lørdag den 31. marts 2012

Baby-Love, Veninder og "Moving on"

Jeg kan ikke tage mig sammen til at blogge dagligt for tiden. Jeg kan ikke finde inspiration eller lyst.
Men, i fortjener dog et par opdateringer, så selvfølgelig kommer der en nu.

I går var jeg hjemme hos en veninde. Hun har en skøn lille dreng på lige knap et år, som altid kan få et smil frem på mine læber. Jeg er på ingen måde skruk. Misforstå mig ikke, jeg synes babyer noget af det sødeste, men jeg er også enormt glad for, at jeg i det mindste har muligheden for, at give dem tilbage til forældrene igen.

Han fik heldigvis et smil frem på mine læber, og resten af dagen føltes pludselig lidt nemmere.

De sidste 14 dage har jeg trukket en del på mine veninder. Jeg hader at gøre det for meget, men nogen gange er det nødvendigt. De hjælper alle på hver deres måde. K ringer næsten dagligt, bare for at høre hvad mine planer er. S skriver meget, og er god til bare at lytte, og så selvom jeg snakker om det samme i en uendelighed. T distraherer mig, får mig til at tænke på noget andet, eller får mig til at snakke om noget andet. Selvom jeg selvfølgelig også får lov til at græde, hvis det er det jeg har brug for.
C lader mig bestemme, hun er villig til at sidde ved siden af mig i to timer, også selvom vi sidder i larmende stilhed og bare glor.
L er med på sidelinjen, og af en eller anden mærkelig grund, ringer hun altid på det helt rigtige tidspunkt.
Kusinen sidder på den anden side af jorden, men vil kun høre mine historier når vi skyper.
Alle har været fantastiske - og alle accepterer at det går op og ned. Jeg kan være glad, og have "glemt" situationen det ene øjeblik, og det næste kan jeg bryde sammen, fuldstændig ud af det blå.
Der er ingen der siger at jeg skal tage mig sammen, der er ingen der siger at jeg skal stoppe med at græde. Ikke én af dem virker til at være træt af mig og min situation. Og alligevel tager jeg mig selv i at have en smule dårlig samvittighed. Jeg har altid været den stærke, hende de andre græder ud ved, hende de andre ringer til. Nu er rollerne vendt, og jeg kan ikke holde det ud. Jeg kan ikke kende mig selv, men jeg kan heldigvis kende mine veninder - de var herlige i går, de er herlige i dag, og de er sikkert stadig herlige imorgen. Og jeg har så uendelig meget brug for dem lige nu.
Jeg håber at der ikke går lang tid, før jeg rent faktisk kan holde ud at være alene. Hvor jeg ikke bare går rastløs rundt, indtil jeg skal et eller andet.

Jeg glæder mig til, at det ikke føles anstrengende at smile og grine. Jeg glæder mig til at det ikke føles som en pligt at komme ud af døren. Jeg glæder mig til at jeg kan tænke på ham uden at få tårer i øjnene. Jeg glæder mig til at finde ud af, om tiden virkelig heler alle sår. Jeg glæder mig til at vågne og tænke: "Okay Heidi, Nu går du ud og tager verden med storm!"

mandag den 26. marts 2012

Tag dig sammen, Heidi!

Jeg er blevet til en dum dum kliché.

Jeg er rastløs, men har ikke lyst til at lave noget.
Jeg er sulten, men jeg spiser ikke.
Jeg er træt, men jeg sover ikke.
Jeg ryger alt for meget, men jeg har ikke tænkt mig at skære ned.
Jeg er (uden pis) begyndt at tænke: Verden er et ondt ondt sted.
Jeg er så flov over mig selv for tiden. Og jeg ved godt at det hele bunder i, at min selvtillid/stolthed har fået et voldsomt slag for meget kort tid siden. Jeg ved godt at det hele bunder i kærestesorg, et knust (og jeg mener et knust) hjerte, og en fundamental tvivl på mig selv, som ikke vil gå væk igen.

Jeg har det af helvedes til, af helvedes til. Men jeg skal tage mig sammen.
Jeg vil ikke være en kliché. Jeg vil ikke frygte at rende ind i ham længere. Jeg vil ikke være hende taberen med det knuste hjerte.
Men det er hende jeg er. Jeg synes alt er rigtig hårdt lige nu. Opvasken har stået i halvanden uge (jeg spiser så ikke særlig meget, så stor er den ikke). Men jeg kan ikke overskue det.
Jeg var stolt af mig selv igår - jeg fik endelig støvsuget og vasket tøj.
Jeg tager til timerne på uni, men jeg hører ikke efter.

Jeg er nødt til at tage mig sammen.
Jeg er nødt til at indse at det her ikke er min skyld.
Men jeg kan ikke lade være med at tænke på hvad jeg kunne have gjort, eller ikke have gjort. Jeg kan ikke lade være med at give mig selv skylden. Jeg bebrejder ham ingenting. I stedet prøver jeg at finde fejlene hos mig.
Men jeg kan ikke finde dem.
Og jeg glæder mig til den dag hvor jeg indser, at jeg ikke kunne have gjort noget anderledes, at alt jeg gjorde var pisse godt, det var bare ikke godt nok til ham.

Sådan noget fucking lort!

Og undskyld for det sure opstød, men når man skælder sig selv ud, hjælper det at have det på skrift.

lørdag den 24. marts 2012

Lørdag

I går var jeg hjemme hos en veninde, vi var samlet for at se x-factor finalen. Selvfølgelig.

Vi lavede et sammenskudsgilde med slik, chokolade og chips, og overraskende nok, fik vi spist det hele, næsten. Nogen vil sikkert synes at det var overordentligt klamt at vi spiste så meget, men det var fredag, og helt ærligt, en gang imellem går det nok.


I dag er det lørdag, og jeg har ikke rigtig nogen planer. Jeg tænker at der skal gøres rent, ses nogle dårlige film og hvis der er tid, en lille gåtur i mosen. Adspredelse af tankerne forstås.

God lørdag til alle derude.

fredag den 23. marts 2012

Helt selv.

Jeg vil gerne undskylde for stilheden på bloggen.

Som i har kunne læse er min kæreste gået fra mig, og jeg har ærligt talt haft det af helvedes til.
Jeg forsøger at hive mig selv op igen, men det eneste jeg kan tænke på, er hvad jeg ville lave hvis jeg var sammen med ham. Små stik rammer mig hver dag, som: "Det her er sjovt, det ville jeg skrive til ham, hvis ..."

Jeg har lyst til at ringe til ham hver dag og hele tiden, men jeg er nødt til at lade være. Jeg kommer kun ud fordi jeg ved at jeg på den måde, i et par timer, kan tænke på noget andet.

Morgenerne er de værste. Det er som om jeg glemmer, hvad der er sket i løbet af natten, og når jeg vågner rammer det mig igen, og jeg ved at jeg skal kæmpe mig igennem endnu en dag.

Jeg kan ikke læse, min yndlingsting, det flyder sammen for mig. Jeg stirrer bare rigtig meget på fjernsynet, men jeg følger ikke rigtig med.
Jeg vil så gerne have ham ved siden af mig, fortælle ham at jeg altid har troet på ham, aldrig tvivlet, altid elsket ham. Fortælle ham at det er normalt at følelser ændrer sig, man flyver ikke på en lyserød sky igennem et helt forhold, at jeg ikke er sur på ham, jeg bebrejder ham ingenting.
Jeg ved godt det ville være nemmere, hvis jeg bare kunne være sur. Men det kan jeg ikke. Jeg har ikke noget at være sur over.
Jeg vil så gerne tale med ham, selvom det ikke hjælper, jeg vil så gerne se ham, selvom det ikke hjælper. Men jeg lader være. Både fordi jeg ikke vil være den irriterende eks der ringer og skriver hele tiden, selvom han siger han er der for mig. Jeg er nødt til at arbejde med mig selv, hvis jeg virkelig skal til at være selv fra nu af, så skal jeg lære det uden ham. Samtidig tror jeg det er vigtigt at han også er selv, helt selv - ikke for at han skal savne mig, men han skal også arbejde med sig selv. Det skal vi begge.

Jeg kan ikke love regelmæssige opdateringer i et stykke tid, jeg har det ikke godt - og jeg har ikke lyst til at belemre jer, ham, eller nogen andre for meget med det.
Det skal handle om mig nu, og det må jeg hellere gøre alene.

mandag den 19. marts 2012

Det er slut.

Jeg har aldrig grædt så meget, på så kort tid.

Fundamentet som hele min verden var bygget op omkring, har valgt at pakke sine ting og gå. 

Tårerne triller ned af mine kinder, og jeg er fuldstændig tom indeni. Jeg ved ikke engang hvor mange der læser med her. Men jeg har behov for at sætte ord på mine tanker. Mest for min egen skyld. 

Jeg er blevet valgt fra. Følelserne for mig er væk. Jeg er stadig hans bedste ven, sådan noget forsvinder ikke bare, og han er stadig min, vi kan bare ikke give hinanden de samme ting. 

Jeg har givet ham alt, der er ikke en del af mig han ikke kender til. Alle mine tanker er blevet delt med ham. Og jeg elsker ham så højt. Vi plejede at sige: ”Jeg elsker dig op til månen og tilbage, og så rundt igen i en uendelighed”. Sådan har jeg det stadig. 

En del af mig vil altid tilhøre ham, og jeg kan ikke forestille mig hvordan jeg nogensinde skal kunne give den del videre, eller at jeg nogensinde får lyst. 

Jeg er nødt til at holde fast i et lille bitte bitte håb, og så selvom han siger at tvivlen er blevet til en beslutning. Men en gammel kliché er jo netop: ”Man skal aldrig sige aldrig”. Jeg ved godt det er slut. Jeg har ikke tænkt mig at ringe og skrive til ham konstant. Jeg har ikke tænkt mig at kaste mig ned på mine grædende knæ (Selvom det er det jeg har lyst til). Men jeg kan heller ikke bare give slip på det bedste og vigtigste i mit liv. 

Han var min bedste ven inden vi blev kærester, han var min bedste ven mens vi var kærester, og jeg vil kæmpe for at han stadig er min bedste ven nu. Han er den eneste jeg har lyst til at tale med, men den eneste jeg ikke burde tale med. 

Mine hænder ryster, jeg kan ikke sove, jeg kan ikke mærke sult, min pude er gennemblødt og mine øjne er hævede. Jeg reagerer som om en jeg kender er død. Og det er måske overdrevet. Men det er sådan jeg har det. Han, min kæreste, er død. Han, min bedste ven, er der endnu. Jeg ved ikke om jeg nogensinde affinder mig med at den person der har knust mit hjerte, er den person jeg allerhelst vil have i mit liv. 

Vi havde så mange drømme og planer, nu er det drømme og planer vi må opnå/opfylde hver for sig. Men jeg håber at jeg stadig kan få lov til at være med. På sidelinjen. Jeg vil gerne smile med ham når tingene lykkes, jeg vil bande med ham når de ikke gør. Jeg vil stadig gerne være den han går til med specifikke problemer, også selvom det bliver svært i starten. Men jeg tror det bliver sværere hvis han slet ikke er der. 

Min lejlighed er tømt for hans ting. Jeg ville gerne have det skulle gå hurtigt. Han har ikke nøglen til min lejlighed længere, jeg kunne ikke bære at han pakkede sine ting mens jeg ikke var hjemme, selvom jeg ved han aldrig kunne finde på det. Og samtidig kunne jeg mærke at det var noget jeg skulle gøre selv. Jeg havde brug for at være den der pakkede de sidste af hans ting ned.

Men jeg vil stadig holde fast. Jeg kan ikke slippe ham. Ikke lige nu. Hvis jeg slipper ham og mit spinkle, spinkle håb, er jeg bange for at jeg ikke kommer ud af sengen om morgenen. 

Jeg spiser ikke meget, jeg sover ikke meget. Det hjælper ikke at lade være med at spise, men det hjælper heller ikke at gøre det. Det hjælper ikke at sove, det hjælper ikke at lade være. Det hjælper ikke at græde, og det hjælper ikke at lade være.

Morgenerne er de værste. Jeg falder endelig i søvn, og så glemmer jeg det. Men så, så vågner jeg til virkeligheden. Det er svært. 

Jeg kan ikke se hvordan jeg skal løse det her uden min allerbedste ven. Men det er min allerbedste ven der har sat mig i den her situation.

Jeg er nødt til at være stærk. Jeg er nødt til at gemme det væk. Jeg er nødt til at acceptere hvad der er sket. Jeg er nødt til at indse at kampen er slut. Jeg har tabt.

Jeg har ingen ord. Bortset fra ét. FUCK!

onsdag den 14. marts 2012

Når en notesbog bliver din bedste ven

Jeg har altid en notesbog i tasken. Altid.

Nogle gange ligger den uberørt i måneder, andre gange bliver den brugt hver dag, og nogle gange flere gange om dagen. Jeg har haft mange i tidens løb. For tiden er den grøn og herlig.

Den bliver brugt mest når jeg stresser, er ked af det, i eksamenstiden, eller efter en gåtur - så har man rigtig fået blæst hovedet igennem. Da jeg kom hjem fra en gåtur i dag, fik jeg hurtigt skrevet to sider, det er så rart at få tingene skrevet ned.

Andre gange bruger jeg den til at lave huskelister, jeg ved godt at andre bruger deres mobiler til de ting, men jeg er vel lidt gammeldags hvad det angår.

Jeg elsker min lille notesbog, og så selvom den skifter skikkelse hvert år.






tirsdag den 13. marts 2012

Det Unge Blod: Fortælling, af Edvard Brandes

Som lovet en kort beskrivelse af den seneste bog, jeg har læst.

Det Unge Blod: Fortælling, af Edvard Brandes.

Først lidt baggrund.
Bogen er fra det Moderne Gennembrud. Temaerne dengang var kvindefrigørelse og seksualitet. Denne bog tager seksualitet op, særligt mænds seksualitet, og hvorfor den ikke skal undertrykkes.

Bogens hovedperson er en ung fyr ved navn Andreas Tersling. Andreas er netop vendt hjem til Danmark efter, hvad der burde have været, en dannelsesrejse på to år.
Hans far er død og familiens gods er nu Andreas'. Men Andreas har ingen interesse i godset. Han har derimod interesse i Fru Cramer, som han møder kort efter han er kommet hjem. Fru Cramer er gift, men ulykkeligt. Hun elsker ikke sin mand, men ser ham som en nødvendighed - en økonomisk nødvendighed.
Andreas gør alt for at komme i kontakt med Fru Cramer, og det lykkes til sidst.
De indleder en affære, men på Fru Cramers præmisser, og Andreas indser snart at Fru Cramer aldrig fuldt kan blive hans.
Andreas vender sørgmodig hjem til sit gods og hans mor. Men hans mor ser hurtigt at noget er i vejen, og hun regner også hurtigt ud at Andreas mangler kvindeligt selskab. Selskab som hun er mere end villig til at skaffe ham.
Efter moren springer ud som "alfons", går bogen lidt i dvale, spændingen er væk - men bogen er stadig interessant.
Nogle ville måske kalde slutningen for intetsigende, men jeg synes den siger utroligt meget.
Uden at afsløre for meget kan jeg fortælle, at bogen, dengang, blev anset for kontroversiel. Den hylder seksualiteten, og mellem linjerne kan det læses at forfatteren absolut ikke troede på at bevare sin dyd. Det er faktisk meget tydeligt i bogen at dydige mennesker er ulykkelige. Den seksuelle drift er grundlæggende i ethvert menneske, og alle burde lade sig drive af denne drift. Alt andet vil føre til din egen, psykiske, undergang.

Læs mere om bogen og forfatteren her, køb bogen her.

Hvis man har en smule interesse for det Moderne Gennembrud,kan jeg varmt anbefale at man læser bogen. Den er meget overset og undervurderet. Jeg nød at læse bogen, og jeg er faktisk lidt ked af at jeg fik læst den så hurtigt.

mandag den 12. marts 2012

Weekend og Søndags Sushi

Jeg har haft en dejlig weekend.
Jeg forlod Odense for Århus, og en weekend med veninderne.

Min weekend startede i Lystrup, hvor jeg besøgte en veninde jeg ikke har set i 100 år. Der var lagt op til den helt store reunion, men egentlig var alt som det plejede. Vi begyndte hurtigt at sladre og hygge som i gamle dage. Chipsene kom hurtigt på bordet, og vi så en masse reality (det er lidt en fetich for os begge).
Vi nåede selvfølgelig også et smut i byen, og jeg mistede (som altid) min stemme.

Dagen efter smuttede jeg til Århus V, for at hygge med nogle andre veninder. Vi var fire (normalt er vi en flok på 9, ca.), og vi hyggede som vi plejer.
En af pigerne fik forklaret gruppens forhold meget godt: "Det bedste ved os, er at der kan gå et år imellem at vi ses, og nogle gange går der flere måneder før vi taler sammen. Men jeg ved at jeg altid kan ringe, og så er i der". Og hun har så evig ret.
Vi endte også i byen. Men jeg er åbenbart ved at være en smågammel dame, for hele min søndag endte med at sove - to byture i træk er åbenbart for meget for mig.

Søndag aften stod den på sushi.
Jeg elsker sushi, og kæresten har også fået øjnene op for, hvorfor sushi er så godt.
Man hører tit folk sige, at der er svært at lave sushi, men det synes jeg altså ikke. Jeg ved ikke om jeg har et talent, eller om jeg gør noget helt forkert - men det ender meget godt hver gang.


Billedet er fra sidste gang vi fik sushi, men det er nøjagtig det samme som i går, så det går vel nok. 

"En ny ting hver uge" gik vist lidt i vasken denne uge - tiden var ikk rigtig med os, med mindre vi tæller sushi søndag med - for det har vi ikke gjort før. 

Jeg har også fået læst endnu en bog, en gammel sag, men fantastisk - der kommer et indlæg senere i dag. 

torsdag den 8. marts 2012

Shopping, Musik og Veninder

Jeg vil på forhånd undskylde for længden på dette indlæg. Men i slipper ikke, jeg har en del at sige/vise jer.

For et par dage siden gik jeg en tur på gågaden, jeg var på jagt efter en t-shirt, jeg fandt ingen, men jeg fandt nogle andre ting.


Jeg elsker ringe! Jeg har en ring jeg altid går med (jeg fik den af min kæreste, den har kostet noget der ligner 5 kroner, og var egentlig ment som en joke, men jeg går trofast med den hver dag). Jeg har ringe i alle mulige afskygninger. Og samtidig har jeg fået de sødeste ringholdere fra Inspiration. Det er alle mulige dyr, og ringene sidder så på halen, de er så fine (billeder kommer en anden dag).
De her smykker fandt jeg henholdsvis H&M og Gina Tricot. Som i allerede ved er jeg vild med ugler, og da min anden uglering er i stykker, synes jeg dette køb var mere end fair. Den kostede 50 kroner i Gina Tricot. Den store turkise ring fandt jeg H&M. Jeg har længe ledt efter sådan en ring, men har kun kunne finde dem i guld, eller også var de for små. Nu fandt jeg ringen, og jeg er allerede helt vild med den. Den kostede vist 40 kroner, og det er jo praktisk talt ingen penge.
De tre små ringe er et sæt, men kan sagtens bruges hver for sig. Jeg synes de var så søde og de kostede kun 50 kroner i H&M, så de kom hurtigt med hjem.
Armbåndet er jeg helt vild med, når jeg endelig har armbånd på, har jeg altid mange på. Her får jeg det hele i et armbånd, det kostede også kun 50 kroner i H&M - jeg var ellevild den dag.


I skulle lige have chancen for at se dem bedre. 


Jeg har rigtig mange sko, ikke så mange stilletter, til gengæld er jeg dækket ret godt ind i støvle og sneaker sektionen. Jeg har altid elsket de helt enkle kanvassko, for de passer til alt. De kan sagtens bruges til en kjole, jeans og leggins. Jeg faldt for dem her udelukkende på grund af farven. Jeg er meget glad for rød (og er faktisk på jagt efter en rød forårsjakke), så beslutningen var ikke svær.
Skoene er fra H&M og kostede kun 80 kroner. Jeg har købt sko i H&M før, og kvaliteten er altså ikke dårlig. Jeg glæder mig til foråret rigtig kommer, så jeg kan vise dem frem.

Nu til musikken.
Jeg ved godt at Florence+The Machine ikke ligefrem er ukendte. Men de er så fantastiske at jeg bliver nødt til at skrive et par ord om bandet.
Det var et af de bands jeg bare faldt over. Jeg så en genudsendelse af et eller andet awardshow for et par år siden, og de løb med mange af priserne. Men jeg vidste ikke hvem de var - så det gjorde jeg noget ved.
Jeg ejer nu alt de nogensinde har lavet (tror jeg), og der er intet at sætte en finger på. De er fantastiske, og kører i baggrunden lige nu.

Deres nyeste album hedder Ceremonials og er fuldstændig eminent. Den første single derfra hedder Shake it Out, som i sikkert allerede har hørt, men nu får i den altså igen.


I skrivende stund er jeg egentlig også i gang med at pakke. Jeg skal til Århus og besøge en veninde jeg ikke har set i ... Jeg ved ikke hvor lang tid, men mit bedste bud er 100 år.
Jeg har absolut ingen idé om hvad vores planer er, men vi skal hygge, sladre og skråle med på noget Panic at the Disco (hvis du ikke kender dem, er det et stort tab for dig). Jeg forestiller mig lange nætter og god gedigen tøsehygge. Og jeg glæder mig.


Det er ikke ligefrem det bedste billede af nogen af os, og det er vildt gammelt, men det er det med mest historie. Fik jeg sagt jeg glæder mig? 

Ser du ligeså meget frem til weekenden som jeg gør?

mandag den 5. marts 2012

Mandag

Min plan var at nå rigtig meget i dag. Undervisningen var aflyst og jeg havde tid nok.

Jeg nåede da også en del: Jeg fik bagt ciabattaboller og chokolademuffins.




Begge dele blev utroligt vellykkede (ikke at det plejer at fejle, men den her gang blev det virkelig godt!), i kan finde opskrifterne her: Muffins og Ciabatta 

Herefter var min plan at få læst op til ekstratimerne (som allerede er imorgen), og til undervisningen på onsdag. Det gik også fint til at starte med, men teksten til imorgen er så kedelig at jeg stadig kun er halvvejs, og den er altså kun 16 sider. I stedet tog jeg billeder af det jeg skulle læse. 


Bogen i baggrunden burde jeg være i gang med nu (hvor jeg også burde være færdig med teksten i forgrunden), men i stedet sidder jeg her. Heldigvis skal jeg først møde klokken 14 imorgen, så der er tid inden og senere i aften.
Så jeg er blevet et klasseeksempel på det her:
Det var altså meningen jeg skulle have læst en del i dag (det kan vel nås endnu), for at slutte af med Barden Beedles Eventyr af JK Rowling, de er så hyggelige, og man tænker ikke så meget - og så har hun tilføjet en kommentar fra Dumbledore efter hvert eventyr. Jeg elsker det.





I stedet blev det til en hurtig morfar, Big Brother og sikkert også Paradise senere. Jeg har dog lavet den aftale med mig selv, at jeg ikke må gå i seng før teksten til imorgen er læst (selvom det sikkert bliver min død).

Jeg er også kommet til at bruge (mange) penge på de sidste - det kan i høre om en anden dag (og der er billeder!).






Hængeparti og fri fra undervisning.

Mandag morgen er aldrig særlig rar.
Jeg skal først møde klokken 13 om mandagen, og jeg er så træt af det. Jeg står tidligt op, bare for at føle at jeg får noget ud af dagen, men jeg går aldrig rigtig i gang med noget, netop fordi jeg jo snart skal afsted.
Undervisningen slutter først klokken 16, og så er dagen ligesom væk.
Men i dag vågnede jeg til en sms og en mail, undervisningen er aflyst. Det har gjort mig meget glad, for så kan jeg få læst op på en masse jeg ikke har nået, jeg kan rydde op i lejligheden, og jeg kan slappe.
Jeg ved godt at jeg skal have undervisningen på et andet tidspunkt, men den tid den sorg, og så håber jeg at ekstratimerne bliver lagt på et mere menneskeligt tidspunkt på dagen.

Projekt: Én ny ting hver uge er ikke gået i stå. Vi var rent faktisk ude at fodre ænder i sidste uge. Vi gjorde det bare i mørke, så billederne er vildt slørede.
Men jeg kan da fortælle at det var hyggeligt, og jeg er stadig helt vild med ænder.

Men, her er et billede af en and (fra google), det må være godt nok foreløbig.










 

lørdag den 3. marts 2012

Ugler

Jeg er meget glad for ugler. Jeg ved ikke hvorfor, men de er så fine.

Jeg er så glad for dem at jeg planlægger at få tattoveret en ugle, og jeg ønsker mig faktisk også en udstoppet ugle. Jeg er overbevist om at en udstoppet ugle ville gøre min lejlighed lidt federe.

Jeg ejer selvfølgelig også et par ugle-ting. Og jeg håber at kunne udvide samlingen snart.
 


Jeg fandt denne dejlige "bamse" (det er vel ikke rigtig en bamse, når der er ris i røven?) i Netto, den kostede kun 39 kroner. Jeg gik i "ugle-koma" og købte ham (ja det er en ham) med det samme. Han står i mit vindue og han er herlig.Han hedder Birger. 


Jeg var i London for en måneds tid siden. På Borrough Market (bedste mad marked nogensinde) har de al slags mad, smagsprøver, osv. Det bedste ved markedet er at maden ikke kun er lækker, tit er maden også virkelig flot. Jeg er ikke sikker på at disse kager er et æstetisk mesterværk, men de er søde, og det er ugler - det er nok til mig! 


 Denne halskæde fandt jeg på et marked i Rom. Jeg forelskede mig i den med det samme, og ville sikkert have betalt hvad som helst for den. Men min jyske krejlermentalitet fik overtaget, og jeg pruttede om prisen. Så for 5 sølle Euro fik jeg denne dejlige halskæde. Jeg bruger den meget tit, og jeg elsker den. 


Denne ring fandt jeg på samme marked. Den er desværre gået i stykker, men den er også bleve brugt flittigt. Og helt ærligt, til en Euro så kan man ikke forvente meget mere. Jeg gemmer den dog stadig. Både fordi den er så fin, men også fordi jeg håber at kunne reparere den, eller lave den om til en halskæde.