurtigt, men det sker altid når jeg er meget begejstret - jeg kan ikke stoppe mig selv.



Er det her noget jeg skal fortsætte med? Eller var det et kæmpe flop? (Jeg ved godt at vinklen, teknikken og min hage er et flop - jeg tænker selvfølgelig på indholdet).